I want to have a baby with you ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Cecilia på 18 er kærester med Louis Tomlinson på 19. De har et fantastisk forhold og har kendt hinanden altid. Først var de bedstevenner, men for 1,5 år siden fandt de sammen og blev til Couis, det par alle fans elsker, men vil de stadig det når de finder ud af at hun er gravid? Hvordan vil drengene, forældre og ikke mindst pressen tage det? Og er Louis og Cecilia overhovdet klar til at blive forældre?

40Likes
46Kommentarer
5087Visninger
AA

9. Is She Alright?

Jeg spoler lige lidt tilbage så i følger Louis fra han kommer ind af døren.

Louis's synsvinkel

Jeg smed mine sko ved siden af Cecilias og tog min jakke af. Af ren refleks råbte jeg hej og spurgte ind til hvordan det var gået over ved hendes forældre. Da hun ikke svarede blev jeg en smule bekymret, hun ville være hjemme nu og døren var ikke så låst. Jeg startede med at kigge på toilettet, for ja måske lå hun og brækkede sig. Her på det sidste var jeg blevet meget bekymrende og overbeskyttede overfor Cecilia. Det var sikkert rollen som far der voksede i mig, eller også var det bare den gigantiske mave hun havde fået der gjorde, jeg var bange for at hun væltede.

Da jeg kiggede ude i køknet fandt jeg Cecilia, hun sad bare og stirrede lige ud i luften, samtidig holdte hun så stramt om en kop kold te, at jeg var bange for den ville gå i stykker. På kort tid havde jeg fjernet afstanden mellem os og trukket hende ind i et kram, hun var kun på den måde når noget frygteligt var sket, og siden hendes forældre kunne være rimelig gammeldags havde det sikker noget med dem at gøre. Jeg hev hende med ind i stuen og fik sat hende ned. Mere nåde jeg ikke gøre før hun begyndte at græde højlydt, det fik mig altid til at flippe ud når det skete, for det skete så sjældent og jeg kunne ikke lide at se en pige græde, men at se Cecilia græde var noget af det værste, for vi havde kendt hinanden siden vi gik med ble og havde været bedstevenner mindst lige så længe.

Jeg fik lagt armene om hende og vuggede beroligende frem og tilbage. Det havde jeg set dem gøre på film og der plejede det at virke, så hvorfor ikke i virkeligheden. Og tænk sig, det virkede skam også! Lige så stille og roligt slappede hun mere og mere af, så det gjorde jeg også. Jeg havde åbenbart spændt helt vildt i min ryg, men da Cecilia endelig stoppede med at græde, sukkede jeg lettet indvendigt, ikke fordi jeg havde noget i mod at trøste hende, jeg hadede bare tårer som pesten.

Cecilia åbnede munden for at sige noget, men det eneste der kom ud var et skrig som skar mig helt ind i hjertet og som jeg næsten kunne føle fysisk også. Hun bøjede sig fremad og skreg endnu en gang, hurtigt fik jeg fumlet min mobil frem og var lige ved at tabe den, men fik fat i den igen og ring efter en ambulance. De ville være her om 2 minutter, hvis der ikke var trafik, de sagde det som om der faktisk var en chance for det. Selvfølgelig ville der være trafik! Vi bor midt i London og alle er på vej hjem fra arbejde på det her tidspunkt.

Jeg satte mig over ved siden af Cecilia og prøvede at få liv i hende, for mens jeg havde ringet efter hjælp var hun besvimet. Det var sikkert på grund af chokket eller smerter, men i må ikke hænge mig op på noget for jeg er ikke læge og skal heller aldrig blive det. Jeg lagde min hånd på hendes hals for at mærke efter om pulsen var stabil, samtidig lagde jeg min anden hånd på min egen for at sammenligne. Måske bankede min hjerte lidt for hurtigt pga. chokket over Cecilia der bare lige pludselig besvimede, men selv efter jeg tog højde for det bankede hendes hjerte alt for langsomt og svagt, til at jeg brød mig om det. Pludselig gik der en rystetur igennem hende og jeg trak hende op i en omfavnelse, det virkede vidst for hun begyndte at slappe af igen.

Der gik godt og vel 10 minutter mere inden redningsfolkene var her. Det var en halv gammel dame med smilerynker som spurgte ind til Cecilia imens to andre fik hende anbragt på en båre for at bære hende ned i ambulancen. Der blev spurgt ind til hendes kost og hvor langt hun var henne, jeg svarede på det hele meget fraværende da hele min koncentration lå på Cecilia. Måske var det bare indbildning, men jeg syntes hun så meget bleg ud.

Da de begyndte at gå nedenunder med hende fulgte jeg tæt efter, som en hund i en usynlig snor. Det var sikkert også det jeg var, for Cecilia var jo min bedre halvdel! Hun betød så meget for mig og at miste hende ville jeg slet ikke kunne klare, jeg overreagerede helt klart for den venlige halv gamle dame sagde at hun nok skulle klare det, men måske var uheldet ude? Jeg fik klemt mig ind bag i ambulancen og sad helt stille og stirrede hen på Cecilia mens de stod rundt om hende og arbejdede. De satte en dims fast det ene sted og en dut et andet sted, intet af det forstod jeg udover den som fortalte hvordan hendes hjerte slog. Det fik mig til at slappe mere af for det bankede stabilt, lige det jeg havde brug for at høre lige nu.

 

Jeg sad ude i venteværelset sammen med alle drengene og ventede på at Cecilia ville vågne, klokken var mindst 01 om natten. Selvom jeg var træt kunne jeg ikke sove, ikke fordi jeg bekymret, nej hun var i stabil tilstand og alt det der, men fordi de stole var virkelig ubehagelige. Det var lige meget hvordan du sad, så sad du ubehageligt. Heller ingen af de andre sov, udover Harry, men den dreng kunne virkelig også sove overalt. Jeg er sikker på jeg engang så ham sove stående, for han havde halvt lukkede øjne og stod og svajede lidt. Han vågnede dog, da jeg skubbede til ham og han faldt ned på røven. Han havde været sur på mig hele dagen og tilgav mig først da jeg gav ham en taco i forsonings gave.

Mine øjne var begyndt at falde lidt i, da en læge kom ud til os med nogle papir i hånden. Hun rodede dem igennem og kiggede smilende på os, med det samme var jeg sikker på at Cecilia var vågnet. Det fik mig til at smile glad tilbage til hende. Det måtte virkelig være hårdt at være læge, tænk på alle de triste mennesker man ville se hver dag, så et smil ville sikkert lyse hendes nat en smule op.

Cecilias synsvinkel

Langsomt åbnede jeg øjnene, men lukkede dem hurtigt igen da hele verden snurrede rundt. Da jeg var nogenlunde sikker på at det ikke ville snurre rundt mere, åbnede jeg dem forsigtigt igen og kiggede mig rundt. Først nu lagde jeg mærke til at jeg var på et hospital og så kom det hele tilbage til mig. Svimmelheden, trætheden og selvfølgelig den skærende smerte der kom i min mave. Mit hoved virkede tåget og mine øjne kunne ikke rigtig stille skarpt på noget. Det gik op for mig at det sikkert var, noget bedøvelses middel eller sådan noget. Jeg gned mine øjne og blinkede et par gange, så mit syn blev nogenlunde normalt igen.

Efter lidt tid kom en læge ind til mig, spurgte hvordan jeg havde det og om jeg ville have noget at drikke. Jeg var faktisk ikke så tørstig, men min hals var ru og min stemme var også hæs da jeg sagde ja. Kort efter kom hun tilbage med et glas og en pille, som hun sagde var en hovedpinespille. Lige de to ting jeg havde brug for, nu manglede jeg bare Louis. Jeg spurgte om Louis var her, det vidste hun ikke men hun vidste at der sad 5 unge drenge ude i venteværelset og havde været her lige så længe som jeg havde. Jeg bad hende hente ham der hed Louis, for jeg havde virkelig brug for at se ham lige nu. Hun smilede til mig og gik ud i venteværelset, gætter jeg på, for at hente ham.

Der gik ikke mere end et par minutter så kom Louis hurtigt ind af døren og smilede til mig på sin helt specielle måde, som altid fik mig til at smile tilbage til ham. Han satte sig på min seng og jeg rykkede lidt længere hen så han kunne ligge ved siden af mig. Han så rimelig træt ud, ham må have været vågen hele natten.

Nu var det ikke for at klage eller noget, men lå altså ikke særlig godt når man var 2 personer i en hospitalsseng. På film så det altid så let ud og romantisk, men i virkeligheden er det mere besværligt end det ser ud. Måske var det bare min maves skyld? For mens jeg har sovet syntes jeg næsten den er blevet større. Lige nu var jeg ligeglad for Louis lå og åndede mig i nakken og det var behageligt. Så vi faldt i søvn sammen liggende i en meget lille hospitalsseng, hyggeligt ikke?

 

Næste morgen havde jeg det meget bedre, selvom mig og Louis lå meget klemt. Jeg stod op og fik fat i lægen fra i går. Selvom jeg havde det fint lige nu, ville jeg gerne vide hvad der var sket. Hun gik med ind på min stue så hun kunne fortælle det til både mig og Louis på samme tid. Louis var vågnet i mellem tiden og havde sat sig på kanten af sengen. Han smilede til mig og trak mig med ned på sengen, så jeg sad på hans lår, det måtte være hårdt. For ikke nok med at jeg sad på, så sad Hunter og Hope også på ham, på deres egen måde. Men han sagde ikke noget til det, lagde bare armene omkring mig og gav mig et baglæns kram. Vi kiggede begge op på lægen som ledte i sine papirer. Hun smilede til os og blinkede diskret til mig, hun var vidst også selv ramt af Amors pil.

"Det var ikke noget alvorligt, der skete med Cecilia, det var bare et sært sammenstød. For det første har du et jernunderskud hvilket er helt normalt, samtidig havde du nogen før veer. Det sker også for de fleste, men du fik begge ting på samme tid hvilket ikke sker for så mange. Du er svimmel på grund af jernunderskuddet og du besvimede fordi der skete for meget med dig krop på samme tid og det var dens måde at sige stop på."

Det kunne alt sammen godt passe, jeg havde ikke rigtig spist særlig meget her på det sidste. Jeg havde været sulten, men haft for travlt til at spise. Så nu skulle jeg bare tage nogen jerntilskuds tabletter om dagen og så ville alt være okay igen. Vi skulle bare lige vente  til i morgen med at køre, så vi kunne scannet maven og se om babyerne også havde det helt fint. Det var jeg helt sikker på, det er bare sådan noget jeg ved som mor, men lægerne ville gerne være på den sikre side. Det var også helt fint med mig, for vi havde ikke noget specielt vi skulle nå i dag. Derfor gik mig og Louis ned i cafeteriaet, købte en masse kage og sodavand. Hospitalet havde nogen film vi kunne se, så det gjorde vi.

--------------------------------------------------------------------------------------------

Ja måske er kapitlet ikke så langt, men jeg syntes i fortjente et ny et kapitel hurtigt fordi i stadig læser med :)

Og så skulle jeg også have en undskyldning for ikke at skrive på min dansk aflevering -.-

Nå men altså håber i kan lide det ;) Hvad tror i nu der sker? Er der noget galt med børnene? Vil hendes forældre tale med hende igen? Hvordan tager fansene det? Når jeg at blive færdig med min dansk stil til i morgen? Og hvorfor bliver jeg ved med at stille spørgsmål?

Håber i vil smide et like eller en kommentar ;D

Peace From Mia!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...