I want to have a baby with you ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Cecilia på 18 er kærester med Louis Tomlinson på 19. De har et fantastisk forhold og har kendt hinanden altid. Først var de bedstevenner, men for 1,5 år siden fandt de sammen og blev til Couis, det par alle fans elsker, men vil de stadig det når de finder ud af at hun er gravid? Hvordan vil drengene, forældre og ikke mindst pressen tage det? Og er Louis og Cecilia overhovdet klar til at blive forældre?

40Likes
46Kommentarer
4896Visninger
AA

12. I Love You

Louis's synsvinkel

Cecilia var blevet mere fraværende på det sidste og hendes ellers så livlige og glade grønne øjne, var blevet mere ligegyldige og matte. Måske havde det noget med graviditet at gøre, men jeg troede det ikke. Det værste var næsten at hun ikke ville snakke om det, normalt fortalte vi hinanden alt som et rigtig pladder forelsket par som vi plejer at lave sjov med. Jeg havde prøvet at nævne det overfor hende, men så flippede hun bare totalt ud og sagde intet var galt, endnu et tegn på at der var noget galt.

Jeg havde fri lige for tiden, udover en enkelt øver om ugen, men ellers tilbragte jeg så meget tid med Cecilia som jeg kunne. For at vise jeg var her for hende, selv når hun prøvede at skubbe mig væk. For det var det hun gjorde og jeg kunne ikke forstå det.

Lige nu sad vi og så et eller andet latterligt TV program som ingen af os alligevel så. Til sidst blev stilheden imellem os for meget for mig. Jeg slukkede Tv'et og drejede Cecilia så jeg kunne se hende i øjnene.

Det med at øjnene var sjælens vinduer kunne jeg normalt godt lide tanken om, men lige nu håbede jeg virkelig det var forkert. Cecilias øjne så ødelagt og døde ud, som om hun intet havde og leve for. Her gik jeg og håbede på at hun ville åbne op og fortælle mig hvad der var galt, men siden hun ikke gjorde det måtte jeg få hende på tale selv.

"Okay skat hør her. Jeg ved godt at du siger intet er galt."

Jeg lagde en hånd over hendes mund da hun åbnede den for at modsige mig, så jeg selv kunne fortsætte.

"Men jeg kan sgu da se på dig at der er noget som piner dig! Og se, nu fik du mig til at bruge ordet piner! Du ved hvor meget jeg hader det, så nu har du bare at komme i gang med at fortælle."

Cecilias ansigt ændrede sig ikke, det fortsatte bare med at se udtryksløst ud, det irriterede mig virkelig for normalt var der så meget liv i hendes ansigt. Hendes udtryk ændrede sig efter hvad hun tænkte, men lige nu. Ingenting.

Til sidst kiggede hun væk og bed sig i læben. Hendes fingre fumlede lidt med snoren i hendes løse bukser. Da hun kiggede på mig igen rendte en enkel tåre ned af hendes højre øje. Det var det første tegn på følelser i alt for lang tid, det gjorde mig både trist og glad på samme tid.

Glad fordi hun ikke havde lukket mg helt ude og trist fordi hun slet ikke havde sagt er var noget galt.

Jeg slog armene om hende, men hun skubbede mig væk igen. Med besvær rejste hun sig op og begyndte at gå frem og tilbage. Hendes hånd kørte igennem hendes hår igen og igen, sikkert bare for at hole sig i gang. Det vat vist gået op for hende at det ikke ville hjælpe at benægte mere.

Til sidst stoppede hun og kiggede over på mig. Hun gav sig til at tygge på indersiden af sin kind og jeg sad bare og ventede tålmodigt. Det ville alligevel ikke hjælpe at skynde på hende, det havde jeg rimelig hurtigt lært.

"J-jeg har brug for en pause, ikke bare fra verden men også fra os."

Mens hun havde sagt det var hendes stemme både knækket over og hendes øjne var blevet fyldt med tårer og de rendte ned at kinderne på hende hurtigt uden at stoppe. I starten stirrede jeg bare på hende uden at fatte hvad hun mente. Selvfølgelig vidste jeg godt hvad det betød, men de gav ingen mening for mig.

"Jeg flytter ind i mine forældres sommerhus, i lidt tid for at tænke over nogen ting."

Denne gang reagerede jeg og rejste mig op for at gå over til Cecilia, men hun trådte bare et skridt længere væk som om hun var bange for mig. Det gjorde virkelig ondt og hun kunne vist se det i mit ansigt for nu rendte der endnu flere tårer ned at hendes kinder.

Hun vendte ryggen til mig og gik ind på soveværelset. Hvis situationen ikke havde været så seriøs ville jeg have grinet for det så virkelig sjovt ud, for hun vraltede og lænede ryggen en smule bagud. Jeg var stadig stivnet efter hun havde bakket væk fra mig og jeg stirrede bare efter hende med et udtryksløst ansigt. Jeg fattede stadig ikke hvad der skete og meningen med hvad hun sagde.

Der gik ikke lang før hun kom ud igen med sin helt lysegrønne kuffert. Den som jeg havde givet hende dengang hun skulle med os på tour og ud fra England for første gang. Hun havde været så spændt og snakket uafbrudt og været så glad. Det gjorde bare endnu mere ondt at se den nu skulle bruges til at få os længere væk fra hinanden, for dengang havde det fået os tættere knyttet.

Hun kiggede på mig med sine grønne øjne som var fyldt af tårer og blinkede et par gange for at få tårerne til at forsvinde. Langsomt pustede hun ud og kiggede på mig med smerten malet i hele ansigtet og hvor gjorde det ondt at se på.

"Hvis du ikke vil se mig mere efter det her forstår jeg det godt. Vi ses måske igen, men for nu... Farvel."

Da hun vendte sig og gik ud af døren, fyldtes mine øjne med tårer og millioner af ord ville gerne ud af min mund på samme tid, men intet kom ud. Der sad en klump i min hals som spærrede for alle de ord som ville tigge hende om at blive, kærligheds ord og råb fordi hun havde tænkt sig at forlade mig.

Der kom dog tre små ord ud som en hvisken lige inden hun lukkede døren uden at kigge sig tilbage. Om hun hørte dem tvivler jeg på og efter døren havde lukket sig, gled jeg langsomt ned af væggen og fortsatte med at sige ordene om og om igen som om det ville få hende til at vende tilbage.

Jeg elsker dig

-------------------------------------------

Undskylder dette alt for korte kapitel, men det var her det skulle stoppe...
Undskylder også ventetiden men har været på lejr hele sidste uge i Ribe og det er svært at skrive fra mobilen.

Bliver helt trist af det her kapitel :'( Har bare sat og hørt mega trist musik imens jeg har lavet det her så nu håber jeg det er bare lidt troværdigt ellers er jeg blevet trist for ingen grund..

Peace From Mia!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...