I want to have a baby with you ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Cecilia på 18 er kærester med Louis Tomlinson på 19. De har et fantastisk forhold og har kendt hinanden altid. Først var de bedstevenner, men for 1,5 år siden fandt de sammen og blev til Couis, det par alle fans elsker, men vil de stadig det når de finder ud af at hun er gravid? Hvordan vil drengene, forældre og ikke mindst pressen tage det? Og er Louis og Cecilia overhovdet klar til at blive forældre?

40Likes
46Kommentarer
4840Visninger
AA

14. Hvad er der sket?

Cecilias synsvinkel

Der var gået 2½ uger siden jeg havde set Louis og nøj hvor jeg savnede ham!

Man ved aldrig hvor meget en person er i din hverdag, før han eller hun er væk. Det værste var næsten at have noget af Louis på maven, for det var en evig påmindelse om hvad jeg havde forladt, for en kort stund håbede jeg. For det ville være forståelig hvis Louis ikke ville se mig mere efter det her.

Lige nu var der kun 2 uger til jeg skulle føde og det lignede at jeg havde en fodbold under trøjen, eller mere præcist en basketball. Selvom det var fedt at kunne mærke der var liv inden i mig, så måtte de unger godt tage og smutte ud nu. Det var vildt upraktisk at være gravid.

 

Jeg sad i sofaen med en pizzabakke på mine ben, en kæmpe isbøtte ved siden af mig og en halvanden liter cola på bordet. Så lige nu levede jeg virkelig usundt, eller lige nu var det vel ikke, for jeg havde ikke levet af andet siden jeg kom herud. Min madlyst svingede meget, det ene øjeblik var det livsnødvendigt jeg fik noget mad og det næste kunne jeg gå en hel dag uden at spise.

Så selvom min mave var vokset, var resten mig blevet mindre. Man kunne lige nu se mine kraveben vildt tydeligt og mine ben var blevet alt for tynde, men jeg var ligeglad. Alt var lige meget lige nu, jeg levede i et hul af selvmedlidenhed. En af grundende var at Louis ikke var her til at hive mig op af det hul, men det var ligesom min egen skyld så det kunne jeg ikke bebrejde ham.

Men også den grund til at jeg skubbede Louis fra mig var stor grund til jeg sad her og tudede øjnene ud. Det var det jeg gjorde, sad og så tudefilm mens tårerne banede sig ned af mine kinder. Når jeg ikke græd var mine øjne helt røde og en smule opsvulmede, meget ubehageligt.

Det ringede på døren og jeg vågnede af min trance af selvmedlidenhed, kom med besvær på benene og gik ud for at åbne døren. Jeg håbede virkelig ikke det var Louis, han måtte under ingen omstændigheder se mig sådan her.

Han havde sikkert forstået hvorfor jeg havde taget afstand til ham da, han havde læst brevet men måske ville han alligevel komme. Jeg krydsede fingre for at han ikke ville.

Mit hår sad sikkert ud til alle sidder, mit tøj var snavset, min ånde stank og mine øjne må havde set forfærdelige ud, men jeg var lidt meget ligeglad med at nogen så mig sådan her. Dem hvis mening som betød noget var væk lige nu og ville ikke komme tilbage. Ud over Louis, det håbede jeg i hvert fald.

Jeg åbnede døren og der stod 4 drenge som jeg næsten havde glemt alt om, fire drenge der alle så meget bekymrede ud og også chokerede da de så mig i fuld højde. Var det virkelig blevet så slemt? Jeg mener ja måske havde jeg tabt mig 7-8 kilo, men var det så tydeligt?

Fordi jeg vidste det ikke ville hjælpe at smække døren sukkede jeg bare og vraltede tilbage til stuen hvor jeg smed mig i den bløde sofa, med benene over armlænet. Drengene kom ind, Niall hev mine ben op og satte sig ned med mine ben på sine lår, mens resten af drengene tog den anden sofa.

Hvor lang tid vi sad der og bare stirrede på hinanden ved jeg ikke, men af og til kiggede drengene på hinanden og førte et ordløst skænderi og hvem der skulle starte med at sige noget. Imens sad jeg bare og stirrede tomt ud i luften og ventede på at de var klar til at snakke.

Til sidst rømmede Liam sig og kiggede på mig med et ulæseligt blik, som gjorde mig rimelig bekymret. Liams mening har altid betydet noget for mig, for af en eller anden grund ser jeg ham som en slags storebror. Jeg så op til ham og gjorde ham sikkert til mere end han var, men for mig var han fantastisk.

"Hvad er der dog sket med dig Cecilia?"

Det gav et ryk i mig da jeg hørte hans bekymrede, sårede og triste stemme lød. Jeg kiggede ned på mine fingre og bed mig i læben. Måske skulle jeg bare fortælle det som det var? I brevet havde jeg bedt Louis om ikke at sige det til drengene, så han havde sikkert ikke sagt det.

Jeg sank en enkel gang inden jeg kiggede op og så dem alle i øjnene en efter en, de så alle bekymrede og ekstremt triste ud og til sidst landede mit blik på Liam igen. Hans ansigt var roligt men meget bekymret, hvilket der også var til at forstå. Lige pludselig forsvinder jeg bare og efterlade en ødelagt Louis. Det undre mig at de ikke hader mig for at såre Louis på den måde og så bare skride, for tro mig, jeg hader mig selv for det.

"Jeg... Det er en lang historie."

Det får bare Liam til at kigge på mig med et hævet øjenbryn for at sige, at de har tid nok. Så jeg sukker og begynder at fortælle.

---------------------------------------

Undskylder endnu engang den alt for længe ventetid og alt for korte kapitel xD Men igen her skulle den bare stoppe :I
Denne gang har jeg faktisk en okay undskyldning!
Havde en lort uge i sidste uge og så det faktum at jeg får sommerferie i morgen! Hvordan skal man så kunne koncentrer sig!?

Nu nærmer vi os det sidste kapitel og hvad tror i der sker? o.o

Peace From Mia!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...