I want to have a baby with you ~ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2013
  • Opdateret: 25 aug. 2013
  • Status: Færdig
Cecilia på 18 er kærester med Louis Tomlinson på 19. De har et fantastisk forhold og har kendt hinanden altid. Først var de bedstevenner, men for 1,5 år siden fandt de sammen og blev til Couis, det par alle fans elsker, men vil de stadig det når de finder ud af at hun er gravid? Hvordan vil drengene, forældre og ikke mindst pressen tage det? Og er Louis og Cecilia overhovdet klar til at blive forældre?

40Likes
46Kommentarer
4665Visninger
AA

13. Bad Week

Louis's synsvinkel

Jeg havde ikke lavet andet end at ligge i min seng og på sofaen de sidste par dage. Drengene havde prøvet at kontakte mig dagen efter Cecilia havde smækket døren og smuttet. Men siden jeg ikke havde svaret, jeg prøvede ikke at græde mine øjne ud, kom de over til mig dagen efter. Jeg havde prøvet at overbevise dem om at intet var galt, men selvfølgelig troede de ikke på mig, jeg havde også haft røde øjne og poser under øjnene. Det viser sig sjovt nok (ikke) at det er særlig søvnfremkaldende at ens kæreste beder om en pause.

Så derfor sad drengene nu rundt omkring mig mens vi så film, eller det gjorde vi så ikke engang, alle sad i deres egne tanker. Den eneste grund til at vi havde sat en film på var fordi der vist ikke rigtig var nogen der gerne ville snakke lige nu. Specielt ikke mig, drengene havde leget psykologer for mig de sidste par dage, men hvordan skulle jeg forklare dem mine følelser når jeg ikke engang selv vidste det?

Siden Cecilia havde lukket døren efter sig havde jeg ikke følt mig andet end tom. Og hvordan skulle jeg lige forklare dem det uden at lyde helt kliche? Tom er en rigtig træls følelse, den får alt til at virke ligegyldigt, alle farver matte. Før i tiden forstod jeg ikke dem der tog deres eget liv, for seriøst hvor slemt kunne livet lige blive? Jeg siger ikke at jeg har tænkt mig at begå selvmord eller at jeg syntes det er i orden, jeg forstår bare godt dem der har gjort det eller har det i tankerne. For hvis hver dag ser sådan her ud, uden betydning eller farver, så måtte livet være et forfærdeligt sted.

Det lyder måske overdramatisk at jeg tænker sådan, men mig og Cecilia har aldrig været sådan her. Vi har altid holdt sammen, selv når vi var uvenner. Aldrig har der gået så lang tid hvor jeg ikke har set hende. I dag var det præcis 10 dage siden og Cecilia havde ikke givet et eneste tegn fra sig.

Ikke nok med at jeg svømmede i selvmedlidenhed, så blev det værre. Pressen havde på en eller anden måde fået nys om at Cecilia og jeg holdte en pause. De blæste det hele meget mere op end det faktisk var, eller det håbede jeg da de gjorde for det var virkelig de særeste idéer de kom på.

At jeg havde været utro
At Cecilia havde været utro
At det ikke var mit børnene
At en af de andre drenge var far til børnene

Alle sammen lige latterlige, især den sidste, jeg kendte Cecilias type for jeg havde engang hjulpet hende med at finde en kæreste. Lidt ironisk at det skulle ende med at være mig der blev hendes kæreste. Eller det ved jeg jo ikke engang om vi er mere.

Der lød et bank på døren og selvom det sikkert bare var pizzamanden kunne jeg ikke andet end håbe på at det var Cecilia. Jeg rejste mig alt for hurtigt og måtte stå stille et øjeblik for at få synet tilbage. Bagefter gik jeg med hurtige og lange skridt ud til døren og åbnede den.

Der stod ikke nogen, det forvirrede mig lidt, men så kiggede jeg på ydersiden af døren. Der var sat et brev fast med tape, på siden der vendte ud mod mig stod der med Cecilias drengede håndskrift: "Louis"

Jeg hev hurtigt brevet ned og begyndte at løbe ned af trapperne, måske kunne jeg nå hende inden hun var væk igen? Aldrig har jeg taget trapperne så hurtigt og jeg måtte mindst havde sprunget hver andet trin over. Det var sikkert kun ren held at jeg ikke var faldet og brækket et eller andet.

Udenfor nåede jeg lige se et glimt af Cecilias lyse hår og en taxa dør som smækkede, inden jeg havde mistet hende igen. Jeg rev mig i håret og sparkede til det træ som stod ved siden af døren.

 Med alt for meget fart, for fuck det gjorde ondt!

Jeg prøvede at støtte på min fod, men jeg endte med at stå på et ben for jeg fik tårer i øjnene at smerte. Til sidst gav jeg op og lænede mig op af det træ som jeg havde sparket på lige før. Jeg mærkede mod mine lommer for at finde min mobil, men da jeg ikke kunne finde den huskede jeg at den lå oppe på stuebordet.

Det her var bare ikke min uge, eller mere præcist 10 dage, men i ved hvad jeg mener.

Så måtte jeg nok hellere begynde gangen, endnu engang måtte jeg droppe den idé, smerten var ikke ligefrem blevet mindre, den var faktisk blevet større. Da jeg ikke bare kunne blive stående her hoppede jeg på et ben indenfor, selvom også det gjorde fucking ondt.

Da jeg var kommet ind i elevatoren kom jeg i tanke om det brev Cecilia havde hængt på døren. Dum som jeg var kiggede jeg ned i min hånd for at tjekke at jeg stadig havde det, selvom jeg godt kunne mærke det. Det var knuget ind i min hånd og var blevet krøllet en del, men det gjorde ikke noget for det var stadig fra Cecilia, pigen jeg elskede.

Jeg nåde lige at åbne kuverten og var begyndt at hive brevet op da døren åbnede med et ding, min lyst til at blive i elevatoren og bare læse var stor, men i stedet stoppede jeg brevet i baglommen og hoppede ind til drengene.

"Hvad siger til at køre mig en tur på hospitalet?"

Alle drengene kiggede meget forskrækkede på mig og til sidst nikkede Liam bare og gik ud for at tage jakke på. Mens de andre blev klar lænede jeg mig op af væggen og prøvede at lade vær med at tænke på smerten i min fod, hvilket er virkelig svært. Det er ligesom det der med at sige: " Du må ikke tænke på elefanter." Men så kommer man automatisk til at tænke på elefanter, det var det samme med min fod.

 

Inde på hospitalet havde jeg fået gibs på benet, noget med et par brækkede tæer og en forstuvet fod. De andre drenge havde ikke spurgt ind til noget, så jeg havde ikke svaret på noget endnu. Drengene var smuttet efter en lang tids overtagelse og med løftet om at komme igen i morgnen. Så lige nu lå jeg bare og tegnede på min gibs, normalt gjorde andre det, men jeg kunne bedre lide selv at gøre det og så havde jeg ikke tålmodighed på at andre skulle gøre det.

En sygeplejerske kom smilede ind, jeg smilede igen, mest for ikke at virke sur. Hun havde været så venlig hele dagen, men hun mindede mig og Cecilia. Ikke fordi de lignede hinanden, det var bare det lyse hår. Det gav ikke rigtig nogen mening for Niall mindede mig ikke om hende, men denne sygeplejerske, hvis navn jeg ikke kunne huske, gjorde.

Det var den sidste runde inden nattevagterne kom og overtog. Hun rystede kort min pude og spurgte om der var noget jeg manglede. Jeg rystede bare på hovedet og ønskede hende en god aften.

Jeg lagde mig ned og prøvede at få lidt søvn, men jeg havde det som om der var noget jeg havde glemt. Hvis jeg havde den følelse ville der gå lang tid inden jeg kunne sove, for først skulle jeg havde overbevist mig selv om at der virkelig ikke var noget jeg havde glemt og at det bare var min hjerne der spillede mig et puds.

Mens jeg lå der og gjorde mit bedste for at overbevise min hjerne og at jeg intet havde glemt, kiggede jeg rundt i lokalet. Mit blik landede på mine bukser som jeg havde lagt sammen og som nu lå på bordet ved siden af mig. Der var en lille hvid flap som stag ud af baglommen.

Så kom jeg i tanke om brevet, med det samme forsvandt "Der er noget jeg har glemt" følelsen.  Jeg fik fat i kuverten og foldede den ud igen. Der gik lidt tid hvor jeg bare sad og stirrede på det inden jeg langsomt fik hevet brevet op. Da jeg også havde foldet det ud tog jeg en dyb indånding og gav mig til at læse.

-------------------------------------------------

Syntes ikke ventetiden var så lang den her gang :D Er lidt stolt af mig selv :3

38 på favoritten! For fucking fuck sake, hvor er jeg glade for jer! Aldrig havde jeg håbet på så mange! (I kender resten af takketalen for den bliver brugt rigtig meget uden at ændre sig særlig meget så springer bare pænt over resten)

Lige nu syntes jeg i skal vide at mit mål er 40 på favoritten xD Så del del del! Måske kender i en som ville læse den? Nu vil jeg ikke lyde som en likehunter for det er jeg ikke, det er bare sjovt med en lille konkurrence med sig selv (og vist også sundt?)

Peace From Mia!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...