Somewhere Only We Know {One Direction}

Victoria Summers lever i Sunderland, 100 km. fra grænsen mellem England og Skotland, sammen med sin mor Jamie, lillesøster Ashley og deres schæferhund Charlie. Hun lider stadig under tabet af sin far og vil egentlig helst bare bruge sommeren sammen med sin familie, men pludselig dukker fem kendte drenge op i hendes forhave. Drengene fra One Direction skal filme en musikvideo i skoven omkring familien Summers' hus, og undervejs skal drengene bo i huset. Først er Victoria ikke rigtig med på idéen, men hun kommer godt ud af det med drengene efterhånden som sommeren skrider frem. Men hun har en kæreste, og han er jaloux anlagt. Vil hun kunne få et venskab med drengene, eller vil venskab udvikle sig til mere? Og hvad vil der ske, når sommeren slutter og drengene skal tilbage til deres vilde liv som kendisser og Victoria fortsat bliver boede i den lille by?

64Likes
95Kommentarer
4428Visninger
AA

3. Welcome boys

Nialls synsvinkel

Sommeren var allerede skudt i gang. Godt nok var det allerede den 1. juli, men varmen havde bredt sig over London. Der var omkring 33 °, og det var morgen. Hvor usandsynligt er det lige. Alle de mange tanker havde bredt, og overtaget mig krop. Det var i dag at vi skulle ud til stedet hvor vi skulle lave vores nye musik video til ’ Live while we are young’. Jeg var vildt spændt. Men sammentidigt nervøs – For alle de nye mennesker, og vi havde ingen ide om hvordan det skulle foregå.

Harry, Liam, Louis & Zayn havde allerede sat sig klar inde i tour bussen. Vi skulle ihvertifald køre i langtid havde chauføren sagt. Men hva’ pokker. Så lang tid kan det da heller ikke tage når man er sammen med sine fire bedste venner.

Drengene og jeg havde set meget frem til denne tur. Vi havde også brugt meget tid på at snakke om hvordan det skulle blive. Det eneste vi havde fået af vide var ’Vi ses derude’.

”Niall! Kommer du?” Zayn råbte fra døren. Jeg nikkede kort til ham, og låste så døren til huset. Jeg tog min fyldte sportstaske under armen, og min guitar ,og spaserede hen mod bussen.

Sveden dryppede kort fra min pande. Jeg var kun i klædt en rød t-shirt og et par grå løse joggin bukser som stramte ind ved knæet.

Bus-dørene lukkede sammen da jeg trådte ind. Den behalige luft i bussen kom fra airconditionen. Jeg smed tasken, og smed mig i sofaen.

Liam sad låst fast til hans telefon. Jeg vidste han smsede. For jeg kunne høre de små vibrationer fra tastaturet. ”Hvem smser du til?” jeg kravlede over til ham. ”Danielle. Jeg savner hende allerede” – ”Kom nu! Op med humøret. Det skal nok blive godt! Glæder i jer slet ikke” spurgte jeg højtrystet og satte mig op.
”Jo selvfølgelig Nialler!” grinede Liam, hans smil voksede. Jeg smilede stort tilbage til ham.

Liam kom jo til at se hende igen om 2 uger..eller sådan noget. Det var jo ikke så lang tid at undvære en pige. Altså jeg har ikke haft en kæreste i flere år. Jeg har ingen anelse om hvordan det er.

”Jeg savner også Eleanor!” sagde Louis. Jeg gik over og satte mig på hans skød, og grinede kort. ”Kom nu! Op med humøret. Det skal nok blive godt! Glæder du dig slet ikke” jeg gentagede mig selv. ”Jo da Niall” han grinede, det samme gjorde de andre drenge.

”Hvordan er det at have en kæreste?” spurgte jeg. ”Fantastisk. Det er som om alt andet er ligemeget.”

”Er det godt?” jeg var en smule forvirret over Zayns svar. ” Det er som om alt andet er ligemeget.”

”Selvfølgelig er det det. Hvorfor spørger du? Har du mødt nogen!” Zayn prikkede mig i siden med et drillende blik. Som overraskende irriterede mig. ”Neeej.” svarede jeg og kiggede lidt rundt.

”Er du sikker?” spurgte Liam og blinkede med det ene øje. ”Neeeeeeejj jeg har ikke mødt noget. Men..” – ”Men hvad?” spurgte Liam. ”Altså… Ej ik’ noget!” jeg sukkede tungt.

”Jo! Sig det!” Harry var ivrig. ”Måske trænger jeg bare til at møde én. Bare en eller anden?” jeg kiggede rundt på dem, for at se deres reaktion. ”Det var da en god ide Niall! Har du øje på nogen?” spurgte Harry og smilede til mig. ”Nej. Ikke en eneste.” mumlede jeg opgivende. Der er jo ikke nogen der gider at gå ud med mig.

Okay det var der måske. For millioner af pige havde skrevet til mig på twitter:

@ NiallOfficial Marry me please! #LOVE YOU

Let me love you. You are sooooo amazing. Please be my boyfriend! @ NiallOfficial

#LOVEYOUNIALLHORAN

Can i be Mrs.Horan? #LoveyouNialler @ NiallOfficial

Men jeg følte bare at det var bare ikke det samme. Jeg vil så gerne prøve det de andre drenge havde prøvet. Kigget pigen i øjnene, og bare vidst at det skulle være dem to forevigt og altid. 

 

Vi havde nu køret i flere timer. Mindst fire. Vi stoppede op ved en Mac.D for jeg var godt nok blevet sulten. Det var mig der havde brokket mig hele vejen. En lille gang var Harry. Men de kender mig jo! Så vi blev nød til stoppe.

Jeg bestilte en Big mac menu. Det samme gjorde de andre drenge egentlig også. Vi havde slået os ned ved et aflangt bord, og derefter begyndte vi at spise.

Maden strømmede ned af halsen på mig. Jeg var sååå forbandet sulten. Inden jeg nåede at bliver færdig, var Louis næsten ikke begyndt. Jeg rømmede mig kort. Harry og Liam udbrød i en høj latter. Det overraskede mig meget hvorfor de begyndte at grine. For der var jo ikke noget at grine over, men jo..åbnebart. ”Hvad griner i af?” jeg satte mig uskyldigt ordentlig op i stolen, med munden prop fyldt med mad. ”Du er så sød Niall” smilede Harry til mig og tog en bid af hans burger. Jeg smilede stort tilbage til ham, og trak på skuldren.

 

Vi tog videre mod ’det ukendte sted’ som vi ikke vidste en pind om. Glædelsen hoppede frem og tilbage i maven på mig. For vi havde fået afvide at vi var der om et kvarters tid.

Det kvarter gik hurtigt med at se et halvt afsnit af CSI.

Det dejlige friske luft, gav sig til kende da vi kom ud af bussen. Det lugtede som når man kom hjem igen. Altså helt hjem. Helt hjem til Irland. Et stort hus gav sig til syne. Gemt bag nogen træer som var pyntet med lyserøde blomster. En dejlig rolig aura omringede mig. Her var så fantastisk. Drengene nød udsigten mod klipper længere fremme. Vi begik os frem på gros-stien, og mod huset. Drengene og jeg havde ingen ide om hvor vi skulle gå hen. Så det eneste vi kunne gøre var at kontakte mennesker i området.

”Hvad nu hvis det ikke er her?” spurgte Zayn og kiggede rundt på os. ”Jaa så må vi vel ringe til Paul?” svarede Louis og trak på skulderen.

”Hvad skulle Paul dog hjælpe os med det?” Harry kiggede uforstående på Louis. ”Han har da kontakterne til ham som styre det her!” Louis lød rimlig selvsikker med hans svar. Så vi troede på ham.

Verandaen kom nærmere, og vi gik med tunge skridt op mod døren. Zayn bankede en melodi på døren. Hans sædvanlige lille melodi. Du-du-dududu-du-du. Melodien kørte frem og tilbage i min hoved, inden en lyshåret dame i ternet skjorte, gummistøvler og et par slidte jeans kom frem i døren.

”I må være One Direction!” hun smilede stort og gav os alle hånden. ”Hej” vi smilede alle venligt til hende. Damen var virkelig flink. ”Jeg er 

Jamie. Rart at møde jer!”. ”Så er det her vi skal skyde Live while we are young?” Louis kiggede undrende på hende men smilede derefter ved udsigten som skimte hans øjenkrog.

”Altså nede ved marken ved skoven” hun pegede mod en mark længere fremme, som lå over på den anden side ved vandet. Det skulle nok blive sjovt.

Jeg mærkede hvordan colaen begyndte at samle sig ved mit underliv – jeg skulle på toilet. Altså virkelig meget. ”Du har måske ikke et toilet jeg kan låne?” jeg spurgte høfligt. Jamie nikkede. ”Jo selvfølgelig! Ned for enden af gangen og til venstre”. ”Tak” svarede jeg, og fulgte hendes rute.

En lettelse strømmede ind over mig, da jeg var færdig med at tisse. Jeg vaskede mine fingre, og låste døren op. En smuk utydelig stemme gav sig til kende i mit øre – det fangede mig. Alt andet hvad jeg tænkte var sunket ned i et sort stort hul.

Jeg havde aldrig hørt noget lignende før. ” And all I can breathe is your life. And sooner or later it's over. I just don't wanna miss you tonight” pigens stemme førte mig tættere og tættere på. Den fangede mig – omringede mig af alle de smukke ting i verden. Klaveret spillede perfekt til. Uden én eneste fejl. Hvilket gjorde det sværere at høre stemmen. Jeg var nu ført ud i køkkenet. Stemmen blev en smule tydligere. Pigen var inde i rummet ved siden af. Stemmen ramte mig inden i. Som om at jeg havde lyst til at græde over hvor smukt det var.

Hårerne rejste sig lynhurtigt på mine arme. Jeg var allerede fyldt med gåsehud.

Min hånd fangede efter håndtaget. Døren knirkede stille op.

En lyshåret pige gav sig til kende ved klaveret. Hendes blik sendte mig uskyldighed, frustration, og had. Hvad skulle jeg gøre af mig selv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...