Somewhere Only We Know {One Direction}

Victoria Summers lever i Sunderland, 100 km. fra grænsen mellem England og Skotland, sammen med sin mor Jamie, lillesøster Ashley og deres schæferhund Charlie. Hun lider stadig under tabet af sin far og vil egentlig helst bare bruge sommeren sammen med sin familie, men pludselig dukker fem kendte drenge op i hendes forhave. Drengene fra One Direction skal filme en musikvideo i skoven omkring familien Summers' hus, og undervejs skal drengene bo i huset. Først er Victoria ikke rigtig med på idéen, men hun kommer godt ud af det med drengene efterhånden som sommeren skrider frem. Men hun har en kæreste, og han er jaloux anlagt. Vil hun kunne få et venskab med drengene, eller vil venskab udvikle sig til mere? Og hvad vil der ske, når sommeren slutter og drengene skal tilbage til deres vilde liv som kendisser og Victoria fortsat bliver boede i den lille by?

64Likes
95Kommentarer
4320Visninger
AA

4. Start over

Victorias synsvinkel

Hvad lavede han her? Kunne han da ikke se, at jeg havde gang i noget?

"Hvad laver du her?" kom det hurtigt ud af min mund. Det var måske ikke meningen, at det skulle være sagt så ondt, men jeg blev virkelig overrasket og fik et chok, da han trådte ind. Men hvem var han også? Han så godt nok bekendt ud, men jeg kunne ikke lige sætte fingeren på, hvem han var.

"Undskyld..." mumlede han og så ned på sine fødder. "Jeg skulle finde toilettet" Et smil gled over min læber, og da han så det, smilede han også. Situation reddet. Eller...?

"Jeg hedder Victoria" smilede jeg og rejste mig fra klaverbænken. Han, med sit strittende, blonde, let uglede hår, søde smil og undskylde blik smilede stort og rakte hånden frem.

"Niall"

"Fra Irland?" spurgte jeg overrasket, da jeg genkendte hans accent. Ofte kom der kun folk fra Skotland til byen, men han var helt klart irer.

"Jep!" smilede han stort, og jeg nikkede kort.

"Ikke for noget, men hvad laver du her?" spurgte jeg og lagde armene over kort. "Sunderland er ikke ligefrem en turistattraktion"

"Vi er her for at filme en musikvideo" fortalte han.

"Vi?"

"Drengene og jeg"

"Drengene?" Okay, jeg måtte ligne et kæmpe stort spørgsmålstegn, og Niall grinede kort.

"Kender I overhovedet One Direction her ude på... landet?"

"Storbysnude" fnøs jeg og gik igennem dobbeltdørene ud til spisestuen. Derfra kunne jeg se vejen. Der holdt to store busser ude på gårdspladsen, og de var skinnende sorte. "One Direction huh?"

"Kender du...?"

"Nej" afbrød jeg ham, inden han kunne gøre mere grin med mig.

"Seriøst?" måbede han, og jeg vendte øjne.

"Er min mor derude?"

"Ja" sagde han og rynkede brynene, og jeg trampede ud af hoveddøren.

"Mor?" kaldte jeg, og jeg så mig omkring. "Mor?!"

"Hej skat" smilede hun og kørte en tot af sit hår om bag øret. "Har du hilst på drengene"

"Kun en af dem" sagde jeg roligt og trak hende lidt væk fra drengene, der stod og så nysgerrigt til. "Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig om dem?"

"Skat; jeg fortalte dig om det i sidste ude" sagde hun, men jeg kiggede bare tomt på hende.

"Så jeg tv eller sad jeg med min computer?"

"Højst sandsynligt"

"Så hørte jeg det jo ikke, vel?"

"Kan du ikke gå en tur med Charlie? Jeg vil lige vise drengene rundt i huset, men jeg orker ikke at have ham løbende om benene imens"

"Jo..." sukkede jeg og stampede ind i huset, hvor jeg fandt vores schæfer og trak ham med en tur i skoven. Jeg var lettere irriteret, at jeg ikke havde vidst noget om dem på forhånd. Så havde jeg nok gjort lidt mere ud af mit udseende, og ikke bare vandrer rundt i min gamle ynglings T-shirt med et stort print af en løve og nogle joggingbukser. Ja, min tøj sammensætning gav ingen mening, men man kunne altså ikke forvente mere af mig på en søndag. Havde jeg bare vidst, at de ville komme...

 

Efter den korteste tur med Charlie, satte jeg mig ind i vindueskarmen i spisestuen, mens jeg kiggede olmt ud på drengene, der spillede bold på gårdspladsen. Mit lettere dårlige humør forsvandt langsomt, da jeg fik betragtet dem ordentligt. Ham den lyshårede var nok den pæneste, men de andre så ikke helt skidt ud. Der var en med krøller, en med sort hår og to med stort set samme hårfarve og frisure. De grinede højt og opførte sig nærmest som brødre. Var de det? De to med samme frisure lignede godt nok ikke helt hinanden, men det kunne jo godt være. Måske. På et tidspunkt kiggede ham den lyshårede hen mod vinduet, hvorefter vores blikke mødtes, inden jeg vendte hovedet. Jeg kiggede ned på min mobil, selvom den viste sort skærm.

"Vicki?" lød det bag mig, og min lillesøster Ashley kom til syne. Hun var netop fyldt 6 år, og hun var noget af det kæreste, jeg nogensinde havde set. I hvert fald nogle gange. Når hun ikke var verdens største pestilens.

"Hej søde" smilede jeg og trak hende op på mit skød. "Hvad så?"

"Hvad laver du?" spurgte hun med sin lyse, søde barnestemme.

"Jeg sidder og slapper af" sagde jeg og skævede ud af vinduet til drengene, der ikke længere spillede bold.

"Hvem er det?"

"Det er... nogle drenge, der skal filme en video" forklarede jeg og så ud på dem. Netop som jeg så ud, kiggede alle drengene ind på Ashley og jeg. "Skal vi ikke lege med dine dukker, Ash?"

"Vil drengene være med?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå.

"Du kan jo spørge dem" sagde jeg med at skævt smil og forestillede mig fem drenge sidde og lege med dukker.

"Ja!" jublede hun og hoppede ned fra mit skød. Hun lød ud til hoveddøren, og jeg betragtede hende snakke med de fem drenge. Først grinede den, men så nikkede de alle og fulgte med hende ind. Vent, hvad? Valgte de frivilligt at lege med dukker sammen med en 6-årig? "Vicki!" Jeg sukkede og fulgte efter hende og drengene ind på Ashleys værelse, hvor hun hev sine dukker frem.

"Ashley siger, at du gerne ville lege med dukker med os"

"Ashley ville lege med dukker med jer, ikke mig"

"Du er hendes storesøster"

"Ja"

"Hun ligner dig"

"Er det godt eller skidt?"

"Godt" smilede Niall og tog imod den dukke, Ashley rakte ham. "Og den her ligner dig" Han holdt en blond dukke med krøllet hår op foran mig, og jeg slog ham på skulderen.

"Tak" takkede jeg sarkastisk og grinede kort. De andre fire drenge kiggede bare måbende på deres dukker, mens Ashley pakkede det helt store udstyr ud. Hun havde både en Barbie-bil, et hus og en hel masse kjoler til dukkerne. "Vil du med væk herfra?" Han nikkede.

"Okay" nikkede jeg og gav min dukke til den krølhårede. "Ashley?" Hun så på mig.

"Jeg går lige sammen med ham her" sagde jeg i et sukkersødt tonefald og pegede på Niall. "Vi har lovet mor at lave mad"

"Okay" smilede hun og vendte sig mod de andre drenge. "Det er moren, det er faren og det er pigen..." Inden hun blev færdig med at fortælle drengene om dukkerne, var Niall og jeg smuttet. Mor havde ikke bedt os om at lave mad, så jeg gik direkte gennem køkkenet og ind til klaveret.

"Nu afbrød du mig sidst, så jeg tænkte, om du ville have afslutningen på sangen?"

"Ja da" smilede han, og jeg satte mig på klaverbænken. Niall blev bare stående og kiggede på mig, men jeg klappede på bænken, så han satte sig ved siden af mig. Jeg placerede fingrene på tangenterne og begyndte at synge fra der, hvor han afbrød mig.

 

" I just don't wanna miss you tonight.

I just don't want to miss you tonight.

 

And I don't want the world to see me.

'Cause I don't think that they'd understand.

When everything's meant to be broken.

I just want you to know who I am.

 

And you can't fight the tears that ain't coming.

Or the moment of truth in your lies.

When everything feels like the movies.

Yeah, you'd bleed just to know you're alive.

 

And I don't want the world to see me.

'Cause I don't think that they'd understand.

When everything's meant to be broken.

I just want you to know who I am.

 

And I don't want the world to see me.

'Cause I don't think that they'd understand.

When everything's meant to be broken.

I just want you to know who I am.

 

And I don't want the world to see me.

Cause I don't think that they'd understand.

When everything's made to be broken.

I just want you to know who I am.

 

I just want you to know who I am."

 

Jeg lod den sidste akkord hænge i luften, inden jeg smilede stort til ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...