Somewhere Only We Know {One Direction}

Victoria Summers lever i Sunderland, 100 km. fra grænsen mellem England og Skotland, sammen med sin mor Jamie, lillesøster Ashley og deres schæferhund Charlie. Hun lider stadig under tabet af sin far og vil egentlig helst bare bruge sommeren sammen med sin familie, men pludselig dukker fem kendte drenge op i hendes forhave. Drengene fra One Direction skal filme en musikvideo i skoven omkring familien Summers' hus, og undervejs skal drengene bo i huset. Først er Victoria ikke rigtig med på idéen, men hun kommer godt ud af det med drengene efterhånden som sommeren skrider frem. Men hun har en kæreste, og han er jaloux anlagt. Vil hun kunne få et venskab med drengene, eller vil venskab udvikle sig til mere? Og hvad vil der ske, når sommeren slutter og drengene skal tilbage til deres vilde liv som kendisser og Victoria fortsat bliver boede i den lille by?

64Likes
95Kommentarer
4527Visninger
AA

2. Prolog.

Siden far døde sidste vinter havde jeg ikke tilbragt så meget tid i skoven. Charlie havde ellers bedt om mange ture, men jeg havde fået mor eller Ashley til at gå tur med ham. 
Charlie - vores schæferhund. 
Jeg havde holdt mig fra skoven, men alligevel gik jeg derud den dag. Jeg vidste faktisk ikke hvorfor, men jeg kunne bare ikke holde mig væk længere. Det var halvandet år siden, og hvorfor holde mig væk fra noget, der gjorde mig glad. Og jeg havde haft en dårlig nok dag i forvejen, og vejret var lige til det. 
Okay, jeg havde ikke flere undskyldninger. Jeg gik derud okay!
Men jeg var egentlig glad for, at jeg gjorde det. Jeg havde savnet de åbne marker, de tætte skove og den blågrønne sø. Jeg plejede at komme der som barn, så jeg kendte områderne som min egen baglomme. Det var nærmest mit andet hjem - mit hvilested. Mor, Ashley og Jake vidste godt, hvor de kunne finde mig. Var jeg ikke hjemme, ville jeg enten sidde ved søen, i kanten af skoven ved markerne eller på Kanten. 
Det var en meget mild vinter, sidste vinter. Der lå ikke sne nogle steder, og der var bestemt heller ikke frost på søen. Havet ved Kanten var heller ikke frosset til is, så man kunne godt sige, at det var en mind vinter. Far pointerede det et par gange den morgen. Han kiggede ud af vinduet, skuttede sig i sin trøje og gik ind i stuen til mor, Ashley og jeg. 
Ingen sne udenfor eller frost på søen. 
Jeg ved ikke, hvordan jeg endte ved Kanten, men jeg endte bare derude. Jeg stod og så ud over det brusende vand under mig, kastede et blik ned på stranden til venstre for mig og smilede ved tanken om de varmeste sommerdage, hvor Ashley og jeg ville tage Charlie med ud i vandet og plaske rundt. Jake var ofte også med, og så ville vi ligge i strandkanten og putte. 
Helt ubekymrede. Ligesom sidste sommer. Lige da Jake og jeg blev kærester - faktisk mødte vi hinanden sidste forår, så der var næsten gået et helt år. Det var utroligt, at han stadig var der for mig. Jeg havde været meget fraværende og indelukket efter fars død. Men han havde været der - så godt han nu kunne - og jeg kunne ikke være andet end taknemmelig. Enhver anden ville have stukket halen mellem benene. 
Faktisk stod jeg og så ned, forestillede mig at falde. At læne mig ud og langsomt få overbalance og mærke vinden tage hårdt fat i en. At mærke suset i maven, smile kort inden man rammer det iskolde vand. Det måtte være tæt på frysepunktet dengang. 
Sidste vinter. 
Hvis han ikke var syg i forvejen, ville han være druknet. Men slaget slog al luft ud af hans lunger og han døde næsten på stedet. Men lægerne erklærede ham først død på hospitalet næsten 24 timer efter, da de havde fået kortvarigt liv i ham i løbet af natten. 
En hånd lagde sig på min skulder, inden jeg fornemmede en person sætte sig ved siden af mig. Jeg vidste godt, hvem det var. Han behøvede ikke at sige noget. Jeg kunne mærke hans bekymring på lang afstand, og jeg havde egentlig ventet ham. Hvis jeg ikke havde siddet her, så havde jeg nok siddet i græsset på marken. Eller skovbrynet eller ved søen. 
Badebroen. 
Det hele bragte minder, så jeg mærkede det hele komme ind over mig som en bølge af følelser. Jeg savnede far! Jakes hånd fangede forsigtigt min, og hans fingre flettede sig langsomt ind mellem mine. Han var der for mig - det havde han altid været. Og jeg elskede ham. Jeg elskede ham virkelig, men måske mere som en ven, end som min kæreste. Vi var forelskede engang, men jeg lod ikke mig selv vise flere følelser. Kun overfor mor eller Ashley. Men Jake kunne jeg ikke overfor. Han betød for meget for mig til at miste, og jeg kunne ikke lade ham gå. Så jeg lagde hovedet på hans skulder og så ud over vandet. Gad vide, hvordan det ville være at springe?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...