Somewhere Only We Know {One Direction}

Victoria Summers lever i Sunderland, 100 km. fra grænsen mellem England og Skotland, sammen med sin mor Jamie, lillesøster Ashley og deres schæferhund Charlie. Hun lider stadig under tabet af sin far og vil egentlig helst bare bruge sommeren sammen med sin familie, men pludselig dukker fem kendte drenge op i hendes forhave. Drengene fra One Direction skal filme en musikvideo i skoven omkring familien Summers' hus, og undervejs skal drengene bo i huset. Først er Victoria ikke rigtig med på idéen, men hun kommer godt ud af det med drengene efterhånden som sommeren skrider frem. Men hun har en kæreste, og han er jaloux anlagt. Vil hun kunne få et venskab med drengene, eller vil venskab udvikle sig til mere? Og hvad vil der ske, når sommeren slutter og drengene skal tilbage til deres vilde liv som kendisser og Victoria fortsat bliver boede i den lille by?

64Likes
95Kommentarer
4371Visninger
AA

6. No chance

Victorias synsvinkel

Mit humør vendte 180 grader, da jeg vågnede op næste morgen til duften af æg, bacon og ristet toast. Stadig morgentræt og sulten fulgte jeg duften om i baghaven til terrassen, hvor hele bandet, min mor og Ashley allerede sad med det helt store morgenmadsbord foran sig.

"Godmorgen sovetryne" smilede min mor og trak en stol ud mellem hende og Niall. Jeg traskede søvnigt hen og smed mig i stolen.

"Godmorgen" smilede Niall og rakte mig kurven med toast.

"Tak" takkede jeg ham og rakte efter smørret.

"Sovet godt?" spurgte han og drak noget juice.

"Mh.." mumlede jeg og sukkede. Jeg var træt i hele kroppen, og det dunkede svagt i mit hoved.

"Du har fået blomster, Vic" brød min mor ind, og jeg spærrede øjnene op.

"Hvad?"

"24 hvide liljer og et kort" forklarede hun, og jeg spænede ind i køkkenet. På vores slidte køkkenbord lå en stor buket store, hvide liljer. De duftede helt fantastisk, og i det lyserøde folie lå et lyserødt kort. Jeg kunne allerede vide, hvem de var fra. Jake. 'Savner dig i Italien - snart er jeg din igen xx' stod der i kortet, og jeg lukkede øjnene. Jeg havde glemt alt om ham! Han ville komme og være hos mig i de næste par dage, når han kom hjem fra Italien.

"Pis" mumlede jeg og gemte kortet i foliet.

"De er flotte"

"De er fra min kæreste" sagde jeg roligt og så på Niall, der langsomt gik ind i køkkenet. Jeg kunne se overraskelsen i hans blik, da jeg sagde, jeg havde en kæreste.

"Din kæreste?"

"Som er i Italien" fortalte jeg. Niall nikkede kort og rørte lidt ved liljerne.

"Hvorfor liljer?"

"Jeg er allergisk overfor roser"

"Er du?" spurgte han og løftede brynene.

"Ja" nikkede jeg. "Allerede som helt lille fandt vi ud af, at jeg er allergisk overfor roser, så ingen romantiske, røde roser til mig - desværre. Jeg har altid bedre kunne li' liljer" Et smil krusede i hans mundvig, og jeg smilede helt automatisk igen. Vi stod sådan lidt i nogle sekunder, hvor vi bare så på hinanden, indtil det blev akavet, og jeg slog blikket ned.

"Skal du ikke også have mere mad?" spurgte Niall og kløede dig i håret.

"Jo" nikkede jeg og tog buketten op. "Jeg skal bare lige have de her i vand"

"Det gør jeg bare" skyndte han sig at sige, og jeg takkede ham, inden jeg igen løb ud til morgenbordet. Drengene spiste stadig, mens Ashley sad med sine dukker i hængekøjen.

"De var fra Jake" smilede jeg og ålede mig ned på min plads.

"De er vildt smukke" roste min mor og kyssede mig på håret. Irriteret skubbede jeg hendes hoved væk, og Harry grinede af mig.

"Sådan" lød det bag mig, og Niall satte sig ned igen. "Så er de kommet i vand"

"Tusind tak Niall" takkede jeg ham, og det var som om, kemien mellem os var forduftet. Det ærgrede mig lidt, at vores gode kemi var væk, for nu kunne vi dårligt snakke sammen, uden at det skulle blive akavet.

"Hvad skal I så lave i dag?" spurgte min mor, og jeg så igen ned på min mad. Jake ville komme i morgen, og jeg glædede mig næsten ikke. Jeg havde slet ikke tænkt på ham det meste af sommeren, og siden de drengene ankom...

"Hvad kan man lave?" spurgte Zayn.

"I kan tage ned og fiske ved søen?" foreslog min mor, og jeg vendte øjne af hende.

"Fiske?"

"Jeg vil godt fiske" sagde Liam.

"Også mig" smilede Louis, og Harry og Zayn nikkede også. Jeg så over på Niall, der så en smule skeptisk på dem.

"I kan også sejle på søen?" foreslog min mor, og Niall gjorde store øjne.

"Ja!" jublede han, og jeg jublede faktisk også inderligt. Vi havde en plan!

 

Drengene stod og fiskede på bredden me Charlie løbende om benene, mens Niall og jeg roede ud i en gammel, rød robåd. Midt ud på søen var en ø, som vi sejlede ud til. Niall trak båden i land, mens jeg fandt et tørt sted at side på den anden side af den lille ø.

"Hvor er her hyggeligt" smilede han og satte sig ved siden af mig på en stor sten. Jeg selv sad også på en stor sten, som jeg virkelig ikke anede hvordan var endt ude på øen. Min far havde altid taget mig med ud på øen som barn, og hvis man kiggede godt efter i træerne nogle steder, kunne man se mit navn skåret ind i barken, og flere steder også hans.

"Velkommen til øen Ashley" smilede jeg og strakte benene.

"Ashley?" spurgte Niall, og jeg nikkede.

"Den er opkaldt efter Ashley" sagde jeg og fortsatte min forklaring. "Da min mor og far købte huset, ventede min mor Ashley. Men det var et mirakel - både Ashley og jeg er mirakelbørn - og min mor ville ikke kunne bære, hvis hun ikke fødte hende. Så hun opkaldt øen efter hende, og den har heddet det siden da"

"Hvor er din far?"

"Han..." stammede jeg, men bed mig i læben.

"Åh... Han er...?" spurgte Niall og så undskyldende på mig.

"Død - ja" fik jeg frem og sukkede. "Kan du huske i går aften ude på klippekanten?"

"Ja"

"Han hoppede" fortalte jeg og hørte Niall gispe. "Det er snart et halvt år siden"

"I vinters?"

"Ja"

"Det er jeg ked af, Victoria" sagde Niall og satte sig over ved siden af mig på min sten. Jeg kunne mærke, at han tøvede med at lægge armen om mig, men da jeg lænede hovedet ned på hans skulder, lagde han armene om mig og trak mig ind til sig.

"Det er anden gang siden... ja, siden ulykken, at jeg var ude ved klippen"

"Hvorfor lige i går?"

"Jeg følte mig tryg omkring dig..." indrømmede jeg og så ned på mine hænder. "Og solnedgangen var så flot"

"Den var rigtig flot" nikkede han. "Er du tryg sammen med mig?"

"Mh..."

"Det er jeg glad for" smilede han, og jeg puttede mig endnu engang ind til ham.

"Det er underligt, for jeg har rigtig svært ved tillid" Jeg kunne mærke mit hjerte slå hårdere i brystet på mig, mens jeg sank en klump. Sandhedens time."Men sammen med dig føler jeg mig tryg. Det er... ikke som med min mor eller Ashley. Jeg kan virkelig være mig selv, og jeg kender dig ikke engang"

"Jeg..." begyndte han, men jeg kunne høre nogle kalde på os, og det kunne han vist også. "Vi må nok hellere..."

"Ja" sukkede jeg, rejste mig og rettede på mig tøj. Hurtigt fik vi båden i vandet, men det gik helt vildt dårligt. Da både Niall og jeg prøvede at padle, drejede båden bare rundt.

"Lad mig" grinede han og tog min åre. Med et stille grin satte jeg mig ned i den anden ende af båden og kiggede på ham, mens vi langsomt strøg hen over det blanke vand. På kanten hoppede Charlie rundt om benene på drengene, men så vidt som jeg kunne tælle, var der mere end fire.

"Har I en ven med eller...?" spurgte jeg forvirret og rynkede brynene. Niall stoppede med at padle for et sekund og så over mod land. Han rystede på hovedet med et forvirret blik.

"Victoria?" lød det derovre fra, og en dreng stod og vinkede til mig. Jake?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...