| You Made Me Strong | ♫One Direction♫ (PAUSE)

Jojo's liv er som taget ud af Askepot. Det eneste der mangler er de talende mus.. Og prinsen. Jojo mistede som barn sin elskede mor, og der gik ikke lang tid før hendes far fandt sig en ny kone. En ny kone der ændrede Jojo’s liv. 5 år efter Jojo havde fået ny mor, og søstre, døde hendes far, hvilket overladte stakkels Jojo til hendes stedmor der afskyr hende, fordi Jojo har den fantastiske stemme, hendes egne to døtre ikke ejer. Jojo er kendt i byen for sin fantastiske stemme, og bliver spurgt om at varme op for selve One Direction til en koncert i deres by, men ligesom Askepot ikke må tage med til ballet, må Jojo ikke komme med til koncerten. Trodser Jojo sin stedmor for en chance hun kun får en gang i livet? Og er det mere end bare optræden der sker den aften, møder Jojo prinsen? Tjek videoen ud! ´¯`·.¸¸

47Likes
83Kommentarer
2328Visninger
AA

3. ♫Why did I belived it?♫

Jeg stod op da jeg blev vækket af den velkendte sang, redte min seng, tog tøj på, (link i kommentar) redte mit hår, lagde lidt makeup, og gik så nedenunder.

 

Ligesom gårsdagens morgen, fulgte jeg rutinen uden et ord, og var nu på vej hen til skolen. Jeg havde besluttet mig for at gå, så jeg havde tid til at tænke ting igennem. I dag havde jeg tænkt mig, at jeg rent faktisk skulle møde op til timen og prøve at overleve så godt jeg nu kunne.

 

Men det var heller ikke min skyld, at jeg ikke ville i skole! Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort? Jeg forstår ikke hvorfor jeg bliver kaldt alle mulige ting, skubbet til på gangene, og jeg forstår slet ikke hvorfor jeg ikke har nogen venner.

 

Eller det gør jeg faktisk. Jeg er ikke pæn nok, ikke populær nok, ikke sjov nok. De eneste mennesker jeg rent faktisk snakker med, er min fysik makker, Rhonda. Men det er nok også fordi hun heller ikke ligefrem har så mange venner, eftersom hun er med i nørde gruppen.

 

Ondt sagt, vil du måske sige? Jo, nu skal du bare høre hvilke grupper der er, så vil du forstå hvorfor jeg er så ligeud.

 

Nørde gruppen består af 7 mennesker, deriblandt Rhonda.

 

Cheerleader gruppen, der består af ret mange, eftersom det er en ret stor skole.

 

Idræt gruppen, en masse unge drenge der ikke tænker på skolen, men på cheerleaders og fodbold.

 

Asiater gruppen, 6 asiatere der holder sammen, og KUN snakker med hinanden og ingen andre.

 

Der er mange andre grupper, men dem gider jeg ikke remse op nu. Hvis i ikke allerede ved det, så er jeg ikke i én eneste gruppe. Jeg har min egen. Jeg spiser alene, går alene til timerne, går alene hjem, synger alene, og de eneste der skriver til mig, er enten Ashley, Adriana eller Flora.

 

De eneste der opsøger mig på skolen er også Ashley, Adrianna eller en af deres håndlangere, der bare vil have de lektier jeg har lavet for dem. Trist liv. Jeg har tit tænkt på at løbe hjemmefra, men nej. Det kan jeg ikke. Hvordan skulle jeg overleve? Hvordan skulle jeg tjene penge? Jeg mener, jeg får da penge på biblioteket, og når jeg synger til fødselsdage, bryllupper, konfirmationer, nonfirmationer, begravelser og når jeg skal opvarme for andre.

 

Men alle de penge ryger også hurtigt, eftersom jeg selv skal købe mit eget tøj. De penge der er tilovers, har jeg i min lille lysegule sparegris, der ligger på øverste hylde, i mit skab. Der er ikke meget, men jeg bliver ved med at putte småmønter i. Jeg håber der er nok til når jeg er 18, og kan starte mit liv.

 

Jeg vil gerne være sanger, men jeg har ikke råd til at betale alt muligt, og eftersom Flora ikke ligefrem gider betale en 50 øre for mig, så har jeg bare indset at nok bare forbliver en drøm.

 

Jeg trådte ind på skolens grund med musik i ørene, One Direction naturligvis, eftersom de var de eneste der kunne få mit humør op, selvom de ikke engang vidste jeg eksisterede. Straks begyndte folk at hviske om mig. Det var ikke noget nyt, jeg tror bare at pigen der ikke har nogen forældre, stadig er et ret interessant emne. For nogle. Ikke mig.

 

Jeg ignorerede blikkene, skubberiet og hviskeriet, mens jeg gik hen til mig skab. Hvad fanden var det der stod på mit skab? Nogen havde skrevet, ”Toneløse pige, mistet forældre, laver andres lektier, er helt alene” over det hele.

 

Tårer steg op i min øjne, men jeg blinkede dem hurtigt væk. Jeg låste hurtigt mit skab op, tog de nødvendige ting ud, og gik hurtigt hen til matematik lokalet.

 

Efter 2 timer med matematik, fik jeg kæmpet mig hen til mit skab, og lagt bøgerne ind. Men hvad var det? En lille kuvert, lå skråt over min biologi bog, og fangede hurtigt min opmærksomhed. Jeg åbnede det hurtigt, og kom til at skære mig, men jeg var for nysgerrig til at tænke yderligere over det.

 

Jeg læste det hurtigt igennem, og krøllede det derefter sammen. Bare en idiot der havde skrevet hvor latterlig dum jeg var, hvor grim jeg var, hvor tonedøv jeg var. Intet var nyt. Alt havde jeg hørt før, men det betød ikke at det afholdte mig fra at blive såret.

 

Jeg gik hen til en skraldespand, smed papiret ud, og gik så hen til kantinen. Jeg tog en sandwich, og en flaske vand, og gik så hen til min sædvanlige plads, hvor jeg som regel sad alene, hvis ikke det var fordi der var andre der synes jeg skulle mangle en plads at sidde ved.

 

Jeg fik spist min sandwich, drukket min vand, og var nu på vej til næste time. Sådan fortsatte min dag, og da jeg skulle til at køre hjem, hørte jeg en velkendt stemme kalde på mig. Adriana kom gående hen imod mig, og stoppede op to meter fra mig, som om hun slet ikke turde komme nærmere.

 

Barbie dukke..

 

”Mor siger du skal komme direkte hjem i dag..” sagde Adriana, mens hun kiggede på sine negle.

 

”Jamen, jeg skal på arbejde og det ved hun også godt!” protesterede jeg, men jeg nikkede hurtigt, da jeg ligesom godt vidste der ikke var nogen diskussion her, og jeg ligeså godt kunne skynde mig hjem så jeg ikke ville få en latterlig straf.

 

Jeg modtog en lang liste lige da jeg kom ind af døren, og gik straks i gang. Jeg gik for mig selv og sang, mens jeg var på vej hen til det lokale supermarked for at købe ind. En masse af de gamle mennesker sendte mig smil, og jeg vinkede tilbage.

 

De fleste voksne og ældre mennesker her i byen, vidste godt hvem jeg var, og hvad der var sket for mig. Mange af dem kendte mig også fra mine optrædener, og havde tit rost mig til skyerne for min stemme. Det var virkelig sådan noget der kunne redde min dag!

 

Jeg havde ordnet alt på min liste, og skyndte mig hen til biblioteket, hvor jeg undskyldte mange gange til Katelynn, biblioteksdamen. Hun sagde det var fint, og der ikke havde været så mange mennesker i dag.

 

Jeg gik i gang med at sætte de afleverede bøger på plads, og gik så i gang med at se hvem der ikke havde afleveret i tide. Onde mig. Jeg gik hen til børneafdelingen, og blev straks modtaget med en masse råb om jeg ikke kunne læse en bog højt. Sådan var det altid, men jeg var glad for at gøre dem glade.

 

Da jeg havde læst 3 bøger højt for dem, kom deres forældre og hentede dem, og jeg banede min vej hen til musikstudiet. Jeg gjorde klar, og tjekkede der ikke var nogle mennesker i nærheden. Så begyndte jeg at synge ”Little Bird” af Ed Sheeran, og den trænede jeg så i lidt tid, inden jeg smuttede ud af studiet.

 

Jeg gik hen til Katelynn, og skulle til at sige farvel, da hun stoppede mig.

 

”Jojo, du ved jo nok godt premiere ministeren kommer på lørdag ikke?” Spurgte hun spørgende, og jeg nikkede straks med hovedet, mens et forvirret udtryk var lagt over mit ansigt.

 

”Jo, altså det er fordi der skal være en der skal synge, og eftersom du nok er den mest talentfulde i egnen, så måtte det altså bare blive dig! Hvis du altså har lyst?” Sagde hun med et stort smil, der hurtigt smittede af på mig. Tænk engang de ville have MIG til at synge! Det var jo helt vildt!

 

”Selvfølgelig! Er der nogle bestemte sange eller?” spurgte jeg, og håbede jeg selv kunne vælge, så jeg ikke skulle hjem og øve mig, for det var der nok ikke tid til.

 

”Nej, du må selv vælge, det skal bare være britiske sange” fortalte hun mig, og vi aftalte hurtigt hvad tid jeg skulle synge, hvornår jeg kunne få ekstra tid i musikstudiet og hvad jeg skulle have på. I tænker nok det var lidt mærkeligt, at jeg aftalte med Katelynn, hvad jeg skulle have på, men hun var nok det tætteste jeg havde på en veninde, og hun var heller ikke ældre end 30 år.

 

Hun var ikke en af dem jeg snakkede med om skolen, altså at jeg blev drillet, og hvordan det gik derhjemme, men når hun spurgte, så svarede jeg altid bare ’fint’, og det var egentlig det.

 

 

Da jeg var på vej hen af grustien hen til mit hus, tog jeg lige posten ud af postkassen, og kiggede den hurtigt igennem, for at se om der var breve mellem de mange reklamer. Et brev fangede hurtigt min opmærksomhed, og jeg åbnede det på vej indenfor.

 

Heldigvis havde Flora besluttet at hende og tvillingerne ville spise ude, så det betød –sjovt nok- at jeg havde huset for mig selv. Derfor behøvede jeg ikke bekymre mig om mit brev ville blive snuppet ud af mine hænder, og læst højt for de andre.

 

Jeg lagde forsigtigt Floras breve i en pæn stak, og trak derefter en stol ud ved spisebordet, for at læse mit brev.

 

 

Joanne.. 

Lige siden jeg lagde mine øjne på dig, har mine tanker kun været om dig.

Dine øjne, dine læber, dine kindben, dine ben, dine arme, dine fødder, din hånd, dine små tynde fingre, dit hår, dine ører, og ikke mindst din stemme.

Du er så smuk, jeg ikke kan beskrive dig med ord.

Jeg ville ønske du var min juvel, men det må jeg drømme om. 

-Din hemmelige beundrer 

 

 

Jeg sad tilbage med et kæmpe smil på mine læber, og havde allerede en storm af tanker, om hvem det mon kunne være? Jeg kendte ikke nogen på skolen, der nogensinde havet givet mig et smil, et kram godmorgen, eller et kram farvel. Jeg kendte ikke nogen, der var direkte venlige overfor mig.

 

Jeg rev mig ud af mine tanker, og gik i gang med mine pligter. Nu tænker i sikkert, har du ikke lige lavet pligter? Jo, men det er det mit liv går ud på. Pligter.

 

 

Næste dag, det første frikvarter

 

 

”Troede du helt ærligt, at der var nogen på den her skole, der rent faktisk gad tage et blik på dig, og mene du er smuk? Hva’?” Sagde Jake, hun skubbede mig ind i væggen på toilettet.

 

Jeg bed mig hårdt i kinden, og slugte den klump der sad i min hals. Jeg ville ikke græde. Ikke foran dem! Tænk engang jeg havde været så dum at tro på, at der var nogen der kunne lide mig. Nogen der havde taget sig den tid til at skrive et brev til mig, hvor de fortalte mig hvor smuk jeg var. For det var jo en løgn. Jeg er grim.

 

Jeg rystede på hovedet, og prøvede at vride mig ud af Jakes greb. Aldrig havde det været sådan her. Aldrig havde de skubbet mig, eller været voldige overfor mig. Jeg klemte hårdt mine øjne i, og borede mine negle ind i min håndflade.

 

”Du er så klam! Jeg væmmes ved synet af dig! Klamme kælling!” råbte Kyle, en af Jakes ’undersåtter’. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at vride mig løs, og endelig kunne jeg få et ord presset forbi mine læber.

 

”Giv slip på mig..” prøvede jeg, og jeg vred mig endnu mere. Men nej, det eneste jeg fik tilbage var en lussing. For første gang nogensinde, var jeg blevet slået. Aldrig havde jeg troet det skulle komme så vidt. Mine tanker fløj af sted, og jeg var bange for de måske ville gøre mere. Jake hævede endnu engang sin hånd, men inden den ramte mig igen, ringede klokken, og tog hans opmærksomhed.

 

Han gav slip på mig, og gjorde det klart for mig, at dette ikke var sidste gang vi skulle mødes på denne måde. Jeg sank ned på gulvet, med ryggen hvilende på ad væggen, og efter et par minutter, hvor alle andre elever sikkert sad inde i klasseværelserne, sad jeg her og græd ligeså stille, på pigetoilettet.

 

Men jeg fortjente det, jeg fortjente alt det her. Jeg havde da forhelvede troet på det skide brev! Troet på der bare var ét eneste menneske, der rent faktisk brød sig om mig. Jeg var ynkelig, ikke andet end et ynkeligt pigebarn, der troede jeg var pæn.

 

-Why did I belived it?

♫♫♫♫♫

 

 

Åh åhh! Det var ikke så godt!

 

Stakkels Jojo var lige så glad, men det hele viste sig bare at være en leg!

 

Hvad tror i der kommer til at ske nu?

 

Tror i hun vil kunne stå op for sig selv, eller vil hun forsætte med at blive mobbet, og slået af de andre på hendes skole?

 

Tror i der er nogen der vil finde ud af at Jojo bliver mobbet?

 

Glæder mig til at læse jeres meninger!

 

Vi har for resten en overraskelse! Ikke læs videre før du har gættet!!

 

FIONA ER I GANG MED AT LAVE EN VIDEO!! YAAIII!!

Ej, vi er ret så spændte, eftersom videoerne er failet 3 gange, da den ikke har gemt ordenligt?!

 

Vi glæder om til at dele den med jer, og håber virkelig i kan lide den!

 

 

-Liva xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...