A Hidden World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvert eneste år d. 1. maj bliver to 16-årige fra Lys valgt til at gennemføre en hemmelig mission. Ingen har nogen anelse om, hvad den går ud på, eller hvorfor det netop kun er 16-årige, der kan udtages. Men én ting er sikkert: Missionen er ikke ufarlig. Ingen af de tidligere deltagere er nogensinde vendt tilbage.

16-årige Mira Cawood er blandt de udsatte. Risikoen for, at hun bliver trukket ved lodtrækningen, er lille. Dog findes der én mulighed for at få loddet med sit navn fjernet. Penge. Meget logisk. Man kan betale en bestemt sum for at få fjernet sit navn. Men det er ikke en mulighed i Miras tilfælde. Penge er ikke noget, hendes familie ejer ret mange af.

43Likes
47Kommentarer
1237Visninger
AA

2. The Mission

Jeg satte mig op med et sæt. Den klamme, våde fornemmelse af sved var meget værre, end den plejede. Sengen, jeg sad i, var i et lille rum med mørkeblå vægge uden vinduer. Absolut ikke hvad jeg plejede at vågne op til. Et metalbord, en kontorstol og et overvågningskamera var det eneste, der ellers var i rummet. Stedet gav mig kuldegysninger.

”Giv hende noget andet kluns på, og se at få hende anbragt i informationslokalet. Vi har ikke hundrede år!”

To mænd klædt i uniformer trådte ind i rummet. Den mand, der var blevet kommanderet med, gav mig en dragt. Den var sort og mørkeblå ligesom deres og bestod af en slags stof, jeg aldrig havde set før. Det var stærkt og lidt tykt men vejede alligevel næsten ingenting. Dragten passede perfekt i størrelsen, og jeg undrede mig over, hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg fik også et par sorte støvler, der gik til lige under knæene.

”Det haster!” snerrede den mand, der havde ventet uden for døren, imens jeg tog dragten på. Jeg havde mest lyst til at gøre mig endnu langsommere, men jeg vidste, at konsekvensen af det ikke ville være rar. Hurtigt lavede jeg en stram hestehale og smuttede ud af døren med et stift blik i øjnene. Han tog fat i min arm og førte mig hen ad adskillige mørklagte gange, indtil vi nåede vores mål.

Jeg sad på en stol med to vagter på hver side af mig. Det samme gjorde Anthony. Vi sad ved et rektangulært bord i en halvstor sal. Væggene var mørkeblå som alt andet, og møbler var der ikke mange af. Igen var der ikke et eneste vindue, så vi befandt os nok under jorden. På den modsatte side af bordet sad fem mænd, alle kutteklædte, i høje tronelignende stole. Jeg regnede med, at de var en slags overhoveder for det, der skulle ske.

”Jeg gætter på, at I har en fornemmelse af, at det, I skal udsættes for, ikke er ufarligt,” begyndte den midterste af de kutteklædte med en hård stemme. Anthony og jeg nikkede begge langsomt. Selvfølgelig havde jeg den fornemmelse, men det gjorde det tusind gange værre, at han lagde ud på den måde. Min angst voksede med lynets hast, og jeg begyndte at ryste. Jeg hadede at ryste; det fik mig til at virke utrolig ynkelig. Og det var netop, hvad jeg ikke ville være.

”Så lad os komme til sagen,” fortsatte han.

”Den mission, I skal ud på, er dybt hemmelig,” sagde han alvorligt. ”Fuldstændig og aldeles hemmelig, forstået?!” Jeg nikkede.

”I er valgt til at gennemføre det, ingen andre endnu har kunnet gennemføre. I er valgt til at befri Mørk fra Malum. Alle i Mørk er under hans kontrol ved hjælp af en lille chip, de har fået sprøjtet ind i kroppen som nyfødte. Mørk og Lys vil som regel ikke have noget med hinanden at gøre, men dette er en undtagelse. Lys’ og Mørks få frihedskæmpere har indgået en alliance. Aftalen går ud på, at Lys hvert år skal udlevere to 16-årige, som skal forsøge at gennemføre Missionen, der kort sagt går ud på at dræbe Malum. 16-årige er de eneste, der kan trænge igennem til Malums base, og det betyder også, at han kun har 16-årige som vagter og håndlangere. Vi kalder hans vagter for Maloes. Hvis Missionen gennemføres, vil chip-kontrolleringen destrueres automatisk. Og i Lys’ byer vil hungersnød, fattigdom og tørke ophøre.” Han holdt en pause, og stilheden lagde sig tungt i rummet.

”Men hvis I ikke klarer Missionen, dør I,” sluttede han.

Efter informationsmødet blev vi – igen meget kort – introduceret til, hvad vi skulle: Transporteres til Mørk (det var den nemme del), finde den eneste indgang til tunnellerne til Malums base uden kode, komme igennem tunnellerne uden at dø og til sidst dræbe Malum.

Det var som om, de ikke ville ud med mere. Var det ikke fair nok, at vi fik det hele at vide, når vores liv afhang af, om vi kunne gennemføre? Åbenbart ikke. Her var intet retfærdigt.

De dragter, vi havde fået, havde flere funktioner: De var mage til dem, basens Maloes havde på, så vi lettere kunne holde lav profil. Desuden forhindrede de alarmerne mod personer uden chip i at gå gang.

Men de havde også en forfærdelig egenskab: De kunne ikke tages af, og efter 3 dage i Mørk ville både dragterne og de personer, der bar dem blive destrueret, hvis Missionen ikke var gennemført. For ingen spor fra Lys måtte efterlades i Mørk.

I de følgende tre dage trænede vi hårdt for at forbedre vore kampfærdigheder og lære hinanden bedre at kende.

”Vågn op! Du skal være i våbenrummet om ti minutter,” lød en kommanderende stemme uden for døren. Som om jeg havde sovet et eneste minut. Uanset hvor tunge mine øjenlåg føltes, havde det været umuligt at sove. Jeg følte mig bange men samtidig parat. Jeg var stærk. Det kunne jeg takke det hårde arbejde derhjemme for. Og jeg var god med en pistol. Det havde jeg bevist til træningen. Til gengæld duede jeg ikke til det med en GPS. Men det var Anthony forbløffende god til, hvilket jeg var meget taknemmelig for.

Da jeg ankom til våbenrummet, var Anthony der allerede.

”Er du klar?” spurgte han halvt ironisk. Han så træt ud, hvilket jeg nok også gjorde. Jeg svarede ikke på hans spørgsmål men gik i stedet direkte over til manden, der stod med mine våben.

”En pistol, en lille laser og ikke mindst denne kniv, som er det eneste, der kan dræbe Malum,” sagde han. Anthony fik, udover en pistol, en GPS, fordi han var god til teknologi. Den sad rimelig godt skjult for andre på hans venstre underarm.

Da Anthony og jeg var fuldt udstyret, fik vi bind for øjnene af nogle vagter. Vi havde kun fået at vide, at vi skulle igennem en dimensionsåbning – hvilket jeg aldrig havde hørt om før – og på den måde ville vi komme til Mørk.

Det svimlede for mig. Bindet sad stramt omkring mit hoved. Mit greb om Anthonys hånd – og hans om min – var så hårdt, at mine fingre måtte være helt blå nu. Langsomt forsvandt den svimlende fornemmelse og følelsen af at være omgivet af ingenting.

”Skal vi fjerne bindet på tre?” spurgte Anthony.

”Ja,” svarede jeg, og sammen talte vi: ”En, to, tre.”

*

Vi stod midt i en storby. Men ikke en storby vi havde noget kendskab til. For det første var der ingen sol, og himlen var helt mørkeblå. Det havde vi ganske vist fået at vide, men det var fuldstændig anderledes at se det med egne øjne. Grå, sorte, blå og høje bygninger dominerede byen. Jeg skævede over til Anthony, der bare stod og stirrede. Mennesker for rundt i gaderne, og de opførte sig ikke, som vi var vant til. Folk så stressede ud og kiggede kun lige frem for sig. Som om de ikke havde andet i hovedet end deres næste destination. Der var ingen smilende eller overraskede folk at se. De lignede faktisk næsten robotter. Byen skræmte mig.

”I er ikke kommet som turister,” afbrød GPSen vores stirren.

”Den har ret,” sagde Anthony stille. ”Selvom jeg egentlig har mest lyst til at skide på dens mening,” tilføjede han med en snert af bitterhed.

”Ja, men lad os lige undersøge stedet lidt nærmere, så vi ved, hvad vi har med at gøre,” svarede jeg.

Vi gik ind og ud mellem nogle høje bygninger. Pludselig havde jeg det som om, nogen stirrede på os. Det var bare svært at lokalisere hvorfra. Men så opdagede jeg to Maloes, der kom hen imod os. De gik med rolige skridt men havde begge et stift blik i øjnene.

”Kig bagud,” hviskede jeg til Anthony. Han drejede hovedet, så på dem og derefter på mig.

”Hvad tror du, de vil?” spurgte Anthony nervøst.

”Ingen anelse. Jeg kender ikke denne type robotmennesker, Mørk regeres af,” svarede jeg.

Nu var de to Maloes så tæt på, at jeg kunne se, at det var en dreng og en pige. Jeg havde mest lyst til at løbe, men det ville vække for meget opmærksomhed. I stedet blev vi stående og håbede på, at de ikke havde mistanke om, hvem vi i virkeligheden var.

”Hvad laver I her?” spurgte drengen snerrende. ”Det er os, der patruljerer her.”

”Er I et par nybegyndere, der ikke kan finde rundt i skemaet?” sagde pigen.

”Ja, vi må vist have set forkert på skemaet,” løj jeg. Men jeg havde aldrig været en god løgner, og jeg kunne se på pigen, at hun ikke troede på mig.

”Se at få lært jeres skema, og skrid så med jer!” fik drengen sagt, inden pigen nåede at bore mere i min løgn.

Jeg gjorde tegn til Anthony om at løbe. Vi stoppede først, da vi blev nødt til det for at få vejret.

”Er vi færdige med at udforske byen?” spurgte Anthony forpustet.

Jeg nikkede kort. Vi var havnet i udkanten af byen. Der var kun få bygninger, og ude i horisonten var der ingen. Men selv uden bygninger var landskabet blåligt. Rundt om lå der skrald – mest metalskrald – og der var ingen natur at se.

”Hvad siger din GPS?" spurgte jeg utålmodigt. Han kiggede på den og spærrede øjnene op. Måske var det den første gode nyhed indtil videre.

”Vi løb i den rigtige retning uden at vide det. Der er ikke langt til tunnelindgangen.”

”Godt, men ikke fantastisk,” konstaterede jeg. Men når Anthony var typen, der hurtigt blev udmattet, var det alligevel en nyttig ting, at vi ikke havde brugt kræfter på at løbe den forkerte vej.

”Så lad os finde den indgang,” sagde jeg målrettet.

Han holdt øje med GPSen, imens vi gik i stilhed. Der var ikke længere et øje at se.

”Den siger, at vi kun er fem skridt fra indgangen, men jeg kan ikke se den,” afbrød Anthony. Jeg kiggede mig omkring men kunne heller ikke finde indgangen.

”Det er håbløst,” sagde jeg opgivende og satte mig efter kort tids søgen.

”Nej, vent lige. Jeg tror, jeg har fundet noget,” sagde Anthony, mens han stod og hev i et eller andet. Jeg gik hen til ham. Det var håndtaget til en lem i jorden, han trak i. Jeg prøvede forgæves at hjælpe ham. Men så fik jeg en ide. Min laser. Jeg tog den frem og skar i metallet med den. Det virkede. Jeg smilede til Anthony og smuttede ned gennem åbningen efterfulgt af ham. Vi landede for enden af en mørk, støvet tunnel. Tunnellen til Malums base. Men vi var for udmattede til at gå videre den dag, så vi besluttede at tilbringe natten der.

Søvnen hjalp gevaldigt, og vi var begge klar til at begive os videre. Tunnellen var mørk, men efter kort tid havde vi vænnet os til det. Vi gik og gik. Det var som om, vi ikke kom nogen vegne, og sulten begyndte også langsomt at plage os.

Vi havde gået i flere timer, og jeg havde ingen anelse om, hvad tid på dagen eller natten det var. Pludselig svingede tunnellen skarpt til højre, og vi blev blændet af blåt lys. Hurtigt trådte vi ind i mørket igen og pressede os op ad muren. Vi var nået til Malums base.

Jeg skævede til Anthony, der stod og så hjælpeløs ud. Vi måtte videre, selvom ingen af os var glade for tanken. Jeg hev i hans arm, og modvilligt stillede han sig ved siden af mig, så vi sammen kunne se stedet. Det var som et gigantisk hul i jorden fyldt med patruljerende Maloes, som bevogtede Mørks våbenproduktion. I midten af det hele sad Malum på en flere meter høj trone. Hans ondskabsfulde latter kunne høres helt fra, hvor vi stod. Hans ansigt var en slags blanding af et menneske- og robotansigt, og det var så frygtindgydende, at man ikke kunne holde ud at se på ham i ret lang tid.

Jeg havde ingen ide om, hvordan vi skulle dræbe ham. Sandsynligheden for, at vi selv blev dræbt, var stor. Men jeg var fast besluttet på at kæmpe.

”Nu,” hviskede jeg, og sammen løb vi hen til stigen, vi skulle ned ad. Jeg kravlede ned først blot for at opdage, at Anthony var i problemer oven for mig. Hans dragt sad fast i en spids på stigen, og kæmpede for at rive sig løs. Netop som jeg ville råbe, at han kunne ødelægge dragten, revnede den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...