A Hidden World

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
Hvert eneste år d. 1. maj bliver to 16-årige fra Lys valgt til at gennemføre en hemmelig mission. Ingen har nogen anelse om, hvad den går ud på, eller hvorfor det netop kun er 16-årige, der kan udtages. Men én ting er sikkert: Missionen er ikke ufarlig. Ingen af de tidligere deltagere er nogensinde vendt tilbage.

16-årige Mira Cawood er blandt de udsatte. Risikoen for, at hun bliver trukket ved lodtrækningen, er lille. Dog findes der én mulighed for at få loddet med sit navn fjernet. Penge. Meget logisk. Man kan betale en bestemt sum for at få fjernet sit navn. Men det er ikke en mulighed i Miras tilfælde. Penge er ikke noget, hendes familie ejer ret mange af.

43Likes
47Kommentarer
1183Visninger
AA

3. The End

Der udbrød kaos. Alarmer, som ikke var til at overdøve, satte i gang. Hurtigt så jeg mig tilbage, hvor Malum nu havde rettet sin opmærksomhed mod os og var begyndt at sende Maloes efter os. Anthony var kommet ned fra stigen og stod nu ved min side. Hurtigt udviklede scenariet sig til et skyderi, og bevæbnede Maloes strømmede til. Vi indså, at hvis vi ville have den mindste mulighed for at overleve, blev vi nødt til selv at dræbe. Der var ingen vej udenom.

Et skrig undslap Anthony, og jeg vidste, at han var såret. Chokeret konstaterede jeg, at hvis Missionen skulle gennemføres, skulle det være nu. Jeg kunne takke min hurtighed for, at jeg ikke var død endnu, men der kom hele tiden nye fjender. Jeg kæmpede mig gennem mængden og nærmede mig Malum. Hvis jeg skulle helt tæt på, var det nødvendigt at aflede hans opmærksomhed.

Jeg fik en ide. Med laseren kunne jeg på afstand ødelægge noget af våbenproduktionen og derved aflede Malums opmærksomhed et øjeblik. Hurtigt løb jeg det sidste stykke og tog kniven. Jeg havde kun ét kast.

Den ramte.

Malums krop begyndte at smuldre. Et øjeblik stod alle Maloes fuldstændig stille. Derefter begyndte de at gå forvirrede rundt. De var fri af Malums kontrol.

Jeg skyndte mig hen til Anthony, som lå og ømmede sig. Der løb blod fra et skudsår i hans ben, og jeg prøvede desperat at stoppe det med min arm. En bippende lyd, der kom fra GPSen, fangede min opmærksomhed. Lyden blev afbrudt af en velkendt stemme:

”Vi har sprængt hul i jorden ned til basen. Det burde være synligt derfra, hvor I er nu.”

Jeg så op på betonloftet, og der var ganske rigtigt et hul, som var så stort, at man lige kunne komme igennem det. Slæbende på Anthony fik jeg os derhen. Jeg nåede ikke engang at tænke over, hvordan vi skulle komme op, før et solidt reb med en rund plade forneden blev kastet ned til os. Jeg hjalp Anthony op på pladen, og da han var blevet hejst op, var det min tur.

Det viste sig, at basen var placeret lige under storbyens midtpunkt. Jeg kunne genkende stedet fra vores tidligere flugt. To mænd hjalp os ind i en bil. Anthony blev anbragt ved siden af en læge, der straks gav sig til at ordne hans sår. Jeg var så udmattet, at jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede i min egen, velkendte seng. Men et nyt syn mødte mig i vinduet. Der groede græs omkring huset, træer blomstrede i forskellige nuancer og et stykke væk kunne jeg se en smal å.

Den dag ville jeg prøve at glemme tanken om Missionen, glemme tanken om de drab der ville være en byrde resten af livet. Malums død plagede ikke min samvittighed, for han havde styret folk mod deres vilje og brugt dem som hans egne nikkedukker. Men adskillige af disse folk havde jeg også dræbt. Det var det, der tyngede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...