Insider knowlegde.

En novelle om at blive voksen.
At møde nogle som sig selv.

0Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. One and only.

 

Endnu en dag på afdelingen begynder. Dagens første kamp hedder morgenmad. Den er overstået på de 30 minutter som præcist er sat af til det. Et store ur tikker og skriger at jeg skal spise langsommere. Alle 30 minutter, præcis 1800 sekunder skal udnyttes. Først skal glasset med mælk hældes i den afmålte portion havregryn, mandler og rosiner. Så spises mælknen med en teske, dernæst hver enkelt rosin og mandel for sig. Til sidst komer jeg til den udtørrede havgryn som langsomt tygges grundigt og skyldes ned med mange glas vand. Personalet og lægerne er stolte af mig. Jeg spiser min mad og jeg tager den mængde på i vægt som de forlanger. Hvad personalet bare ikke ved, er at jeg endnu en gang måtte ty til min gamle bedsteven. Kniven. Dens skinnede og skarpe blad fik endnu engang lov til at lave et mærke min krop som aldrig vil forsvinde helt. 28 små røde snit som betyder to ting. Et; min fødseldag. To; Antal dage som jeg har skullet leve i fængslet. Som en slave der skal rette sig ind efter lederne. Efter kongerne og dronningerne. Lægerne. Dem der har styr på det hele. Eller i hvert fald tror at de har det. Måske ved de et eller andet sted godt at de ikke har styr på det hele, men de er jo stolper som skal holde en facade og være ’ovenpå’ i alt hvad de foretager sig. De er mere fjender end venner. De vil hellere vise at de har ret end de vil lytte til ens ønsker og behov.
28 dage. Det er jo faktisk min fødselsdag i dag. Min 18års fødselsdag, Unge på min alder plejer at blive vækket med gaver, friskbagte morgenboller og morgensang fra familien. Efter vil de  være sammen med venner og veninder. De spiser god mad, leger lege og drikker tonsvis af sukker og alkohol. De hører musik, danser og griner.
Men her sidder jeg i mit varme nattøj, på en kold og hvid hospitalsseng, på den lukkede afdeling for unge med psykiske problemer. Det føles vildt surrealitisk i et par minutter. Jeg smiler ved tanken om min ellers så tragiske situation. En del af mig vil grine, den anden del vil græde.
Det føltes som en sejr og som et nederlag. I snart tre år har jeg kæmpet med alt kraft på at destruere mig selv og min krop. Egentlig har jeg haft blandede følelser omkring det. Det ene øjeblik har jeg elsket det og næste øjeblik har jeg hadet det.
Jeg har ofte lagt om natten og spekuleret på alt det med livet.
Hvorfor er vi her? Hvorfor er jeg her? Hvorfor dit og hvorfor dat?
Måske finder jeg aldrig et svar. Det er enormt skræmmende.
Personalet, det stive kolde personale med deres hvide kitler på. Ikke engang et par cowboybukser. Nej alle er klædt i sorte bukser. De ser frygteligt skræmmende ud.
Sidste dag på børne/unge-afdelingen.
Nu er jeg blevet for gammel. Jeg er jo ikke gammel? Jeg er jo kun 18 år? Egentlig føler jeg mig som en på 14. I morgen skal jeg rykkes på voksen-afdelingen. Ned til alle de farlige og syge voksne som ikke længere har et lille barn indeni. De lytter i hvert fald ikke til det. De er kedelige, tavse og triste. Her på børn/ung-afdelingen kommer personalet med malebøger, spil og aktiviteter. Her er billeder på væggen og sommetider er der også små børn man kan lege med. Men nedenunder på voksen-afdelingen er der dødt. Der er kun hvide vægge og dumme læger.
Er det virkelig kun trist at blive voksen? Skal man være så trist og sur? Hvorfor skal man glemme sit indre barn? Glemme at lege og at le. Så vil jeg ikke være voksen.
Så vil jeg være forevigt barn. Måske hvis jeg bliver lidt tyndere og lidt mere skrøbelig, så ser de at jeg hører til på denne afdeling stadig. Måske jeg skulle droppe frokosten og aftensmaden? Så kan de virkelig forstå at jeg er lille og skrøbelig. Ung og usikker.

Pludselig bliver jeg stoppet i min tankestrøm. En kvindelig læge træder ind og siger goddag. Jeg har aldrig set hende før. Hun ser venlig ud. Men måske er hun bare endnu en sur læge, som vil tvinge mig til at flytte afdeling og blive voksen. Hun fortæller mig hvem hun er og hvorfor hun er kommet. Hun fortæller at hun engang boede på mit værelse her på afdelingen, for femten år siden. Hun sad i samme stilling, med de samme tomme og blanke øjne. Med den samme hvide og blege hud. Med den samme angst for at skulle flyttes til voksen-afdelingen. Hun beskriver sine første dage. De var lange og triste. Hun var enormt ensom og enormt frustreret over hele hendes situation. Hun kiggede på de andre voksne med nogle triste øjne. Hun ville ikke være som dem. Som en 50-årig der kun kunne sidde og vippe frem og tilbage i sin stol. Eller en 35-årig som havde mistet alt kontakten til sin familie på grund af sine stigende angst for andre mennesker. Men en dag kom en pige ind på hendes egen alder. Hun virkede lige så trist som hende selv. Men efter nogle få timer begyndte de at snakke sammen. De snakkede om alt det trist de følte og så. Om det at blive voksen. Der gik ikke lang tid før de bragte alle mulige timer sammen. De grinte, spillede og dansede. Præcis som andre unge mennesker. Men bedst af alt så havde de hinanden. De var ikke alene mere. De var begge bange for at vokse op, men forskellen var nu at de havde hinanden. De fandt ud af de ikke var den eneste i verden som følte sig skræmt af voksne og det ansvar voksne skulle tage.
Den nye situation gjorde at de turde at tænke nye tanker. At Alle voksne måske ikke bare var trist, sure og ansvarsfulde. At der også fandtes en anden virkelighed. De kunne holde hinanden i hånden og le. Også selvom de var atten år og det man betegner for voksne. De turde at begynde at være sig selv istedet for at følge de andre voksne. Allerede efter nogle få måneder blev begge piger udskrevet fra den forfærdelige afdeling. Begge erklaret raske. Men mere vigtigt var, at de sammen gik ud i verden sammen for at finde flere voksne der var som dem.
Efter historien spurgte hun om jeg ville spille et spil. Indeni blev jeg varm. Der var pludselig en der præcis forstod mig, helt uden at jeg selv havde sagt noget. Så efter mange timers spil og grin, begyndte jeg at tænke at måske voksenlivet ikke var så slemt. Det havde været den bedste fødselsdag i mange år. Til og med sidder jeg og spiser is imens jeg skriver. Jo hurtigere jeg spiser min mad, jo hurtigere kan jeg få lov til at møde andre som mig selv. Det eneste jeg glæder mig til nu, er at komme nedenunder i morgen. Mon jeg får sovet bare en smule i nat?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...