Indespærret

Bare et mærkeligt og muligvis forvirrende forsøg på at være poetisk, inspireret af en meget rørende sang.

3Likes
14Kommentarer
509Visninger

1. One-shot

Det er ufatteligt, hvor længe noget kan vare.
Det er ufatteligt, at en følelse stadig kan eksistere i kroppen, selvom det er så længe siden, at hans egen eksistens i tvivlens time kan opfattes som uvirkelig og opdigtet.
Det er ufatteligt, at en smerte, på trods af deres vise ord om at ”tiden læger alle sår”, stadig kan rase rundt i hver eneste muskel, hver eneste del af ens krop, som det eneste der efterhånden definere hvem man er.
Jeg er smerte, jeg er fortvivlelse, jeg er ensomheden – lukket ude fra det glædens paradis, som enhver anden lever i til dagligt.

Jeg er usynlig – for ingen ser den smerte jeg føler. De ser mig, men ej mine indvendige ar. De ser mine selvsikre blikke, men ej frygten bag mine øjne.
Frygten for at føle for meget, frygten for at binde mig til nogen. Det eneste jeg endnu frygter. Og dog det eneste der afholder mig fra noget, der kunne minde om ægte glæde.
Jeg har brug for kærlighed, jeg har brug for omsorg. Men ingen ser det. Ingen ser rigtigt mig. For jeg er lukket inde, gemt bag de stærke mure jeg selv har bygget i desperationens mørke stund.
Dengang jeg bare ville glemme. Dengang jeg bare ville forsvinde, og lade min eksistens flyde ind i en verden, hvor ingen nogensinde ville tænke på mig igen, ingen nogensinde ville sende et blik i min retning.
Dengang det eneste jeg virkelig ville, var at glemme tiden hvor jeg rigtigt levede, glemme tiden med ham.

Murene holder mig indespærret, og det virker som en umulighed at slippe fri, trods mine frustrerede forsøg på at slå dem ned.
Ikke engang forsøgene udefra, fra de få mennesker der kæmpede for at bryde igennem og se det rigtige mig, kunne lave et kikhul.

Men det værste er hverken ensomheden eller kulden der raser i min krop. Det er, at det jeg i så ufatteligt lang tid har kæmpet for, er opnået.
Jeg kan ikke længere huske ham. Jeg kan ikke længere høre hans bløde og bedende stemme i mit øre, jeg kan ej huske hans hypnotiserende og fængende øjne. Han virker nu i sandheden som opdigtelse, og i mørket knuger jeg halskæden, i desperation efter blot et enkelt glimt af ham, blot et enkelt scenarie fra den tid, spillet for mit indre.

Det eneste jeg har tilbage som påmindelse, er smerten. Og jeg nyder den i fulde drag. Jeg nyder at mærke de salte tåre dække mit ansigt, jeg nyder følelsen af mig selv, der langsomt knuses i tusind stykker. Jeg ville ønske at smerten kunne vare for evigt. For det er det eneste jeg har tilbage, mit eneste håb for ikke at nå sindsygheden.
Tordenen der buldrer og brager udenfor murene gør mig kun tryg, for det er blot mørket der kalder mig til sig. Lynene der glimter igennem tremmerne for toppen gør mig kun glad, for i de få sekunder kan jeg se kæden om min hals, hjertet som symboliserer hans kærlighed.

Jeg er indespærret, jeg er ensomheden, jeg er frygten, jeg er mørket. Fordømt til ingen anden omfavnelse end af de kolde mure omkring mig. Fortabt for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...