Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14378Visninger
AA

2. Prolog

 

The Beginning

”Så skrid dog fra min bane, Lanna!” råbte han, og grinede, før hans ansigt blev alvorlig igen.

Jeg rystede grinende på hovedet og sprøjtede endnu gang koldt vand fra hans drikkedunk på ham, hvilket fik ham til at skrige, som en lille pige. Jeg var ved at gå under vandet flere gange, fordi jeg grinede så voldsomt. Han så virkelig sjov ud.

”Sidste advarsel, Lanna!” skreg han, og så ondt på mig, ”fjern dig fra min bane!”

”Eller hvad?” råbte jeg tilbage, mens jeg plaskede lidt mere rundt i vandet. Hans bane. Right. Det var sgu da svømmehallens – han havde aldrig ejet noget i sit liv. Med undtagelse af hans elskede cykel og hans lejlighed, samt det der var i den. Han kunne ikke engang holde på en kæreste. Men selvfølgelig, var det med pigerne var ikke hans største problem. Han var som en levende magnet – en pigemagnet. Lidt ligesom ham den krølhårede fra baren ovre på den anden side af gaden. Den eneste grund til, at han stadig var ansat der, var, at pigerne ikke kunne stå for ham. De flokkedes om ham, og kunne stå der i flere timer uden så meget som få et navn ud af ham. Nogen var heldige – at få et falsk navn. Hvorfor vidste jeg det? Fordi jeg havde hørt fem forskellige varianter af hans navn; George, Geoffrey, Theodor, William og Matthew. Hvis jeg skulle vælge et af hans 'navne', skulle det helt klart være Matthew.

”Eller jeg springer ned i dig!” råbte han, og tiltrak sig derved livredderens opmærksomhed.

Liam hed han, og han var nok den mest strikse livredder, jeg nogensinde havde mødt. Engang blev en dreng bortvist fra svømmehallen, fordi han ragede på en piges røv. Jeg hældte nu til at tro, at det var fordi, det var Liams kæreste, drengen ragede på. I den anden ende af bassinet sad et par og kyssede ret så voldsomt. Og ud over det, så havde han fået vores første konkurrencetræner bortvist, fordi han smed plader efter dem, der ikke gad at svømme. Jeg havde ikke meget tilovers for ham.

Og snart ville jeg slet ikke have noget tilovers for ham.

”Lanna! Flyt dig!” råbte han, mens han gjorde sig klar til at springe.

En bølge af frygt skyllede ind over mig, men jeg lod ham ikke se det, ”du tør jo ikke!”

Jo, det turde han. Han turde alt, og stillede man spørgsmål ved hans mod, ville han gøre alt for at vise, at man tog fejl. At han kunne gøre alt, hvad man spurgte om. Når det kom til at vise sig, var han en idiot. Men man kunne vel heller ikke forvente andet af et muskelbundt, som han, der ikke meget mere hjerne havde end en chimpanse.

”Nå, det gør jeg ikke?” råbte han grinende, mens han tog afsæt, og sprang. Ud i vandet. Ned mod mig. I rasende hurtig fart.

Og så var det som om alt gik i slowmotion. Jeg kunne høre mig selv skrige til ham, og folk omkring mig begyndte at råbe.

”Hvad fanden har du gang-” så nåede jeg ikke mere af min skrigende sætning, før tiden gik normalt igen, og han ramlede ned oven i mig.

Knæk. Bræk. Smerte. Mørke. Skrig. Råb. Mere smerte. Jeg kunne mærke, hvordan kræfterne forlod min krop, og mørket samlede sig for mine øjne. Jeg så lige på Andys krop med opspilede øjne, og en meget intelligent tanke gik gennem mit hoved; 'Hvad fanden?'

Og så forsvandt verden for min øjne. En arm fik mig revet op af vandet, og jeg kunne mærke, hvordan jeg forsigtigt, men hurtigt, blev hevet op på kanten. Mine ben lå stadig i vandet.

”Træk vejret!” lød en desperat stemme, som var fuld af bekymring og frustration.

”Åbn øjnene!” lød det fra en anden bekymret stemme.

”Hvad er der sket?” lød det fra en forskrækket person.

Stemmerne var slørede, så jeg kunne til sidst ikke kende dem fra hinanden. De flød sammen, og var pludselig ligegyldige. Der lød et skrig igen, og en masse råben. Jeg kunne mærke, hvordan nogen pludselig løftede mig op på noget mere blødt en flisegulvet. Og så forsvandt det hele. Evnen til at føle. Evnen til at se. Evnen til at være til stede. Jeg var væk.

Og så alligevel ikke helt.

”Lanna! Nej!”

Og så forsvandt det hele rigtigt. Kun smerten blev, og jeg bød den velkommen. Den holdt mig orienteret om, at jeg var i live. Jeg var her. Jeg eksisterede stadig. Jeg var ikke død. Så længe, jeg kunne føle smerte, var jeg i live. Jeg klyngede mig til smerten, det var det eneste, jeg havde tilbage.

Og snart havde jeg heller ikke den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...