Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14265Visninger
AA

11. Kapitel 9

Dwelling on Dreams

 

Avalannas synsvinkel

 

Det var virkelig ikke fordi jeg skulle blande mig i, hvordan Louis sov. Hvilket forhold han havde til hospitalssenge. Alt det var så afgjort ikke min sag og ville aldrig blive det. Jeg kunne dog ikke skjule, at tanken om, at Louis var varm på en hospitalsseng, gjorde mig lidt underligt tilpas. Inderst inde, for jeg vidste, at det ikke var helt normalt, at man var forelsket i senge. Ligegyldigt om de stod på et hotel eller ej.

Men som sagt, så var det ikke noget, jeg skulle blande mig i.

Hvad der imod var meget min sag, og noget, jeg så afgjort skulle blande mig i, var den måde, han stirrede på mig. Som om jeg var et eller andet rumvæsen. Et spøgelse, der hjemsøgte ham fra fortiden.

Måske mindede jeg ham om Rosaline. Hvilket bare var underligt, for jeg havde brunt hår, og jeg var ret sikker på, at Louis havde beskrevet hans daværende elskerinde, som en med det smukkeste, krøllede og røde hår. Udover det var jeg helt sikker heller ikke så pæn som Rosaline, for jeg ville vædde med, at han ikke ville være utro med mig, hvis jeg havde været Harrys kæreste.

Udover det så var jeg heller ikke sådan en person, der var min kæreste utro.

For det første, fordi jeg ikke havde en kæreste – eller jeg tolkede i hvert fald Stephens vedvarende fravær, som et tegn på, at han gerne ville slå op.

For det andet, havde jeg set, hvordan min mors tillid til mænd var blevet revet i tusind stykker af min fars utroskab, og jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne holde mig selv ud, hvis jeg blev skyld i sådan en sorg. Sådan en ydmygelse. Sådan en smerte.

”Hvad er der?” spurgte jeg endelig og kiggede indgående på ham, hvilket var meget svært, da det kun var mit ene øje, der var synligt over den hvide sengestang.

Han satte sig langsomt op og rystede sit hår, så det ikke sad helt så uglet og strakte sig. Meget langsomt.

Jeg var helt sikker på, at han gjorde det med vilje. Han ville minde mig om, at jeg ikke kunne gøre det. Jeg kunne ikke engang køre noget hår bag øret. Det var alt sammen umuligt for mig, og det ville det være resten af mit liv. Jeg vidste det allerede, og Louis behøvede ikke gøre det klart for mig.

Om det så var for at straffe mig yderligere, for det i går med Andy og Zayn, så ville jeg have sagt undskyld til Andy. Det ville jeg dengang, og det ville jeg stadig dagen efter. Hvorfor jeg skulle sige undskyld til Zayn havde jeg stadig ikke fundet ud af, så det havde jeg ikke tænkt mig. Det var jo ikke fordi jeg havde afsløret hans hemmelighed for nogen, han ikke selv havde fortalt den til.

Louis kiggede granskende på mig, og jeg løftede et øjenbryn, ”du ved, nu hvor du arbejder for mig, så skal du gøre, som jeg sagde.”

Til min store overraskelse og undren, bredtes der sig et smil på hans læber, ”jeg vidste det. Du ville gerne have mig her.”

Hvad?

”Hvad?”

Jeg var forvirret. Det var et godt ord, og det passede så afgjort ind i den her situation. Jeg ville ikke have ham her. Faktisk ville jeg meget hellere, at han bare skred. Nu, hvor jeg tænkte over det, så var det underligt, at han var blevet. Sidste gang, jeg havde set ham, før jeg besvimede, var, at han var stormet ud af værelset. Helt væk af vrede.

”I går, da du lå og græd,” startede han sin forklaring, ”lovede jeg dig, at hvis du fortalte mig, hvad der var galt – hvilket du gjorde – så ville jeg forlade dig og aldrig komme tilbage, hvis det var, hvad du ønskede.”

Jeg kiggede på ham. Blinkede. Kiggede på ham igen. Og så gik det op for mig, hvad han havde sagt, og et smil bredte sig på mine tørre læber. Hans smil forsvandt gradvist, som mit voksede, og en akavet stilhed sænkede sig over os. Han stod med en afventende mine, og jeg havde endnu ikke opfattet, at i en samtale skulle man skiftes til at sige noget, og eftersom at Louis havde talt sidst, så var det nu min tur.

Det eneste problem var bare, at jeg ingen idéer havde til at sige noget. Så enten måtte Louis sige noget igen eller også stoppede samtalen lige her. Personligt hældte jeg mest til den sidste mulighed, men det var selvfølgelig Louis' valg om, han ville sige noget eller ej.

”Kan du huske, hvad der skete i går?” busede han så ud med og kiggede mig desperat i øjnene.

Jeg skar en grimasse, ”du mener dengang, at jeg fik alle de her neurologiske – eller hvad de nu hedder – smerter? Ja, det tror jeg, at jeg kan.

Jeg havde fået at vide her i morges, før jeg så Louis kysse sin seng – et syn, jeg sagtens kunne have været foruden – at de havde identificeret de smerter, jeg havde haft, før jeg besvimede. Neurologiske smerter var smerter i nerverne, og ifølge lægerne havde en tredjedel af alle lamme disse smerter. Ikke hele tiden – medmindre man var virkelig uheldig – men de holdt så hellere aldrig op. De kom og gik, som det passede dem. Lægerne kunne ikke gøre andet, end at give de ramte lamme en medicin, der forhåbentligt kunne hjælpe dem.

De havde fortalt mig, at disse smerters styrker varierede fra person til person. Jeg havde trukket det store lod, hvilket ville sige, at jeg var mere uheldig, end jeg havde troet. I stedet for at have smerter, der lå omkring 3-5 som almindelige mennesker, havde jeg smerter, de sagde ville variere imellem 7-9. Ved 10 var man ikke længere af denne verden.

Til de langsomt opfattende, betød det, at man ville dø, hvis man fik neurologiske smerter på 10.

Hvad?” lød det meget uintelligent fra Louis.

Jeg kiggede over på ham med rynkede bryn. Hvad var der at misforstå? Egentlig var det underligt, at han stillede spørgsmålstegn til det, jeg havde sagt. Han havde sovet her, hvilket måtte betyde, at han havde fået at vide, hvad der var sket. Eller også havde han bare glemt det.

Jeg kunne ikke rigtig udelukke den mulighed, for det ville blot bekræfte min teori om, at Louis altså ikke var den mest hurtige til at opfatte ting.

Hvad mener du med 'hvad'?”

”Det, jeg siger.” svarede han, men det så ikke ud som om, han opdagede, hvor flabet lød. Han så mest af alt meget, meget forvirret ud.

”Og det er?” det var ikke fordi, jeg ikke havde hørt ham. Det havde jeg skam,, men jeg havde stadig ikke forstået, hvad han mente med 'hvad'. Så jeg spurgte ham, og jeg fik et svar, der ingen mening gav.

”Hvad.”

Tro mig, selv om jeg var meget intelligent og altid fik de højeste karakterer i skolen – lader vi som om – så kunne jeg virkelig ikke med alt min intelligens regne ud, hvorfor han sagde, som han gjorde. Og det var ikke bare, fordi han var dreng, selvom det var en perfekt undskyldning for, hvorfor hans ord ingen mening gav. Det var mere, fordi han ikke ville forklare sig.

”Du irriterer mig lige nu, ved du godt det?” spurgte jeg uden egentlig at forvente noget klogt svar, eller noget overhovedet, ”sagde jeg, du skulle gentage dig selv om og om igen? Nej. Så forklar, hvad du mener med 'hvad'.”

”Jeg mener, at det ikke var, hvad jeg havde fået at vide,” svarede han mig, og jeg kunne ikke lade være med at sukke.

Og hvad mener du så med det?” for ærligt talt kunne jeg ikke finde ud af, hvorfor han ikke skulle have fået det at vide. Jeg mener, det var ikke fordi det var hemmeligt. Og hvis det da, så burde min medhjælper da stadig få at vide, hvad der var galt med mig.

Udover det havde min mor forsikret mig, da jeg vågnede i morges, at hun havde fortalt Louis, hvad der var galt med mig. Eller rettere sagt, hvad der mere var galt med mig. Så havde hun kysset mig farvel, og jeg var faldet i søvn igen, for at vågne op til et intimt møde mellem Louis og hans seng.

Din mor sagde, at du havde fået en overdosis af et eller andet,” forklarede han og kiggede så meget pludseligt væk.

Jeg var forvirret. Dødsens forvirret. Jeg vidste godt, hvad det med overdosissen byggede på, men jeg vidste også, at det ikke havde været det største af lægernes problemer i går. Det havde været at få min krop til at slappe af igen, hvilket var vanskeligt, da de ikke havde kendt det præcise omfang af de neurologiske smerter, jeg havde.

Men hvad der irriterede og forvirrede mig allermest var det faktum, at Louis lige pludselig nægtede at møde mine øjne.

”De gav mig en overdosis, fordi de ikke kendte omfanget af mine smerter – men,” forklarede jeg og sank så en klump, ”de vidste også, at hvis mine smerter var meget svagere, end de først havde antaget, ville den overdosis, de gav mig, højst sandsynligt dræbe mig. Eller i hvert fald skade mine nerver en hel del.”

Louis kiggede hurtigt hen på mig ved ordet 'dræbe' og flyttede ikke blikket, da vi havde stirret hinanden i øjnene i flere minutter. Mine øjne var ved at løbe i vand, men jeg ville virkelig ikke tabe den stirrekonkurrence, vi havde, eller hvad det nu var.”

Endelig brød han øjenkontakten og så ned i sengetøjet, ”så Andy havde ikke noget med det at gøre?”

Hvis jeg havde været forvirret før, så var det lige blevet fordoblet. Hvorfor i alverden skulle Andy have haft noget med det at gøre? Det var ikke fordi jeg troede, at Andy ikke ville mig noget ondt. Lige nu ville han sikkert gerne slå mig. Hårdt. Hvilket jeg også havde fortjent, men selv nu, hvor jeg havde set hans mest sårede blik, han nogensinde havde sendt mig, så kunne jeg ikke lade være med at fryde mig. På trods at jeg ikke var helt sikker på om, de andre i vennegruppen kendte til hans hemmelighed eller ej, så havde jeg endnu en hemmelighed i min besiddelse. Han kunne føjes til min mentale liste over personer, hvis hemmeligheder, jeg kendte.

Louis

Zayn

Jeg kneb min øjne samme og så fast på Louis. Han vidste tydeligvis noget, jeg ikke kendte til. Noget omkring Andy. Noget, han havde troet fuldt og fast på, havde skadet mig, og at det var Andys skyld. Jeg kunne ikke finde på nogen forklaring på, hvorfor han troede det. For mig gav det ingen mening, men det gjorde det åbenbart for Louis. Eller det havde det gjort, før jeg fortalte den egentlige sandhed.

”Hvorfor i alverden skulle Andy have haft noget at gøre med, at jeg fik en overdosis?” spurgte jeg mistænksomt og låste mine øjne fast til Louis'.

Han brød endnu en gang vores øjenkontakt og kiggede op i loftet, så jeg på ingen måde kunne få ham i tale, medmindre han ønskede det. Da han talte igen, var hans stemme rystende og usikker, ”ikke for noget.”

”Louis,” pressede jeg på og fik ham endelig til at kigge direkte på mig, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hans intense gråblå blik ikke ville få mig til at rykke ubehageligt på mig, hvis jeg havde haft muligheden. Jeg kiggede lidt rundt i rummet for at slippe for det sylespidse blik, der borede sig ind i mig. Jeg blev helt opslugt, og jeg kunne næsten ikke få det næste, jeg ville sige, frem, ”hvorfor spurgte du ind til Andy?”

Han sukkede og tog en dyb indånding, ”fordi jeg så ham betale en sygeplejerske, og så-”

”Og så tænkte du straks, at han ville prøve at dræbe mig?” snerrede jeg og holdt hans øjne fast, ”jeg ved ikke, hvordan det er i din såkaldte vennegruppe, men i blandt mine venner, Louis, prøver man ikke at slå hinanden ihjel.”

Jeg kunne ikke helt sætte ord på, hvad det egentlig var, jeg følte det. Det var vel egentlig vrede. Eller også var det tristhed. Jeg var vred på Louis over, at han kunne få de tanker. Trist over, at når han endelig bare viste den mindste tegn på at bekymre sig over mig, var det fordi han troede, at min bedsteven havde prøvet at dræbe mig. Noget, Andy aldrig kunne finde på. Han var den person, jeg stolede mest på. Jeg stolede på ham, mere end jeg stolede på mig selv. Jeg vidste af erfaring, at jeg var god til at lyve overfor mig selv – Andy var min bedste hjælp, når det gjaldt ærlighed. Når det kom til at sige sin ærlige mening, var der intet, der kunne afholde ham fra at holde hvad han lovede. Sige, hvad han syntes.

”Hvad gør man så?” spurgte han, men det lød ikke som om han var synderligt interesseret i at høre alt, hvad man gjorde i min vennegruppe.

”For det første,” fik jeg frem uden at snerre vredt af ham, ”får man ikke sin bedstevens kæreste til at være utro med en. For det andet-”

Han sukkede dybt, ”Avalanna. Hvis du ikke havde opdaget det, prøvede jeg blot at gøre min pligt, hvilket er at passe på dig. Det er mit job – jeg har intet imod Andy. Jeg ville aldrig beskylde ham for noget, hvis jeg ikke havde et passende grundlag for min beskyldninger. Især ikke for – hvis du ikke havde lagt mærke til det, så er vi ikke kommet særligt godt ud af det med hinanden på det sidste.”

”Og hvis skyld er det?” spurgte jeg med en hvæsende undertone.

Jeg vidste ikke om, jeg egentlig skulle være ked af det over, hvad han havde sagt. Måske burde jeg, men af en eller anden grund, var jeg ikke. Måske fordi jeg vidste, at det var sandt. Vi havde ikke kommet særligt ud af det med hinanden den seneste tid, selvom jeg stadig holdt fast i, at det var Louis' skyld. Hvis han aldrig havde sagt noget til mig om, hans gamle elskerinde – hvad godt fik jeg ud af at vide det? – så havde vi sikkert været venner i bedste velgående. Eller i hvert fald bedre, end det var lige nu.

”Så vidt jeg kan huske, så er det vores begges skyld,” slog han fast og trak på skuldrene. Han så ikke ud til at sørge synderligt over, at vi begge havde ødelagt chancen for et venskab imellem os.

Hvilket var ikke så underligt, for det var jo ham, der havde ødelagt den. Man skulle ikke en puste for hårdt til en lille flamme, for så går den ud. Louis havde skubbet grænserne, overskredet dem og fået konsekvenserne.

”Så vidt jeg kan huske, var det dig, der absolut skulle fortælle – i detaljer – om din affære med Rosaline,” svarede jeg igen og kiggede væk. Ikke fordi hans blik var for intenst. Simpelthen af den grund, at jeg ikke orkede at se på ham i øjeblikket.

Jeg kunne ikke se, hvordan han havde reageret, men jeg gik stærkt ud fra, at han ikke var uberørt. Måske sagde han ikke noget, der kunne afsløre, hvordan han egentlig følte. Jeg var egentlig bedøvende ligeglad med, hvordan Louis tog ting, og hvordan han ikke tog dem, så jeg kiggede ikke hen på ham, for at se, hvordan hans ansigtsudtryk var.

Det viste sig, at det slet ikke ville have været nødvendigt at dreje hovedet alligevel, for hans svar sagde det hele sammen med hans tonefald.

”Du er en forfærdelig person, Avalanna Liberty Roya,” spyttede han nærmest – hvis han havde ramt mig, slog jeg ham ihjel, ”hvorfor ville jeg nogensinde arbejde for en som dig?”

”To grunde,” opsummerede jeg,” et, du kendte mig ikke. To, du ville gerne have pengene.”

Louis var stille i noget tid, men jeg kunne nærmest høre, hvordan han virkelig gjorde en stor indsats for at få sat ord på sin vrede, sin harme.

”Måske,” svarede han, og jeg kiggede endelig over på ham, men hans ansigtsudtryk fortalte mig intet. Det fik mig til at spekulere om, han var en af de personer, der kunne formå at holde sine følelser ud af sine øjne, men lod dem vise sig igennem sin stemme, ”men jeg tror, at så snart du er rask-”

”Hvorfor først når jeg er rask?” Det var af ren nysgerrighed, jeg spurgte. Ikke andet.

”- så vil jeg aflevere min opsigelse,” afsluttede han med et ondt blik på mig. Jeg kiggede uskyldigt tilbage.

Inden i mig var mine følelser et kaos. Et oprør, hvor de alle kæmpede mod hinanden, for at få lov til at blive følt. Problemet for dem var, at jeg ikke ville føle den ene uden den anden. Det var alle de følelser, der bare kæmpede om plads i min hjerne, i mine tanker, der fik mig til at stirre på ham. Bare stirre ham i øjnene og lade alt andet blive ligegyldigt. Lydene omkring mig, omkring os, forekom for mig fuldkommen irrelevante.

Han kiggede tilbage, før han pludselig kneb øjnene sammen og så mistænksomt på mig, ”du ser skræmt ud ved tanken om, at jeg vil sige op.”

Jeg så på ham i endnu noget tid, og han så ikke ud til at hungre efter et svar. Faktisk så han meget tilfreds ud med bare at sidde her, hvilket i grunden forvirrede mig, men jeg dvælede ikke ved det. Som Dumbledore engang havde sagt det til Harry, gentog jeg det nu for mig selv; for når alt kommer til alt, Avalanna, så går det ikke at dvæle ved drømme.

Jeg rømmede mig kort og rystede så kraftigt på hovedet. Det var en dum tanke. Fuldstændig idiotisk. Selvfølgelig kunne hun ikke dvæle ved drømme, der ikke engang eksisterede. I det øjeblik gik det op for mig, at jeg skulle føre samtalen videre. Jeg havde en vane for at glemme det.

”Nej,” svarede jeg kort, ”jeg er ikke trist. Hvorfor skulle jeg være det? Jeg mener, det er jo ikke fordi du er min ven, så jeg forstår ikke, hvorfor du kunne få den tanke. Nej, det er såmænd bare fordi at du havde lovet, at du kun ville forsvinde, hvis jeg sagde, du skulle.”

Et kækt smil bredte sig på hans læber, ”faktisk sagde jeg ikke noget om, at jeg ikke selv kunne sige op.”

Han havde ret. Det havde han ikke, og jeg gik ud fra, at hvis han gerne ville væk, så var det vel hans eget valg. Jeg skulle ikke blande mig. Det var ligesom med sengen – han måtte hjertens gerne tænde på senge for min skyld. Nogle tændte på elpærer, så jeg gik ud fra, at man skulle aldrig udelukke nogen muligheder.

Hvilket mindede mig om, at jeg stadig manglede at få at vide, hvorfor han havde kysset sengen.

”Du, Louis?” spurgte jeg, og han løftede et øjenbryn, ”for nu lige at skifte emne helt – hvorfor kyssede du så din seng?”

Et stort grin lyste hans ansigt op og han vrikkede med øjenbrynene, hvilket bare var underligt og skræmmende. Men igen. Folk skulle have lov til at tænde på, hvad de ville.

”Hvad?” spurgte jeg og så underligt på ham.

”Du er virkelig dårlig til at opfatte, hvad der sker omkring dig, Avalanna,” sukkede han og lagde så en finger mod mine læber for at holde mig fra at tale igen, ”jeg kyssede ikke min seng.”

Denne gang var det min tur til at hæve øjenbrynene, ”det så ud som om du kyssede-”

”Jeg kyssede en fra min drøm,” afbrød han mig opgivende, og mine øjenbryn blev straks rynket.

”Hvem?”

Han kiggede blot trist på mig, som om han ikke kunne forstå, at jeg ikke havde opdaget det, og at han ikke kunne forklare mig det, og så gik rejste han sig for at gå.

Jeg havde lyst til at tage hans hånd. Få ham til at blive – ikke for at fortælle mig noget. Ikke engang, hvem han havde kysset i sin drøm. Jeg ville bare have, at han skulle blive hos mig. Se mig i øjnene, som før. Fortælle mig med øjnene, at han ville tilgive mig, at jeg kunne finde en måde at komme videre. At vi stadig havde en chance som venner. Jeg ville bare gerne have en eller anden forsikring fra ham om, at det ikke var for sent.

Men i samme øjeblik, min tanke blev tænkt til ende, var døren smækket i, og som jeg gled ind i en dyb søvn, vidste jeg, at min chance var forpasset. Lige for næsen af mig, og jeg havde ikke reageret. Jeg havde ikke engang sagt farvel til ham, og jeg anede ikke om, han virkelig mente, at han ville sige op eller ej.

Så faldt jeg i søvn.

 

Så er kapitlet skrevet (dog ikke rettet igennem - endnu) og publiceret.

Jeg håber, jeg fik fanget min gamle personers karakter, og at I kan kende dem. Jeg håber også, at det pludselige twist i storylinen ikke skuffede jer for meget - jeg tror bare ikke, at jeg ville kunne blive ved med at føle for den retning, historien ellers ville have taget, hvis jeg ikke havde reddet trådene lidt ud.

Men jeg håber, I er lige så spændte på næste kapitel, som jeg, for der vil vi se en ganske særlig person, I har mødt før, og så alligevel ikke.

Glæd jer!

- Og så vil jeg bede jer om en tjeneste. Som I nok ved er konkurrencen 'Fandommenes kamp' slut, og jeg gik videre sammen med to andre i 'Disney'-kategorien. Så hvis I vil gå ind på Facebook og lige 'like' historiens cover. Den hedder Inamorata :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...