Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14264Visninger
AA

10. Kapitel 8

Inamorata

Jeg var ikke helt sikker på, hvorfor jeg stadig sad her. Næsten alene. Eneste selskab var Miss Roya, og hun sov dybt i en af de hospitalssenge, der var stillet ind ved siden af Avalannas seng. Jeg vidste ikke helt, hvad der var i mellem os. Avalanna og jeg. På det ene tidspunkt kunnne vi sagtens snakke sammen – det andet.. det andet hadede vi hinanden som pesten. Det gav ingen mening. Men en ting var, at hun ville afsløre min hemmelighed. Det kunne jeg sagtens se fra hendes synsvinkel, men hvad jeg ikke forstod var, hvorfor hun skulle grave hemmeligheder, der var blevet glemt alt om, op til overfladen? Rive gamle sår op? Jeg rystede på hovedet af mine tanker, og masserede mine tindinger. Den kedelige, hvide seng ovre i hjørne var virkelig tiltrækkende. Jeg lukkede mine øjne. Det kunne jeg godt tillade mig. Bare et par sekunder.

En brummen fra min telefon reddede mig fra at falde helt i søvn. Gud, hvor var jeg træt. Mit blik gled længselsfuldt over på sengen, før det vendte tilbage til den ny lysende skærm. Det tog min trætte hjerne et par sekunder at finde hoved og hale i, hvad der stod i beskeden. Men da den gjorde, gled et smil over mine læber. Navnet, jeg havde læst fem gange, før jeg forstod, sprang op i mine øjne. Tess. Min smukke Tess. Jeg blev helt varm inden i bare ved tanken om hende. Hun var så perfekt.

 

From: MY Tess<3

Hey Babe,

U home soon? <3

 

Jeg nikkede for mig selv, og smilede endnu større. Et skyldpligtigt blik gled hen på Avalanna, men hun så ikke ud til at svæve i nogen fare, så jeg skrev tilbage til Tess;

 

To: MY Tess<3

In a minute – can u wait that long? <3

 

Jeg ventede lidt, men der kom intet svar tilbage fra Tess, så jeg rejste mig op. Alt for hurtigt. Et par sorte pletter dansede for mine øjne, før min krop tillod mit syn at vende tilbage i fuld styrke. Ikke noget 'hygge' med Tess i nat. Bare sove. Tanken om at sove, fik mig til at tage jakke på, og gå ned mod indgangen. Udenfor stormede det, hvilket fik mig til at sukke. Hvordan i alverden skulle jeg nu komme hjem til Tess? Jeg rystede på hovedet. De måtte jo have en nøgle et sted.

”Hey!” lød en stemme et sted bag mig, og jeg snurrede øjeblikkeligt rundt, hvilket min hjerne ikke brød sig om. Den dunkede af træthed.

For enden af gangen stod en kraftig dame, og så surt på mig. Jeg bed mig i læben, og så så uskyldigt på hende, som jeg kunne.

”Og hvor skal du så hen?” spurgte hun skarpt, og gjorde det helt klart, at lige meget om jeg så skulle besøge Gud i egen høje person, så fik jeg ikke lov til at gå. Ikke i nat. Jeg skulle sove, hvilket min krop var helt enig i.

”Hjem?” spurgte jeg, og pegede meget overflødigt ned mod receptionen, og døren, jeg skulle bruge.

Mit hjerte sank i brystet på mig, da sygeplejersken rystede på hovedet, og pegede på Avalannas dør. Hele hendes udstråling sagde; Du går ingen steder. Jeg tog min telefon frem, og sukkende skrev jeg en besked til Tess, som hun uden tvivl først ville se, som en joke, og så først senere – når jeg ikke kom hjem – som alvor. Og når hun gjorde det, så skulle jeg være glad for, at jeg var låst inde, for ellers var jeg død.

 

To: MY Tess<3

Can't come home – been traped in the hosptal. Sorry, Love D:

 

Hun ville helt sikkert slå mig ihjel, når jeg kom hjem i morgen. Men nu, nu skulle jeg sove, og det kunne ikke gå for stærkt. Sygeplejersken så på mig med kampberedte øjne, som om hun forventede, at jeg ville kaste mig skrigende ud i en slåskamp med hende. Så kunne man tale om fordomme mod unge mennesker. Men på den anden side; Jeg havde også de fordomme mod gamle damer, at jeg var helt sikker på, at, hvis jeg ikke opførte mig eksem-pla-risk, som min mormor plejede at sige, de så ville slå mig med deres håndtasker, eller deres rollator. Lige meget hvad, så kunne jeg ikke lide at være alene med sure, gamle damer. De var alt for voldelige.

Hun pegede på værelset igen, og jeg nikkede hurtigt. Jeg skulle nok gå derind. Jeg kunne jo alligevel ikke komme hjem. Da jeg var trådt ind, hørte jeg et klik fra døren, og jeg var ved at bryde ud i grin. Hun havde låst mig inde? Jeg rystede på hovedet. Så farlig var jeg altså heller ikke. Jeg kiggede ned på mobilen i min hånd, og rynkede lidt på brynene. Hun skulle have skrevet tilbage nu. Det plejede hun altid. Der gik aldrig mere end to minutter. Jeg satte den på lydløs – nu ville jeg sove, og en forsinket sms fra hende skulle ikke forhindre mig. Langsomt gik jeg over til sengen, men en søvndrukken lyd fra Avalannas seng, fik mig til at fare sammen, og vende rundt nærmest inde for det samme sekund. Var hun vågen? Med hurtige skridt, gik jeg hen til den hårde plastikstol, jeg havde brugt det halve af natten på at sidde på. Da jeg så bedre efter, kunne jeg se at hun vendte hovedet fra side til side. Hun skulle da ligge stille. De sagde, hun skulle ligge stille. Alt træthed var som borte med blæsten, og jeg rykkede stolen tættere på hendes seng. Jeg tog fat i hendes hænder, og tvang hende til at ligge stille. Jeg lagde hendes arme på hendes mave, så hun ikke blev for overanstrengt. Hun måtte ikke komme til skade. Jeg slap dog hurtigt hendes hænder, da jeg mærkede, hvordan hendes vejrtrækning var. Alt for hurtig, og i stød. Hyperventilering. Jeg slap hendes hænder, og lagde den ene hånd på hendes kind. Hun var brand varm. Jeg så på hende med bekymrede øjne, da hun åbnede sine. De så, og dog så de ikke. Det var som om jeg ikke eksisterede. Hun var vågen, men hun så ikke rigtigt. Jeg bed mig i læben, og med den anden hånd strøg jeg noget hår væk fra hendes febervarme pande. Hendes blik fulgte mine hænder, men det blev mere og mere fraværende, jo længere tid hun blev ved med at trække vejret så unormalt. Jeg rystede på hovedet, og tog begge hendes arme over hendes hoved, så der på den måde kunne komme luft ned i hendes lunger. Hun hostede og harkede, men ud kom luften, og ind kom noget nyt. På en normal måde. Hendes blik, der stadig var fraværende, gled over på mig. Og hun så mig, for genkendelsen strålede ud af hendes øjne. Hun vidste, hvem jeg var, men hun skubbede mig ikke væk. Hun havde ikke lyst. Selvom hun i morgen sikkert ville undskylde sig med alt muligt, så kunne jeg se på hende, at hun trængte til omsorg. Omsorg fra andre en Andy, og, under pres, hendes mor. Hun havde brug for nogen, der hele tiden var der for hende. Jeg var helt sikker på, at hun havde haft en kæreste – ingen, der så ud som hun kunne være single – men hvor var han? Havde hun undladt at kontakte ham? Eller hvad var der sket? Jeg viftede tanken væk. Jeg skulle ikke bekymre mig om den slags. Det ville Avalanna sikkert også mener, og sige til mig. Dog ikke på en pæn måde. Mere end måde, hvor hun bandede og svovlede.

Jeg greb hendes ene hånd, og gav den et lille klem. Selvom hun ikke kunne mærke det, så var det der, og hun vidste det. Den træthed, der før havde fået mig til nærmest at besvime, var helt væk. Det var som om jeg havde sovet som Tornerose; I 100 år. Jeg smilede forsigtigt til hende, og hun smilede svagt tilbage. Et lille håb voksede inden i mig om, at vi måske kunne blive venner. For alvor.

Venner. Harry. En tanke slog ned i mig, og jeg så, nok af træthed, Rosaline foran mig. Jeg slap Avalannas varme hånd, for at gnide mine øjne.

”Gå væk,” snerrede jeg lavt, så Avalanna ikke kunne høre mig. Billedet af Rosaline forsvandt da også, men det gjorde tanken om hende ikke. Endelig var hun ude, og så kom hun tilbage. Hvorfor kunne hun ikke lade mig være? Jeg gemte mit ansigt i hænderne, og pludselig strømmede trætheden igennem min krop, og gjorde den helt svag. Jeg spredte min fingre, og så ned på en sovende Avalanna. I det mindste var hendes vejrtrækning i orden. Jeg ville ikke vække hende, så jeg nøjedes med at hviske et ”godnat.”

Og så gik jeg på en meget retarderet måde over i seng. Madrassen og dynen bød mig velkommen, og træt synkede jeg ned i den bløde pude. Trætheden overmandede mig, og snart sov jeg. Og hvor var det dejligt. Søvnen var så.. befriende.

 

 

Da jeg vågnede, var det helt lyst, og da jeg kiggede til siden, sad en smilende pige og overbegloede mig. Et stort smil gled over mine læber, og jeg satte mig op. Hendes smukke hår hang ned over hendes skuldre, og hendes fyldige læber skinnede af det lille lag lip gloss, der var smurt på. Jeg lod min ene hånd glide i mellem de tykke, der var friseret perfekt, så mine fingre bare gled i gennem dem med lethed. Hendes blå øjne borede sig ind i mine, og fik mig til at fordybe mig i dem. De var som havet. Dybere, og dybere. Det blev ved. Jeg nåede aldrig bunden, før jeg var nødt til at skulle have lyst. Min anden hånd kørte op ad hendes høje kindben, før jeg pressede mine læber mod hendes i et længe ventet kys. Vores læber bevægede sig som en enhed. Vi vidste, hvad den anden ville. Tess. Min skønne, smukke, perfekte, fantastiske Tess. Jeg skule til at lukke øjnene, da hun afbrød vores kontakt..

”Hvor var du i går?” hviskede hun spørgende mod mine læber, og kiggede mig dybt ind i øjnene. Alvorligt.

”Jeg sendte dig en sms,” hviskede jeg tilbage, og kyssede hende igen.

Hun rev sig løs, og rejste sig. Hun pegede anklagende på Avalanna, der lå og sov. Maskinerne sagde nogle regelmæssige bip-lyde, men hun var helt hvid i hovedet. Hun lignede ikke en, der havde været vågen nogle timer forinden. Jeg gned mig øjnene – havde det øjeblik, jeg havde delt med Avalanna, været indbildning? Jeg vidste det ikke. Jeg så hen på Tess igen, og sprang op. Heldigvis havde jeg været for træt til at tage mit tøj af, så Tess blev ikke mere jaloux af dén grund. Hvorfor hun overhovedet var sur, fattede jeg ikke. Det var hende, jeg elskede. Af hele mit hjerte. Vi havde været sammen i to år, og havde nærmest aldrig haft et skænderi. Hun arbejdede på et kontor, hvor der var en masse mænd, og ifølge hende, så lagde hendes chef altid an på hende. Men jeg var ikke jaloux, så jeg så ikke rigtig nogen grund til, hvorfor hun skulle være jaloux. Min chef havde aldrig lagt an på mig. Og det håbede jeg aldrig, hun gjorde, for Avalanna ville nok se mig som et misfoster, hvis hun gjorde. Ikke at Avalannas mening betød noget. Overhovedet!

”Hvad er der, babe?” spurgte jeg, og lagde armene rundt om hendes liv. Hun skulle ikke være jaloux. Selv ikke en, som Avalanna, kunne udkonkurrere hende. Hun var perfekt.

”Du har sovet i samme rum, som to kvinder,” sagde hun skingert, ”og det vil du have, jeg bare skal acceptere?”

Hendes hår duftede af jordbær, konstaterede jeg let, og kyssede hendes kind.

Med hensyn til at jeg havde sovet i samme rum, som Miss Roya og Avalanna, så betød det intet. Ifølge lægerne havde den overdosis, Avalanna havde fået, været livsfarlig. Altså, havde jeg en undskyldning for ikke at komme hjem. Og så fordi den gamle dame sagde, jeg skulle gå i seng. Her. Og ikke tage hjem.

”Jeg ved ikke, hvad du forestiller dig, men,” sagde jeg, og drejede hende rundt. Hun nægtede at møde blik, og jeg ville ikke være den, der tvang hende, ”jeg elsker dig, og ingen anden. Det burde du vide.”

En lille beklagende lyd fra Avalannas seng, fik mig til at se væk fra Tess, der lige skulle til at kysse mig. Lige før hendes læber ramte mine, skubbede jeg hende væk, og førte hende hen til Avalannas seng. Avalanna lå stadig bare, og sov. Intet tydede på, at hun havde sagt en lyd.

”Hvad?” vrissede Tess utilfredst, og vendte sig mod mig med hævede øjenbryn. Det her var slet ikke hende. Hun var blid, venlig og kærlig. Ikke hård, og jaloux. Hvad skete der med hende?

”Hørte du det ikke?” spurgte jeg forvirret, og tog mig til hovedet. Jeg så spørgende ind i hendes forvirrede øjne.

”Nej?” hun lød forvirret, ligeså forvirret som jeg følte mig. Hun lagde sine fingerspidser på min overarm, og kiggede nu bekymret ind i mine øjne, ”er du okay?”

Jeg nikkede, og kørte frustreret hånden igennem mit brune hår. Havde hun ikke sagt noget? Jeg havde hørt lyden, det var jeg helt sikker på. Hun havde sagt noget. Hun havde været vågen. Jeg var 100% sikker. Men hvorfor vidste ingen anden, at hun havde været vågen? Og hvorfor havde Tess ikke hørt noget? Jeg rystede på hovedet, og kiggede forarget hen på Avalannas seng, hvor hun bare blev ved med at ligge i en koma-lignende tilstand. Hvorfor vågnede hun ikke? Hvordan kunne hun bilde sig ind at vågne op, og ikke blive opdaget, og sige lyde, som andre ikke kan høre? Hun skulle væk. Væk fra mit hoved. Væk fra mit liv. Medmindre hun vågnede op. Jeg ville ikke høre lyde. Jeg ville ikke være sindssyg.

”Hvad er der sket med hende?” spurgte Tess oprigtigt medfølende, og så mildt på Avalannas fredfyldte ansigt. Faktisk så hun mere fredfyldt ud, end på noget andet tidspunkt.

”Hun.. Hun fik en overdosis ved et uheld, af en eller anden slags medicin,” fik jeg fremmumlet, mens jeg stirrede krævende på den lamme pige. Så vågn dog op.

”Du holder virkelig af hende, hva'?” spurgte Tess blidt, og aede min overarm. Jeg kiggede forvirret væk fra Avalanna, og ind i Tess' blå øjne. Øh, hvad? Hun grinede let, men blev hurtigt alvorlig, ”du skal gøre, hvad du føler for, Louis, ikke hvad jeg folk siger, du skal gøre.”

Hun kyssede mig midt på munden i et øjeblik, og smilede så anstrengt, før hun gik ud. Hun kiggede sig en enkelt gang tilbage, før hun var ude af døren. Jeg var stivnet. Var det mig, der var fatsvag, eller havde hun slået op med mig? Jeg lærte aldrig at forstå kvinder. Og Tess var virkelig en af de sværeste. For bare to minutter siden havde hun været rasende og vildt jaloux, og nu slog hun op med mig. Hvad. Skete. Der?! Hvorfor kunne kvinder ikke bare være ligesom mænd? Lette at finde ud af, var nok en af de faktorer, jeg bedst kunne lide ved mit køn. Vi var i hvert fald lettere at finde ud af end kvinder.

Men lige meget, hvordan man vendte og drejede det, så havde Tess slået op med mig, og hun var nu væk. Underligt nok var jeg ikke ked af det. Men det ændrede ikke ved mine varme følelser for hende. Jeg elskede hende, lige meget hvad mit hjerte mente, og ikke mente. Den her gang vandt jeg. Men selvom jeg helst ville løbe efter Tess, så trak Avalanna også i mig. Den måde, hun lå i en dyb søvn, og sårbar. Alle, der ville, kunne skade hende.

Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men i stedet for at løbe efter Tess, som hele min krop ville have mig til, så gik jeg over til Avalanna. Satte mig på den hårde plastikstol. Så på hende. Min krop hev og sled for at få lov til at løbe efter Tess. Jeg hev og sled for at løbe efter hende. Men mit hjerte havde andre planer. Jeg skulle blive. Lige her. Min hånd tog hendes, og af en eller anden grund flettede min hånd fingre med hendes. Jeg var ved at blive sindssyg af mine følelser. Det var Tess, jeg elskede. Men hvorfor føltes det så så rigtigt at flette fingre med Avalanna? Jeg rev min hånd til mig, og kørte hænderne frustreret i gennem mit hår. Det sad sikkert helt forfærdeligt. Jeg smilede lettet, og så med beundring på mine hænder. Jeg havde kontrollen over mine krop igen. Mit hjerte skulle ikke bestemme mere. Jeg sprang op af stolen, og løb ud af døren. Jeg sprang ned af trapperne, og løb igennem receptionen, hvor pigen fra i går så på mig med hævede øjenbryn, og så hen mod svingdøren. Min smukke prinsesse var på vej væk, men jeg lod hende ikke fuldføre. Hun skulle ikke ud af mit liv. Hun skulle blive. Jeg greb fat i hendes håndled, og hev hende tilbage. Et lille skrig undslap hendes læber, men det stoppede brat, da vi fik øjenkontakt.

”Du kom tilbage,” hviskede hun, og et lille smil gled så over hendes læber.

”Altid,” hviskede jeg tilbage, og pressede så mine læber mod hendes i et længselsfuldt kys.

Eller det burde det have været, for lige i det, jeg kyssede hende, føltes det forkert. Det føltes så pokkers forkert, at det skræmte mig. Mine følelser arbejdede virkelig ikke sammen med mig i dag. Ej heller gjorde min hjerne, for den klagende lyd fra før lød igen. Hvorfor kunne jeg ikke bare fortsætte, som jeg plejede? Være fuldstændig forelsket i Tess, og ikke kende noget til nogen Avalanna. For fanden da.

”Undskyld,” mumlede jeg, og efterlod så en forvirret og sikkert knust Tess ved svingdøren.

Turen tilbage til værelse 233 var længere end før, men jeg kom frem. Forpustet, men glad. Nu forstdo jeg mine følelser. Jeg stoppede i døren, og kiggede hen på Avalannas seng. På Avalanna. Hun var også smuk. Jeg gik afslappet hen til sengen, og tog hendes hånd. Et lille smil gled over hendes læber, og hun slog øjnene op.

”Hvor var du før?” spurgte jeg, og kiggede irriteret hen på hende. I et øjeblik havde jeg været bange for at jeg var blevet sindssyg. Måske var jeg sindssyg, for ellers ville jeg være sammen med Tess i øjeblikket.

”Jeg sov rævesøvn,” tilstod hun, og smilede drilsk. Jeg lukkede øjnene, og rystede på hovedet. Fuck hende.

”Du ved godt, at jeg egentlig burde være sammen med Tess nu, ikke?” spurgte jeg, og så med hævede øjenbryn på hende. Hendes smil blev større.

”Selvfølgelig,” svarede hun, og nikkede, ”det minder lidt om en film, ikke?”

Jeg nikkede. Jo. Det mindede meget om en film. En af Tess' gamle tøsefilm, man egentlig kunne regne ud, hvordan endte efter ti minutter.

Jeg lænede mig ned, og lod vores læber samle sig. Det var slet ikke som at kysse Tess. Det var bedre. Mere rigtigt. Hun var fantastisk. Godt nok kunne hun ikke svare kysset tilbage helt så godt som andre, men det gjorde ikke noget. Hun var her, og det var det, der talte.

 

 

”Hvorfor fanden kysser du din seng?” lød det forvirret fra et sted langt væk.

Fortumlet slog jeg øjnene op, og mødte Avalannas meget forvirrede øjne. Men mit syn på hende var ændret. Med stort 'Æ'. Og jeg vidste, at mine følelser for Tess nu var ikke-eksisterende. Men hvorfor i alverden var de det? Det var jo ikke fordi Avalanna havde været speciel sød mod mig. Hvorfor gav mine følelser aldrig mening? Det var ligesom Tess. Hun var den smukke pige, der arbejdede på et kontor fyldt med mænd, hvoraf hun havde været i seng med halvdelen af dem. Alligevel faldt jeg for hende med det samme.

 

 

Woah! Hvad skete der lige dér?! Hvad tror I nu, der sker? Vil Louis sige, hvad han føler? Var det virkelig alt sammen en drøm? Og hvornår tror I, vi møder Tess - i virkeligheden?

 

Og jeg elsker jer virkelig. Jeres entusiastiske kommantarer lyser virkelig min dag op. Og så næsten 90 favoritlister - til min historie. 90 favoritlister er tæt på 100, som er mit nye mål - mit første var 50, men det er vi ovre for længst (Tusind tak for at lade mig opnå mit mål!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...