Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14257Visninger
AA

9. Kapitel 7

Dirty Little Secrets

 

”Vil du ikke fortælle mig om ham?” spurgte jeg, og lagde hovedet på skrå. Hvis jeg kendte ham ret, hvilket jeg godt kunne lide at tænke, at jeg gjorde, så ville han snart bukke under. Jeg stolede på mine overtalelsesevner – jeg havde før bevist, at jeg kunne være meget overbevisende. Jeg var meget overbevisende. Det vidste jeg. Alle de fredage, jeg havde brugt på et diskotek i stedet for at lave lektier, var en del af min hukommelse, fordi jeg overbeviste min mor om, at Andy og jeg lavede lektier. Vi kunne aldrig finde på at tage til fest, og da slet ikke drikke alkohol. Det kunne vi da aldrig finde på. Det var imod min mors regler, og jeg holdt altid min mors regler. I hvert fald så vidt hun vidste. Indtil nu. Jeg havde bandet foran hende siden jeg mistede følelsen i det meste af min krop. Hun kunne ikke rigtig gøre noget mod mig mere. Hendes ultimative våben mod mig, var at udelukke mig fra svømning, men det var ikke en mulighed mere. Jeg var allerede udelukket på livstid.

Andy så lidt på mig, og rystede så bestemt på hovedet, hvilket fik mig til at sukke. Hvorfor ikke? Så slem kunne en pacifists fortid sgu da heller ikke være! Meningen med at være pacifist var da, at man ikke gik ind for vold? Eller havde jeg bare misforstået alt? Nej, det gjorde jeg meget sjældent, så derfor måtte der være en anden grund. Måske endda grunden til, hvorfor Zayn blev pacifist i første omgang. En ting i hans fortid, han sikkert ikke havde villet fortælle til andre. Og jeg var nødt til at finde ud af det. Jeg gik meget op i at folk talte sandt, og jeg kunne ikke udstå deres vennegruppe. De var ih og åh så gode venner, men de vidste ikke en skid om hinanden. Noget, der skulle laves om på. Noget, jeg ville lave om på. Godt nok ville de blive såret, og muligvis hade mig, men så var det sådan, det ville blive. Jeg var ligeglad; De skulle lære alt om hinanden. Og den ultimative hemmelighed var Louis', men den ville jeg vente med til senere. Til allersidst. Når både Zayns og Nialls hemmelighed var afsløret. Hvis jeg da nogensinde fik fat i Nialls.

”Du skylder mig en tjeneste,” fastslog jeg kort, og kiggede væk fra ham. Den sad – det vidste jeg. Skønt jeg havde sagt, at jeg ikke ville rode op i det, så gjorde jeg det nu. Han forstod det ikke. Jeg var nødt til at få fat i den hemmelighed. Det. Var. Vigtigt. Hvorfor kunne han ikke bare sige det?

”Alt andet end det, Lanna,” tryglede han, ”bed mig om noget andet; Guld, grønne skov – alt andet end det. Vær sød ikke at bede mig om det.”

Jeg så på ham, og kneb øjnene sammen. Han var grunden til, at jeg skulle finde ud af den her hemmelighed. Jeg ville have hævn. Og jeg kunne ikke få den over ham, for han var min bedsteven, og jeg ville aldrig kunne få en anden, som ham. Men jeg kunne få hævn over Liam, over hans pacifistiske ven, hans homoseksuelle ven, hans krølhårede, tåbelige ven, der stolede for meget på hans bedsteven, og sidst, og allermindst, Louis Tomlinson. Jeg bed tænderne sammen, da jeg tænkte på ham. Ham og hans gamle elskerinde, Rosaline. Jeg fik kvalme af dem. Jeg fik kvalme af tanken om dem sammen. Jeg havde aldrig mødt Rosaline, men hun kunne ikke være specielt intelligent. Selvfølgelig så både Harry og Louis godt ud begge to, men derfor var der da ingen grund til at lege med dem, og give drengene falske forhåbninger? Nej, og Harry var heller ikke særlig intelligent; Den løgn havde jo været så tydelig! Og så var jeg sur på Louis, fordi han var en kraftidiot, og gjorde sådan noget mod sin bedsteven. Men eftersom det ikke ragede mig, var jeg faktisk ikke helt sikker på, hvorfor, jeg var så sur på Louis. Jeg.. jeg kunne faktisk godt lide ham, før han fortalte hans hemmelighed. Jeg havde følt mig tryg hos ham. Og så skulle han selvfølgelig ødelægge det. Måske var det også dels derfor at jeg var sur på ham. Han skulle absolut ødelægge det. Men det var ikke det, der var problemet lige nu. Jo, også det, men ikke det største; Det største var, at Andy ikke ville afsløre Zayns hemmelighed. Og jeg var nødt til at finde ud af den.

”Jeg ville gerne, Andy,” sagde jeg lavmælt, og kiggede på ham med beklagende øjne, ”men jeg kan ikke. Vær sød at fortælle mig det. Ellers har jeg intet valg, end at..”

Andy så forbløffet på mig, og jeg vidste, at jeg var gået over stregen. Men jeg kunne ikke lade være. Jeg var nødt til at vide det. Jeg kunne ærligt talt ikke tage mig af Andys følelser lige nu. Desuden stod vi slet, slet ikke lige endnu. Han havde taget så meget fra mig; En hemmelighed eller to døde han nok ikke af at fortælle, vel?

”Så lad mig fortælle dig den,” hvislede han, og jeg kneb øjnene sammen. Det var ikke mig, der var en idiot, og hoppede ned i et andet menneskes hoved, så undertegnede blev lam, så jeg kunne ikke helt se, hvorfor han var sur.

”Zayn er pacifist, så meget ved du,” startede Andy ud, og tog en dyb indånding, og kastede et stjålent blik rundt i det hvide rum, som om der ville komme en morder og myrde ham, hvis han talte over sig. Jeg havde ikke tid til det der, så jeg så afventende på ham, og opfordrede ham med en nikken med hovedet til at gå videre, ”noget, han ikke altid har været. Faktisk så.. da jeg mødte ham var han sat i fængsel for grov vold.”

Jeg tabte både mund, næse, øjne, tunge og alt andet, jeg kunne tabe. Inde for grov vold? Og så sprang han ud som pacifist? Det var da for morsomt. Jeg var lige ved at grine, men det ville måske få Andy til at gå, så jeg bed mig kraftigt i læben, og nikkede bekræftende. Han kunne godt gå videre nu.

”Han var inde, fordi han havde slået, og voldtaget, sin kæreste,” fortsatte Andy stille, og kiggede ned i sengetøjet, næsten som om han skammede sig over, hvad det end var, der var sket i Zayns fortid. Bare Andy ikke var indblandet i noget, der bare mindede Louis' hemmelighed. Eller noget, der mindede om Zayns, for den skræmte mig virkelig. Han havde voldelige tilbøjeligheder? Så kunne han jo sagtens slå fra sig, når jeg afslørede hans hemmelighed. Jeg bed mig i læben, men nikkede igen. Han skulle bare komme til sin pointe; Hvad var det, de andre ikke vidste om ham? ”Og det ved de andre. De ved jo alt om hinanden i den gruppe, gør de. I hvert fald næsten alt.”

Langt fra alt, tilføjede jeg i mit stille sind, og smilede ved tanken om, hvordan jeg afslørede Louis' hemmelighed. Og hvordan Harry, efter lidt tid alene, ville komme tilbage og takke mig. Inderst inde, ville de jo være glade for det. Det vidste jeg. Hvem ønskede lige, at ens bedstevenner ikke vidste en vigtig del om sig selv, mens man selv vidste en del snavs om sine venner? Især når det var sådan en hemmelighed, som Louis'.

”Hvad Zayn aldrig har fortalt andre end mig, er,” Andy holdt en pause, og kiggede afventende på mig, hvilket fik mig til at sukke irriteret. Kom nu i gang for fanden, ”at han, altså, han..”

Andy kiggede væk, og rystede på hovedet, og da hans øjne mødte mine, var de helt blanke. Han bed sig i læben, mens hele hans kropsudstråling tiggede og bad mig om at lade ham slippe. Men jeg skulle vide det. Jeg var nødt til det. Det var nødvendigt. Hvorfor kunne han ikke bare komme til pointen? Jeg bed læberne sammen, før jeg så hårdt på ham.

”Han gjorde hvad?” vrissede jeg, og rystede på hovedet, ”så slemt kan det vel heller ikke være. Det er jo ikke fordi han har dræbt nogen, så kan du ikke bare sige det?”

”Men det er jo netop det, han har gjort!” næsten råbte han, og begravede ansigtet i sine hænder.

Jeg så lidt på ham, før et lille smil gled over mine læber. Så han havde dræbt nogen? En pacifistisk mand havde dræbt nogen? Jeg var helt sikker på, at mord ikke var noget, der kunne betegnes som 'pacifistisk'. Jeg tog en dyb indånding, og lukkede øjnene. Mine følelser gik amok. Jeg hadede at se Andy i dårligt humør. Han havde kun været sådan her en gang før, og det var da hans lillebror døde af kræft. Det var helt forfærdeligt at skulle overvære ham sådan her, men det.. det var jo nødvendigt. Jeg bed tænderne sammen. Jeg måtte være stærk, nu hvor Andy ikke kunne være det. Det var da også noget forbandet møg, at han ikke kunne.. Jeg sank en klump. Hvad var det, jeg tænkte? Han var altid stærk. Selv lige nu var han stærk. Han var altid stærkere end mig. Både fysisk, især fysisk, og psykisk. Jeg vendte hovedet væk fra ham. Jeg burde ikke have gjort det, men jeg var nødt til det. Jeg var nødt til at holde fast.

”Vær sød at fortælle mig det sidste,” hviskede jeg grådkvalt, og kiggede på ham. Jeg havde allermest lyst til bare at kramme ham ind til mig, græde ud selvom jeg ikke vidste, hvorfor jeg pludselig skulle græde. Det var bare som om alt det, jeg havde holdt tilbage, nu pressede på, og krævede at komme ud. Blive vist. Blive vedkendt.

”Hvorfor, Avalanna?” spurgte han lavt, hans stemme blev svækket af hænderne, der stadig lå foran hans ansigt, ”hvorfor vil du vide det?”

Jeg bed tænderne sammen, og ønskede mere end nogensinde, at jeg kunne tørre mine tårer væk. Han skulle ikke se dem. Han måtte ikke se dem.

”Fordi jeg vil, og fordi du ikke vil i fængsel,” hvislede jeg ud igennem mine sammenbidte tænder, og da jeg drejede hovedet, fik jeg øjenkontakt med en såret Andy. Han så direkte knust ud. Jeg spekulerede kort på, om han ville tilgive mig. Sandsynligvis.

”Vil du høre det sidste? Sa vil jeg fortælle dig det sidste,” hvæsede han, og så væk, da han fortsatte, ”Zayn slog sin anden kæreste ihjel, da hun var ham utro. Eller det vil sige; Han havde hørt det fra Niall, der havde set kæresten kysse en anden. Dengang var han helt ude af kontrol; Han vidste ikke, hvad der var for meget. Han kunne ikke kontrollere sit temperament, så han gjorde, hvad han troede var den eneste mulighed; Han slog, og hans slag slag holdt ikke op, før hendes skrig stoppede.”

Andy så på mig med et flammende blik, og rejste sig så med sådan et ryk, at stolen bag ham væltede. Jeg så forskrækket på ham, og fulgte ham nærmest forstenet med øjnene, da han trampede ud af rummet. Det var ikke meningen. Hvorfor gik ingenting efter mine planer? Hvorfor skulle folk altid være på tværs? Jeg så til siden, stirrede på den dør, Andy var forsvundet ud af. Jeg havde fucked det hele op, for en hemmelighed, jeg egentlig ikke kunne bruge til min fordel. Det var en latterlig idé, jeg havde fumlet rundt med om at få fat i alle fem drenges hemmeligheder. Men nu havde jeg betalt denne hemmelighed med venskabet i mellem Andy og jeg, så nu kunne jeg ligeså godt fortælle det. Andy. Tårerne løb igen, og denne gang ønskede jeg ikke, at de stoppede. Jeg kunne godt lide de våde dråber mod mine kinder. Ville han komme tilbage igen?

”Andy!” hviskede jeg, og så faldt mine øjenlåg i. Ikke fordi jeg var træt, men tidligere erfaringer havde altid bevist, at søvn var den bedste måde at undslippe virkeligheden på. I hvert fald for et stykke tid. Lige meget hvad, så var Andy min bedsteven, og jeg ville ikke lade ham gå. Jeg skulle nok indhente ham. På en eller anden måde. Andy gik altid hurtigt igennem livet, og når man faktisk ikke kunne bevæge andet end hovedet, gik der lang tid før man indhentede ham. Men med hjælp skulle det nok gå. Også selvom hjælpen kom fra uventede kanter.

”Avalanna?” lød en stemme fra den verden, jeg så gerne ville forlade i bare ti minutter. Forlade til fordel for mine drømme, der sikkert alle ville omhandle Andys og mine minder sammen. Minder, jeg vogtede dyrebart. De betød alt for mig. De beviste, at jeg havde haft et liv, og jeg stadig havde et. I hvert fald så længe jeg havde Andy ved min side. Noget, jeg ikke var sikker på, at jeg havde. Ikke længere. Og det skulle der ændres på.

Jeg åbnede meget mod min vilje øjnene og fandt straks de velkendte, og noget irriterende, gråblå øjne, der stirrede bekymret ned på mig. Den Louis, der havde efterladt mig i parken, var ikke at spore nogen steder. Kun den mors dreng, der havde charmeret min mor, og fået et job, der kun havde bragt ulykke med sig. Ulykke for mig. Ulykke for ham. Hvorfor kunne han ikke bare have ladet være med at søge jobbet? Det ville have været til vores begges fordel.

”Hvorfor er du her stadig?” hviskede jeg, da Louis bare blev stående, og nærmest tiggede om svar på hans usagte spørgsmål; 'Hvorfor har du grædt?'

Spørgsmålet ramte Louis hårdt, kunne jeg se, og han så forbløffet ned på mig. Han åbnede munden, men der kom ingen lyd ud. Jeg vidste ikke helt om det var en dårlig ting, eller en god ting. Jeg satsede på dårlig, for helst skulle han jo vide, hvorfor han stadig arbejdede for min mor. Ikke mig, for hvis det stod til mig, var han for længst blevet fyret, men jeg var endnu ikke atten og derfor bestemte min mor også over mig. Intet af det, der skete for mig lige nu, var min beslutning. Hvorfor kunne min mor ikke bare have fundet en anden charmerende dreng, der ikke havde været i seng med sin bedstevens kæreste, en dreng, der ikke havde havde personen, der var skyld i at jeg var lam, som ven, en dreng, der ikke havde en morder, der nu var pacifist, som ven. En helt almindelig dreng, der gerne ville tjene lidt penge. Hvorfor havde det været så svært?

”Fordi..” han fugtede læberne, og låste atter sine øjne fast til mine, ”lige nu bliver jeg her, fordi du tydeligvis har brug for mig.”

Havde brug for ham? Jeg bed mig i læben, for ikke at le hånligt. Jeg havde da overhovedet ikke brug for ham. Hvis jeg havde brug for ham, så havde jeg jo nok sagt det, og eftersom jeg ikke havde sagt noget, så kunne man udlede af det, at jeg ikke havde en skid brug for ham. Især ikke nu hvor jeg havde endnu en beskidt hemmelighed om bord. En hemmelighed, der var værre end selv Louis'. Zayn var en pacifistisk morder, hvor underligt det end lød. Hvad der dog undrede mig var, at han havde været i fængsel, fordi han havde slået og voldtaget sin kæreste, og ikke fordi han havde slået nogen ihjel. Dette beviste bare, hvor meget man kunne tage fejl af folk. Hvor godt folks baggrunde kunne skjules bag facader. Hvor gode nogle mennesker var til at opsætte en realistisk facade. En facade, alle havde let ved at tro på. Sådan en facade som Zayns.

”Jeg har ikke brug for dig,” svarede jeg kort, og fjernede med stort besvær mit blik fra Louis'.

Louis grinede lavt,hvilket fik mig til at sende ham et ondt blik. Hvad fanden var det sjove i dét? Jeg fattede ham ikke. Jeg fattede generelt bare ikke drenge. Hvordan kunne man få sig selv til at ødelægge en piges liv ved at voldtage hende? Og nu havde jeg fordomme mod mænd, men det var de færreste piger, der voldtog andre piger. Det var de fleste nok enige med mig i.

”Søde Avalanna,” grinede Louis lavmælt, hvilket fik følelserne inden i mig til at bombadere. Søde. Åh, fuck da ham. Louis' lavmælte grinen stoppede, og hans ansigt var helt alvorligt, ”du lå og græd, da jeg kom herind. Du vil ikke lade mig kende dig, men jeg ved, at du aldrig ville græde, så andre kunne risikere at se det. Så medmindre du fortæller mig det, så kalder jeg på din mor, og fortæller hende, at du græd. Og du kan ikke engang modbevise det.”

Selvom hans ord var hårde, så så jeg bekymringen i hans øjne. Han kendte mig alt for godt, på trods af, at jeg knap havde talt med ham. Jeg trykkede hovedet ned i hovedpuden, og lukkede øjnene. Jeg ville aldrig kunne tale med min mor. Hun var smuk, hun var rig og hun havde arbejdet, som alle piger gik og drømte om, men mor ville hun aldrig blive. Ikke for mig i hvert fald. Selv Louis vidste, at jeg aldrig ville kunne tale med hende om mine inderste følelser, eller i det mindste bare mine mindste problemer. Men det her var hverken mine inderste følelser eller mine mindste problemer. Det var alle mine følelser, der smeltede sammen til et af de største problemer i mit liv; Mine samvittighedskvaler.

”Vil du ikke godt fortælle mig det, Avalanna?” spurgte han bedende, ”fortæl mig sandheden, og du vil aldrig høre fra mig igen bagefter, medmindre du ønsker det.”

Han havde som sædvanlig ikke fattet en bjælde. Han skulle ikke forsvinde; Han skulle lede mig til sine stupide venner. Han skulle ikke høre sandheden; Han skulle bare holde kæft, og ikke blande sig i mine problemer.

Alligevel fortalte jeg ham sandheden, selvom jeg ikke skulle eller ville. Min underbevidsthed, der åbenbart havde en hel del at sige lige nu, var tydeligvis ikke enig. Den plaprede løs om alle mulige ting, den ikke skulle plapre om. F.eks. Andy, og min mor, og samtlige andre ting, jeg aldrig ville have fortalt til nogen. Nogle gange skulle min underbevidsthed bare holde sig langt væk fra mig, og kun lade mig drømme. Det fungerede meget bedre. Og før jeg vidste af det, havde Louis løftet mig op, og ladet sine arme holde om mig. Præcis som Andy havde gjort ti minutter tidligere. Og det var rart, selvom jeg ikke gad at indrømme det. Det fik tårerne til at stoppe. Men jeg havde endnu ikke fortalt, hvorfor jeg græd i det øjeblik, Louis kom ind. Og jeg kunne mærke, hvordan han var begyndt at blive utålmodig. Han var en god lytter, han var god til at trøste, og allervigtigst; Han var god til at berolige mig. Men han var ikke Andy; Han kunne ikke side sådan i al evighed, som Andy kunne. Og desuden var det ikke alle mine problemer, han var kommet for at høre om. Han var ikke interesseret i min selvmedlidenhed. Han ville høre sandheden om, hvorfor jeg havde grædt. Og sikkert også hvorfor, der var gået en sur Andy ud fra værelset. Måske havde de endda snakket sammen, nu hvor de begge var Zayns venner. Hvis det var tilfældet, så havde Louis sikkert en idé om, at jeg prøvede at få fat i alle deres sorte hemmeligheder fra deres smudsede fortid. Når man levede som de gjorde, så var det helt sikkert, at de ikke havde været helt lovlydige i deres fortid. Hverken de religiøse regler, som Louis havde brudt, eller statens, som Zayn havde brudt.

”Louis?” hviskede jeg ned i hans skulder. En lille 'mmh' lyd fortalte mig, at han lyttede, ”du spurgte om, hvorfor jeg græd. Jeg.. Jeg græd, fordi jeg har ødelagt mit venskab med Andy.”

Louis rykkede lidt på sig, og lagde så sin hage på mit hoved. Jeg smilede svagt, men det blev hurtigt tørret af. Dette var ikke tiden for smil.

”Hvordan kan du gøre det?” spurgte han, og lød oprigtigt forvirret, men der var også en svag undertone af ængstelse, som om han vidste, hvad jeg ville sige.

”Jeg pressede ham til at fortælle noget, han ikke ville sige,” mumlede jeg grødet, men Louis' svage rykken var et tegn på, at han hørte med. Da jeg fortsatte, løb de første tårer, ”om Zayn.”

Louis' greb om mig blev sluppet i det samme, jeg afsluttede min sætning. Han så på mig i afsky. Samme måde, jeg havde set ham på. Det gjorde ondt at se ham kigge på mig på den måde. Og det gjorde ondt at vide, at jeg havde reageret lige sådan på hans afsløring. Jeg havde ingen ret til det. Men Harry skulle stadig vide det. Han skulle have sandheden at vide.

”Du kender hans hemmelighed?” spurgte Louis, blottet for venlighed og alt det, der kendetegnede den Louis, jeg havde lært at kende.

Jeg nikkede, og så væk. Denne hemmelighed var ligegyldig. Alt var ligegyldigt. Alle var ligegyldige. Alt og alle undtagen Andy. Andy var min bedsteven. Vi hørte sammen. Vi var jo soul mates. Hvordan kunne jeg behandle ham sådan? Presse ham med fængsel, bare for at få en hemmelighed at vide, som jeg nu, fem minutter senere, ikke ville kunne bruge til noget? For helvede da også.

”Og nu vil du afsløre den, som du afslørede Liams, og snart min?” lød det fra Louis, der stadig havde den forfærdeligt hårde stemme, der borede sig dybt ind i mig,

”Sikkert ikke,” mumlede jeg træt, og stirrede ind i den hvide metalstang, der var med til at sikre, at jeg ikke faldt ud den hvide hospitalsseng. Jeg orkede ikke hans dømmende blikke i min nakke nu.

Et par arme løftede mig op, hvilket jeg først fandt ud af, da jeg pludselig løftede mig fra sengen. Jeg skulle til at skrige af forskrækkelse, da jeg fik øjenkontakt med Louis' følelsesløse øjne. Han var vred. Han var virkelig, virkelig vred. Så vred, at jeg ville vove at påstå, at han var rasende på mig. Rasende over mine handlinger og mine ord. Jeg tog sædvanligvis ikke ting alt for nært, men det her hylede mig fuldstændig ud af den. Han var heller ikke bedre selv. Han kunne ikke engang sige sandheden til sin bedsteven, han havde kendt i mange, mange år. Hans bedsteven, hvis kæreste han havde haft sex med. Det var sgu da heller ikke noget, man ligefrem pralede af og skrev på sit CV.

”Hvad laver du?” hvislede jeg, men det lød ikke helt så irriteret, som jeg gerne ville have det til. Nok fordi jeg var træt. Træt af verden. Træt af mig. Træt af at leve. Jeg ville bare sove. Sove i hundred år, og derefter blive reddet af prinsen på den hvide hest. Eller endnu bedre; Bare sove til jeg ikke kunne vågne mere.

”Du skal sige undskyld,” snerrede Louis, og gik hen mod kørestolen med mig i sine arme. Jeg følte mig godt tilpas der, hvor jeg lå nu på en eller anden mærkelig måde, ”både til Andy og til Zayn.”

Hvis jeg nogensinde havde haft mistanke til, at Louis var sindssyg, så fik jeg den hermed bekræftet. Jeg skulle da overhovedet ikke sige undskyld til Zayn. Til Andy skulle jeg selvfølgelig. Jeg ville gøre alt for at få hans venskab tilbage. Og det vidste han. Han ville ikke 'komme tilbage' til mig særlig nemt, men han ville bukke under på et eller andet tidspunkt, når jeg havde givet ham, hvad han ville have. Han havde en liste, hvorpå han havde skrevet ting, han vidste, jeg ikke ville tøve med at give ham, hvis vi nogensinde kom op at skændes. Jeg hjalp ham faktisk med at lave den. Samtlige punkter hed dyre rejser, et hus, en swimmingpool, et palæ. Jeg ville selvfølgelig få nogle problemer med at opfylde de krav, men jeg ville prøve. Forlange at min mor skulle give mig dem; Min mor greb enhver chance, hun fik, for at give mig dyre ting. Hun var af den opfattelse at ting, der var købt for penge, var bedre end en mors kærlighed. Jeg var ikke enig med hende.

”Ikke til Zayn!” protesterede jeg, da Louis spændte mig fast i kørestolen, ”hvorfor skal jeg sige undskyld til Zayn? Jeg har ikke sagt det til nogen, og han har jo fortalt jer, at han har slået en ihjel! Jeg kan ikke se-”

Min stemme døde ud, da jeg så Louis' ansigtsudtryk. Han var stivnet midt i en bevægelse, og stirrede i stedet vantro på mig. Resten af hans ansigtsudtryk var umuligt at aflæse, men jeg var ret sikker på, at det ikke var det svar, han havde forventet.

”Hvor ved du det fra?” hans stemme var helt lille, og passede slet ikke til ham. Jeg måtte indrømme, at han skiftede humør temmelig hurtigt i dag. Og han var ikke engang en pige, så det kunne han ikke undskylde sig med. Altså, at han havde menstruation, for det var en naturlig årsag til voldsomme humørsvingninger. Men det medførte ikke dumhed og korttidshukommelse, så det kunne han ikke have.

”Hvis du hørte efter,” svarede jeg, og kiggede på ham med hævede øjenbryn, ”så ville du have vidste det; Fra Andy.”

Louis så ud til at han ville sige noget, men der kom ikke noget ud af hans mund. I stedet spændte han mig fast, og løb ud af døren. Uden at tage mig med.

”Louis!” råbte jeg, og kiggede irriteret på den hvide dør, der lukkede i, og efterlod rummet i ekkoet af mit råb. Han kom ikke tilbage, hvilket fik mig til at sukke. Det var da heldigvis ikke i en park efter mørkets frembrud den her gang.

”Idiot”, mumlede jeg, og så ondt ned i gulvet, som om det havde noget at gøre med Louis' manglende evne for at huske mig. Så snart jeg så Louis igen, ville jeg kværke ham.

En pludselig smerte skød op i mig, og et skrig slap ud i gennem mine læber. En smerte i min hals fik mig til at hive efter vejret. Anstrengelsen fik tårer frem i øjnene på mig, og et højlydt hulk slap ud igennem mine sammenpressede læber. For hvert sekund, der gik, forsvandt ilten fra mine lunger, og jeg trak vejret dybt ind og ud så godt jeg kunne i et forsøg på at få den manglende luft tilbage. Det kunne jeg ikke. Sorte pletter dansede for mine øjne, og jeg pressede mine øjenlåg sammen. Smerten var uudholdelig,

”Louis!” hviskede jeg grødet. Han burde hjælpe mig. Jeg havde brug for ham. Hvorfor gik han altid, når jeg havde brug for ham? ”Hjælp.”

 

 

Louis' synsvinkel

 

Jeg kunne ikke beskrive de følelser, der farede igennem min krop i øjeblikket. Det ene øjeblik følte jeg mig nødsaget til at beskytte Avalanna, og det andet havde jeg lyst til at skubbe hende ud foran en bus. Ikke at jeg ville gøre det. Avalanna var en særlig personlighed, og jeg havde hørt fra Andy, som jeg nogen gange havde snakket med grundet han og Zayns venskab, at hun var en livsglad og fantastisk personlighed. Men det var før ulykken. Avalannas personlighed i øjeblikket passede slet ikke med den, Andy så malerisk havde beskrevet med nærmest kun komplimenter. Komplimenter, jeg ikke kunne bruge om Andy i øjeblikket. Hvordan kunne han lade hende presse sig til at sige det? Den hemmelighed havde været grunden til Zayns ophold på det psykiatriske hospital, hvor han også mødte Andy. I følge Zayn selv, så havde han mødt Andy, fordi han var på besøg hos et familiemedlem, og så var de to faldet i snak. Det var den korte udgave, og jeg havde aldrig hørt den lange. Men jeg vidste, at der var en stiltiende aftale i mellem Zayn og Andy; Ingen af dem talte om, hvad de lavede på det psykiatriske hospital med andre, eller hinanden. Og den aftale havde Andy brudt. Jeg vidste ikke, hvad Avalanna ville bruge den oplysning til, men jeg havde på fornemmelsen, at hun ikke ville holde tæt.

Jeg løb ned ad gangen, fast besluttet på at indhente Andy. Han skulle ikke slippe af sted med det her. Især fordi nu havde Avalanna to hemmeligheder, en på både Zayn og jeg. Jeg var sikker på, at hun ville gøre alt for at få fat i Nialls og Harrys. Ikke at jeg troede på, at Niall havde nogen. Han ville aldrig med vilje gøre en flue fortræd. Lidt feminint, men også det, der gjorde, at andre drenge fandt ham interessant. Man fik automatisk trang til at beskytte ham. Jeg var ikke bøsse, eller single for den sags skyld, men han var en af mine bedste venner, og jeg ville nødigt se ham såret. Meget kunne man sige om Niall, og følelsesladet var en af de tillægsord, folk kunne bruge til at beskrive ham. Når han først blev såret, så var han nærmest umulig at få i godt humør igen. Han ville aldrig kunne finde på at gøre noget, der kunne plette hans straffeattest. Kort sagt; Jeg anede ikke, hvad han lavede i en gruppe, som vores. Han var et rent englebarn i forhold til os andre.

Mine tanker løb uheldigvis hurtigere end mine ben, og jeg vidste, at jeg sandsynligvis aldrig ville indhente ham. Ikke i dette tempo, og ikke i dag. Men jeg blev ved. For Zayns skyld blev jeg ved. Han fortjente ikke at have en ven, der sladrede til den første og bedste. Især ikke når det omhandlede noget så alvorligt, som dette.

Jeg løb forbi elevatoren – den var alt for langsomt, og fortsatte ned ad trapperne med kurs mod receptionen. Pigen, der sad i lugen, kiggede underligt på mig, da jeg strøg forbi hende, men fortsatte med sit arbejde uden at kommentere det. Måske var hun vant til at der blevet løbet rundt i hendes reception. Jeg løb hen til svingdøren, og nåede lige akkurat at klemme mig ind, før de lukkede i. Den lille, gamle dame, der stod ved siden af mig, rystede på hovedet, og mumlede det typiske; 'Unge nu til dags'. Lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad – jeg skulle have fat i Andy, selvom det var et latterligt håb. Han var væk. Det vidste jeg også godt inderst inde, selvom jeg godt vidste, at han var væk. Nu vidste jeg jo, hvorfor han havde haft så travlt, da jeg mødte ham på gangen, og hvorfor han nærmest gik i panik, da han så mig, på trods af at han skjulte panikken godt under vreden og sorgen. Jeg trådte ud af svingdøren, og kiggede rundt på menneskemængderne. Der var nogle flotte piger rundt omkring, der ventede på grønt ved lyskrydsene, men ingen Andy. Og Andy var det eneste, jeg ledte efter. Jeg kunne ligeså godt gå tilbage til Avalanna, og få hende gjort klar, så hun kunne sige undskyld til Zayn. For en undskyldning var det mindste, hun kunne give ham. Hvis hun talte over sig, kunne hun få Zayn forvist fra sin egen familie, og nok også ødelægge hans liv godt og grundigt. Det måtte ikke ske. Hun skulle ikke afsløre flere hemmeligheder. Liams hemmelighed var ikke i så stor kaliber, som Zayns og min, men den vakte stadig stor opmærksomhed. Liam var den mest ansvarlige i vores lille vennegruppe. Han burde ikke kunne tillade sådan noget skete. Det strittede imod hele hans natur. Godt nok var han stadig en del af os, men det var jeg ret sikker på, at Zayn ikke ville være, når hans hemmelighed blev afsløret. Kun Harry, Andy og jeg – og nu Avalanna – kendte til den. Liam og Niall skulle ikke kende til den. Det ville ændre hele deres synspunkt på ham, ligesom det havde gjort med Harrys og mit synspunkt på Zayn. For os var han ikke den pacifistiske dreng, men morderen, der fortrød alt, hvad han havde gjort. Vi tilgav ham, fordi vi ikke havde kendt den stakkels pige, der var blevet myrdet.

En sygeplejerske farede forbi mig, da jeg kom hen til trappen op mod Avalannas værelse. Ikke at jeg tog mig af det, for der opstod tit nødstilfælde på et hospital, og det største problem, jeg i øjeblikket havde var om jeg skulle tage trapperne eller elevatoren. Valget faldt på elevatoren, for jeg var doven og orkede ikke at gå op ad alle de trappetrin. Jeg trykkede på knappen, og trådte ind i elevatoren. Sangen 'Summer of '69' spillede i højtalerne, hvilket fik mig til at smile. Jeg havde elsket den sang siden første gang, jeg hørte den hjemme hos Harry. Han havde altid spillet den derhjemme, og spillede altid ekstra højt, når jeg kom. Vores venskab var i starten af 8th grade tæt på at lide en smertefuld død, da jeg indrømmede, at jeg aldrig havde hørt 'Summer of '69' før. Jeg kunne tydeligt huske, hvad han havde sagt; 'I så fald er der delte meninger om, hvorvidt du har ret til at gå på denne jord.' Et lille smil gled over mine læber, men forsvandt ligeså hurtigt. Det var dengang, hvor det bare var os. Harry og jeg. Uden nogen Niall. Uden nogen Zayn. Og allervigtigst; Uden nogen Rosaline. Før jeg begik den største fejltagelse i mit liv. Faktisk de to største fejltagelser i mit liv. Tre, hvis man tæller det at ødelægge Harrys tro på livet og ødelægge hans tillid til piger for resten af hans liv. Jeg var en idiot.

Jeg trådte med et suk ud af elevatoren, og gik hen mod Avalannas værelse, og så stivnede jeg. Hvorfor var døren åben? Jeg vågnede op, og hurtigt satte jeg i løb over mod værelset. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, og jeg måtte glippe et par gange med øjnene, da jeg så værelset. Det var slet ikke som da jeg løb efter Andy for under ti minutter siden. Hvordan kunne det her ske? Jeg hev efter vejret, før jeg tog en dyb indånding og trådte ind i rummet. Lugten af død og medicin, der huserede hele hospitalet, var nær ved at få mig til at kaste op. En hulken skar igennem rummet, og jeg kiggede hen mod Miss Roya, også kaldet Maggie. Hendes lange, brune hår var bundet op i en hestehale, og lignede slet ikke de famøse frisurer, hun plejede at have. Hendes øjne lå på Avalanna, og ingen andre. Ikke engang da en læge ruskede i hende, prøvede at få hende til at sige noget, flyttede hun blikket fra sin datter.

”Hvad er der sket?” spurgte jeg, og fortsatte over mod Maggie, der kiggede på mig med røde øjne.

”Hun har fået en overdosis,” hviskede hun, men jeg hørte det, og en kold fornemmelse fik mig endnu en gang til at standse. Mødet med Andy på gangen udspillede sig atter for min nethinde, og jeg fik en overordentlig stor lyst til bare at slå mig selv. Det kunne han ikke have gjort.

 

 

Farvel, Harry!” sagde jeg, og smækkede bildøren i. Harry vinkede smilende tilbage inde i bilen, og satte så blinklyset i gang. Da han mente, at der var plads, svingede han ud, og var til fare for alle, for han havde overset et par biler bag ham. Jeg rystede på hovedet, og smilede ad ham. Han skulle aldrig have haft kørekort. Den idiot, det udstedte Harrys kørekort, burde have vidst, at han bragte hele nationens sikkerhed på vejene i fare ved at gøre det. Åbenbart havde han aldrig tænkt på det, på den måde, for så ville Harry naturligvis ikke sidde bag rattet i nuværende øjeblik og fræse mod centrum for at mødes med Niall, der havde en krisesituation. Nialls 'krisesituationer' var sædvanligvis, at han ikke kunne finde ud af, hvilken skjorte, han skulle have på til en date. 'Lyseblå eller hvid?'. Jeg forstod ham godt. Han kunne jo sætte verdens fred på spil ved at vælge den forkerte skjortefarve. Det var klart. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det de gange, jeg bare grinede ad ham? En lyseblå skjorte kunne jo få alle lande til at bombardere hinanden. Jeg joker ikke. Det kunne sagtens være. Folk er jo som sagt dumme i hovedet.

Jeg gik op ad trapperne til hospitalet, og gik ubesværet ind i en af de fire båse i svingdøren. Det var glasvinduer, der udgjorde væggene i svingdøren, derfor kunne jeg se at der inde i receptionen kun sad en gammel mand, der læste avis. Ikke ligefrem den største skurk, så jeg satsede på, at der ikke ville ske noget ved at gå helt ind på hospitalet. Der var vagtskifte i receptionslugen så det ud til. En gammel dame var ved at gå til frokost pause, mens en køn brunette overtog skranken. Jeg satte kursen over mod hende. Måske kunne jeg skaffe hendes nummer til Harry – han ville elske at møde hende.

Avalanna Liberty Roya, hvor finder jeg hende?” spurgte jeg, selvom jeg egentlig godt vidste det.

Pigen tastede nogle informationer ind på computeren, og kiggede så på mig igen. Hun så fuldstændig uinteresseret ud, og lignede en, der helst ville have, at jeg skulle gå min vej.

2. etage, ned ad gangen til du kommer til værelse 233 på højre hånd,” sagde hun, og viste vejen for mig med sine hænder. Da jeg nikkede, fjernede hun blikket fra mig med det samme, uden så meget at vise ét tegn på, at hun fandt mig speciel. Jeg nikkede endnu en gang, bare for mig selv, og gik så over mod elevatoren. Heldigvis var den lige kommet, da jeg skulle til at trykke på knappen, og med et smil nikkede jeg til moren, der var kommet ned. Hun havde en pige på omkring to år på favnen. Pigen sov trygt i sin mors arme, og havde presset sit ansigt ned i morens skulder. Jeg kunne ikke lade være med at smile større. Det så virkelig sødt ud.

Jeg trykkede på knappen '2', og ventede på, at elevatoren sagde 'ding', og at dørene åbnede sig. I baggrunden spillede 'Wide Awake' af Katy Perry, hvilket gjorde stemningen i elevatoren helt fantastisk. Troede de nok.

Endelig åbnede dørene sig, og jeg fortsatte min gang mod Avalannas værelse. Lige nu var hun sikkert i gang med at tryne sin mor. Det kunne sagtens ligne hende. Da jeg fik kigget mig omkring i gangen, kunne jeg straks se, at det ikke var tilfældet. Hendes mor sad og så ud til at sove på en af de hårde plastikstole, som hospitalerne aldrig tænkte på at bytte ud med nogle mere udholdelige stole. De håbede åbenbart, at alle, der gik fra hospitalet, ville komme tilbage med dårlig ryg. Hvad der overraskede mig endnu mere var Andy, der i egen høje person, stod talte med en sygeplejerske. Det så ud som om, at han gav hende et eller andet. Det lignede penge, men eftersom at Andy ikke rigtig havde nogen grund til at bestikke en sygeplejerske, så kunne det kun være en papirlap med hans nummer på. Han var ved at blive værre end Harry.

Andy smilede flirtende til sygeplejersken, kyssede hende på kinden, og vendte sig mod elevatoren og mig. Hans smil falmede i et sekund, da han fik øje på mig, og hans øjne kiggede alle andre steder hen, end hvor jeg stod. Jeg kneb øjnene sammen. Hvad var der galt?

 

 

Havde han virkelig givet hende – Avalanna, hans bedsteveninde, en overdosis? Jeg fattede narda af, hvad der skete i dag. Det var virkelig forvirrende alt sammen. Men en ting vidste jeg, og det var, at det gjorde ondt at se Avalanna livløs, bleg og forbundet med en hel masse maskiner. Det var ikke sådan her det burde være. Det var ikke sådan her hun skulle se ud. Om hun så hadede mig eller ej; Hun fortjente ikke det her.

 

Og jeg siger intet. Udover en hel masse spørgsmål, som I som altid er velkomne til at svare på, hvis I lyster ^^'

Hvad er det Andy har gang i? Er det bare fordi han er sur, eller er der mere på spil? Og hvad sker der lige for at de begge er lidt venligere over for hinanden? (Craazeyyy; Du fik din Louanna i det her kapitel ;))

Og hvad sker der med Zayn - bliver hans hemmelighed afsløret, eller fortsætter den med at være en hemmelighed? Spændende, hva? xx.

 

Lagde I mærke til, hvor Avalanna lå? På det værelsesnummer lå min veninde også - ikke det samme sted, men 233 er helt korrekt - Fun fact, tæhæh xD

 

Og nu til fangirling, for jeg er seriøst ikke god til at styre mig: 80 favoritlister?! I er jo gale, sindsssyge, vanvittige! Tusind tak! - Og så har Adison (der også læser med - wuhuuu!) vist mig et billede, hvor jeg er på forsiden. Sammen med Mirah G., Laura G., Izabell og Amanda D. Og så er der lille mig. Det er VILDT underligt! Tænk - for en måned siden kendte halvdelen af jer ikke engang mit navn! Det her er helt vildt surrealistisk. Omg.. TUSIND TAK! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...