Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14714Visninger
AA

8. Kapitel 6

Come Back To Me

Hvis jeg skulle være ærlig, så sov jeg forfærdeligt den nat. Jeg vågnede konstant, svedende og havde mareridt, om hvad Liam kunne gøre mod mig. Ting, der ville gøre ondt på min krop. Ting, jeg i længden egentlig ikke skulle tænke så meget på. Jeg kunne jo ikke mærke noget. Og det var takket være ham. Så han skulle bare holde kæft, hvis han fandt det uretfærdigt, at jeg afslørede hans hemmelighed. En hemmelighed, jeg egentlig havde forventet, at han havde delt med sine bedstevenner. Bedstevenner – tillid. Jeg var ret sikker på, at de fem havde misset noget, da de blev oplært i at være venner. De havde i hvert fald meget at lære. De levede jo i en illusion, hvor alt var perfekt. Jeg kunne ikke udstå illusioner. De skjulte alt, og forvrængede billedet. Man skulle se maleriet, som det var, og ikke som andre ville have en til at se det. Ellers var der jo ingen mening med galskaben.

”Godmorgen, søde skat,” lød det fra min ene side af, og jeg behøvede ikke engang høre ordentligt efter, før jeg vidste, at det var min mor. Der var jo ligesom ikke andre, der kaldte mig søde skat. Men hendes sukkersøde stemme gjorde mig usikker; Hun var ikke tilfreds. Havde hun gennemskuet Louis' og min løgn? Ikke at brød mig om Louis – langt fra, han var et hyklerisk svin – mere fordi at jeg så ingen mulighed havde for at bringe Harry tilbage. Den rigtige Harry. Som jeg aldrig havde kendt. Jeg havde det som, om jeg fantaserede om at blive gift med en eller anden megaberømthed, hvilket jeg jo ikke gjorde. Godt nok var Harry nærmest en berømthed i festsamfundet, men han var jo ikke rig eller noget. Desuden skulle man kunne et eller andet, hvis man skulle være berømt. Hvad kunne han? Selvfølgelig kendte jeg ham ikke, men jeg havde aldrig tænkt over, at han kunne besidde andre talenter, end at forføre kvinderne, og lave drinks. Kunne han andet?

”Hvad er der, mor?” spurgte jeg træt – jeg ville bare have krydsforhøret overstået.

Jeg kunne nærmest høre, hvordan spydigheden hev og trak i min mor, mens hun kæmpede for at holde sig under kontrol. Hun bed kraftigt tænderne sammen, så der kom et lille 'klak', og jeg kiggede over mod hende. Var der noget galt? Udover alt, der var galt, hvad var så galt?

”Din lille forræderiske ven er kommet,” snerrede hun, og jeg kunne se, hvordan hun nærmest prøvede at dræbe, hvem der end stod uden for døren ved at stirre. Og tro mig, hvis blikke kunne dræbe, ville halvdelen af Londons befolkning for længst være døde og begravede. Hun var mester i onde blikke.

Jeg rynkede panden, og så forvirret på hende. Forræderiske ven? Mit ansigt lyste pludseligt op. Andy! Andy var her. Han var her for at besøge mig. Han kom tilbage. Tilbage til mig.

”Du kan komme ind nu,” sagde min mor med en skarp stemme, og døren åbnede sig.

Det hele foregik ligesom i slowmotion. Døren blev åbnet; En fod kom ind; To fødder; En arm; En mave; Et hoved. Andy! Hele min krop skreg efter at springe op, og kramme ham, men den kunne ikke få sin lyst tilfredsstillet. Jeg vidste, jeg burde være sur på ham, men han var min ven – min mate – min bro – og bros tilgav ligesom alt, ikke? Okay, tilgive ham, gjorde jeg nok aldrig. Men jeg kunne sagtens snakke med ham igen – vi ville bare ikke længere have vores unikke bånd i mellem os. Hvilket skar mig i hjerte, men jeg vidste, det var nødt til at være sådan. Jeg var en retfærdig person; Jeg gjorde aldrig noget, uden at det var fuldt fortjent. Jeg var ligesom den græske gudinde Nemesis i menneskeform; Når folk havde for meget lykke, pillede jeg dem ned ved at afsløre en hemmelighed, eller to, og jeg så altid realistisk på tingene, og var den mest objektive person i verden. Jeg dømte folk ud fra deres pågældende handlinger, og ikke ud fra deres fortid. I Louis' tilfælde var det dog anderledes; Jeg dømte på hans fortid. Men det var fuldt fortjent. Han havde været et svin, og han fortjente at blive ramt af karma. Karma's a bitch. I dette tilfælde var jeg karma.

”Andy!” skreg jeg, og mit hjerte bankede voldsomt af lykke. Misforstå mig ikke; Jeg var ikke forelsket, men han var min soulmate, så min krop ville altid reagere voldsomt, hvis vi ikke havde været sammen i lang tid. Sådan var vores kroppe bare indrettet. Det var ligesom tvillinger. Det blev sagt, at de kunne mærke, hvis der skete noget med deres tvilling. Det samme skete for Andy og jeg, vi var tvillinger med hver vores forældre. Underligt, men ikke desto mindre sandt.

”Lana!” sagde han, og grinede akavet. Han ville nok aldrig komme til at være sig selv i mit selskab længere. Og hvis det var tilfældet, ringede jeg til den lejemorder, så han så kunne dræbe både Andy og Louis. To fluer med et smæk. Medmindre Andy selvfølgelig valgte at se bort fra sit... fejltrin, og handlede som normalt i mit selskab, så kunne aftalen med lejemorderen muligvis aflyses. Muligvis. Jeg havde stadig en del tjenester, der skulle betales tilbage, før jeg slettede lejemorderens nummer (som jeg ikke havde fået fat i endnu) fra min hjerne, der helt sikkert aldrig ville kunne huske 8 cifre, selv ikke hvis de var vigtige. Der var en grund til, at jeg aldrig havde fået mere en 7+ i matematik. Tal og jeg var simpelthen ikke venner. De hadede mig, jeg hadede dem. Det var det samme med fysik/kemi, biologi og geologi. Jeg kunne ikke tage nogen af fagene. Fysik, fordi det var kedeligt. Kemi, fordi vi ikke måtte lave eksplosioner. Biologi, fordi det var dræbende kedeligt, Geologi, fordi det var et forfærdeligt fag, der slet ikke burde eksistere. Andy delte de samme synspunkter på skolefagene, som mig, hvilket bare var endnu et bevis på, at vi var sjælevenner. Soulmates lød altså bedre – sjælevenner lød så.. fint og fornemt, og var der noget, vi ikke var, så var det fine og fornemme. Selvom min mor ville ønske, at jeg var. Med hensyn til skolefagene, kunne vi heldigvis også lide de samme fag; Engelsk, historie og mediefag. Mediefag var noget af det bedste; Jeg havde tit klaget over, at jeg ikke kunne finde ud af billedbehandlingsprogrammer... det var i hvert fald ikke et problem, jeg havde nu. Det problem, jeg hovedsageligt havde lige nu, var, at jeg var lam. Endelig lærte jeg at lave seje billeder, og så blev jeg lam. Så typisk mit held.

”Hvordan.. Hvordan har du det så?” spurgte Andy, og kløede sig endnu mere akavet i nakken. Han gik over og satte sig på den stol, der stod på den modsatte side af sengen, end hvor min mor sad. Hun holdt skarpt øje med ham. Tilgive ham, ville hun aldrig. Selv hvis jeg gjorde. Det lå bare ikke til min mor, det med at tilgive. Sådan var det vel i hendes branche; Hellere bære nag til evig tid, end at tilgive en enkelt synd.

”Fint, fint,” sagde jeg tamt, og bed mig i læben, før jeg mødte Andys indtrængende blik, ”vil du ikke.. Vil du ikke godt kramme mig? Som du plejede at gøre?”

Min stemme var bedende, og jeg mente, hvert ord, jeg ytrede. Jeg var rædselsslagen for, at vores venskab var forbi. Helt væk. Egentlig burde der ikke være grundlag for mine bekymringer, vi var jo sjælevenner – soulmates, men alligevel blev tanken ved at presse sig på. Den grufulde tanke, at han ville forlade mig, ligesom Stephen.

Han nikkede, og hans stærke arme blev lagt om min krop. Så let som ingenting, trak han mig hen til sig, og jeg lukkede øjnene. Selvom mine arme lå slapt ned ad mine sider, tror jeg, vi begge kunne mærke, hvordan jeg længtes efter at lægge dem om ham. En hulken slap i gennem Andys læber, og en tåre ramte min hals. Nu løb mine tårer også. Alle de tårer, jeg havde holdt tilbage igennem de sidste par dage. Jeg havde grædt foran Louis, men det var på et andet grundlag. De her tårer, de var så ægte, som tårer kunne være. Ikke at jeg grød krokodilletårer før, men lige nu var det, som om alle mine bekymringer, alle mine sorger, alle mine problemer blev udtrykt i den hulken og i de tårer, jeg nu græd. Den forbindelse, jeg altid kunne mærke i mellem Andy og jeg, var i dette øjeblik ekstra stærk. Vi behøvede ikke at tale; Jeg kunne mærke, hvad han ville sige, og han kunne mærke, hvad jeg ville sige. Men alligevel talte vi; Vi var nødt til det. For at være sikre på, at vi forstod hinanden ordentligt.

”Undskyld,” hviskede vi på samme tid, og jeg klemte øjnene endnu mere sammen. Jeg havde brug for Andy. De sidste par dage uden ham ved min side, havde været forfærdelige. Vi behøvede hinanden. Man plejede aldrig at kunne finde den ene af os, uden også at finde den anden. Vi hørte sammen. Dræbte man den ene, dræbte man os begge. Sådan var det bare. Og selv hvis vi ville, så kunne vi ikke ændre det.

Andy var åbenbart ikke helt sikker på, at jeg forstod meningen i hans undskyld. Den dybe mening, der sagde undskyld for alt ondt, der havde ramt mig, og indirekte var hans skyld. Han sagde undskyld for at præsentere mig for Stephen, der senere knuste mit hjerte. Han sagde undskyld for at hoppe ned i hovedet på mig. Han sagde undskyld for at forlade mig. Han sagde undskyld for ikke at være der for mig. Han sagde undskyld for ikke at være den bedsteven, han altid havde lovet at være. Han sagde undskyld for at bryde sit løfte, om aldrig at forlade mig.

”Jeg er så ked af det, Lana,” hviskede han mod min skulder, ”du må ikke tilgive mig. Jeg har været en idiot. Jeg forlod dig bare, hvordan kan du holde ud at se på mig? Jeg er et monster. Hvad du end gør, tilgiv mig aldrig. Hvad jeg har gjort et utilgiveligt. Undskyld, Lana.”

Jeg fugtede mine læber, og åbnede øjnene på klem. Tårerne sad fast i mine øjenvipper, og trillede så ned ad mine kinder. Bare han aldrig gik fra mig, var han stadig min ven. Hvis han nogensinde gav mig grund til at kalde ham et monster igen, skulle jeg nok sørge for at gøre det. Men lige nu, lige nu var han et af de mest menneskelige mennesker, jeg kendte. I dette øjeblik var han det blideste, og svageste, væsen, jeg kendte. En, der skulle beskyttes. Skønt det nok ændrede sig hurtigt til, at jeg var personen, der skulle beskyttes, havde jeg i dette øjeblik som, om at han ikke kunne gøre noget. Han var for svag. Egentlig ret ironisk, for han var en af de stærkeste på skolen. Måske i hele London. Så svag, var han ikke.

”Forlad mig aldrig igen, Andy,” hviskede jeg bedende, ”vær sød ikke at gøre det igen.”

Andy nikkede, og trak sig lidt væk. Han holdt mit hoved i mellem sine hænder, og forhindrede derved min krop i at falde tilbage mod sengen.

”Aldrig,” hviskede han tilbage, og kiggede mig ærligt i øjnene. Mine grønne mødte hans brune, og jeg kunne se, hvordan skyldfølelsen nærmest fik hans brune øjne til at lyse. Han ville aldrig forlade mig igen, kunne jeg mærke. Det gav mig en følelse af tryghed, som min mor aldrig kunne give mig. Jeg vidste nemlig, at min mor ville kunne vælge arbejdet over mig. Hvis det stod i mellem et valg, om hvad der betød mest for hende, ville hun vælge arbejdet. Dét havde jeg vidst siden jeg var ni år, og min mor efterlod mig på et hotelværelse i Sydfrankrig på en ferie, fordi hendes indkomster var faldet med sølle 0,2%. Så jeg stolede ikke på min mor, hvad det angik. Ingen mor ville forlade sin datter på sølle ni år, bare fordi man ikke fik helt så mange millioner, som for to sekunder siden. Det gav ingen mening, i hvert fald ikke for mig. Jeg kunne i hvert fald ikke finde en mening, der gjorde det retfærdigt på nogen måde. Hun var min mor. Hun skulle elske mig højere, end noget andet. Sådan var forholdet i mellem alle andre døtre og mødre. Bare ikke os. Og jeg var så jaloux. Selvom jalousi var en grim ting, så var jeg jaloux, og jeg var ikke bange for at indrømme det. Og da slet ikke overfor min mor.”Lover du det? Lover du det, ammer og halshug?” spurgte jeg lavt, og kiggede ham dybt i øjnene. Han kiggede ærligt tilbage, og nikkede alvorligt. Et smil bredte sig på mine læber, og jeg mærkede endnu en gang trangen til bare at presse mig ind mod ham. Udtrykke min glade i en omfavnelse. Det havde altid været vores eneste rigtige måde at udtrykke so på. Vi forstod hinanden bedre gennem kropssprog. Nogle gange var det, som om ordene, der udgjorde det engelske sprog, bare ikke var tilstrækkelige nok til at beskrive vores dybeste følelser. Andy granskede mit ansigt i et par sekunder, og trak mig så ind til sig igen. Det var det, jeg sagde, vi forstod hinanden. Vi havde telepatiske evner. Jeg indåndede hans duft, og smilede. Jeg havde savnet ham så ekstremt meget, at det næsten burde være umuligt. Vi havde altid været sammen, bare os to, mindst en gang om dagen, Vi var ikke vant til at være væk fra hinanden i flere dage ad gangen. At se hinanden, snakke og hygge var dele af vores kroppes basale behov. Jeg lukkede øjnene i nydelse, og prøvede at fortrænge tanken, om at min mor sad på den anden side af sengen. Hun måtte egentlig gerne forsvinde. Sådan lige nu, så Andy og jeg kunne få snakket ud. Uden at hun hørte med. Jeg placerede mit hoved ved hans krageben, der, hvor mit hoved altid havde hørt hjemme. Uden undtagelse. Da vi mødte hinanden første gang.. Jeg smilede ved tanken, og var lige ved at grine ved tanken. Vi mødtes på sådan en underlig måde.

 

 

Jeg svang skoletasken over den ene skulder, og så irriteret på Abigail, der kiggede hånligt tilbage. Den bitch skulle ikke have lov til at vinde. Ikke den her runde. Godt nok havde jeg ladet hende vinde vores andre diskussioner, men den her var anderledes. Hun havde angrebet mig, mit liv. Hun havde påpeget, at jeg nok var så dum, som jeg var, fordi jeg aldrig havde haft en far. Den sad, og den blev ved med at sidde der. Jeg havde aldrig brugt 'berømt og rig mor'-kortet før, og jeg havde så sandelig aldrig troet, jeg ville bruge det på en så luset taber, som Abigail. Men jeg kunne ikke lade være. Ikke i det her tilfælde. Hun havde fornærmet mig, og min mor. Sagt, at min mor måtte ligne et uhyre, hvis hun ikke engang kunne beholde én mand. Jeg så rødt, og kunne ikke kontrollere mine handlinger. Jeg vidste inderst inde, at jeg ville fortryde det her godt og grundigt. Et ord spørgsmål slap over Abigails læber, og jeg kneb øjnene sammen til smalle sprækker. Hvem min mor egentlig var? Tja. Hun var min mor, og en af de rigeste modedesignerer i hele England. Såmænd.

Hvem min mor er? Maggie Roya,” svarede jeg, og så med fryd i blikket til, mens Abigails blik ændrede sig fra forvirring, overraskelse og så til chokeren. Mest fordi hun selv tit gik med min mors kreationer. Det måtte være chokerende for hende at vide, at hendes ærkefjendes mor var en førende designer, en designer, man selv elskede.

Du lyver!” skreg Abigail, og så på sine medløbere, der bare nikkede anerkendende til mig. På den her skole var alle børn af rigmænd eller kendte, så de var vant til det. Jeg kunne se, at især den pige til venstre, en smuk blondine, brændte efter at stille mig spørgsmål. Men hun blev på sin plads, hvilket jeg fandt sygt. Hvorfor gjorde de ikke oprør? Abigail var en bitch, og snotdum. Det beviste hun i geografitimen, da vi blev sat til at finde New York på verdenskortet. 'Hvad er New York?' lød det så selvsikkert fra Abigail, der så oprigtigt forvirret ud. Jeg ville have troet, at en primadonna som hende, da vidste, hvor New York lå. Min mor var tit derhenne, så der måtte være mange modehuse.

Jeg kunne se, hvordan Abigail langsomt tabte tråden, så hun så bare tomt på mig, før et snedigt smil listede sig over hendes læber.

Det der er så meget for at få opmærksomhed, Avalanna,” sagde hun, og lagde hovedet på skrå, ”hvorfor fortæller du ikke, hvem din mor er?”

Siger du, at hendes mor ikke er Maggie Roya?” spurgte den smukke blondine til venstre forvirret, og så fra Abigail til mig, og så tilbage.

Abigail viftede irriteret med hånden, og så misbilligende på blondinen, ”selvfølgelig ikke. Hun har sikkert løjet mange gange, hvilket også er grunden til, at hun ingen venner har. Datteren af Maggie Roya ville have mange venner, tror du ikke?”

Mange falske venner vel og mærke, tænkte jeg bittert. Men at hun direkte sagde, at jeg løj tændte mig fuldstændigt af. Jeg løj ikke, og grunden til, at jeg ingen venner havde, var fordi jeg hadede falske personer. De mindede mig om slanger, og slangen var Djævlens dyr.

Eller måske er det, fordi jeg ikke behøver at bruge min fars navn for at få venner, Abigail,” hvislede jeg, og vendte om. Jeg havde fået nok af hende.

Hvis din mor virkelig er Maggie Roya, kan jeg godt forstå, hun fik dig gemt af vejen her på stedet,” råbte Abigail skingert efter mig, og da jeg så tilbage mod hende, slog hun ud med hånden mod kostskolen, ”hvem ville ikke gøre alt for at gemme dig af vejen? Hvem ville nogensinde vedkende dig, som sin datter?”

Jeg mærkede, hvordan tårerne pressede på. Min mor... elskede hun mig ikke? Jeg knyttede næverne. Jeg burde have vidst det. Den her skole var lort, og hun ville kun have mig af vejen. 'Du skal nok få det godt på skolen', havde hun sagt. Lige nu lød det mere som, 'jeg skal nok få det godt, mens du er på skolen'. Jeg hadede hende. Så var det sagt. Hun havde altid sat arbejdet højere end mig.

Og hvad så med din far? Ville han ikke også bare gemme dig af vejen?” skreg jeg tilbage, og vendte mig om og løb. Jeg skulle ikke være et sekund mere på den kostskole. Aldrig i livet.

Tårerne løb om kap ned ad mine kinder, og min mascara løb med. Jeg kunne mærke det. Febrilsk tørrede jeg dem væk, det hjalp dog ikke, og så mig efter et sted, hvor jeg kunne gemme mig. De ville jo helt sikkert lede efter mig, når Abigail sladrede. Hvilket hun allerede havde gjort, hvis jeg kendte hende ret. Mit blik fangede et sølle busskur, der ikke så ud til at være brugt i flere år. Planterne voksede hen over glasset, og spærrede udsynet helt. Perfekt skjulested. Jeg så mig for, og løb over vejen. Jeg gemte øjnene i mine ærme, og løb direkte hen til bænken, der stod i busskuret. Den så ikke rigtig stabil ud, men jeg tog det som det var. Egentlig var jeg ligeglad om jeg sad på jorden, eller hvad jeg gjorde. Et hulk slap ud gennem mine læber, og jeg trak benene op under mig. Jeg ville ikke tilbage. Hele min krop stred imod, jeg ville aldrig kunne finde mig godt tilpas på den skole. Jeg havde prøvet. For min mors syld, men det behøvede jeg ikke mere. Jeg vidste godt, jeg ikke burde lade Abigail tirre mig, men hun ramte virkelig godt, og hun havde faktisk ret. På et eller andet plan. Jeg kunne sagtens se logikken i hendes onde bemærkning, selvom jeg vidste, jeg ikke burde. Jeg burde stole på, at det, min mor sagde jeg skulle, var det bedste for mig. Ulempen var bare, at jeg ikke var sikker på det sidste. Det, hun gjorde, var sædvanligvis bedst for hendes arbejde.

Skal du også med bussen?” lød en drengestemme ved min side. Jeg løftede hovedet i ren forskrækkelse, og slog ud med armene. Et lille skrig forlod mine læber, og jeg så hen på den person, min ene arm havde ramt. Hårdt. Det var en brunhåret dreng med begyndende skæg. Nok lidt ældre end mig. Han skulede til mig, mens han ømmede sig over sin arm. Jeg så beklagende på ham, men han rystede på hovedet, og så i stedet nysgerrig på mig, da han så mine tårer og mascara, der trillede ned ad kinderne på mig. Der var ikke en eneste gran bekymring at spore i hans blik, eller medfølelse. Kun nysgerrighed. Som om jeg ikke græd, men lige havde fortalt ham en gåde, og han nu prøvede at regne den ud. Det var rart for en gangs skyld, og dog. Hans vedvarende, stikkende blik var uhyggeligt.

Hvad er der galt?” spurgte han, og lagde hovedet på skrå.

Sarkasme, tænkte jeg tørt, og kiggede dumt på ham. Det havde ingenting med ham at gøre, så han skulle bare holde mund. Hvis det stod til mig.

Min mor elsker mig ikke, det er galt,” svarede jeg, og hævede et øjenbryn, nærmest for at udfordre ham. Men så gjorde han noget, jeg ikke havde regnet med; Han grinede.

Er det bare det?” spurgte han, og rystede på hovedet, ”begge mine forældre hader mig, så jeg er stadig foran.”

Foran? Sig mig, troede han, det var en konkurrence? For så kunne jeg sagtens slå ham. Begge mine forældre hadede mig; Min mor så meget, at hun sendte mig væk, for at slippe for mig; Min far så meget, at han forlod mig, da jeg lige var født.

Min far forlod min mor og jeg,” sagde jeg, og spidsede munden, ”stik den.”

Drengen grinede igen, og nikkede, ”sagtens. Min far var i seng med min kæreste, hvilket er fuldstændigt sindssygt,”

Jeg måbede. Jeg havde aldrig helt forstået betydningen af ordsproget 'at tabe både næse og mund', men jeg var sikker på, at hvis jeg så ned, ville jeg se både min næse, mund, ører, øjne og sikkert også min tunge. I seng med hans kæreste? Sikken far. Hold kæft, hvor var han en spadser.

Han er da godt nok et svin,” mumlede jeg, og kiggede lidt væk fra drengen. I forhold til ham, havde jeg slet ikke haft noget dårligt liv. Langt fra. Ud af øjenkrogen kunne jeg se drengen nikke, før han trak på skuldrene, som om det egentlig ikke gjorde noget.

Ja, men i det mindste, sparkede min mor ham ud, da hun så dem sammen,” svarede han, og mumlede noget uforståeligt. Jeg var heller ikke helt sikker på, at jeg ville høre det. Det lød ret meget som et bandeord, hvis jeg ikke tog meget fejl. Men det kunne jeg jo sagtens, for det var, som sagt, uforståeligt.

Jeg vidste ikke helt, hvordan han kunne tage så let på det. Det var trods alt hans kæreste, og hans far, der havde været sammen. Jeg ville blive knust, muligvis lægge mig på sengen for at dø, hvis det var sket i mellem min mor og min kæreste. Men det var det ikke, og det ville det aldrig gøre. Min mor hadede at blive set sammen med yngre mænd, selv når det var nogen, der arbejdede for hende; Efter min far stak af med en af hendes modeller havde hun haft noget imod både yngre mænd og yngre kvinder. Hun var bange for, at hun en dag ville møde min fars hustru, eller ekskone. Han havde muligvis også forladt hende. Det var meget sandsynligt, syntes jeg. Det ville i hvert fald være retfærdigt.

Har du aldrig haft lyst til at tage hævn?” lød det pludselig fra drengen ved min side. Jeg så overrasket på ham. Hævn? ”Over din far, mener jeg.”

Det var godt nok et direkte spørgsmål, og mundlam rystede jeg på hoveder. Det havde jeg ikke. I hvert fald ikke et, jeg havde hørt før. Måske havde jeg hørt det før. Det var ganske vist muligt, men jeg havde aldrig hørt det så direkte, eller forstået det på den måde. Måske kom det an på ørerne, der lyttede. Mine ører var vant til formelle spørgsmål, der skulle beskrive det liv, min familie havde ud ad til. Den facade, min mor og jeg opretholdte for pressens skyld, så ingen opdagede, hvordan hun i virkeligheden var. Hvordan hun satte arbejdet højere end alting. Selv sin egen datter. Det var der ikke nogen, der ville kendes ved. Hun blev set som en sympatisk person, altid smilende, det image skulle jeg ikke være skyld i blev ødelagt. Så ville jorden for alvor gynge under mig.

Det har jeg, ja...” svarede jeg, og kiggede ned i jorden af bar skam,det var pinligt. Jeg burde slet ikke tænke på sådan noget; I hvert fald ifølge min mor. Det var upassende.

Upassende, min røv. Hun kunne rende mig et hvis sted. Hun og hendes regler. Jeg skulle nok vise hende.

Det har jeg også,” grinede han, og kløede sig i nakken, ”mange gange, faktisk. Men jeg aldrig kunnet tage mig sammen. Til hævn, jo, men ikke til at se hans ansigt.”

Jeg kiggede dybt forundret på ham. Jeg havde ikke forventet så dybt et svar fra ham. Aldrig. Ikke fordi han var dum, mere fordi jeg forestillet mig ham, ja.. som en af de stærke drenge, der aldrig prøver at forstå andres følelser, men kun ser sine egne behov.

Jeg hedder forresten Andy,” svarede drengen, der hed Andy, ”hvis du nu ville bruge det til noget.”

Bruge det til noget? Hvad skulle jeg bruge et drengenavn til? Han måtte jo være vanvittig. Piger havde ikke drengenavne. Han måtte lige tage at følge med.

Jeg hedder Avalanna,” sagde jeg, og smilede imødekommende til ham, ”hvis du nu ville bruge det til noget.”

Han grinede, og gav mig hånden. Vores første håndtryk. Jeg gav ham tøvende min hånd, spekulerende på om han ville gøre noget ved mig. Da hans hånd greb om min, trak han mig hen til sig, og gav mig et kram. Forvirret gav jeg en lille lyd fra mig, og trak mig hurtigt væk igen. Dog kunne jeg ikke lade være med at notere, at mit hoved passede perfekt med hans kraveben. Hvorfor fanden gjorde det det? Jeg så undersøgende på ham, før jeg rystede på hovedet. I det samme lød en lettet stemme, der kun kunne tilhøre Forstander Thatch; ”Åh, gudskelov, her er De, Miss Avalanna! De må aldrig gøre det her mere!”

Hvilket var den høflige måde at sige 'du kommer aldrig væk fra kostskolen igen'. Andy grinede et sted ved min side, hvor han helt præcist var, havde jeg ikke styr på.

Ja, smut du med dig, Miss Avalanna,” lo han, og jeg kunne lige forestille mig, hvor sjovt han syntes dette var – en pige på næsten femten, der var nødt til at have midaldrende dame til at passe på sig. Selv Forstander Thatch måtte kunne se det komiske i det.

Men jeg vidste, da Forstander Thatch trak afsted med mig, at Andy og jeg var venner fra nu af. Han var for interessant til bare at lade gå.

 

 

Jeg smilede ved tanken om vores første møde. Det havde altid kunnet få mig til at smile, men i dag var helt særlig. Mit smil nåede næsten mine ører.

”Er der noget galt?” spurgte Andy, og granskede smilende mit ansigt efter tegn på, hvad det var, der fik mig til at smile som en idiot.

”Jeg tænkte bare på vores første måde,” sagde jeg grinende, og mærkede en lyst til at slå armene om ham. Men jeg kunne ikke. Den tanke var nærmest ved at få smilet til at forsvinde.

Andy nikkede forstående, som om han kunne mine tanker. Det var som om han nu også oplevede det, jeg lige have genoplevet, ”du var sådan en rigmandstøs dengang.”

Jeg så fornærmet på ham, ”og du var en idiot, så vi er vel rimelig meget lige.”

Han trak på skuldrene, som om han godt kunne se retfærdigheden i dét udsagn. Det kunne jeg også sagtens. Trods alt, så var det jo mig, der havde fundet på det.

Min mor brummede en utilfreds lyd, og jeg så akavet over på hende over min ene skulder. Andy slap mit hoved, og jeg faldt tilbage i sengen. Jeg lod et lille 'av' slippe over mine læber, og så ondt på Andy, der kiggede uskyldigt på mig, og nikkede så diskret til min mors side af sengen. Selvfølgelig, hun havde sikkert prøvet at dræb ham med sine stikkende øjne. Jeg kunne lige forestille mig dem, og de var ikke rare. Lidt værre end dem, hun sendte døren. Og det havde været et af hendes slemme blikke. Jeg fulgte hans blik, og mødte min mors flammende. Hun var ikke i godt humør.

”Mor,” sagde jeg lavt, og fangede derved hendes opmærksomhed , ”vil du ikke godt gå?”

Min mors ansigt blev stramt, og jeg vidste med samme, hvad svaret var, ”ikke med det monster. Han kunne have dræbt dig, søde skat.”

Jeg så lamslået på hende. Hun havde dissed mine venner før, hun havde sagt så mange ting, men aldrig noget så grænseoverskridende. Aldrig noget, der var så ondt. Jeg havde lyst til at skrige. Slå. Flå. Rive. Løbe væk af bar skam. Jeg havde lyst til at undskylde overfor Andy. Men jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Hun havde aldrig gjort sådan noget her før. Det her var for meget.

”Mor,” hvislede jeg imellem mine sammenpressede tænder, ”skrid. Nu.”

”Ava-” startede hun lamslået, og kiggede forbavset, men irettesættende, på mig,

”Nu!” skreg jeg af mine lungers kraft, hvilket fik maskinerne til at få grassat.

Min mor så overrumplet på mig, og hun rejste sig straks, og nærmest løb ud af døren. Da døren røg i med et lille bump, brød jeg ud i en hulken. Mit indre føltes tomt. Hele mit luv havde jeg søgt og søgt efter min mors anerkendelse. Jeg havde søgt efter den eneste ting, jeg aldrig havde fået fra hende. Hendes kærlighed. Ikke den falske kærlighed og omsorg, der altid var der, når pressen var i nærheden. Jeg ville have den kærlighed, der fik mødre til at lave varm kakao. Den kærlighed, der fik mødre til at sidde og trøste deres døtre. Den kærlighed, der fik mødre til at høre på deres døtres problemer, uden samtidig at tjekke internettet. Den kærlighed, der fik mødre til at læse godnathistorie, kysse godnat, og spørge om barnet ville have døren på klem? Den kærlighed, jeg aldrig havde fået. Det var uretfærdigt. Hvorfor fik hun først øjnene op for mig, når det var for sent? Jeg kunne ikke snakke med hende om mine problemer, for jeg stolede ikke på hende. Jeg kunne ikke få hende til at lukke døren på klem, for jeg vidste, at det eneste monster var hende. Jeg kunne ikke få hende til at trøste mig, for jeg afslørede aldrig mine tårer. Jeg kunne ikke få hende til at lave varm kakao til mig, for hun tænkte kun på at jeg skulle ligne en model, så jeg kunne være hendes efterfølger i modehuset. Noget, jeg aldrig ville blive. Og da slet ikke nu. Faktisk burde jeg takke Andy, for at han gjorde som han gjorde, den dag i svømmehallen for mindre end uge siden. Den dag, hvor jeg mistede min krop. Men han havde virkelig gjort mig en tjeneste. Han havde vist at den kærlighed, min mor kunne give mig, aldrig blev virkelig. Hun havde altid kunnet give mig en tryghedsfornemmelse, men aldrig mere end det. Jeg vidste, hun var min mor, men jeg havde aldrig direkte mærket det på hende. Tryghedsfornemmelsen var vel også bare en illusion. En illusion af kærligheden til min mor. For godt nok elskede hun ikke mig, men derfor kunne jeg sagtens elske hende, så det gjorde jeg. Jeg elskede hende, selvom hun altid havde svigtet mig. Jeg elskede og hadede hende af hele mit hjerte på samme tid. Det var forvirrende til tider, men det var sådan det var. Men jeg havde også mit eget liv, og det kunne hun ikke styre. Især ikke nu, hvor jeg snart fyldte atten. Okay, om et halvt år, men snart kunne hun ikke holde mig fanget mere. Snart kunne skulle Louis ikke holde styr på mig mere. Men først, først skulle hemmeligheden ud. Og Andy skulle hjælpe mig. Han havde så meget styr på det populære festmiljø, at han da måtte vide noget om den brogede venneflok.

”Du, Andy?” spurgte jeg hæst, og kiggede hen på hans lamslåede ansigt. Han rettede hurtigt spørgende blikket hen på mig.

”Ja?”

”Kender du nogle fyre ved navn Zayn, Niall, Harry, Liam og Louis?” jeg havde besvær med at holde min stemme under kontrol, da jeg sagde navnet Liam, og endnu mere, da jeg sagde Louis, men jeg var ret sikker på, at det lykkedes. Der løb et glimt af genkendelse over Andys ansigt, og jeg smilede svagt, måske skulle hans hukommelse bare hjælpes på gled – der var i hvert fald håb, ”Zayn er pacifist, Niall er-”

”Jeg kender Zayn,” afbrød Andy, og så mig ærligt i øjnene.

Et større smil gled over mine læber, og jeg vidste, at jeg snart ville få endnu en hemmelighed, der kunne afsløres. Det her ville blive så godt. Aldrig ville nogen blive mere fjender. Men jeg var nødt til det – det var min pligt.

 

Så mødte vi Andy igen - og hvilket dejligt kapitel hans fremmøde medførte! ^^'

Selve kapitlet er ikke så langt, men følelserne, der er lagt i gjorde det langt. Jeg skulle jo have alle Avalannas åh så forvirrende følelser ind i det. Og hvad med flashbacket? Hvad synes I om det? Let me know!

Og åh-åh, hvad tror I, Avalanna får lokket Andy til at sige? Jeg kan love jer en hel masse drama i næste kapitel! - Nogen af jer vil nok gerne se noget nyt ske. F.eks. høre en hemmelighed blive afsløret - en hemmelighed, der i hvert fald afslører lidt om vores kære, pacifistiske Zayn-basse :D

OG MÅ JEG HAVE LOV AT SIGE; OMFG! HVAD SKER DER? OVER 50 favoritlister? Over 40 likes? U gotta be freaking kidding me! TAK! I er de bedste - elsker jeg over alt på jorden! Jeg sidder og fangirler SÅ meget hjemme på mit lille værelse i Jylland ^^' Og Craaazeyy siger, hun læser med - Jubiii!! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...