Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14363Visninger
AA

7. Kapitel 5

Out of Trust

 

Avalannas synvinkel

 

Ikke fordi jeg havde andet at bruge min aften på, men jeg kunne godt have undværet den historie, Louis kom med. Den passede slet ikke til min opfattelse af ham. Den duksedreng, der havde charmeret sig ind hos min mor, og blev ansat som min personlige hjælper. For at være ærlig, kunne jeg bedre lide den anden side af ham. Den side, der drømte om Tess, og fik topkarakter i alt. Den side, jeg godt og grundigt var blevet gal på. Behøvede han at gøre det værre for sig selv? Jeg drejede hovedet, og stirrede på ham med onde øjne. Normalt holdte jeg med pigen i situationer med utroskab, fordi det var drengen, der for det meste var utro med kærestens bedsteveninde. Den typiske dramakliché. Her var det lige omvendt. Det var pigen, der havde været kæresten tro med hans bedsteven. Og Louis var den bedsteven, der havde haft sex med den utro pige, der i virkeligheden var forelsket i den dreng, hun var utro. Hvor var det dog et kompliceret trekantsdrama. Men lige meget, hvordan man vendte og drejede det, var og blev Louis den onde. Han havde sex med hans bedstevens kæreste, og da kæresten så stoppede deres forhold, der foregik bag vennens ryg, tog han hævn, og ødelagde det hele for parret. Hvilken idiot gjorde sådan noget? Kraftidiot. Klaphat. Røvhul. Svin. Og alle andre fornærmelser, der fandtes i verden. På alle sprog.

”Du er da godt nok det værste svin, jeg nogensinde har mødt,” hvislede jeg, og så med afsky på Louis, der krympede sig under min ord, ”hvordan kan du overhovedet se dig selv i øjnene?”

Han så på mig med blanke øjne, og jeg stirrede tilbage i foragt. Han var ynkelig. Hvordan kunne han tillade sig at græde, når det var hans bedsteven, han havde efterladt knust? Han rystede på hovedet, gled sin hånd i gennem sit hår, og rejste sig. Jeg lagde med afsky mærke til, at han tørrede sine kinder. Hvordan kunne han gøre det? Selv da Stephen forlod mig, ville jeg aldrig gøre sådan noget. Fucking røvhul.

”Nå, skal vi så hen til den fest, Tomlinson?” spurgte jeg, og lagde ekstra med tryk på hans efternavn. Hele min stemme rystede af foragt. Aldrig havde jeg set så meget ned på et andet menneske.

Jeg kunne ikke se, om han rystede på hovedet, eller hvad han nu gjorde, men han begyndte at skubbe kørestolen, og vi satte kurs mod festen. Musikken fik næsten hele gaden til at ryste. Men det var jeg nu ikke så interesseret i; Jeg kunne jo ikke gå, så jeg kunne af gode grunde ikke danse. Det var ikke derfor jeg nu var helt oppe at køre, for at komme derhen. Det var for at møde denne 'Harry', og endelig fortælle ham sandheden. Han havde fortjent den. Jeg vidste ikke, hvor lang tid siden, det var sket, men han kunne umuligt være kommet sig over det. Måske gjorde jeg det ikke bedre, men han ville i det mindste vide, hvilken kraftidiot Louis var, og endelig sparke ham væk. Det var egentlig ikke på grund af Harry, for jeg kendte ham ikke, men fordi, jeg ikke ville have, at Louis skulle slippe af sted med sådan noget. Idiot; Altid idiot. Sådan var det bare.

Jeg drejede hovedet, så jeg kunne se baren, hvor festen åbenbart blev holdt. Den bar. Jeg klemte øjnene sammen, og et smil gled over mine læber. Var det ham, der var Harry? Hr. Krølle, som arbejdede i baren. Hvor morsomt. Eller nej, egentlig ikke, men så vidste jeg i det mindste, hvis hjerte, jeg skulle knuse. Undskyld på forhånd.

”Hvordan er Harry?” spurgte jeg, og kiggede op, så jeg fik øjenkontakt. Et raseri blussede med det samme op, da jeg så ham. Røvhul.

Louis bed sig i læben, og så vurderende på mig, før han bukkede under for mit blik. Hun fugtede kort sine læber, før han svarede, ”Harry var en fantastisk person. Venlig, høflig, utrolig klog, og respektfuld overfor piger. Nu er han bare fantastisk og utrolig klog. Han har smidt hele sin fremtid væk, fordi vi – især jeg – ødelagde den.”

Vi? Hvem fanden er 'vi'? Var der andre end Harry og Louis? Kendte de Louis' hemmelighed? Hvis de gjorde – hvorfor fanden gjorde de så ikke noget ved det? Hvorfor fortalte de det ikke? Jeg fattede ikke drenge. Så var det sagt. Jeg fattede ikke deres motiver. Hvordan kunne nogen være så klog, som Louis fik Harry til at fremstå, og så ikke kunne gennemskue den løgn, Louis havde prakket ham på? Jeg ville have set det med det samme. Men selvfølgelig; Jeg var også en pige.

”Hvem er 'vi', Louis? Har du fortalt dem din hemmelighed?”

Louis rystede på hovedet, ”'vi' er mine tre andre venner; Liam Payne, Niall Horan og Zayn Malik. - Og nej, de kender ikke min hemmelighed. Ingen andre end Rosaline, du og jeg kender den.”

Liam Payne. Bare navnet fik mig til at se rødt. Den fucking, handicappede spadser var skyld i, at jeg nu sad her, og snakkede med røvhullet bag mig. Hvis han havde stoppet Andy fra at realisere sine trusler, som han havde stoppet par fra at kysse, så ville jeg stadig kunne gå. Ikke et under, at det lige var ham, der var venner med Louis. Lige børn leger bedst, siger man jo.

”Er Liam her i aften?” spurgte jeg snerrende, og så rasende på festen, der lige nu var godt i gang.

Louis rømmede sig, og jeg kiggede på ham igen. Louis gengældte mit blik, før han nikkede. Jeg bed mig i læben, og lukkede øjnene kraftigt i. Jeg ville ikke møde ham. Jeg ville ikke så meget som se på ham. Han skulle bare lade mig være. Han havde ingen ret til at være i live, nu hvor han havde taget mit liv fra mig. Jeg håbede virkelig, at han var blevet fyret fra svømmehallen. Hvis han ikke var, ville jeg hyre en lejemorder, og slå ham ihjel. Og så hyre endnu en lejemorder, og så slå mig ihjel. Jeg ville ikke dømmes som morder. Det var Liam, der var morderen her.

”Hvad har du imod Liam?” spurgte Louis forvirret, og jeg skar tænder i frustration.

”Tro det eller ej,” startede jeg hvislende, og så grumt på festen igen, ”jeg hader ham endnu mere, end jeg hader dig.”

Louis standsede i et kort øjeblik, før han gik videre. Vi var nu nået til lyskrydset. Kun en vej, et par vægge og nogle meter adskilte mig fra min dødsfjende, som jeg havde omdøbt Liam Payne til. Payne – Pain. Ja, takket være Liam, kunne jeg slet ikke føle fysisk smerte. Eller i hvert fald meget lidt.

”Er der noget, jeg burde vide om dine venner, Zayn og Niall?” spurgte jeg, mens jeg så på de forbikørende biler. Det var egentlig ikke særlig mange – kun omkring fem stykker. Jeg talte dem rent faktisk ikke.

”Altså, Zayn er pacifist, og går ind for nul vold, nul mobning og nul bandeord,” startede Louis tøvende ud. Skønt, en hippie, der drikker – kunne det blive bedre? ”og Niall. Ja, Niall er, tja, han er bøsse, og skiller sig derfor meget ud. Men han er virkelig flink, det er slet ikke det. Han kan bare godt være lidt nærtagende nogle gange. Men du er en pige, så det bliver nok ikke noget problem for dig.”

Så en, der har været sammen med en utro kæreste, en, der har et liv på samvittigheden, en hippie, en dreng, der er blevet bedraget af sin ekskæreste og bedsteven, og en bøsse. Jamen, det var da en herlig samling af mennesker. Hvis Louis og Liam da kunne kaldes mennesker. Liam kunne i hvert fald ikke.

Han kørte mig over vejen, og nu var der kun nogle meter og nogle murer i mellem Liam og mig. Jeg klarede det aldrig.

”Kan du ikke slå Liam ihjel for mig?” spurgte jeg, mens jeg fastholdt blikket på bygningen, som vi kom tættere og tættere på. Skridt for skridt.

Louis grinede, og jeg hævede et øjenbryn. Sig, troede han, jeg lavede sjov? For så tog han godt og grundigt fejl. At kommandere med Louis var bare meget sjovere og meget billigere, end at skulle til at hyre lejemorder- Og så kunne det være, at jeg også slap for yderligere tiltale. Politiet ville nok være forstående, hvis de hørte min side af sagen først. Måske ville de endda give mig lov. Jeg burde faktisk overveje det her, som en seriøs mulighed.

Vi kom overraskende hurtigt igennem kontrollen – det eneste, Louis gjorde var at vise et falsk ID, og så var vi igennem. Vagten spurgte ikke engang ind til mig. Jeg var her bare. Jamen, tak da.

Jeg lænede mig tilbage, og lod mit blik afsøge rummet. Derovre ved baren stod de. Dem alle samlet. Zayn, Niall, Liam og Harry. Jeg vidste, at Zayn enten var den blonde eller den mørkhårede, og det var også tilfældet med Niall. Liam ville jeg kunne kende på lang afstand; Ham, jeg havde slået ihjel, hvis jeg kunne. Og Harry var let at genkende med sine karakteristiske krøller, og de knap så tydelige her i mørket grønne øjne.

Louis styrede os derover, og jeg kneb øjnene sammen. Så snart jeg åbnede dem igen, ville jeg blive mødt af deres overraskede, men også fulde af afsky, blikke. Jeg turde simpelthen ikke. Mest fordi at jeg var sikker på, at jeg ville gå amok, bare jeg så på Liam. Idioten tilgav jeg sandsynligvis aldrig. Eller det håbede jeg da ikke, at jeg gjorde.

”Hej drenge,” lød Louis' entusiastiske stemme, som jeg var ved at brække mig over, og der lød et mumlende svar, der lød som; 'Hej Lewis – undskyld, Louis.” De var fulde. Virkelig fulde. Jeg turde godt åbne mine øjne, blev jeg enig med mig selv om. Så det gjorde jeg. Det første jeg så, var et par brune øjne. Et par brune øjne, der fik mine øjne til at flamme op af raseri. Jeg havde ikke planlagt, at min aften skulle ende sådan her.

”Wow. Hvad er der?” spurgte Liam overrasket, og så fra mig til Louis, og tilbage igen. Gentagende gange.

Han kunne ikke huske mig? Eller legede han dum? - Ikke at det ville være særlig svært for ham, men jeg var nødt til at vide det. Det måtte være den anden mulighed, for ingen ville kunne glemme en pige, hvis krop man havde taget fra. For han havde jo taget min krop fra mig.

”Dig,” hvislede jeg, og så ondt på ham. Han skulle ikke komme med sit uskyldige og uforstående blik. Han skulle fucking huske mig! Af egen fri vilje!

De andre drenge så uforstående på mig, og jeg spekulerede på, om i aften var aftnen, hvor en hel masse hemmeligheder blev fortalt. Hemmeligheder, der kunne ødelægge deres venskab fuldstændigt. Så det kunne jeg så snart skrive på mit CV; 'Hun skabte splid i mellem fem bedstevenner'. Det skulle nok give mig en hel masse jobs.

Zayn, eller Niall, kørte hånden i gennem sit blonde hår – det så lidt afbleget ud, for hans hårfarve var unaturlig lys – og kiggede uforstående frem og tilbage mellem Liam og jeg. Han klemte øjnene sammen til smalle sprækker, som om han tænkte på noget meget kompliceret.

”Kender I hinanden?” spurgte han, og kløede sig på hagen. Han var sikkert ved at få skæg – jeg havde fået fortalt, at det kløede lidt.

Liam og jeg svarede begge på spørgsmålet, dog var vi ikke enige.

”Nej!” lød det protesterende fra Liam, der holdt hænderne op foran sig.

”Ja,” lød det hvislende fra mig, der ikke holdt hænderne op foran mig, for det havde jeg nogle permanente problemer med.

Det gjorde det ikke ligefrem nemmere for de andre at finde ud af sandheden, for de så lige så hjælpeløse ud nu, som de gjorde for femten sekunder siden. De kunne selvfølgelig bare spørge mig, hvorfor jeg var sur på Liam, og så kunne jeg afsløre Liams hemmelighed, og baaam, så var spliden allerede i gang. Gud, hvor var jeg god. Altså, det var det helt vildt.

”Hvem er du forresten?” lød det fra Hr. Krølle, aka Harry, og den dreng, der lige om lidt ville miste tilliden til og sin bedsteven, på grund af mig. Om de nogensinde fandt sammen igen, vidste jeg ikke. Jeg var egentlig også ret ligeglad. Sandheden skulle bare frem. Hvordan, gjorde mig egentlig ikke så meget.

”Avalanna Liberty Roya,” svarede jeg og smilede til Harry, der smilede halvhjertet igen, ”Liam kender mig – eller han burde kende mig. Kan du se min kørestol her?”

De nikkede alle sammen uforstående, undtagen Liam. Hans ansigt var kridhvidt.

”Altså, det er fordi jeg er lam. En ulykke ovre i svømmehallen på den anden side af vejen – frygtelig sag. 70 kilo muskelbundt lige ned i ryggen. Sådan noget burde livredderen jo sørge for ikke sker.”

Der led et lille 'oh' fra drengene, og de kiggede alle synkront over på Liam, der så panisk rundt. Hemmelighed nr. 1 – afsløret.

”Men nu forholder det sig sådan, at livredderen havde sin opmærksomhed rettet på et kyssende par i stedet for, så derfor kom han ikke i tide. Sikke noget altså. Detaljerne må I spørge jeres pragtfulde ven her om. Liam Payne. Han skal nok forklare jer, hvorfor han fandt det vigtigere at hive et par fra hinanden, end redde en pige fra at få en dreng på 180 centimeter i hovedet.”

Jeg stirrede koldt på ham, og Liam åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. Den eneste lyd, der kunne høres fra ham var 'eerhm'. Meget intelligent. Jeg havde virkelig forventet mere af den livredder, der var skyld i, at jeg nu hang på Louis, og den her fandens kørestol. Jeg ville være lykkelig, hvis han blev taget af Fanden – Satan, eller hvad han nu bliver kaldt – og få lov at brænde i Helvede til ragnarok, Harmagedon, Den Yderste Dag, eller hvad fanden den sidste dag i menneskets levetid bliver kaldt.

”Er der sandt?” spurgte Niall, eller Zayn, måbende, og spærrede sine chokoladebrune øjne op. Et par øjne, der mindede alt for meget om kraftidioten til venstre for mig; Liam, hvis I ikke havde gættet det.

Liam nikkede skyldbetynget, og så hen på mig, men nægtede at møde mit blik, der var fyldt af afsky. Afsky over, at han turde nægte, at han kendte mig. Afsky over, at han havde holdt sådan noget stort hemmeligt. Afsky over, at han stadig kunne se på sig selv uden at få kvalme. Afsky over ham.

”Undskyld mig,” mumlede Liam, gav drengene et nik, og lod sit knuste blik møde mit i et sekund, før han løb væk.

De andre drenge stirrede på mig i harme. Hvad nu? Det var sgu da ikke min skyld, at sandheden gjorde ondt! De havde fortjent at høre den. De havde fortjent at få den at vide. Og den, de fik det at vide af, var åbenbart mig. Jeg vidste ikke, om de andre havde hemmeligheder; Det tilkom ikke mig at afsløre dem. Ikke deres. Jeg kendte kun til Liams og Louis'. Og det var hemmeligheder så store, at de ikke kunne forblive ukendte. Det ville bare gøre endnu mere ondt. Hvis Liam og Louis ville have fortalt de andre det, havde de gjort det. Jeg var fuldt ud bevidst, om at det gjorde endnu mere ondt at høre det fra andre, men i disse tilfælde var det den eneste mulighed. Den eneste rigtige mulighed.

”Hvad?”

”Hvorfor sagde du det?” spurgte Harry hæst, mens han stirrede efter Liam. Jeg ville ikke engang vende hovedet for at se, hvor han var på vej hen.

”I spurgte, jeg svarede,” pointerede jeg, og løftede øjenbrynene, havde jeg gjort noget forkert?

”Kunne du ikke bare lyve?” spurgte Zayn, eller Niall, og stikkede mig nærmest ned med sine isblå øjne. De var ret flotte faktisk.

”Ville I have brudt jer om det, hvis jeg løj?” spurgte jeg forvirret – jeg vidste, at jeg i hvert fald ikke ville bryde mig, om at nogen løj mig direkte op i ansigtet. De andre drenge, undtagen Louis, nikkede samtykkende. Måske var de ikke så slemme endda. Ikke at jeg havde nogen fordomme om dem; De var bare venner med mennesker, der var totalt hjernedøde, så jeg havde formodet, at helt kloge kunne de ikke være.

En rødhåret pige kom hen til baren, og satte sit glas på en yderst kvalmende måde. Hun troede nok, at det så flirtende ud. Harry lænede sig hen over bordet, og så helt anderledes ud i øjnene. De så nærmest døde ud, på en levende måde. Altså, de så ikke almindelige ud, men de havde stadig en eller anden gnist i sig. Det var bare ikke en levende gnist.

”Og hvad skal du så have, smukke?” spurgte Harry med en flirtende stemme, der også var til at få kvalme over. Pigen smilede forførende (læs: kvalmende), og kørte sin hånd over hans.

”Hvad synes du, jeg skal have?” spurgte hun, og flettede sine fingre ind hans. Hun løftede hånden, og kyssede den gentagende gange. Det så ud til, at Harry fandt det aldeles tiltalende.

Da Harry kaldte på sin kollega, udvekslede et par ord med omtalte person, og så forsvandt sammen med, sad jeg forstenet tilbage. Måbende. Var han altid sådan? Idiot, mand. Og det var Louis' skyld? Næste gang Louis rørte mig, selv hvor jeg ikke kunne mærke det, tilkaldte jeg politiet. Der måtte sgu da være en straf for at røre en lam person, hvis man havde ne fortid, som Louis havde? Normalt gik jeg ikke ind for fordomme, og jeg dømte ikke andre på deres fortid (normalt), men det her var ikke okay. Harry var Louis' bedsteven, og Louis havde ødelagt Harrys forhold til Rosaline, var jeg ret sikker på hun hed. Rosaline ville jeg nok heller ikke kunne lide, men jeg ville nok kunne 'tilgive' hende, for hun havde ikke gjort det samme som Louis. Hun havde prøvet at gøre det godt igen, hvilket man ikke kunne sige om Louis. Den kraftidiot.

”Er det normalt?” måbede jeg, og kiggede ondt på Louis. Det her var hans skyld.

Louis nikkede skyldbetynget, hvilket fik både Zayn og Niall, jeg vidste stadig ikke, hvem der var hvem, til at kigge undrende på Louis. Niall, eller Zayn, flyttede nogle få gange sit blik hen på mig, som om han kunne fornemme, at jeg vidste noget om Louis' underlige opførsel. Hvilket jeg gjorde, og snart, meget snart, ville de også få det at vide.

”Hvornår tror I, han kommer tilbage?” spurgte jeg med øjnene rettet mod det sted, Harry og den kvalmende rødhårede pige var forsvundet. Et toilet var jeg ret sikker på. Cheeky, huh?

Zayn, eller Niall, sukkede, og rystede på hovedet, ”han kommer ikke tilbage i aften. Det kan du være helt sikker på; Når han først har slået kløerne i en pige, slipper han hende ikke igen. Og da slet ikke til fordel for os.”

Jeg nikkede. Det lød meget sandsynligt, for Louis havde vist nævnt, at det var de fire – herunder Liam – livredderen, Niall – bøssen, Zayn – pacifisten og Louis – svinet, der havde kneppet med sin bedstevens kæreste – der havde ødelagt Harrys liv totalt. Det var i hvert fald sådan Louis havde beskrevet det, så det måtte jo være sandt. For han ville nok ikke lyve om sådan noget – han risikerede jo, at folk, som mig, troede på ham. Men på den anden side; Jeg ville gribe enhver chance for at kunne skrive endnu mere på hans idiot-CV.

”Men i hvert fald,” sagde jeg og fugtede kort min læbe, ”jeg fik aldrig helt fat i jeres navne.

Zayn, eller Niall, kørte hånden igennem det blonde hår igen, og formede munden, som sagde han 'nåårh', hvilket egentlig lød ret sandsynligt i mine ører. Jeg ville i hvert fald have kommet med så genial en kommentar.

”Jeg er Niall,” sagde Zayn, eller Niall, som jeg hele tiden havde kaldt ham inde i mit hoved. Pinligt. Så måtte den anden – ham med brun hud – jo være Zayn. Ti point til mig.

”Og jeg er Zayn,” sagde – sjovt nok – Zayn, og nikkede til mig, ”men du har noget at forklare.”

Havde jeg noget at forklare? Siden hvornår havde jeg noget at forklare? Jeg fortalte blot sandheden, en sandhed, de burde vide om deres såkaldte ven. De havde sikkert indbyrdes sagt flere gange, at de ville fortælle hinanden alting. Ah. Fuck dem, og deres løfter. Jeg vidste, at i hvert fald Liam og Louis havde brudt dem. Det er også personer, der starter med 'L'. De er simpelthen ikke til at stole på. Det havde jeg beviser for.

”Og hvad er så det, Zayn?” spurgte jeg, og lagde hovedet let på skrå.

Zayn himlede med øjnene, og skulle til at svare igen, da Niall afbrød ham på en meget feminin måde ved at lægge to fingre på Zayns læber, og vende sig om mod mig. På en meget feminin måde.

”Det, Zayn mener er, at vi gerne vil vide, hvorfra du kender os,” sagde Niall, og jeg kunne nærmest høre det usagte spørgsmål; 'Og hvordan du tror, du har ret til at sige sådan nogle ting'. Helt ærligt, så svarede jeg bare på Nialls eget spørgsmål, det var alt. Måske havde der været en nogle bagtanker bagved, men det betød ikke noget. Faktum var, at jeg blot havde fortalt en sandhed.

”Jeg kender jer på grund af idioten her,” jeg nikkede mod Louis, og han vinkede akavet til sine to venner, der kiggede dumt på ham, ”som jeg forresten også kan fortælle en ting eller to om, men dem venter jeg med, til Harry er tilbage.”

”Så kommer du til at vente i lang tid. Han kommer først tilbage, når baren skal lukkes. Og det er om seks timer,” svarede Niall, nærmest hoverende. Som om jeg havde godt af, at der gik så lang tid.

Jeg smilede afslappet tilbage til ham, og lukkede øjnene, ”jeg har masser af tid.”

Og det passede, men Louis var vidst ikke enig, for han havde pludselig helt vildt travlt med at komme hjem. Han fik hastigt sagt farvel til sine venner, bedstevenner – undskyld, der vinkede akavet tilbage til ham, og så var vi ude på gaden. Det havde virkelig sine ulemper ikke at kunne gå, eller slå idioter som Louis i skridtet. Det var faktisk ret sørgeligt, når man tænkte over det. Piger skulle gerne kunne slå fra sig. Nu, hvor jeg tænkte over det, var jeg egentlig mere sur over, at Louis havde ødelagt så meget for en dreng, jeg ikke engang kendte, end at han havde efterladt mig i den park på bandernes nåde. Måske var det, fordi der ikke skete noget. Eller måske var det, fordi jeg var begyndt at stole på ham. Kunne lide ham. Hvilket han ødelagde kort efter. Det var flot af ham, måtte jeg sige. Godt gået, Louis. Måske havde han altid ønsket det; Fået min tillid, og så se, hvordan jeg ville reagere, når han fortalte mig en historie fra sin fortid. Men nu vidste han det, og jeg var sikker på, han aldrig havde fortrudt noget så bitterligt. Eller det kunne jeg godt lide og tro.

 

 

”Hvad fanden laver du, Avalanna?” hvæsede han, da vi var kommet ud af baren. Jeg fik en underlig trang til at grine højt, og så slå ham sekundet efter. Hvis jeg kunne, havde jeg sikkert også gjort det.

”Jeg svarede på et spørgsmål, Louis!” hvæsede jeg tilbage, og rystede på hovedet ad ham. Umulige møgunge.

”Ikke flere fester til dig,” hvislede han, og resten af turen mod hospitalet foregik i absolut stilhed. Med undtagelse af de gange, jeg var nødt til at sige, hvor han skulle køre hen, hvis han ville have mig 'hjem'.

Inden i mit hoved, blev hans sætning afspillet på uafbrudt replay. Ikke flere fester til dig. Jeg fnøs lavt, og jeg kunne mærke, at Louis undrede sig lidt over det pludselige fnys. Ikke flere fester til mig, min røv. Der var ikke noget liv for mig mere, hvorfor skulle fester betyde noget? Jeg havde sgu da ikke lyst til at være til en fest, hvor alle så nedladende på mig, fordi jeg sad i en kørestol. Glem det. Det eneste grund til, at jeg så gerne ville med til den her fest, efter Louis havde afsløret sin hemmelighed, var jo som sagt, så Harry kunne få den at vide. Han fortjente at vide, at den pige, der havde ødelagt hans liv, egentlig ikke var en pige, men hans bedsteven. Selvfølgelig havde Rosaline også været med til at ødelægge ham, for hvordan man end vendte og drejede det, havde hun været ham utro, men den, der i sidste ende knækkede Harry, var Louis og hans små løgne.

”Hvornår har du tænkt dig at fortælle din såkaldte bedsteven om din løgn?” spurgte jeg, og stirrede med afsky på luften foran mig. Nu hvor jeg ikke orkede at se på Louis, ikke engang for at så på ham i afsky, kunne jeg bare se ud i luften, og forestille mig ham. Billedet af ham, jeg havde inde i mit hoved, var ligeså rædselsfuldt som virkelighedens Louis, så det gjorde nok ikke den store forskel. I hvert fald ikke for mig, og det var trods alt mig, der skulle se på luftbilledet, ”og hvad med din elskede Tess? Skal hun have at vide, at du har udnyttet hende?”

Jeg vidste ikke helt, hvornår vi var dis, og hvornår vi var dus. Måske var det, når der var nogen med betydning for os begge til stede, og resten af tiden kunne vi tale til hinanden, som vi lystede. Måske var det når en af os havde dummet os. F.eks. da Louis efterlod mig i parken, og jeg nær var blevet voldtaget,var vi helt klart dis med det samme. Det var egentlig underligt. Men nu, var vi ikke dis. Det ændrede sig hurtigt.

”Du skal bare holde kæft med den historie, Avalanna,” hvislede Louis bag mig, og jeg kunne nærmest mærke fjendskabet stråle ud fra ham. Han var sur på mig, vred eller rasende var nok bedre synonymer. Men han var også bange – bange for, at jeg ville afsløre ham.

”Og hvorfor så?” spurgte jeg, og mærkede, hvordan min selvtillid og flabethed sank i takt med at vi kom tættere og tættere på hospitalet. Jeg ville ikke tilbage. De altid smilende læger, min mor og lugten af død blandet med rengøringsmidler. Jeg hadede den lugt. Jeg hadede hospitalet.

”Fordi.. Fordi det ikke vedkommer dig,” hvæsede han, og jeg himlede med øjnene. Hans frygt var næsten for tydelig.

Han skubbede mig op af rampen, og jeg lukkede øjnene, da det skarpe lys blændede mig, og mindede mig, om hvor Louis var på vej til aflevere mig til. Jeg rystede på hovedet i panik. Jeg ville ikke. Jeg nægtede. Jeg kunne ikke tage tilbage. Det ville være selvmord for mig. Jeg ville ikke overleve på det her hospitaler en time mere. Jeg døde, når jeg var her. Ganske langsomt. De skrig, der gav ekko i gangen, slog mig ihjel. Jeg kunne ikke holde tanken ud. Folk døde her.

”Louis! Louis, du må ikke-” startede jeg, men blev afbrudt af en anden grødet stemme.

”Avalanna! Min lille pige!” skreg den, og jeg vendte hovedet mod min mor, der kom løbende hen mod mig med tårerne løbende ned ad kinderne hun. Hun omfavnede, men slap mig straks. Jeg kunne mærke, hvordan det dirrede i hende for at få lov til at angribe Louis. I hver eneste lille atom af hende.

”Og De, Hr. Tomlinson,” startede hun arrigt, og kiggede rasende på ham, ”hvordan kunne De-?”

Louis afbrød ham, hvilket fik mig til at se imponeret på mig. Det havde jeg aldrig turdet. Når min mor var i dette stadie, var jeg helt sikker på, at hun var ligeglad med, at mord var forbudt med lov. Hun kunne finde på, hvad som helst.

”Jeg er ked af det, Miss Roya,” svarede han ydmygt i et lavt tonefald, ”jeg ved, at jeg gjorde noget forkert. Vi skulle været kommet tilbage langt tid før, men Avalanna ville så gerne møde min familie – men eftersom de ikke bor her byen, nøjedes jeg med at fortælle noget om dem. Selvom hun muligvis ikke brød sig om det, hun hørte, så fortalte jeg det, fordi jeg ser hende som en veninde, og jeg gjorde det af tillid. Min familie er et ømt emne for mig, og jeg fortalte det til hende af tillid.”

Hvad fablede han om? Familie – han havde sgu da ikke snakket om familie? Mit blik mødtes Louis, og hans var fyldt med anger, og det slog mig. Han talte ikke om sine familie. Han talte om den hemmelighed, han fortalte om i dag. Om Rosaline og ham. Og nej, jeg brød mig ikke det mindste om det. Og hvis han sagde det af tillid, så... så skulle jeg nok hjælpe ham lidt nu. Desuden, hvis han blev fyret, kunne jeg aldrig komme til at fortælle Harry sandheden. Han fortjente at høre den. Den dreng med de søde krøller, der de sidste mange år – fire år er mange år – som jeg havde haft et crush på i evigheder, fortjente at høre sandheden om den begivenhed, der berøvede ham hans liv. Præcis som hans venner fortjente at høre sandheden om Liam, der indirekte var skyld i, at jeg blev lam.

”Det er rigtigt, mor,” samtykkede jeg, og afbrød hende i det sekund, hun skulle til at protestere mod Louis' forklaring, ”han havde så meget at fortælle, og det var vildt spændende – i det mindste det meste af det – så vi fandt en café, og han fortalte alt det, han kunne. Tiden løb simpelthen fra os. Louis har ikke gjort noget forkert.”

Et fortov levede nok ikke op til kriterierne for at blive kaldt en café, men min mor ville nok ikke se med milde øjne på, at vi havde haft møde på et fortov. Sådan noget kunne koste hende hendes penge; 'Avalanna Roya hænger ud med hjemløs?' kunne en overskrift sagtens lyde.

”Okay,” sagde min mor modvilligt, og vendte sig mod Louis, ”men en anden gang, så husk lige klokken.”

Både Louis og jeg nikkede – vi kunne ligne gamle venner. Men om Louis så så mig som hans kæreste, ville vi aldrig blive venner. Den eneste grund til, at jeg reddede hans røv, var for at få mulighed for at fortælle Harry den historie. Ikke mere, ikke mindre.

 

 

Ja, ja, ja, ja. Jeg gider ikke høre på det. Jeg prøver virkelig at få skrevet, okay?! Jeg har bare ikke tiden – jeg beklager.

Men i hvert fald – hvad synes I? Avalanna er en rigtig bitch, Harry er en rigtig player, Niall er bøsse (øh, hvad, Katja? o.O) og Zayn er pacifist. Dadadaam. Så fik vi præsenteret de sidste fra 1D – og hvad angår Tess, så skal vi nok se en del til hende. Bare rolig.

 

Men hvad tror I, der vil ske? Vil Avalanna virkelig fortælle den hemmelighed – eller bruger hun den som undskyldning for at se sit crush? - Det kunne være sødt, men jeg tror det ikke.. Og hvad er det, man siger, når selv forfatteren ikke tror på det? 'Avalanna er en bitch'. For ja, det var hun i det her kapitel – og hun er sgu ikke færdig med at være det endnu.

 

Og må jeg lige fangirle? Næsten 40 likes? Næsten 50 favoritlister? På side 2 af populære i den her måned? Jeg elsker jer seriøst! - Og så læser både Rebekka og Nadja Horan med; To talentfulde forfattere. So Much Madness af Rebekka er forresten en af mine yndlingshistorier – I burde virkelig tjekke den ud!

 

Men i hvert fald; Vær krative. Gæt på, hvad der vil ske, i den elskværdige kommentarboks nedenunder – jeg elsker seriøst, når I kommenterer. Det gør mig SÅ glad! xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...