Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14712Visninger
AA

5. Kapitel 3

Let Me Be Your Hero

Da jeg blev vækket om morgenen, mere præcist klokken 5:06, af en irriterende stemme, var jeg parat til at skyde mig selv. Hvis jeg bare havde en pistol. Og at jeg kunne bevæge mig, havde nok også været en god idé.

”Godmorgen, Miss Avalanna,” sagde stemmen formelt, og jeg klemte øjnene endnu hårdere sammen, ”jeg håber, De har sovet godt. Jeg har fået Deres kostplan, og Deres motionsprogram. Der er en fysioterapeut, der står klar til dig.”

Louis fucking Tomlison, mine damer og herrer. En dreng, der er næsten lige så stor en idiot, som Stephen. Han er en meget klog drenge, der lige ved, hvordan han skal charmere sig ind hos ældre kvinder med lamme døtre. Hvis jeg skulle være ærlig, var han lige den person, jeg havde mindst lyst til at være sammen med lige nu.

”Idiot. Gå væk,” stønnede jeg, og kiggede hen på digitaluret. 5:06. Det skulle idioten nok komme til at betale for, ”klokken er ikke engang seks. Er du gået helt fra forstanden?”

Jeg kiggede hen på Louis, der blot kiggede tilbage på med forbandede uskyldige øjne, og let hævede øjenbryn. Ikke noget mysterium, at han fik det job. For helvede, pokker tage min mors smag for unge fyre, der kunne kende forskel på dis og dus, og når de var høflige, og så godt ud, kunne de ligeså godt være prinsen på den sorte hest – hun ville give dem lige det job, de ønskede. Så længe det ikke var stillingen som Gud – den stilling søgte hun selv for tiden.

”Er klokken virkelig så mange?” spurgte Louis med påtaget forskrækkelse, eller jeg tror, det var påtaget. Ingen kunne da sige, at klokken fem om morgenen var sent, ”vi har slet ikke tid til det her. Altså, Miss Avalanna, gør Dem klar.”

”Klokken er fem, for helvede!” protesterede jeg højlydt og så surt på ham.

”Gør Dem nu bare klar,” sagde Louis træt, og kiggede ned i sin mappe. Han så virkelig dum ud, for mappen og kitlen, han havde på, passede slet ikke til hans gode udseende. Han så latterlig ud. Han var latterlig.

Gøre mig klar? Jeg var lam for Guds skyld. Jeg sagde en underlig lyd, der lød lidt som 'guurh', og Louis så på mig med et underligt smil, før han lagde mærke til problemet. Han nikkede, som om han først nu var blevet opmærksom på problemet. Han lagde ansigtet i alvorlige folder, men det så ikke ud til, at det var noget, han var vant til, for han slappede af igen ti sekunder efter.

”Måske skulle man overveje at snakke ordentligt?” spurgte han, og så eftertænksomt på mig.

Idiot. Jeg kunne virkelig ikke lide ham. Om det var fordi han var så latterligt irriterende, eller fordi han simpelthen bare så irriterende ud, kunne jeg ikke helt finde ud af. Måske var det begge dele. En irriterende blanding. Afgjort var det i hvert fald, at Louis Tomlinson og jeg ikke ville blive perlevenner lige med det samme. Om vi nogensinde blev det, kunne man sætte spørgsmålstegn ved.

”Måske skulle man overveje at komme i gang? De jo er min slave,” svarede jeg, og så udfordrende på ham.

”Hjælper,” rettede han tamt, og satte sig tungt ned på en plastikstol over for mig.

Nu skulle vi så have en rigtig hyggelig Louis-Tolinson-Avalanna-snak. Jeg kunne ikke vente. Det her blev bare bedre og bedre – hvorfor blev jeg ikke lam for lang tid siden? Det kunne være, jeg i så fald kunne have undgået at have noget med duksedrengen Louis Tomlinson at gøre. Men nej, nej, jeg skulle da blive lam på samme tid, Louis Tomlinson var parat til at komme ud i verden, og forpeste en handicappets liv.

”Kom i gang,” sagde jeg, og så hårdt på ham.

Jeg mindede alt for meget om min mor lige nu. Det var seriøst ikke noget godt tegn.

Louis sukkede, og rejste sig fra sin plastikstol. Den knagede, og jeg smilede drilsk. Stolen knirkede. Louis var tyk. Logik for burhøns.

Han gik hen til døren, og kaldte på en sygeplejerske. Næh nej, den gik ikke, Tomlinson. Jeg skulle ikke blive klædt på af en forbandet sygeplejerske. Jeg havde allerede fornærmet én af dem – jeg var ikke god til at fornærme nogen, før jeg havde fået morgenmad.

”Jeg er sulten, Louis,” sagde jeg, uden at tænke på, at drengen ikke skulle kaldes Louis. Han skulle kaldes ' De', 'Tomlinson' eller 'slave'. Ikke Louis. Så ville han bare begyndte at tænke på os, som venner, hvilket vi ikke var, så den tanke skulle han bare holde kæft med.

”Er vi nu på fornavne, Avalanna?” spurgte Louis, som selvfølgelig havde lagt mærke til min dårlige ordformulering. Pokkers til fucking lorte shit. Jeg hadede det her. Jeg hadede ham. Jeg hadede mine fucked up tanker. Jeg hadede at være lam.

”Absolut ikke, Tomlinson,” snerrede jeg, og nikkede mod mit bryst, og resten af min krop, ”kom i gang. Gør et eller andet i stedet for bare at stå der.”

Han kiggede på mig i nogle ubehagelig 6 sekunder og 67 millisekunder, før han nikkede, og gik hen til mig for at løfte dynen. Det var en ubehagelig følelse. Selvom jeg havde kjole på, så var det ubehageligt. Det var som om han kunne se lige i gennem min kjole. Han gik ned til mine ben, og begyndte at bevæge mine ben. Ikke at det var særligt svært for ham, for jeg var jo ligesom lam. Da hans ansigt var lige uden for min fod, forbandede jeg Gud for at have taget min krop fra mig. Det ville have været så godt at sparke min fod lige i hans ansigt. Det var den rette højde, og alt ting. Hvad lavede han egentlig? Var det ikke en eller anden fysioterapeut, der skulle gøre et eller andet, som jeg ikke helt fik fat i, fordi jeg havde travlt med at sende Louis Tomlinson til helvede i mine tanker? Jeg måtte vel hellere forhøre mig, før det kørte helt af sporet.

”Dude,” sagde jeg udmattet, og ønskede allerede, at han var væk, ”hvad laver du?”

Han kiggede på mig, som var jeg dum, før han trak på skuldrene, ”bevæger dine muskler. De skal helst bevæges lidt, hvis de ikke skal forsvinde helt.”

Mine muskler? Havde jeg stadig sådanne nogen? Åbenbart. Det var nok det, der med at vi egentlig ikke havde flere eller færre muskler end andre – bare større muskelmasse. Ja, jeg havde hørt efter i mine biologi-timer, og nej, ikke nok til at vide, hvad fanden drengen fablede om. Jeg stolede på, at han havde sine fakta korrekt. Ellers ville jeg få nogen til at slå ham. Hårdt.

Det ville jeg nok gøre alligevel.

”Nårh ja,” nøjedes jeg med at sige, og nikkede nogenlunde forstående. Eller jeg håbede, det så sådan ud, ”klart nok. Det skal jo også gøres.”

Jeg klaskede hovedet hårdt ned i min hovedpude, og gjorde alt for ikke at se på Louis, hvilket var ekstremt svært, for han blev ved med at bevæge mine kropsdele i alle mulige retninger. Som han selv mumlede, 'skulle alle musklerne bevæges. Ingen måtte blive overset'. Og der var det, det gik op for mig. Der var nogle muskler, han absolut ikke skulle røre.

”Tomlinson?” spurgte jeg ud af det blå, mens jeg lå der, og lod ham bevæge min krop i alle mulige underlige retninger.

”Tilbage til efternavn, huh?” spurgte han drillende, hvilket fik mig til at mumle et 'hold kæft', som han grinede over, ”men ja, Roya?”

Hvorfor ville jeg overhovedet snakke med ham? Roya? Han skulle jo ikke efterabe mig. Det var logisk. Han var slaven, jeg var kongen. Slaver begyndte jo heller ikke at give ordrer til at slå nogen ihjel, bare fordi kongen gjorde det, vel? Nej, nemlig, derfor skulle Louis bare holde kæft, og genoptage hans almindelige høflige, irriterende jeg igen. Jeg kunne jo ikke være irriteret på nogen, hvis de ikke var irriterende.

”Hold kæft, slave,” snappede jeg, og Louis grinede lavmælt, ”hvad blev der af fysioterapeuten?”

Jeg hævede hovedet en eller to centimeter, og så på ham med hævede øjenbryn. Jeg havde altid ønsket mig at kunne hæve det ene øjenbryn alene, men jeg kunne aldrig gøre det. Jeg gik ud fra, at jeg nu havde uendeligt meget til at prøve.

”Jeg sendte hende væk,” svarede han kort, og fortsatte hans underlige arbejde, jeg stadig ikke forstod en bjælde af.

Han sendte hende væk, klart nok. Jeg så på ham med store øjne, da det gik op for, hvad han havde gjort. Hvorfor i fucking helvede havde han sendt fysioterapeuten væk? Det var jo noget, en galning ville gøre!

”Hvorfor sendte du hende væk?” spurgte jeg chokeret, og lagde hovedet tilbage i puden, mens jeg stirrede undrende op i det hvide loft.

”Fordi jeg gerne ville lære dig at kende,” sagde han, og jeg kunne lige se, hvordan der var placeret et høfligt smil på hans læber.

Han kaldte mig dig. Hvilket han ikke måtte, hvilket gav mig en grund til at fyre ham, hvilket var fantastisk. Jeg glædede mig så meget til, at min mor kom. Hun ville smide ham ud på 0.5.

”Dem, Tomlinson, Dem,” sukkede jeg, og rystede på hovedet af ren og skær skuffelse. Tænk, at han sagde 'dig', ”men i hvert fald; hvorfor vil du lære mig at kende?”

”Fordi jeg arbejder for dig,” svarede han, som om det var indlysende, uden at tage sig af, at jeg ville have ham til kalde mig for 'Dem'.

Jeg sagde kun, at jeg ville have en kvindelig hjælper, som jeg kunne være dus med. Ikke en enormt irriterende pubertetsdreng, der var forfærdeligt høflig. Det var jo ikke til at holde ud. Jeg ville hellere afstand til sådan en dreng, og det kunne jeg, hvis han da bare ville være dis med mig. Ikke dus. D-i-s. Fat det, Louis.

”Dem, Louis, vi er ikke dus,” snerrede jeg, og bed tænderne sammen. Fattede drengen ingenting?

”Nu er vi,” svarede han, og jeg skreg i frustration. Jeg kunne virkelig, virkelig ikke lide ham.

 

 

”Hvor er vi på vej hen, Tomlinson?” snerrede jeg, da jeg sad i min kørestol – uden min styrepind -, og Louis trillede mig en stille tur i gennem Hyde Park, ”jeg forlanger at vide, hvor i denne fucking verden, vi er på vej hen?”

”Du siger meget 'fucking'” bemærkede Louis, og ignorerede fuldstændig mit krav. Idiotiske dreng.

”Når man er invalid, har man visse fordele,” surmulede jeg, og vendte hovedet, så jeg lige kunne se hans sorte jakke.

Jeg lænede hovedet tilbage, så jeg kunne se hans ansigt. Han smilede ned til mig, og jeg rakte tunge af ham. Han skulle ikke smile til mig. Louis undertrykte endnu en smil, og jeg så væk fra ham. Okay, måske ikke det smarteste, jeg kunne have gjort.

”Hvor skal vi egentlig hen?” spurgte jeg, og så mig omkring. Hvilken vej? Nord, syd, øst, vest? Nordøst, sydøst, sydvest, nordvest? Hvilken vej? Og hvorhen?

”London Eye havde jeg tænkt mig,” svarede han efter nogle sekunders tøven, og jeg nikkede for mig selv. London Eye. Jubii... ”hvis du altså vil?”

Han lød lidt bekymret, som om han var bange for, at jeg ikke ville. Som om det betød noget for ham. Nå, men hvis det betød så meget for ham, hvorfor så skuffe knægten? Han skulle jo også have lidt sjov, ikke? Og den skulle ikke misforstås.

”Nej, nej,” sagde jeg, og puttede et nogenlunde entusiastisk smil på læberne, ”det er helt okay. Jeg vil gerne.”

Det var underligt, for da jeg sagde det, føltes det næsten som om, at jeg virkelig mente det. I et sekund, glædede jeg mig virkelig til at tage en tur i London Eye. Og så var sekundet forbi, da jeg så nogle piger stå på et gadehjørne, og grine ad noget. Sikkert mig, for en af dem pegede meget udiskret over mig. Hendes veninder puffede hendes hånd væk, men skaden var sket. Jeg var ramt. Ramt af den afsky, pigen havde i blikket, da hun pegede på mig. Hun havde virket.. bange for mig. Som om jeg hvert øjeblik kunne springe op for kørestolen – hvilket jeg ikke kunne – og angribe dem alle med en motorsav – hvilket jeg hverken kunne eller ville. Hun kunne ligeså godt have råbt 'monster' ind i mit hoved, det ville nogenlunde give samme effekt. Eneste forkskel var bare, at jeg vidste, hvad hun mente om mig.

”Du skal ikke tage dig af dem,” sagde Louis beroligende bagfra, og han lød virkelig, som om han fandt de piger forfærdelige. På dét punkt, var jeg enig med ham, ”det skal du virkelig ikke. Lige meget, hvad de siger, lyver de.”

Han prøvede virkelig at trøste mig, og jeg satte da også pris på det. Det var sket ikke. Det var bare, at vi jo ikke klingede så godt, og når han pludselig var venlig over for mig, var det lidt hårdt for mig at være sur på ham. Pokker tage ham.

”Tak,” hviskede jeg, og kunne have forbandet den taknemmelighed, og svaghed, der kunne spores i min stemme. Det var ikke meningen. Det var ikke meningen..

”Altid, Avalanna,” sagde han, og jeg skulle lige til at smile lettet, da det gik op for mig, hvad han havde sagt.

Altid? Ville han altid trøste mig? Det var noget af et løfte, og især nu, hvor vi var uerklærede ærkefjender. Det var et farligt spil, hvis vi både var venner og ærkefjender. Det fungerede ligesom ikke. Vi var nødt til kun at være en af delene, og vi vidste begge, at det ville blive ærkefjender, som vi valgte.

Jeg nikkede, da jeg ikke lige vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på hans venskabserklæring, som det jo nærmest var. Efter i dag, måtte vi virkelig finde ud af det her. Var vi venner, eller var vi ærkefjender? Jeg stemte for ærkefjender, for han irriterede mig. Og jeg irriterede ham, så det var en win-win.

 

 

Da vi endelig nåede frem til London Eye, var Louis helt forpustet. Vi havde faktisk haft en okay tur her over. Vi havde for det første snakket, uden nogen af os var blevet dødeligt fornærmet. Han havde ikke slået mig ihjel, hvilket var noget nær det positiveste, der var af fordele ved vores tur. Desuden var vi kommet til at lære hinanden ret godt. Han havde en kæreste, der hed Tess, som han åbenbart var rigtig glad for. Hans forældre var skilt, og han havde fire søskende. Eller jeg tror, han havde, for jeg var ærlig talt ikke helt sikker. Fire søskende var helt vildt mange søskende, især nu, hvor jeg selv var enebarn.

”Og du er ikke højdeskræk?” drillede Louis, da han betalte for vores billetter.

Jeg fnyste, og rystede på hovedet. Der skulle mere end et roterende hjul til at gøre mig bange. Jeg var højdeskræk, hvis jeg stod på toppen af Mount Everest, men det ville jeg nok aldrig, eftersom at jeg var lam. Jeg sukkede lydløst, da jeg blev mindet om det. Lam. Aldrig mere gå. Aldrig mere kramme nogen. Aldrig mere.. gøre noget. Ud over at grimassere, eller ryste på hovedet. Det var alt, jeg havde tilbage. Og så min sarkasme, eller mine hånende kommentarer. Nej, ikke hånende. Flabede. Hånende var, hvis man var onde mod nogen. Hvilket jeg ikke var – kun lidt ekstra flabet.

”Er du klar?” spurgte Louis, da han kørte mig over mod hjulet.

Ved nærmere eftertanke, kunne jeg måske godt være lidt højdeskræk. Det var trods alt et meget stort roterende hjul. Det måtte være mindst lige så højt, som K2. Måske højere. Jeg ville helt klart dø, hvis jeg kom op i det.

”Jepperdy,” sagde jeg, og tog en dyb indånding. Louis grinede lavmælt, som om han kunne læse min tanker, og kørte mig så ind i den næste vogn.

Oh. My. God. Det her var vildt. Jeg ville af. Det kørte helt af sig selv. Jeg så ud over London, og så ned på de mennesker, der stod i kø, der i takt med, at vi steg højere og højere op, blev mindre og mindre. Jeg ville af. Lige nu.

”Hey,” sagde Louis, der havde sat sig på en stol ved siden af mig. Jeg så over på ham, og så ud over London igen.

Jeg skulle bare lade være med at fokusere på det faktum, at vi var flere hundrede meter over jorden. Vi ville nok dø, hvis noget gik galt, men helt ærligt. Hvor ofte var det lige, der var nogen uheld her? Jeg gad ikke engang svare på det. Jeg havde ikke tal på det, og jeg gad heller ikke have det. Jeg ville ikke vide det. Det ville blot få mig til at få værre.

”Avalanna,” sagde Louis, og lagde en hånd på mit lår. Det kunne jeg se, da jeg så på ham, og så hans arm, der lå cirka i højde med mine ben, ”kig på mig. Bliv ved med at kigge på mig. Der sker ikke noget. Du er okay.”

Jeg nikkede, for han lød ret overbevisende. Hvis der skete noget, ville jeg i hvert fald få ham fyret. Det var dejligt at have i hvert fald et lyspunkt, hvis jeg endelig skulle gå hen og dø på en meget voldsom måde her i London Eye. Louis ville nok også dø; endnu et lyspunkt. Han ville blive fyret, og han ville dø sammen med mig. Hvor var jeg heldig, altså.

”Hvor lang tid varer turen?” spurgte jeg, mens jeg så længselsfuldt ned på jorden. Jeg ville gerne være dernede. Det var meget lettere at stå der nede, og sige, man havde været oppe i hjulet, end rent faktisk være der. Det var forfærdeligt, og så gik det alt for langsomt. Så meget desto mere tid til at der kunne ske en ulykke.

”30 minutter,” svarede Louis med øjnene klistret til hans by, Vores by.

I det øjeblik gik noget op for mig. Jeg anede ikke, hvor gammel han var. Jeg vidste, han hed Louis Tomlinson, havde fire søskende (cirka), en kræftramt mor, en kæreste ved navn Tess, og det var dét. Jeg vidste ikke, hvem der var hans venner. Jeg vidste ikke, hvor i London han boede – ikke at jeg ville vide, det var et eksempel. Og jeg vidste ikke, hvor gammel han var. Oh ja, jeg vidste også, at han var pisseirriterende. Meget vigtigt fakta. Mon hans kæreste vidste det? Nok ikke, for efter Louis' drømmende udtryk, da han snakkede om hende, så var de virkelig forelskede. Man ville nok ikke sige, at man var virkelig irriterende lige efter, man havde haft 2-års dag.

”Hvor gammel er du egentlig?” spurgte jeg, og kiggede nysgerrigt på ham.

Louis så hen på mig med et vantro udtryk, som om han ikke kunne fatte, at jeg lige spurgte om det. Som om jeg burde have vidst det. Sagde han det til jobsamtalen? Sikkert, men hvad kunne jeg sige? Jeg fandt ham ikke interessant dengang.

Ikke at jeg fandt ham interessant nu, men jeg skulle jo ligesom kende den dreng, der ligesom havde mit liv i sine hænder. Han kunne slå mig ihjel, hvis han ville. Kunne skubbe mig ud i Themsen. Stikke mig ned med en kniv. Skubbe mig ud foran en bil. Jeg fandt den tanke ret skræmmende. Men så igen, ville han selvfølgelig ikke slå mig ihjel. Jeg så lidt vurderende på ham. Det ville han da ikke, vel?

Louis sukkede, og smilede overbærende til mig, ”jeg er 21 år.”

21 år. 5 år ældre end mig. Fuck ham altså. Sådan at være ældre end mig. Hvad bildte han sig – helt præcist – ind?

”Oh,” svarede jeg, for klog, som jeg er, kunne jeg selvfølgelig ikke komme på et ordentligt svar.

”Oh, Avalanna? Den nye Einstein,” grinede han, og kiggede lidt underligt på mig, før han igen rettede blikket på udsigten over London. ”Det er flot, ikke?”

Jeg kiggede hen på Louis, der så drømmende ud over London. Det samme udtryk, han havde haft, da han fortalte om Tess. Det var underligt, at London åbenbart mindede ham om Tess. Måske var det her i London Eye, de havde mødtes for første gang? Sådan et akavet hej, efter de var stødt sammen, og bam, to sekunder efter sidder de og råsnaver. Tro mig. Det var sket for mange af mine veninder. Dem, min mor i smug kaldte ludere. Og hun sagde, jeg skulle snakke pænt.

”Hvis jeg så på det, ville det helt sikkert, ” svarede jeg mumlende, mens jeg studerede Louis' hånd på mit lår. Hvorfor lå det der stadig? Burde den ikke være sådan... flyttet? Jeg var helt sikker, men tæt på. Den burde i hvert fald ikke ligge så langt oppe. Det var noget, man gjorde på sin kæreste. Ikke en totalt fremmed invalid, der ikke kunne lide en. ”Du sagde, du havde planlagt den her dag. Hvad skal vi?”

Jeg så hen på Louis, der svarede med et lumsk smil. Oh fuck. Hvis han skubbede mig ud foran en bil, ville jeg komme tilbage og hjemsøge ham. I swear!

”Gæt.”

 

 

 

Gæt havde han sagt. Hvordan kunne jeg gætte, at vi skulle på restaurant. Det gav jo ingen mening, især fordi vi jo hadede hinanden. Og når man hader en anden, inviterer man ikke personen på middag. I hvert fald ikke før Mr. Louis Tomlinson kom på tale. Mon Gud havde siddet deroppe, og planlagt det her? Måske var det en del af hans almægtige plan? Rend mig. Man inviterede ikke sine fjender på middag. Hvilken superhelt havde lige sidst inviteret deres dødsfjender på middag? Det kunne have set kønt ud, hvis Batman og The Joker sad og snakkede over en øl. En rigtig fjende-venne-snak.

”Hvad skal vi her?” spurgte jeg, da han endelig stoppede ude foran en restaurant. En lukket restaurant.

Louis kiggede lidt lamslået på det store 'LUKKET'-skilt, som om han ikke kunne fatte, at restauranten havde den frækhed at have lukket lige i dag. Jeg forstår dig, Louis. Hvor jeg dog forstår dig. Sådan har jeg det hver dag i skolen – bare omvendt.

”Det forstår jeg ikke..” sagde han, og kørte hånden i gennem sit hår.

Tja, det så ud til, at det var meningen. Plus det ud som om, den havde været lukket i et pænt stykke tid nu. Hvornår havde han sidst været her? Var han begyndt at blive dement? I den alder? Gud, hvorfor ansatte min mor ham? Hvis han var dement, kunne det være, han lige pludselig gik fra mig og efterlod mig. Så ville jeg først dræbe ham. Dobbeltdræbe ham.

”Skal vi så ikke gå-køre videre?” foreslog jeg, og jeg kunne se, Louis nikke lamslået, før vi nogle sekunder efter trillede videre. Jeg kunne godt lide at sidde her i kørestolen, mens Louis skulle slide i det. Og så var jeg jo så tynd, fordi jeg hele tiden mistede muskelmasse.

Lidt efter stoppede Louis ind ved en pølsevogn. Jeg. Skulle. Ikke. Spise. Ved. En. Pølsevogn. Jeg så fra pølsevognen til Louis, og så tilbage igen. Der så ud til at være en hel del bakterier. Adrk. Ydrk. Eller hvad fanden man nu siger.

”Skal vi spise her?” spurgte jeg, og så dumt på Louis, der så vantro tilbage. Som om han ikke kunne forstå, at jeg lige havde sagt det. Næsten det samme udtryk han havde haft, da jeg spurgte om hans alder.

”Har du et bedre sted?” spurgte han, og lagde armene over kors, og hævede øjenbrynene.

Jeg bed mig i læben, og rystede så på hovedet, ”jeg spiser bare ikke noget.”

Og der sluttede det hyggelige i den dag. Louis så iskoldt på mig, selvom jeg ikke helt vidste, hvad jeg havde gjort. Jeg havde jo bare sagt, jeg ikke ville spise ved en pølsevogn. Det var da ikke så slemt?

”Rigmandsinvalid,” mumlede Louis et sted bag mig med en dels vred og dels hånende undertone. Han vidste, at jeg kunne høre det. Og at jeg ville blive såret.

Jeg sagde ikke mere, før vi var kommet til Hyde Park igen. Ikke langt fra hospitalet, men der var stadig langt nok til, at Louis nok skulle gå en halv kilometer, måske en hel. Jeg var ret sikker på, han skulle gå en hel kilometer. Og så stoppede han kørestolen, lige da vi var midt i parken. Lamper lyste op i det begyndende mørke. Jeg så mig rundt. Hvad skulle vi her?

”Hvad har du i mod mig?” spurgte Louis irriteret ud af den blå luft, og gik hen foran mig, så jeg ikke kunne andet, end se på ham.

Hvad havde jeg i mod ham? En masse ting faktisk. Første ting, og den her var virkelig utilgivelig; han blev ansat. Mod min vilje. Anden ting; han var dødirriterende. Tredje ting; han havde kaldt mig en rigmandsinvalid. Fjerde ting; han... jeg skulle finde på en 4'er, for det lød godt med en 4'er, og jeg kunne ikke hade ham, hvis jeg ikke havde mere end tre grunde. Det var for lavt, selv for mig. Og hvad sker der for, at jeg fornærmer mig selv? Fucking Louis Tomlinson. Hvorfor skulle han lige bringe det spørgsmål op, og lade min samvittighed tage kontrollen? Nu kunne jeg ikke hade ham, uden at få samvittighedskvaler. Tusind tak.

”Du irriterer mig,” svarede jeg, og skulle lige til at trække på skuldrene, da jeg huskede, at jeg ikke kunne det.

”Er det din eneste grund?” spurgte Louis, og denne gang virkede han faktisk sur. Åh, åh. Jeg vidste, at jeg skulle have holdt lidt tilbage med de fornærmelser.

Gjorde du?

Hold kæft, samvittighed.

”Ja? Behøver jeg andre?” spurgte jeg uforstående, og lagde hovedet på skrå.

Louis snurrede en gang rundt om sig selv, og så på mig med lynende øjne. Jeez, boy, calm down. Jeg rystede på hovedet af ham, hvilket, efter nærmere eftertanke, ikke virkede som den bedste idé, for Louis så ret pissed ud.

”Du kan sgu ikke hade folk uden en grund!” råbte han frustreret, og gik helt hen foran mig. Okay, tag det tilbage, jeg sagde, om at se pissed ud. Han så direkte rasende ud, ”hvad har jeg gjort galt? Fortæl mig det, Miss Avalanna! For jeg vil meget gerne vide, hvorfor jeg har fortjent den her behandling.”

Tilbage, hvor vi startede. Og hvorfor skulle han altid lyde så utroligt klog? Det var jo ikke ligefrem, fordi han var Einstein, for Einstein var død. Desuden var det irriterende, når han lød klog. Det var helt uudholdeligt. Hvorfor var det altid idioterne, der fik det gode udseende, og en hjerne? Først.. jeg sank en klump, da jeg tænkte navnet. Først Stephen, nu Louis. Og lad os ikke glemme kujonen Andy, nu hvor jeg var gang. Jeg så lidt på Louis, før jeg sænkede blikket. Jeg havde jo ikke andre grunde, end at jeg syntes, han var irriterende. Sikke sølle, jeg var. Jeg kunne ikke engang tale ordentligt til en helt almindelig fyr. Jeg kunne ikke engang bevæge mig.

Louis så kort på mig, før han vendte rundt på hælen, og gik. En meter fra en meget uforstående mig, standsede han op, og så såret på mig.

”Jeg havde planlagt den her dag, Miss Avalanna,” sagde han, og rystede på hovedet. ”Jeg ville gerne have været sammen med Dem.”

Han lagde ekstra tryk på 'Dem', og jeg bed mig i læben. Han gjorde, som jeg sagde. Han fucking gjorde, som jeg sagde. Men det burde ikke føles sådan her. Jeg burde føle mig som en vinder, og ikke som en rådden idiot. Jeg burde kunne smage sejrens sødme, og ikke en virkelig dårlig samvittighed. Louis var på vej væk. Han ville sikkert sige op. Hans første, rigtige job. Jeg havde ødelagt det hele. Måske var hans historie om hans lillesøster der hjemme sand alligevel? Hvorfor kunne jeg ikke bare være taknemmelig? 'Jeg havde planlagt den er dag, Miss Avalanna', havde han sagt. 'Jeg ville gerne have været sammen med dem'. Fuck ham altså. Han vidste lige så godt, at han havde kaldt mig rigmandsinvalid. Han havde fucking prøvet at såre mig ved at bruge mit handicap i mod mig. Han, der havde været så vred, da de piger havde grinet og peget fingre af mig. Han var ikke en skid bedre selv.

Hvor var han forresten?

Mørket tog hurtigere og hurtigere til, og jeg klemte øjnene sammen. Jeg hadede London om aftenen. Det var en dejlig by, men om aftenen var den direkte farlig. Tyve. Pædofile. Kriminelle i det hele taget luskede rundt i gaderne. Ventende på deres næste offer. Og hvem var et bedre offer end mig, en invalid? En rig invalid, for at være helt præcis.

”Louis!” skreg jeg, og så kom tårerne sammen med resten frygten. Hvad nu hvis jeg blev røvet? Banket ihjel? Voldtaget? ”Louis! Kom tilbage!”

Min stemme knækkede over, og jeg lagde hovedet tilbage. Jeg stirrede op på den næsten helt sorte himmel over mig, og mit syn blev snart helt sløret. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og gjorde det helt umuligt at have åbne øjne. Nu betalte jeg virkelig prisen for at være lam. Jeg kunne ikke komme frem, tilbage, til siderne eller vigtigst, kunne jeg ikke komme væk. Væk fra den her park. Væk fra natte-London. Jeg ville så gerne bare.. væk. Jeg ville have Louis skulle komme tilbage. Nej. Jeg ønskede det. Et hulk slap ud i gennem mine læber, og jeg fandt mig virkelig sølle. Jeg sad på en parksti, og ventede på en dreng, der sandsynligvis ikke ville komme tilbage. Han var virkelig sur på mig, og jeg havde bare fucked det hele op. Fuck mig. Fuck Louis. Fuck mit liv.

”Hvem er det, vi har her?” lød en stemme i mørket, og jeg åbnede mine øjne. Louis? Var han tilbage?

”Louis?” spurgte jeg med en rystende, da jeg blev mere og mere usikker på, at det var Louis, jo tættere skridtene kom.

”Og hun er lam, eller skadet,” grinede stemmen, og der lød flere skridt, ”den her aften er jo fantastisk. Drenge?”

Der lød nogle grinende stemmer, som klappede entusiastisk. Jeg spærrede øjnene op. Det var ikke helt sikkert ikke Louis.

”Hvem er du?” spurgte jeg, og drejede hovedet.

På den anden side, gled en finger ned ad mit kindben. Jeg drejede hovedet, og bed efter fingeren. Uheldigvis lukkede mine læber sig om den kolde aftenluft.

”En, du helt sikkert ikke havde planlagt at møde,” sagde stemmen igen, og jeg kunne mærke nogen slå mig. Jeg kunne mærke suset, ”hun er lam, folkens.”

En vanvittig pigelatter flænsede natten, og jeg blev for alvor bange, ”hvad venter I så på drenge?”

Hvad? Ventede på hvad? Nej!

”Louis!” skreg jeg panisk, da jeg mærkede, hvordan selen var blevet lukket op, og jeg faldt på hovedet ned i gruset. En sten flænsede min kind, og jeg kunne smag blod i munden. De var jo sindssyge.

”Hvem er ham Louis? Din kæreste?” spurgte pigestemmen spottende, og et par andre grinede vantro.

Jeg blev hevet væk fra min kørestol, og hulkene begyndte igen. Hvor var Louis, når man havde brug for ham? Jeg snappede endnu en gang efter den finger, der gled ned over mit kindben.

”Hvem tager hende først?” spurgte en drengestemme, der lød som om han virkelig morede sig. Hvordan kunne man more sig over sådan noget, som det her? De var sindssyge, og vanvittige.

”Jeg tager hende,” sagde den stemme, jeg havde hørt flest gange. Det var også ham, der lød ældst. Pædeofile, ”så kan hun måske lære at holde sin kæft.”

Jeg ville ikke voldtages. Jeg ville ikke. Måske kunne jeg ikke føle noget, men jeg vidste, at det stadig ville være ubehageligt. Jeg så op på månen, der nu stod højt og hvid på himlen. Mine tårer trillede ned i mit hår, der lå spredt ud over gruset. Såret i min kind dryppede stadig blod – jeg kunne mærke det varme blod på mine kolde kinder. Nogen trak min bluse af, og jeg begyndte at græde endnu værre. Nu skete det. Jeg ville blive voldtaget. Og Louis var her ikke. Jeg slog ham helt klart ihjel, hvis jeg overlevede det her.

”Hey!” lød en bekendt stemme, og jeg begyndte at grine af lettelse. Louis. Han var her, ”skrid væk fra rigmandstøsen.”

Rigmandstøsen. Han var stadig vred på mig. Han måtte faktisk gerne gå væk igen. Hellere være her, end med en vred Louis, der kaldte mig øgenavne. Når jeg gjorde det, var det jo for sjov. Jeg mente ikke noget af det. Jeg mente det ikke...

”Den her lille skrigeballon?” sagde mandestemmen, lederen, og jeg kunne gøre sindssygen i hans stemme, ”ved du hvad? Det tror jeg ikke. Men hvis vi ikke kan få hende, kan vi gøre noget andet.”

Jeg mærkede en skospids mod min kind. Jeg bed mig hårdt i både den, og min tunge. Min mund blev fyldt med blod, som jeg uden succes prøvede at spytte ud. Det dryppede ned ad min kind. Jeg ville have klynket, men frygter for at blive sparket endnu en gang, fik mig til at klappe i. Jeg drejede hovedet, og fik øjenkontakt med Louis, der stirrede vantro på mig. Jeg følte mig hjælpeløs. Uduelig. Det vrede skær fra Louis' øjne var helt forsvundet. Han var ikke vred længere. Han bekymrede sig om mig.

”Er det din kæreste, prettyboy?” spurgte manden grinende, og Louis nikkede.

Nu var det min tur til at se vantro på ham. Hans kæreste? Det kunne han ikke mene, vel? Nej. Det var bare for meget. Han sagde, vi var kærester. Åh gud.

”Ja, hun er min kæreste,” svarede Louis, og tog så sin mobil op, ”og hvis I ikke stikker af nu, så bliver I fanget af politiet.”

Banden, der stod omkring mig, begyndte at grine, og lederen trådte frem.

”Tror du virkelig, vi falder for-” som på stikord genlød Londons gader i politisirener, og der lød et spontant 'løb!', før de alle var på vej væk. Jeg lå tilbage.

Louis var hurtigt ovre ved mig, og løftede mig op i hans arme. Det var overraskende let for ham, og jeg vendte hovedet ind mod hans brystkasse. Selvom jeg havde blod løbende ned ad kinden og hagen, tog han sig ikke af det. Han var langt mindre selvglad end jeg. Eller snerpet. Jeg havde været en idiot.

”Undskyld,” mumlede jeg, og Louis grinede lavt.

”Undskyld selv, Miss Avalanna.”

Jeg drejede hovedet, så jeg så ind i hans gråblå øjne. Han skulle ikke begynde på det der igen. At være dus, var helt fint for mig. 100%

”Kald mig Miss Avalanna en gang til, Tomlinson,” sagde jeg, og smilede drilsk, ”og jeg slår dig.”

Louis slog en befriende latter op, mens han tørrede min hage og mund med et lommetørklæde. Gentleman, hva'?

”Slå mig en gang til, Miss Avalanna,” sagde han, og smilede, ”og jeg giver dig en million.”

Idioten var tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...