Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14378Visninger
AA

22. Kapitel 20

 

Time of Our Lives

 

"Og denne unge dame, du skal besøge, Avalanna," startede min mor misbilligende ud, "er hvem, helt præcist?"

Jeg sukkede, mens jeg gjorde tegn til min nye hjælper, Simone, at jeg gerne ville have min jakke på, så vi kunne gå. Ikke at have Louis var underligt på alle måde; han havde forstået de få signaler, jeg kunne lave, og vidste tit, hvad jeg ville, før jeg havde spurgt om det. Simone kunne lige akkurat forstå, når jeg bad hende højlydt om noget; men hun blev bedre, hun blev hele tiden bedre, og vi skulle nok nå frem til noget godt. Hun var ufattelig sød, var ældre end mig, og viste ikke falsk medlidenhed, grinede og snakkede med mig, som var jeg ikke i en kørestol.

"Det har jeg jo sagt, mor," brokkede jeg mig, "hun er en veninde, som ikke lige følte for at blive udspurgt af sin venindes mor. For Guds skyld, slap nu af."

Hun mumlede et svar tilbage, hvilket var underligt, for, som nævnt før, så kunne min mor ikke udstå mumleri, hun fandt det irriterende - som en bis summen, men åbenbart var jeg ikke den eneste, der havde ændret mig.

Jeg nikkede lidt fraværende til Simones lavmælte spørgsmål - om vi skulle hen til hende?

Louis ville ikke have spurgt, han ville blot have trillet mig ud i bilen, mens han snakkede højlydt.

Men Louis er her ikke, mindede jeg hårdt mig selv om, mens jeg prøvede at skubbe alle tanker om den brunhårede, gråøjede spilopmager, der havde vendt op og ned på hele mit liv.

Alle tanker om hans latterlige vennegruppe, på hans forlovede - nu eksforlovede, gik jeg ud fra, på kysset, på det farvel der aldrig blev sagt højt; de skulle ud, ud, ud.

"Hvor lang tid skal du være ved hende?", lød det fra Simone efter hun havde spændt mig fast og havde sat sig på sit eget sæde i vores store, sorte van. Ruderne var tonet, og jeg følte mig ærlig talt som en af de superstjernerne, for eksempel dem fra boybands og sådan noget, papparazzierne altid tog billeder af i sådanne biler.

Jeg spidsede læberne og vippede lidt fra side til side med hovedet. "Tjaa, det er jeg ikke helt sikker på. Nok ikke mere end 3 timer, så du kan bare tage ud og købe ind eller noget, hun bor jo ret centralt."

Simone nikkede og satte bilen i bakgear. Jeg lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene. Dybe vejrtrækninger, ind og ud, ind og ud. Det skal nok gå. Jeg tog en dyb indånding og åbnede øjnene igen.

Det skulle nok gå. Det vidste jeg.

Der gik 35 minutter, før Simone lavede en parallelparkering, klikkede sin sele op og fik mig bakset ud af bilen. Huset var hyggeligt, haven havde små dekorationer som havenisser og sten, og i indkørslen holdt en lille SmartCar.

"Bare vent herude, Simone," beordrede jeg lavmælt, "det her klarer jeg selv."

Jeg kørte op til døren og skulle lige til at kalde på Simone - jeg havde glemt, at ringklokker og sådan, var noget, jeg ikke kunne bruge - da døren åbnede sig.

I døråbningen stod en lille blondine med armene om sig selv og løst tøj, håret rodet, ingen make-up.

Hun viftede lidt med hånden. "Jeg.. jeg så jer holde, og jeg tænkte det var dig."

Jeg nikkede og smilede så svagt. "Hej igen Tess."

Hendes blå øjne fandt mine, og hun nikkede med et lille så svagt smil - måske mindre. "Hej Avalanna, dejligt at se dig igen."

Jeg tvivlede på troværdigheden i det sidste, men smilet så ikke falskt ud.

***

"Så," min stemme rystede svagt, "hvordan har du det?"

Tess trak på skuldrene og kiggede ned i sin tekop, der stod uberør foran hende. Dampen stod stadig op fra den, præcis som ved min kop. Earl Grey, havde hun fortalt mig det, men hun havde ikke spurgt ind til, hvordan jeg skulle drikke den, så måske var hun ikke helt så glad for mit besøg, som hun lød i telefonen.

Det var selvfølgelig også anderledes, når man ikke havde øjenkontakt.

"Jeg har det fint." Mit blik røg ned på hendes fingre, som hun var begyndt vride på bordpladen, især hendes ringefinger strakte og bøjede hun meget. Jeg bed mig i læben.

En hede steg op i mine kinder, og jeg slog straks øjnene ned.

Louis kyssede mig.

Jeg havde lyst til at ryste på hovedet, havde lyst til at sige det højt.

Det var to måneder efter.

Forsikre mig om, at det var i orden. Det kunne ikke engang sammenlignes med Louis og Rosaline. Det var ikke engang på samme plan.

Jeg kunne stadig mærke hans læber mod mine, varmen fra dem, ømheden fra dem. Savnet til ham gnavede sig lidt længere ind i mig, og jeg skændte mig selv for at lade minderne om det øjeblik overskygge al min bekymring for Tess.

Mine øjne skød hen til hende, hvor hun sad, som mig, forsvundet i tanker, måske minder om præcis den samme person som mig. Et kønt par, vi var, begge to så mærkede af ham, og vi sad bare i trykket stilhed.

"Hvorfor ringede du til mig?", røg det ud af mig, og jeg havde en kraftig lyst til at slå min hånd mod min mund. At gå lige til sagen, var jeg ikke, hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville gøre. Jeg havde planlagt at småsludre, gøre overgangen glidende.

En rømmelse, en stor, højlydt slurk te.

"To sekunder," mumlede hun og holdt to fingre op for ligesom at understrege det.

Jeg nikkede.

Hun gik ned ad gangen, der lå lidt væk fra stuen, og rumsterede rundt nede i den anden ende, hvor jeg gik ud fra hendes værelse lå. Huset virkede til at være hendes forældres, da jeg ikke havde set Tess, som den sentimentale type, der havde billeder af hendes, hvad, tipoldeforældre til at hænge i hendes stue.

Men, hvem ved.

Der gik ikke lang tid, før hun vendte tilbage på traskende fødder, der slæbte henover gulvet. Hendes ene hånd trykkede hårdt om en lille æske, og mit hjerte sank hurtigt ned i mine ankler, mit lille smil forsvandt sm dug for solen.

"Hvorfor?", hviskede jeg, og Tess satte med et bump på stolen.

Hendes underlæbe bævede, og hun rystede på hovedet. Et lille hulk, tårer der flød over, og jeg havde lyst til at lægge en hånd mod hendes kind, lægge armene om hende og holde hende tæt.

"Jeg kan ikke få mig selv til at..." Hun bed sig i hånden, måske for at holde gråden, som kunne høres i hendes stemme, tilbage. "vil du ikke tage den?"

Jeg kiggede forvirret på hende, selvom jeg dybest inde godt vidste, hvor hun ville hen med hendes forespørgsel. "Men det er jo din, Tess."

Hun rystede på hovedet, et melankolsk smil spillende på hendes læber. "Hvad skal man bruge en forlovelsesring til, når man ikke har en forlovet?"

Jeg bed mig selv i læben, før jeg hurtigt nikkede. "Jo, jo. Selvfølgelig."

"Tusind tak," takkede hun mig, stemmen helt neutral, mens hendes øjne granskede mit ansigt.

Jeg rømmede mig. "Ville du andet?"

Hun rystede kort på hovedet, brynene eftertænksomt rynket. Hun rejste sig, mumlede noget om, at hun nok skulle følge mig ud, hvilket jeg sendte hen et taknemmligt smil for, hvilket hun viftede væk.

"Det skal du slet ikke tænke på," fortalte hun mig med et underligt smil, jeg ikke helt kunne tolke, så jeg valgte at ignorere det.

Farvel til spindelvæv. Farvel, Avalanna, helt farvel.

Hun dumpede boksen, hvor ringen sikkert lå i, ned i mit skød, og hjalp mig ned ad den lille kantsten ind til huset.

Simone sad i bilen, og da vi fik øjenkontakt, skyndte hun sig at tage sin høretelefoner ud, sende mig et smil og skramle over mod min dør, for at gøre det hele parat. Jeg smilede blot tilbage over hendes ihærdighed og kunne ikke lade være med igen at tænke på, hvordan det hele nok skulle gå. Vi skulle nok finde ud af det os to.

Jeg var næsten helt ovre ved Simone, da Tess' lyse stemme stoppede mig, hvor jeg kørte. Frossen, fik jeg kørestolen snurret rundt, så jeg kunne møde hendes lynende blik.

"Bare husk på, Ava," hendes stemme var blid, næsten som om hun talte til et barn, "kærlighed er en smuk ting, men det kan ikke ændre en mand."

Jeg lukkede øjnene, talte til ti og kommanderede mine tårer om ikke at flyde over i Tess' samvær.

"Farvel, Tess.", min stemme var kold og afvisende, og jeg snurrede kørestolen igen, så jeg endnu en gang var ansigt til ansigt med Simone. Hun sendte mig et opmuntrende smil, sød som hun var.

Hun hjalp mig ind på sædet igen, og lige før hun lukkede døren, råbte Tess tilbage.

"Farvel, Avalanna."

***

Harrys lejlighed kunne bedst beskrives som minimalistisk, som taget ud af 90'ernes litteratur. Man kunne også modernisere det begreb og betegne det som lejlighederne fra de minimalistiske instagram-billeder.

Alt var hvidt, så vidt muligt, og jeg kunne ikke lade være med at elske det i det øjeblik, jeg lagde mine øjne på det. Det var så Harry, at jeg ikke kunne lade være. Det var som taget fra IKEA, og selv der, havde han formået at sætte sig eget personlige præg på det, som til dem, der kendte ham - og jeg prydede mig med at være en af de personer - skreg selv de mindste detaljer hans navn.

Det var hyggeligt og præcis den lejlighed, jeg ville vælge for mig selv, når jeg engang flyttede ud.

Hvis jeg overhovedet nogensinde fik lov til det af min mor. Hvis vi skulle være ærlige overfor hinanden, hvor stor var sandsynligheden for det?

Jeg cirkulerede lidt omkring i rummene, for at se dem fra alle vinkler, måbe af hans sans for indretning, måbe af, hvor opmærksom jeg var på alt. Det var ikke normalt.

"Er du snart færdig?", blev der råbt fra rummet, hvor stue og køkken var ud i et, adskilt kun af en lille halvmur.

Jeg grinede lidt for mig selv, før jeg råbte et ja tilbage. Et sidste blik på udsigten over London, og jeg begyndte at køre ud mod Harry igen.

"Når jeg får lejlighed," bestemte jeg med et smil, så snart jeg kom ind i stuen igen, "skal du indrette den."

Hans smil voksede, og han rystede på hovedet. "Og det tror du, at jeg har tid til? Jeg har arbejde, at du ved det."

Jeg lagde hovedet lidt på skrå med et drillende smil. "Min mor kan betale dig."

Han viftede lidt med kniven, han skar grøntsager med - han havde ringet til mig og fortalt mig, at vi spiste aftensmad sammen, og hvem var jeg at benægte ham det? - og han bed sig kortvarigt i læben. "Den replik er lidt mere sexet, når ens mor bliver blandet ud af din."

"Ad, Harold," beklagede jeg mig og kørte over mod køkkenet, hvor han stod, "det er ikke Pretty Woman, det her."

Han trak på skuldrene og hældte de sidste grøntsager ned i en stor salatskål, der allerede var prydet med æbler og gulerødder.

"Hvis du siger det, min ven."

Maden, han havde lavet, var ikke overfin, som min mor ville have foretrukket den, men den var en Harry-speciale, som han havde kaldt det, og var lakserouladder, som sikkert kunne være rullet strammere.

Og det var helt perfekt.

Jeg kunne helt væmmes ved, hvor kliché og arrogant, jeg lød, men lyden af Harrys latter og glimtet i hans øjne, når han morede sig eller bare smilede stille til mig, var nok til, at jeg havde lyst til at smide armene op og skrige carpe diem, samt bede hele verden rende mig, for jeg kunne ikke forestille mig at bruge en fredag aften på noget bedre.

"Jeg mødte Tess i dag," fortalte jeg ham, efter lang tids stilhed, og han rettede hurtigt opmærksomheden mod mig.

"Hvorfor dog det?"

Jeg trak lidt i mundvigen. "Hun ville have mig til at tage Louis' forlovelsesring tilbage."

Det var usikker jord, jeg betrådte ved at nævne ham, og Harrys opmærksomhed var ved at svinde. Jeg kunne mærke det, og jeg kunne se det. Ved benævnelsen af Louis' navn, kom der altid en slags skygge henover Harrys øjne. En skygge der mindede om det røde raseri, Louis' øjne skinnede af, den dag med Rosaline.

"Har du så gjort det?"

Jeg rystede på hovedet. "Nej, hun gav mig kun den sorte boks. Hun sagde noget til mig, noget om at kærlighed ikke kan ændre en person?"

Harry nikkede som tegn til, at jeg skulle fortsætte, han var med.

"Jeg tror, hun ser ringen som et slags bevis på, at hun ændrede Louis," forklarede jeg, "og jeg tror, hun har en anelse om det, der var mellem os - hvad det så end var - og ved at give mig en tom æske, mindede hun mig, om at hun vandt, selvom hun tabte på samme tid."

Endnu et forstående nik.

"Snedigt."

Jeg nikkede, og lod stilheden vare i lidt tid.

"Det smager rigtig godt, forresten," fortalte jeg ham, og et smil voksede frem på hans læber. "Det må vi gøre igen."

Han lagde sin egen gaffel, tog min og satte den i et stykke laks, der lå på min tallerken. Med et lille glimt i øjet, begyndte han at lave små loops med gaflen, mens han lavede en lav flyvemaskinelyd.

Jeg rullede mine øjne af ham, mens jeg prøvede at holde mine læber sammenpresset. Det var da for latterligt.

"Stop, stop. Harry, nej, stop." I det jeg åbnede min mund for at få ham til at stoppe sin børnehaveadfærd, så han sit snit og blidt pressede han gaflen ind i min mund, så resten af min protesteringer blev helt uforståelige.

"Dygtig, lille Ave," roste han med et fornøjeligt smil på læberne, og jeg rakte tunge af ham.

"Du er en idiot," betroede jeg ham og rystede på hovedet.

Han pegede selvsikkert på mig med gaflen, "din idiot."

Et stort smil bredte sig på mine læber, og jeg nikkede.

"Ja," rettede jeg mig selv, "du er min idiot."

Han grinede lidt for sig selv, og jeg kunne ikke stoppe mit smil i at brede sig helt enormt.

Ja, vi skulle nok komme igennem det her; og selvom Louis og jeg måske en dag ville finde hinanden igen, som venner, var Harry og jeg nu begyndt på vores egen rejse. Vores snore hørte sammen, kunne jeg mærke, og de ville aldrig skilles ad.

Livet lå foran os, og ved hinandens hjælp, ville vi hele og gribe det sammen.

***

En sidste epilog, og Asphodel lukker og slukker for denne gang.

Over 3 år undervejs og endelig er vi færdige hed ved 3½ års dagen. (Cirka). Jeg er så beæret over, at I stadig følger med, og jeg håber, I synes om slutningen. For det her er jo slutningen på en måde, og jeg kan slet ikke beskrive, hvilken følelse jeg står med indeni.

Tusind tak for jeres dedikation, og jeres kærlighed, I er alt for mig <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...