Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14256Visninger
AA

4. Kapitel 2

Don't Let Go

 

”Lam?” spurgte han forskrækket, og veg tilbage, ” hvad fanden mener du med det?”

Jeg rullede øjne, og så dumt på ham. Det var da det dummeste spørgsmål, jeg længe havde hørt. Ja, hvad troede han, jeg mente? At det var min humor, der var lam?

”Ja, nok det, jeg siger, ikke sandt?” spurgte jeg spydigt, og lagde hovedet på skrå, ”hvad havde du troet?”

Andy så skrækslagen på mig, og gik endnu nogle skridt tilbage. Han kørte hånden i gennem sit lyse hår, og rystede på hovedet. Han formede ord med munden, men der kom ikke nogen lyd ud af den. Han var bange, det forstod jeg godt. Men ellers kunne jeg ikke se det store problem i det. Ganske vist kunne jeg ikke være med til at svømme om kap mere, men ellers var jeg den samme. Intet var forandret. Ud over at jeg ikke kunne bevæge mig fra brystet og ned, men det var vel en mindre komplikation, vi bare skulle vænne os til. Ikke sandt?

Andy så hen på Stephen, der trak på skuldrene. Jeg så uforstående på ham, skulle han ikke gøre noget? Han var min kæreste. Han burde gøre.. et eller andet. Kysse mig på panden. Sige, det nok skulle gå. Gøre et eller andet. Han kunne for fanden for min skyld kneppe mig, hvis han ville. Bare han ville gøre et eller andet, eller sige noget.

Andy lukkede øjnene, og lagde to fingre mod tindingerne. Fra min synsvinkel af, så han alt for koncentreret ud. Jeg vidste faktisk ikke, at han kunne se, så koncentreret ud. Jeg lærte meget allerede fra morgenstunden af, hva'?

”For fanden, Lanna,” råbte han, og viftede med hånden, som om han ikke helt vidste, hvad han skulle sige, og eller nok nærmere, hvad han ikke skulle sige, ”lad dog være med at være så pisse dum! Jeg hopper ikke på den! Og hvis det er sådan, du ser vores venskab, er det ovre! Det her var den værste spøg nogensinde!”

Jeg så på ham med store øjne, før jeg snerpede min mund sammen til en lige streg, ”hvis det er sådan, du ser det, så fint med mig. Bare husk, at det var din fucking skyld – ikke min!”

Han så på mig med tomme øjne, før han vendte rundt, og forlod værelset. Jeg så efter ham med store øjne, der var helt blanke af tårer, der snart ville begynde at løbe. Stephen så medlidende på mig, før han fulgte efter Andy. Jeg så overrumplet efter ham, før det gik op for mig, at han forlod mig. Han var mig kæreste, og han fucking forlod mig!

”Stephen, kom tilbage” skreg jeg højt, og pressede øjnene i, ”Stephen!”

Jeg orkede ikke at åbne øjnene, da jeg hørte min mors stemme, der roligt tyssede på mig. Min mor trak mig så let som ingenting ind til sig, og jeg kunne ikke protestere, selvom jeg gerne ville. Men jeg ville ikke, jeg ville have at hun skulle holde om mig. At hun skulle trøste mig, og kysse mig gentagende gange i håret. At hun skulle forsikre mig om, at alt nok skulle blive okay igen. At det skulle blive som før. At Stephen og Andy ville komme tilbage. At de bare blev lidt... overrumplede. De skulle selvfølgelig have tid til at vænne sig til min nye tilstand.

Men det blev ikke sådan, og det vidste jeg også godt. Stephen var væk. Andy var væk. Måske ville Andy komme tilbage, men Stephen ville helt klart ikke. Det kunne jeg mærke allerede nu. Det var også sådan før ulykken – han gik, da jeg havde allermest brug for ham. Han kiggede ikke engang tilbage. Heller ikke i dag. Vores forhold mindede mig om Taylor Swift's single 'I Knew You Were Trouble', for skønt jeg hadede singlen, så passede den perfekt til vores forhold. Han forlod mig af egen fri vilje. Og det var det, der rev mit hjerte itu. Hvis han var tvunget, kunne jeg tilgive ham. Men ikke det her. Hvis det havde været under andre omstændigheder, ville jeg måske have tilgivet ham efterhånden, men ikke nu. Om han så var den sidste mand på Jorden, ville jeg aldrig se på ham igen.

”Sssh, skat,” sagde min mor beroligende, og strøg mig over håret. Ligesom Stephen plejede at gøre, jeg græd endnu voldsommere, ”så, så, skat – jeg er her for dig, min pige.”

Hvis det var under andre omstændigheder, ville jeg aldrig have stolt på hende, men noget ved hendes stemme fik mig til at nikke. Måske havde hun ret. Måske ville hun rent faktisk være der for mig. Måske ville hun opgive sit arbejde for mig.

Jeg fik lyst til at grine, da jeg havde tænkt tanken færdig. Det ville selveste Maggie Celeste Roya aldrig gøre – hun havde en god karriere, der skaffede penge til hendes familie. Hun skulle passe sit job, ellers ville hun blive fyret, og hun ville gå fallit på en time.

”Hvorfor, mor?” hviskede jeg ned i hendes skulder, mens pressede øjnene sammen. Hvorfor skulle det lige ske for mig?

”Jeg ved det ikke, min skat,” svarede hun bedrøvet, og kyssede mig i håret. Ligesom Stephen altid plejede at gøre, ”jeg ved det ikke.”

Hun lagde mig ned i sengen, og smilede halvhjertet til mig, før hun rejste sig og gjorde et kast med hovedet mod sygeplejersken, der stod parat med noget medicin henne ved døren. Jeg sank en klump, og lukkede øjnene. Jeg kunne virkelig ikke lide medicin. Jeg kunne ikke lide hospitaler i det hele taget eller noget, der bare mindede om hospitaler, medicin og sygdom.

”Så, Miss Avalanna,” smilede sygeplejersken, men hendes øjne smilede ikke - de var beklagende, som om det virkelig gik hende på, hvad der var sket i mellem Stephen, Andy og jeg, ”er du klar til din medicin?”

Der skar jeg af for hørelsen, jeg orkede virkelig ikke høre på hendes medlidenheds ævl, eller beroligende snak om, at medicinen ikke gjorde ondt. Det ville jeg da skide på, hvis jeg altså stadig kunne det. Sagen var, at det var medicin, og jeg kunne ikke lide medicin. Om det så gjorde ondt eller ej.

Hun tog den ene pille op efter den anden, og forklarede, hvad det var. For hende var det sikkert alle mulige navne på latin, der lød meget klogt; For mig lød det mere som 'dette er bla bla bla', 'og dette er bla bla bla' Kort sagt en hel masser pladder, jeg ikke kunne hitte hoved og hale i. Undtagen Panodil – det vidste jeg, hvad var, trods alt.

Jeg ved ikke helt præcist, hvad hun gjorde, men jeg fandt snart mig selv meget træt, og meget tæt på at falde i søvn. Så det gjorde jeg. Selvom jeg lå virkelig dårligt på ryggen; Jeg plejede altid at sove på siden, men det kunne jeg selvfølgelig ikke lige nu. Eller nogensinde igen. Jeg ville komme til at hade mit liv, og det værste var, at jeg ikke kunne begå selvmord. Jeg var bundet til en seng eller en kørestol resten af mit liv, og jeg var bundet til en anden person, som skulle hjælpe mig med alt muligt. Hvor glædede jeg mig altså bare.

 

 

Da jeg vågnede igen, ville jeg ønske, at jeg tilbage i den drømmeløse søvn, der havde opholdt mig de sidste mange timer.

Jeg skulle i bad, og min mor skulle hjælpe mig. Hvor glædede jeg mig. Hun havde altid brokket sig over, at mit hår ikke blev plejet ordentligt – hvilket det gjorde, for jeg havde fire forskellige shampoo'er, balsam og en hel masse andre ting til håret der hjemme – så i hun måtte da være helt i ekstase over endelig at få lov til at pleje det, som hun ville. Godt for hende – jeg var døden nær.

”Dine spidser, Avalanna, dine spidser,” lød det bebrejdende fra min mor efter to minutter, og jeg rullede med øjnene.

Jeg sad i en slags kørestol, der kunne holde hele min krop på plads, for jeg havde åbenbart ingen muskler tilbage i kroppen, der kunne holde mig oppe. Det var faktisk lidt spøjst, for hvis de slap mig uden at spænde mig fast, faldt jeg med samme sammen, som en anden kludedukke. Min mor havde næsten fået hjerteanfald, da en af sygeplejerskerne, vist en studerende, havde glemt det, og jeg var ved at støde hovedet sammen med gulvet, hvilket ville være uheldigt, da hovedet var det eneste sted, hvor jeg stadig kunne føle noget. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville gøre ondt, for betongulvet så ikke ligefrem blødt ud.

Min mor skrubbede med kraftige bevægelser min hovedbund, for hun skulle jo 'få gang i blodomløbet der oppe'. Jeg lod hende gøre det af to grunde; fordi jeg ikke havde andet valg, og fordi jeg håbede, at det måske ville få så kraftigt 'gang i blodomløbet deroppe', at mit hoved ligesom ville vågne lidt op, og jeg måske kunne få min krop tilbage.

Naivt håb, men det var ligesom det eneste, jeg havde tilbage. Hverken min bedste ven, min kæreste eller min krop kunne hjælpe mig lige nu.

Hvad jeg ikke havde tænkt på, da sygeplejersken for præcis 54 timer, 12 minutter og nogle sekunder siden fortalte mig, at jeg var lam, var, at jeg åbenbart ikke længere selv kunne.. ja, gå på toilet. Og så troede de, at jeg frivilligt ville lade nogen tømme min røv. Gud, hjælp mig. Ikke at jeg tror på Gud, for det holdt jeg op med, da jeg blev lam. Jeg kunne ikke tro på en gud, man sagde, reddede alle, når han bare lod Andy hoppe ned i mig. Hvilken måde var det lige at vise på, at man elskede alle på Jorden?

”Men skat, vil du hellere gå rundt med pubæ i numsen hele dagen?” spurgte min mor, og så på mig med et blik, der utvetydigt sagde 'helt ærligt, Avalanna, tænk dig lige om'.

Men jeg lå fast. Jeg skulle ikke have nogen, der stak hånden op i min røv. Det ville være så ulækkert. Det var slemt nok, at min mor fra nu af kunne bestemme, hvilket tøj, jeg skulle have på. Men at have hendes hånd oppe i min.. nej, det ville bare være virkelig forkert.

Og så skulle min mor selvfølgelig tale til mig, som var jeg en lille pige igen. For hende var jeg vel også det – hendes lille engel, som hun skulle passe på. Men seriøst, pubæ? Det var for lavt. Selv for min mor. Hun burde vide bedre. Hvis hun da havde været til stede de sidste par år. Jeg havde altid haft et ur inden i mit hoved, der begyndte at tikke, hver eneste gang, vi havde en samtale. På normale hverdage var det som om, jeg kun kunne holde hendes opmærksomhed på mig i højst et minut, så lød hendes evindelige svar; 'vi snakkes ved senere, ikke, skat?'.

”Avalanna Liberty Roya,” sagde min mor irettesættende, og så på mig med sit borende blik, ”vil du så være venlig at opføre dig, som en dame, og ikke en forkølet sminkedukke?”

Min mor havde indirekte kaldt mig en forkælet sminkedukke. Hun havde kaldt mig, Avalanna Liberty Roya, som hun i de seneste 3 år nærmest måtte tvinge en kjole ned over, en forkælet sminkedukke. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Når man så på hende, og så så over på mig, var det de færreste, som syntes, jeg var den egentlige sminkedukke. Hun havde altid foundation, eyeliner, læbestift, kindrødt, og alt sådan noget stads på. Og det havde altid gjort mig sindssyg. Kort og præcist; hun var sminkedukken, ikke jeg.

”Jeg kan altså virkelig ikke forstå, hvordan du kan holde de duller ud?” sagde hun, og sukkede, som om vi havde talt om det her en million gange.

Hvilket vi langt fra havde. Og selv, hvis vi havde, ville jeg ikke lytte til hende. Jeg var af den opfattelse, at hun ikke skulle bestemme over, hvem jeg hang ud med i min fritid. Desuden var Avery og Zoey også kun nogen, jeg så til Andys fester. Ja, de havde lidt korte og (meget) billige, kjoler på, men det gik ikke ud over deres personlighed. De var virkelige dejlige personligheder og kunne altid få mig til at grine. De ville sikkert undre sig over, hvor jeg var på fredag, når Andy holdt fest igen.

”Og ham Andy,” hendes stemme var isnende, mens hun vendte mig rundt – jeg prøvede at udholde pinen, ”jeg har altid sagt, at han var dårligt selskab. Jeg har forresten talt med Mr. Johnson; Han mener, at vi kan få mindst 50.000 pund i erstatning.”

Jeg gjorde en grimasse, og kiggede rasende ned i min pude, ”du vover ikke at sagsøge ham, mor. Jeg mener det. Du vover det ikke.”

Min mor sukkede nede ved mine ben, og jeg gemte straks hovedet i puden igen. Det her var så pinligt. Endnu pinligere, end da Andy afslørede Stephen og mig, da vi kyssede for første gang, for alle ved festen. Jeg havde stadig ikke tilgivet ham for det.

”Han har gjort dig lam, Avalanna!”, vrissede hun af mig, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan hendes rasende blik i min nakke, ”det er ikke med min gode vilje,” jo, det var. Hun havde ledt efter en grund til at cutte min kontakt til min første og eneste rigtige ven siden 1. klasse, ”men han er ikke helt rask. Ellers ville han have vidst, hvad han gjorde.”

Jeg kunne ikke holde det ud. Min mor sagde, at min bedste ven, om han så havde forladt mig eller ej, ville han stadig beholde den titel, var sindssyg. Jeg havde lige mistet både ham og min kæreste, men hun kunne selvfølgelig ikke vente mere end en dag, før hun skulle kommentere det.

Hun fik ikke lov at sagsøge ham. Jeg nægtede, at sige noget, der kunne gavne hendes sag. Han var min ven lige meget hvad. Og jeg ville ikke bare opgive ham, som han havde opgivet mig. Han var oprevet, det var klart. Det var ligesom at få at vide, at man havde gjort en pige gravid, og at hun muligvis ikke ville overleve. Eller noget tæt på. Det var helt forståeligt. Jeg ville nok også have reageret sådan. Han skulle nok komme tilbage. Jeg kunne mærke det. Han ville stadig være der for mig.

”Mor,” sagde jeg hårdt, ”få hånden ud af min fucking røv, og gå væk.”

Min mor grinede en tom latter, og jeg kunne nærmest høre hendes tanker; 'hun ved ikke, hvad hun siger.' og 'hun skal nok takke mig en dag.'

Hvilket jeg aldrig kom til. Hun var min mor, men at fornærme mine venner, mens jeg hørte på det, var at gå over grænsen. En grænse, hun aldrig havde respekteret.

”Søde skat,” sukkede hun medlidende, og da jeg drejede hovedet, kunne jeg se hende smilende ryste på hovedet, ”du ved ikke, hvad du siger. Desuden skal det her pubæ ud, ikke også?”

Jeg bed tænderne sammen, og så koldt på hende (ikke at hun tog sig af det), ”kald det, hvad det er, mor. Lort. Det er fucking lort.”

Jeg hørte et lille smæld, og så overrasket på hende. Hun havde slået mig. Selvom jeg ikke kunne mærke det, gav det da ikke hende ret til at lade hendes aggressioner gå ud over min krop. Det var min krop, også selvom jeg ikke kunne mærke den mere.

”Snak så pænt, Avalanna Liberty Roya,” skændte hun arrigt, ”er det virkelig sådan, jeg har opdraget dig?”

Nej, det var det ikke, men jeg var sådan cirka dødligeglad lige nu. Hun skulle lære at tale pænt om mine venner, og indtil hun ikke kunne det, ville jeg ikke snakke pænt om hendes venner, eller bare generelt.

”Nej, mor,” svarede jeg, og et smil poppede op på hendes læber. Et sejrrigt smil, som hun havde vundet en krig. Vores krig.

”Godt,” sagde hun, og løftede endelig sin hånd – den så ikke helt lækker ud, ”så glemmer vi det her lille sammenstød, ikke?”

Jeg vendte hovedet. Jeg følte mig ydmyget. Jeg kunne ikke gøre noget for at forhindre hende i at tage kontrol over mit liv. Hun kunne praktisk bestemme alt, hvilket jeg vidste, hun ville benytte sig af. Hun ville prøve at gøre mig til en moderigtig invalid. Eller, hendes gratis reklamesøjle. Og jeg kunne ikke tage mit eget tøj på mere. I hvert fald ikke uden min mors godkendelse, og den ville aldrig komme. Så jeg kunne ligeså godt give op. Avalanna Liberty Roya is signing off.

”Forresten, skat, så har Mr. Brutofskji og jeg en overraskelse til dig,” sagde hun entusiastisk, og jeg sukkede dybt. Kill me, ”vi afholder, hvad er det I unge siger? Auditions, ikke? Auditions til en, der kan hjælpe dig rundt i byen, og sådan noget.”

Jeg vidste det. Hun ville ikke lade mig alene. Og nu skulle hun åbenbart selv bestemme, hvem det var, der skulle hjælpe mig. Og hvad havde hun ment med auditions? Det lød som om mit liv skulle blive lavet om til en musical. Men det kunne ikke være, for vi var ikke i USA, og jeg gik ikke på High School. Ikke at jeg ville nedlade mig til at være med i en musical, for efter de tre forfærdelige, katastrofale film High School Musical, havde jeg fået allergi mod musicals. En så kraftig allergi, at jeg nok ville dø, hvis mit liv blev lavet om til en.

”Du mener, I holder jobsamtaler?” spurgte jeg, og kiggede dumt ned i puden, da jeg ikke orkede at kigge på hende.

Hun sukkede, ”hvis du vil være kedelig.”

”Det vil jeg,” svarede jeg, og lagde mig lidt bedre til rette. Hovedet på siden, og så skulle jeg bare sove, ”forresten, mor, så vil jeg være med til at bestemme, hvem der skal være min hjælper.”

 

 

”Okay, Miss Avalanna,” sagde sygeplejersken og smilte opmuntrende til mig, ”sidder du godt?” jeg nikkede, og hun tog tråden op igen, ”godt. Når du skal frem ad, så skal du-? Ved du allerede det? Okay, godt, vis mig det.”

Jeg lagde hovedet tilbage, så min hage ramte den pind-lignende ting, der sad fast til kørestolen. Den bevægede sig frem ad i et roligt tempo, der nok ville dræbe mig. En snegl ville være hurtigere. Jeg stoppede ved trappen for enden af den gang, hvor jeg havde prøvet min nye 'super smarte kørestol, der ville hjælpe mig så super meget'. Min mor klappede i hænderne et sted bag mig, og jeg satte hagen på siden af den pind, der åbenbart styrede kørestolen. Den snurrede rundt, og jeg nåede lige at se, hvordan min mor og sygeplejersken afsluttede en hviskende samtale, jeg fandt meget mistænkelig. De konspirerede sikkert mod mig. Det kunne lige min mor.

”Flot, Miss Avalanna,” roste sygeplejersken mig – jeg fandt det pinligt, at jeg ikke kunne huske hendes navn, ”så tror jeg, at De er klar. Men bare rolig – De kommer tilbage i aften.”

Jeg skulle til at klappe ironisk i hænderne, da jeg huskede, at jeg ikke kunne. Min mor så stolt på mig, som om jeg lige havde bestået en meget kompliceret test. Hvilket jeg ikke havde, for systemet i den her kørestol var ikke ligefrem Einsteins arbejde.

”Okay, hvis De vil køre her hen igen,” sagde sygeplejersken, og pegede på elevatoren, ”så tager vi elevatoren ned.”

Jeg kørte der hen, og blev mødt af min mor, der straks tog fat i kørestolen, som om demonstrationen lige før, hvor jeg viste, at jeg selv kunne køre, slet ikke betød noget. Jeg var hendes lille pige, som hun skulle passe på. Den lille pige, der var bange for monstrene under sengen og i skabet. Den lille pige, der ikke kunne klare sig selv.

Da vi kom ned i receptionen, hvor væggene nærmest kun var vinduer, kunne jeg se en handicaps bil stå ude på parkeringspladsen, og jeg sukkede. Jeg skulle ikke ind i sådan en. Ikke fordi jeg havde noget i mod den, men jeg ville bare ikke, og sådan var det. Hvis paparazziene tog et billede og smed det på internettet, ville alle i skolen vide, at jeg var blevet lam. Hvilken herlig dag jeg ville få i skolen på mandag. Eller hvornår jeg nu skulle i skole igen, for det havde min mor nok ikke tænkt på. Det var ligesom da jeg var lille og fik feber, så beholdt hun mig der hjemme mindst tre dage efter feberen var forbi, bare for at være sikker på, at jeg var rask. Hvorfor var jeg ikke helt klar over. Alle havde jo sagt, at jeg var rask, så hvorfor hun stadig lod mig blive hjemme var underligt.

Angående handicaps bilen havde jeg, som altid, ingen indflydelse på, hvilke beslutninger, der skulle tages. Derfor blev jeg proppet ind i handicaps bilen, som jeg fandt ud af tilhørte min mor. Hun havde åbenbart fået den købt i det øjeblik, hvor min lammelse blev erklæret. Jeg burde vel føle mig beæret, men jeg fandt det i stedet lidt irriterende. Kunne hun ikke vente? Var hun nødt til at købe alt, der var nødvendigt for, at jeg kunne komme hjem, på et sekund? De fleste ville ikke forstå mig, men jeg var lidt ligeglad. Både med andres meninger, men især også med min mors penge. Penge var alt, der betød noget i hendes verden. Og berømmelse.

Turen hjem var behagelig, trods vi kørte i den buslignende bil, min mor havde fået lavet om til en limousine, der havde alt for højt til loftet. Hun havde virkelig lagt sig i selen. Jeg følte mig lidt utaknemmelig, men når alt kom til alt, var det hele bare for pressens skyld. Ikke min.

Alle min mors tjenestefolk stod klar til at tage i mod mig, da vi trillede ind på gårdspladsen. Og når jeg siger gårdspladsen, mener jeg en stor plads med et stort springvand i midten, hvor der stadig var plads til at køre uden om i bil. Selv den her handicaps limousine.

”Velkommen, Miss Avalanna,” smilede kokken, der var en lidt rund kvinde med orange hår, og smilerynker, ”vi har savnet Dem.”

Endnu mere 'Miss Avalanna', og endnu flere folk, jeg var dis med. De kunne virkelig ikke forstå, at jeg hellere end gerne ville være dus med dem alle. De var mine venner, hver eneste en af dem, og jeg havde på fornemmelsen, at nu hvor både Stephen og Andy, dog kun midlertidigt, havde forladt, ville jeg bruge en del mere tid med dem end normalt. Så de kunne godt se at komme i gang med øve sig at sige 'du' og bare 'Avalanna' til mig. Ingen 'De', 'Dem' eller 'Miss' til mig i lang tid fremover.

Efter at jeg havde snakket lidt med en tjenestepige, som min mor lige havde ansat, syntes min mor. At jeg skulle se mit værelse, som hun i løbet af to dage på magisk vis havde forandret. Spørg mig ikke, hvordan hun havde klaret det, for hun havde nærmest været ved hele tiden. Selv da jeg skulle have tømt røv (noget, vi forresten ikke taler om), var hun der, og hun gjorde det endda selv. Hvordan hun kunne få sig selv til, aner jeg ikke. Men alt for pressen.

 

 

Det viste sig, at jeg ikke skulle op på mit værelse, men i stedet hen til min mors kontor, hvor hun som regel altid befandt sig, når hun var hjemme. Hvilket betød at hun havde havde cirka ti minutter til mig om ugen. De fleste gange meget mindre.

”Okay, min skat,” startede min mor smilende ud, ”her skal vi tage i mod jobansøgerne.”

Hvorfor i alverden havde jeg insisteret på at vælge selv? Jeg vidste da absolut ingenting, og desuden ville det nok blive virkelig kedeligt. Hvis min mor valgte en mand, slog jeg hende ihjel. Om jeg så skulle bide hende ihjel, ville jeg gøre det. Det skulle være en pige, lidt ældre end mig, som kunne finde ud af at flette mit hår. Det ville jeg savne at gøre selv. Og så skulle hun have rødt hår. Jeg havde altid været en stor fan af rødt hår.

”Skal vi bare begynde?” spurgte jeg, og lagde træt hovedet tilbage i kørestolen, og sukkede højlydt, da min mor hovedrystende forklarede, 'at der var ti minutter endnu, så jeg skulle væbne mig med tålmodighed'. Så det gjorde jeg. Men eftersom, at jeg ikke havde den bedste tålmodighed, slap den ret hurtigt op. Da jeg spurgte igen, var der gået fem minutter, så det ville sige, at, hvilket man allerede vidste, hvis man var god til matematik, der var fem minutter igen.

Endelig gik døren op, og en kvinde kom ind. Allerede da jeg så hende, vidste jeg, at hun var en meget kedelig type. Sådan en, der gik op i regler, og aldrig brød dem. Nej, min mor kunne bare ikke vælge hende. Den kvinde var jo nærmest selvmord – socialt selvmord.

”Okay, hvad hedder De?” spurgte min mor høfligt, og snart var de i gang med at snakke.

Kvinden hed Tara Benedict, var 28 år, havde en hel masse uddannelser, som psykologi og fysioterapeut. Hun havde altid været fascineret af handicappede og elskede at hjælpe dem. Min bare røv. Det her job tog hun for pengene. Hvis jeg havde regnet korrekt, ville min mor give en hel del penge til min hjælper.

”Nej,” sagde jeg efter to minutter i pinsel og vedvarende pralen fra Taras side, ”tak fordi De kom, men vi har desværre ikke brug for dig. Næste.”

Tara kiggede fornærmet på mig, og min mor kiggede irettesættende på mig. Var det fordi jeg afbrød dem i deres sikkert meget interessante samtale, eller fordi jeg sendte Tara ud på en meget uhøflig måde? Lige meget. Jeg var invalid, og jeg skulle ikke trækkes med en, der hele tiden pralede. Desuden havde hun brunt hår, ligesom mig.

”Farvel, Tara, kom godt hjem,” sagde min mor og smilede falsk, før hun kiggede surt på mig.

”Jeg styrer det fra nu af mor,” sagde jeg, og smilede lige så falsk tilbage.

 

 

”Desværre, næste tak,”

 

 

”Næste.”

 

 

”Tak for Deres besøg – held og lykke ved den næste!”

 

 

En ung mand trådte ind i kontoret, klædt i sort jakkesæt og slips. Hans skæg var barberet næsten helt af, og han så ud som om, han havde prøvet det her en million gange. Han gik hen til min mors arbejdsbord, og smilte charmerende til både hende og mig. Af min mor fik han et venligt smil, og af mig nogle rullende øjne. Han lod sig dog ikke afskrække, for efter nogle sekunder, hvor hans gråblå øjne lå på mig, vendte han sig mod min mor og præsenterede sig.

”Louis Tomlinson.”

”Maggie Roya,” sagde min mor, og vendte sig mod mig, ”og dette er min datter, Avalanna Liberty Roya.”

Jeg vendte øjne, da jeg var sikker på, at han godt kendte mit navn. Han var trods alt kommet for at få jobbet, som min hjælper. Han burde kende mit navn. Just saying.

”Dejligt at møde Dem, Mrs. Roya,” sagde han, og rettede sit gråblå blik på mig, ”og må jeg have lov at sige, at De har en dejlig datter.”

Hvis hun valgte ham, ville jeg aldrig se på hende mere. Han var sådan en af de duksedrenge fra min skole, der aldrig brugte sin tid på andet end lektier. Ikke at der var noget galt i det, jeg orkede bare ikke at skulle være sammen med en 24/7. Glem det. Hellere blive et af Jehovas Vidner.

Min mors ansigt blev et øjeblik stramt, men så slappede hun af, og smilede vindende. Som om hun lige havde udtænkt en ny modekreation.

”Jeg er såmænd ikke gift, så kald mig bare Miss Roya,” smilede hun, og viftede affejende med hånden, da den ih og åh så høflige Louis Tomlinson skulle til at undskylde.

Han irriterede mig allerede. Bare ved at kigge på mig, kunne han få mit blod til at koge. Der var kun en solstråle på min lige nu meget overskyede himmel; Han skulle tømme min røv. Hvis han irriterede mig for meget, vidste jeg lige, hvordan jeg skulle få ham ned på jorden igen.

”Okay, Mr. Tomlinson, lad os komme i gang,” sagde min mor, og kiggede ned på hendes papirer, ”har De nogle særlige uddannelser?”

Og så begyndte foredraget, som jeg ikke havde nogen intentioner om at lytte til. Der var psykologi. Han havde læst til læge, men droppede det, da han fandt handicappede og andre udviklingshæmmede meget mere interessante. På hvilken måde 'interessante' sagde han dog ikke noget om.

”Har De nogen referencer?”

”Min lillesøster er udviklingshæmmet,” startede han, og kiggede ned på sine foldede hænder, som om det var et ømt emne, ”min mor har kræft, så hun har aldrig haft de store kræfter, og min far skred fra hende med en eller anden kvinde, så vi har altid været alene. Jeg har trådt i min mors sted, når det gjaldt mine søskende.”

Min mor førte hånden op for munden og så ud til at være på nippet til at græde. Hun var fortabt – jeg kunne mærke det. Hun var allerede ved at finde kuglepennen frem, så hun kunne få ham til at underskrive den kontrakt. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Planen var simpel; skræm ham væk.

”Er De villig til at gøre en masse?” spurgte jeg, og skød hagen lidt frem, så jeg kunne køre lidt frem ad. Louis fulgte mig med øjnene, før han nikkede uforstående, ”De skal vide, at De skal klæde mig på – jeg bestemmer tøjet, for De har tydeligvis ingen smag” ”Avalanna, dog! Ti stille!” ”og så skal De vide, at eftersom, at jeg er lam, kan jeg ikke gøre en hel masse nødvendige ting. Lad mig komme med et eksempel; De skal tømme min røv for lort.”

Louis så lidt overrumplet på mig, før han langsomt nikkede, ”det må være forfærdeligt ikke kunne gøre sådanne ting, formoder jeg, Miss Avalanna?”

Tilbage, hvor vi startede. Han var åbenbart ligeglad med det faktum, at han skulle stikke sin hånd, der var dækket af et lille lag tynd plastik, ind i en fremmede piges røvhul. Det ville overskride en del grænser hos mig.

”Jo, det er det,” svarede jeg og nikkede, ”men hvad der endnu mere forfærdeligt er, at jeg ikke kan smide mors drenge ud af mit hus. Det er virkelig traumatisk.”

”Avalanna! Ti. Stille,” sagde min mor, og så på mig med et hårdt blik, der fik mig til at grimassere, ”De må undskylde min datter, Mr. Tomlinson. Hun går i gennem en meget hård tid.”

Går i gennem en meget hård tid? Hvor ironisk. Det eneste, jeg kunne var at køre i gennem 'en meget hård tid'.

”Forståeligt nok,” svarede Louis og så medfølende på mig. Han gjorde det udelukkende for at irritere – jeg kunne mærke det, ”det må være hårdt for Dem.”

”Og med hensyn til, hvad min datter sagde,” startede min mor, og jeg frydede mig over, hvordan Louis spændte lidt, da hun sagde det, ”så skal de selvfølgelig ikke tømme hendes numse. Ikke endnu.”

Louis, der i to sekunder havde set meget afslappet ud, så pludselig over på mig i en blanding af harme og kvalme. Som om tanken frastødte ham. Han var ikke den eneste, der ikke kunne lide det arrangement. Tænk at have hans hånd inde i mig. Klamt. Og det lød også klamt, på den ene og den anden måde.

”Men hvis De vil have jobbet, Mr. Tomlinson,” sagde min mor, og skubbede kontrakten og en kuglepen over mod ham, ”så skal De blot skrive under her.”

Vent. Hvad? Nej! Jeg så ængsteligt over på min mor, før jeg udbrød, ”har jeg ikke noget at sige i den her sag?”

Min mor rystede umærkeligt på hovedet, et tydeligt tegn til, at jeg skulle tie stille lige nu. Men det var jeg sådan cirka ligeglad med. Han skulle ikke være min hjælper. Han skulle skride. Lige nu.

”Det er min røv, han skal have sin fucking hånd op i!” protesterede jeg højlydt, mens jeg så panikslagen på min mor, der så ud til at være meget tæt på at springe i luften.

”Det er nok bedst, hvis jeg går, Miss Roya,” sagde Louis med et anstrengt smil, ”det er trods alt din datter, jeg skal hjælpe, og hvis hun ikke vil have mig-”

Han holdt en kunstpause, og min mor bukkede under en gang for alle, ”nej, jeg insisterer. Jeg tror, De vil have en god indflydelse på hende.”

I et kort sekund smilede Louis lumsk, som for at sige 'De skulle bare vide'. Måske var der endnu håb for ham? Jeg krydsede fingre.

Sjovt, Avalanna.

Så var øjeblikket forbi, og Louis nikkede latterligt bedrevidende. Som om han under hele samtalen havde ventet på dette øjeblik. Hævn. Jeg hadede, når det gik ud over mig. Det var jo ikke der for begrebet 'hævn' var blevet opfundet – det var så jeg kunne få min velfortjente hævn. Over alle, jeg havde brug for at hævne mig på.

”Måske har De ret,” sagde Louis, og trommede den ene pegefinger funderende mod bordpladen, ”jeg siger i hvert fald ja tak til Deres tilbud, hvis Deres datter vil have mig?”

”Hvad tror du, idiot?” spurgte jeg sarkastisk, ”selvfølgelig vil jeg da det.”

Louis smilede, og tog kuglepennen, ”så siger vi det. Hvornår skal jeg begynde?”

Jeg så ondt på Louis, men han gjorde sit yderste for ikke at se over på mig. Idiot. Jeg vidste allerede, at han ville komme til at irritere mig endnu mere end han allerede gjorde. Hvordan det var muligt, vidste jeg ikke helt, men jeg kunne mærke det. Allerede nu vidste jeg, at Louis Tomlinson var en irriterende personlighed.

 

 

Må jeg lige have lov til at fangirle? 15 likes og over 15 favoritlister på min novelle? Allerede ved første kapitel? Oh my... Jeg ved slet ikke... Tak? Tusind tak!

Og jeres kommentarer – de varmer virkelig!

Da jeg publicerede Asphodel til min veninde, havde jeg ingen idé om, at der ville komme så mange faste læsere allerede ved første kapitel. Det må være Daras virkelig flotte cover, der har fået jer til at klikke på den, ikke sandt?

Jeg kan ikke bebrejde jer (I er jo mine læsere, right?) - Daras cover er så sindssygt flot, at jeg ikke kan takke hende nok. Hun fik lavet det præcis sådan, som jeg havde ønsket det.

Og må jeg lige gøre jer opmærksomme på, at dette kapitel er 5920 ord langt? Og fylder 9 sider i Word? Et af de længste kapitler, jeg har skrevet indtil videre! Desuden vil jeg gerne fortælle jer, at hvis I er utilfredse med længden, og vil have den forkortet, så må I tage den i små bidder – kapitlerne bliver ikke kortere fra nu af, kun længere.

Jeg ville gerne have givet jer en længere intro, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle skrive den – så her får I, Louis' og Avalannas første møde!

 

Og så igen – tusind tak til jer alle sammen; I er darlings!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...