Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14365Visninger
AA

21. Kapitel 19

 

You're Gonna Go Far

"Avalanna, søde skat," lød min mors sukkersøde stemme indefra stuen, og jeg sukkede. Mere højlydt, end jeg burde.

Min mor og jeg havde fået et bedre forhold, det havde vi, men der var stadig små øjeblikke, hvor jeg ikke kunne lade være med at vrisse af hende, hvor vores lidt usikre fortid var tydelig som aldrig før.

Jeg hadede det, men vi arbejdede begge på at gøre det hele bedre for os begge, gøre hverdagen bedre, mere glidende. Det var på tide, jeg kom over mit ungdomsoprør, og det var på tide, min mors regler løsnede op; så var jeg sikker på, at vi nok skulle klare os igennem alle de nye udfordringer, livet ville kaste i hovedet på os.

Jeg trillede langsomt ind i stuen, hvor min mor og en person med hættetrøje sad i hver sin sofa om det lave sofabord. En kop te stod overfor dem begge, og stemningen i rummet var trykket, allerede før jeg kom ind, men da lyden af min kørestol trængte igennem den stille luft, var det som om stemningens tryk steg bemærkeligt.

"Hvad så, mor?", spurgte jeg efterspørgende, mens mit blik lå på personen i hættetrøje, der sad med ryggen til mig.

Den måde, de sad med ryggen let foroverbøjet... Jeg rynkede mine øjenbryn, mens jeg kørte tættere på. Jo tættere jeg kom, jo lettere kunne jeg se personens spændte krop, det hoppende knæ, de sammenflettede hænder, hvis tommelfingre kørte nervøst mod hinanden.

Da jeg var nået hen på siden af dem, så der kunne tegnes en vertikal linje mellem os, vendte de sig om.

Min mund blev helt tør, som jeg stirrede ind i de velkendte, grå øjne. "Louis..."

Min stemme var en hæs hvisken, overrasket, medliden, sørgmodig, fortvivlet. Ét kig på ham, og jeg havde det som om der blev stukket en iskold dolk ind mellem mine ribben. Hans ansigt var slapt, gråt, på en måde, hvor jeg ikke var usikker på, at han havde taget stoffer i løbet af de seneste måneder.

Igen, fandt jeg lysten til at spørge ham det samme som Harry; hvad har du gjort ved dig selv?

Han holdt øjenkontakten, hårdt, og jeg var som naglet til stedet, før han vendte sig mod min mor. "Ja, som jeg sagde, Mrs. Roya, så er jeg desværre nødt til at sige endegyldigt op. Mit sygeforløb har ikke bragt nogen bedre tilstand med sig, og jeg føler ikke, at jeg ville kunne fortsætte her."

Min mor klappede sine hænder sammen og nikkede med sammenpressede læber. "Mit hjerte går ud til dig, Louis, og jeg ønsker dig en hurtig bedring. Jeg takker for de mange timer, du har tilbragt med min datter, og den glæde, du har bragt hende."

Louis nikkede, på trods af, at hans ansigtskulør, om muligt, blev en tak mere grålig at se på, og jeg slog straks blikket ned mod gulvet. Da han talte, var hans stemme hæs, brugt, udslidt, og jeg hadede at lytte til den.

"Jeg har nydt dem." Han tav for en stund. "Hun har været en god veninde."

Jeg klemte mine øjne sammen og tiggede ham lydløst om at holde sin forbandede kæft. For fanden, Louis.

Han slog en kort latter op. "Jeg har altid kunnet stole på hende, det har været en dejlig tid."

Scenen i lejligheden spillede i mine tanker, og jeg nikkede stille for mig selv, for havde jeg egentlig forventet, at Louis ville glemme det, komme videre, tilgive?

Gråzonen.

Jeg åbnede mine øjne igen og rettede mit hoved op. Hvis Louis ville rive mig ned, ville jeg gå ned med panden løftet højt.

Min mor rynkede forvirret sine øjenbryn og lagde hovedet på skrå. "Hvad mener du?"

Jeg kiggede endelig over på Louis, hvis gråblå øjne lagde sig på mine, udfordrede ham til at tage det endelige skridt, spurgte ham om han turde?

Med øjnene fastlåst på mig, smilede han kort, falsk. "Ingenting udover det sædvanlige, Mrs. Roya. Jeg ville bare uddybe, hvor god en veninde, hun har været for mig."

Min mor nikkede langsomt, som om hun ikke troede en meter på, hvad der kom ud af Louis' mund, men eftersom hun ikke længere var hans arbejdsgiver, lod hun emnet ligge.

"Nå," proklamerede hun med et strålende smil, efter hun var kommet sig over sin forvirring, "jeg vil lade jer to være lidt alene, så I kan få sagt farvel."

Jeg nikkede svagt til min mor, mit blik stadig på Louis, hans på mig, uden helt der var øjenkontakt længere.

Min mor trissede hurtigt ud og med et sidste vink, lukkede hun døren ud til gangen efter sig. Stilheden sænkede sig over os, og langsomt faldt Louis' smilende facade af. Hans blik blev hæsligt at se på, og jeg bed mig i læben. En slanges blik passede ikke til havøjne.

"Vidste du det?", hvæsede han, og jeg så fortvivlet på ham. Et blik, og han fangede det svar, han behøvede, og pludselig forsvandt alt fjendtligheden og tilbage stod en sårbar, forvirret dreng med klare øjne. "Hvorfor? Hvorfor, Ava?"

Jeg rystede svagt på hovedet, "jeg kunne intet gøre, Louis. Han ville have gjort det i offentligheden, havde jeg ikke brudt ind."

Louis kiggede ned i gulvet, og stilheden herskede i et par, lange, forfærdelige niveauer. Så sprang boblen, og han slog sin hånd ned i bordet af frustration.

"Fuck!"

"Louis!"

Vi sad ansigt til ansigt og stirrede blot på hinanden. Mine øjne opspærrede i overraskelse, forfærdelse - Louis' sammenklemte i smerte, udfordrende.

"Hvad gør du ved dig selv, Louis?", hviskede jeg og kørte en anelse frem, så vi sad med næserne helt udenfor hinanden. Så tæt på, de kunne røre, hvis blot en af os rykkede en anelse på os.

"Hvordan fandt han ud af, Ave?", hviskede han tilbage, og jeg lagde hovedet på skrå. "Fortæl mig, vær sød at fortælle mig, at du ikke forrådte mig. Fortæl mig en løgn."

Jeg rystede svagt på hovedet. "Rosaline forrådte jer begge. Jeg lover dig, jeg har intet sagt."

Han nikkede, som om det var, hvad han havde forventet. Hvis han mente, at jeg skulle have fortalt ham om Harrys planer, nævnte han det ikke, og jeg bragte det ikke op.

Boblen var sprunget, vi kunne ikke blive ved med at leve i en verden af løgn, sådan fungerede virkeligheden ikke. Vi var ikke bestemt til at forblive sammen, sådan var vores veje ikke planlagt; for en tid, ville vi være knudet sammen, spundet sammen af et væv af løgn. Men ikke forevigt, og vores tråde ville blive klippet over, og vi ville starte på ny. Hver for sig, alene.

"Jeg har egentlig altid vidst det," tilstod han sagte, "at Harry kendte til sandheden. Jeg har bare prøvet, jeg ved ikke, at skubbe det væk. Fortælle mig selv en løgn, for at jeg kunne leve med mig selv."

Jeg blinkede hurtigt, for at stoppe den pludselige vådhed i mine øjenkroge. Jeg kunne ikke græde, det ville jeg ikke.

"Jeg holder meget af dig, Louis," hviskede jeg, og hans øjne fokuserede på mig. Et svagt smil bredte sig over hans læber, og jeg vidste, at nu var øjeblikket, hvor tråden ville blive klippet over.

Skæbnen havde givet os lov til at sige farvel, og jeg ville ikke afvise den fremstrakte hånd.

"Det har været nogle af de mest begivenhedsrige måneder, og..." Jeg smilede lidt for mig selv. "Og jeg tror ikke, jeg ville være i stand til at smile, havde jeg ikke haft dig ved min side. Du har været en sand ven, og jeg kunne ikke være mere taknemmelig."

Jeg turde ikke at kigge på Louis, men det en hånd lagde sig mod min hage og blidt pressede mit hoved, mit blik, op, så mine øjne alligevel mødte Louis'. Et trist smil spillede henover hans læber, og jeg kunne se i hans øjne, at han kendte til sandheden om dette øjeblik, præcis som jeg.

Dette var ikke genforening, det var afsked.

I det øjeblik, hans læber ramte mine, var det som om alt andet, end vores sorger og Louis, forsvandt. En million ting stod imellem os, adskilte os, og trods det, føltes det alligevel som om vi var et væsen, et hjerteslag, en tanke.

Jeg trak vejret dybt, da vi separerede, og holdt mine øjne lukkede. At stå ansigt til ansigt med virkeligheden, var ikke noget, jeg havde lyst til. Derudover kunne jeg mærke tårer presse på, og dem skulle Louis ikke se.

"Hvorfor?", hviskede jeg knust.

Louis lod sin hånd køre blidt op og ned ad min kind, og jeg kunne mærke rystelserne fra et skuldertræk. "Det har jeg haft lyst til i så lang tid, og, ja, det føltes passende. Her til slut."

Jeg nikkede og åbnede øjnene, lod tårerne løbe frit. "Jeg vil ikke være her."

"Det ved jeg," hviskede han, "men lad være med at græde over det her, nyd vores smil, vores latter, vores øjeblikke. Det er, hvad jeg vil have, du husker. Ikke det her rod, for det forgifter alt det rører."

En skælven gik gennem min krop, og jeg kunne ikke stoppe det hulk, der brød ud gennem mine sammenpressede læber. "Det er ikke fair."

Jeg havde været så klar. Jeg havde vidst, hvad dette møde indebar, og jeg havde været klar til at sige farvel og rulle væk fra Louis, Rosaline og Tess forevigt. Lade edderkoppespindet blive støvsuget op, fejet væk, ødelagt.

Louis' smil blev en anelse mere sørgmodigt, og en melankolsk tone lå over hans stemme, "der er der intet, der er. Men farvel betyder ikke glemsel, Ave, og vi kan tage den sukkersøde vej ud af det her."

Jeg lukkede øjnene og lyttede til hans stemme, blød og venlig. Indbydende. Forførende. Charmerende. Louis havde tusind ansigter, og det, han havde før, han lagde sine læber mod mine, ville jeg holde låst i mit hjerte til jeg døde.

"Luk øjnene, forestil nattehimlen," lød hans flødeagtige stemme, "forestil dig en milliard stjerner, hver og en er unik, hver og en er smuk og lysende. Har du det?"

Et nik.

"Og når denne afsked gør allermest ondt, så se mod stjernerne, Ave," hviskede han, "og tænk på, at jeg vil gøre det samme. Hvor vi end er, min ven, vil stjernerne være de samme. Den samme nattehimmel, de samme konstellationer. Jorden drejer hele tiden rundt, og på et tidspunkt, vil vi have kigget på den samme himmel hver især."

Jeg fnøs, "hvor er du en kliché, Lou."

En latter. "For dig, altid."

Ingen af os sagde noget i et par minutter, og ingen af os sagde noget til hinanden igen. Han lagde endnu et kys mod mine læber, formede lydløst ordet farvel og gjorde mine til at trække sig tilbage. Jeg genfangede hans læber, mimede hans handling fra før, og kyssede ham kort igen.

Gråzonen.

Jeg nægtede at åbne øjnene, nægtede at acceptere den virkelighed, jeg havde været så forberedt på, havde forudset. Lydene fra Louis' skridt, hans tunge vejrtrækning, de knirkende guldbrædder, Louis' skos klikken mod dem, døren, nåede alt sammen mine ører, men jeg pressede blot mine øjne yderligere sammen, som om det ville forhindre virkeligheden fra at fortsætte.

Da jeg endelig åbnede mine øjne igen, var jeg alene i stuen. På sofabordet, lå der er en hvid seddel med ordene:

Hils Harry.

Jeg snurrede min kørestol rundt, så den kiggede mod døren og stirrede fortabt mod den. Tavst gav jeg ham mit ord og slog øjnene ned.

Farvel var ikke noget, vi sagde, og måske var snoren ikke klippet, før vi rent faktisk puttede lyd bag ordene.

"På gensyn, Louis."

***

"Jeg sværger, Andy," min stemme var høj og klar, og hans øjne hvilede tungt på mig. "Jeg skal nok skaffe dig... hvem var det?"

Han sukkede højlydt. "Din blondhårede veninde, Mary, Ava. Hør nu efter."

Jeg nikkede. "Jaja, hende skal jeg nok skaffe dig nummeret på. Jeg sværger det."

Et grin bredte sig på hans læber, og han nikkede kraftigt. Han stak sin ene hånd frem og rystede den kortvarigt, som tegn til, at jeg skulle tage den; jeg stirrede blot på ham.

Et øjeblik passerede forbi, hvor Andy, min dejlige, dejlige ven, blot stirrede tomt på mig og rystede lidt mere med hånden, før det gik op for ham, og hans øjne udvidede sig omkring 10 gange.

"Åh ja! Fuck, undskyld, Ava!" Han bandede lidt yderligere, før han tog min ene hånd ganske forsigtigt og rystede den langsomt med hans egen, som var det mig, der havde kontrol over min arm.

Jeg rystede på hovedet. Det skulle han ikke belemre sig selv, på trods af, at jeg på ingen måde vidste, hvordan han kune glemme det. Min kørestol er ikke just usynlig.

Han smilede lidt til mig, før det langsomt svindede ind. "Avalanna..."

Jeg afbrød ham hurtigt, "jeg ved det godt, jeg har lært min lektie, jeg... jeg vil bare gerne have min bedsteven tilbage." Jeg vil bare gerne ud af gråzonen.

Et nik.

Et lille hulk slap ud gennem mine læber, og jeg slog blikket ned. "Vær sød, afvis mig nu eller tag mig tilbage, jeg vil bare gerne have en afslutning på det her."'

Hans hånd viklede sig om min, flettede vores fingre sammen, omend med lidt besvær, og jeg flyttede blikket op til hans brune øjne igen. De skinnede af tårer, men et lille smil lå på hans læber.

"Jeg lover," fastslog han lavt, "at du har mig tilbage. Det bliver som i de gode, gamle dage, Ava og Andy, Avandy, ikke?"

Endnu et hulk, endnu en tåre, og endnu et ægte smil. "Det vil jeg se frem til, partner in crime."

Han lagde sine store, stærke arme omkring mig, holdt mig tæt, pressede mig ind til ham, og jeg lukkede mine øjne, lod mine tårer løbe frit. At have ham ved min side, havde altid betydet allermest for mig; han havde altid været min klippe, min støtte, den jeg altid kunne komme til. At være uden ham, var som at være uden min ene halvdel.

Nu havde jeg ham igen, og det føltes som om mit indre ville eksplodere i lykke. Jeg kunne ikke holde mit smil tilbage, takkede alt derude og deroppe der kunne have haft en indvirkning på noget af dette; jeg havde min bedsteven tilbage, jeg havde fået min lykkelige slutning, mit 'og de levede lykkeligt til deres dages ende'.

***

Tusind tak for stadig at hænge i! Sidste kapitel er snart oppe, og så mangler vi bare en lille kort epilog, det har været et eventyr af den anden verden det her.

I er for dejlige, og jeg er så taknemlig for jer alle :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...