Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14261Visninger
AA

20. Kapitel 18

 

Era of Unveiling

"Harry. Vær sød."

Louis' stemme gled igennem rummet, høj og klar - fuldstændig upåvirket af det uundgåelige, men jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham. Jeg vidste, at selv ikke Louis ville kunne holde et pokeransigt. Mit blik flyttede sig fra Rosalie - som var fantastisk smuk og præcis, som jeg forestillede mig hende, smuk og kold - til Harry, hvis grønne øjne lyste op på en måde, jeg aldrig havde set før.

Harrys mundviger blev krummet i et lille smil, og jeg lukkede øjnene. Hævn var en ret bedst serveret kold, og Harry serverede den nærmest frossen. Louis havde endelig følt sig sikker igen - havde endda fået sig en forlovet, mens Harry havde fået sit hjerte og sin tillid til kvinder knust.

Livet var ikke fair, og endelig kunne Harry give det den finger, den havde sendt ham så længe, tilbage i dets fjæs.

Jeg åbnede øjnene igen og åndede dybt ud. Harrys øjne fandt mine, og jeg nikkede. Gør, hvad du er nødt til. Jeg håbede, han fangede beskeden.

"Som jeg sagde, Rosalie, allesammen," proklamerede Harry, og hans øjne blev underligt kolde, "nogle kender hende, som min ekskæreste. Nogle kender hende, som Louis' eks-elskerinde. Som man nu selv vælger at huske hende."

Hans toneleje var nonchalant, men den måde, han holdt hans eks-bedstevens blik, var koldt som helvede.

I må ikke misforstå mig; jeg holdt af Louis, som jeg holdt af Harry, eller måske endda mere. Men Stephen havde såret mig - hold da op, hvor var det dog lang tid siden, jeg havde tænkt på ham - og jeg kunne ikke engang begynde at forstå den smerte, Harry må have følt, da han opdagede sandheden om hans elskede kæreste, Rosalie, og hans bedsteven, Louis, som var mindst lige så elsket.

Det var svært at bedømme, hvorvidt det, Harry gjorde nu, var uretfærdigt mod Louis. Det var det mod Tess, søde, dejlige Tess, men var det mod Louis, der ikke engang havde taget sig nok sammen til at fortælle sin bedsteven, om den affære, han havde haft med hans kæreste?

Jeg flyttede mit blik til Tess, og jeg følte mig straks helt tør i munden. Hun sad med det underligste ansigtsudtryk, frossen i den bevægelse, hun var i gang med at lave, før Harry introducerede Rosaline.

Mine øjne nægtede at flytte sig over til Louis; et eller andet sted i min mave, formedes en knude af angst over det forrådte blik, han ville sende min vej. Jeg var så lidt overrasket, at han umuligt ikke kunne opfatte, at dette besøg var ikke en ny nyhed for mig.

"Hvad..", jeg flyttede igen mit blik over til Tess, som sad med rynkede bryn, et uforstående blik i ansigtet, og øjnene rettet mod jorden, mens hun lignede en der prøvede at genfinde sin stemme, "mener du med det?"

Hendes stemme var tør, skælvende, rystet, hjerteknust. Hendes blå, blå øjne bevægede sig mod den skinnende ring på hendes finger, og jeg kunne ikke lade være med at få våde øjne. Hvor mange timer havde den ring siddet på hendes finger? 4 timer?

Harry trak på skuldrene, "ja, hvad jeg sagde. De kneppede bag min ryg, tænkte, de var skide kloge omkring det, og jeg fandt ud af det."

Louis bevægede sig ind i mit åsyn, og da jeg først lagde mit blik på ham, kunne jeg ikke få mine øjne fjernet fra ham. Hans ansigt var i krig med sig selv, og hans øjne var røde. Jeg sank en klump ved synet af ham.

Han satte sig ved foden af Tess, greb hendes hånd og masserede den, mens han kiggede bedende op på hende.

"Tess, Tess, Tess," han mumlede hendes navn så sagte, mens hun sad stadig frossen og stirrede ud i det blå, på Harry, på Rosaline. Måske mest på Rosaline, som bare stod med armene bag ryggen, som en stille flamme, der, hvis sluppet løs, ødelægge og brænde alt til jorden. Hun var et smukt mareridt.

Louis blev ved med at mumle forklaringer, men som Tess ikke reagerede på nogen af dem, brød han fuldstændig sammen for hendes fødder. Hendes hånd, ubevidst så det ud som om, gled op i hans hår, afslørede deres tætte forhold, da hendes blik ikke fjernede sig fra det fikspunkt, de havde fundet, men hendes fingre gled blidt igennem Louis' brune lokker.

"Hvorfor?", hviskede Tess, og hendes øjne vendte sig mod den krølhårede dreng, der stod bag mig. Jeg følte mig underligt utilpas med hendes indtrængende blik så tæt på mig.

Jeg vendte mig langsomt om, for at kunne følge med i Harrys handlinger, hans ansigtsudtryk, selvom dette skænderi intet havde med mig og gøre. Og alligevel havde det, da jeg intet havde gjort for at forhindre Harry i at ødelægge Tess og Louis' forhold; formegentlig.

Han krydsede sine arme og lænede sig behageligt op ad væggen, mens han beholdte sine øjne rettet mod den sønderknuste Tess - hendes ansigt virkede så passivt, men hendes øjne udtrykkede alle de splittede følelser, hun boblede inde med.

"Tess," startede han ud, som om han skulle forklare noget så simpelt som andengradsligninger, noget så trivielt, "vi har aldrig rigtig klinget, vi har aldrig rigtig talt. Det er da underligt, synes du ikke?"

Tess svarede ikke, og ingen gjorde mine til at afbryde ham. Jeg kunne dog høre Louis' lavmælte hvisken, tryglende.

"Kunne det tænke sig, hvis vi nu analyserede det med den viden, vi nu har, kunne det så tænke sig, at han var bange for, at jeg ville tage hævn? Hm? Og forføre dig, så han kunne stå tilbage med et så knust hjerte, som jeg havde. Knust, fordi du havde stukket ham i ryggen, fordi du havde forladt ham." Harry tav og knyttede sine hænder. "Knust fordi hans fucking bedste ven i hele verden havde forrådt ham! Havde behandlet ham, som var han ingenting, som de sidste fucking årtier ingenting havde betydet!"

Det sidste var nervepirrende tæt på et skrig, og jeg kneb øjnene sammen, som om det ville beskytte mig fra de kraftige lydbølger.

Harry stod rystende tilbage, "knust, fordi den person, han stolede mest på i helen verden, ikke engang havde den fucking selvrespekt at fortælle om hans forræderi."

Et grådkvalt hulk undslap Tess' læber, og jeg bed mig selv i læben. Hun fortjente på ingen måde dette.

"Harry..." lød hendes spage stemme.

Harrys øjne var rettet mod gulvet, "kunne det måske være derfor, Tess? Tænker du, det kunne være en mulighed?"

Jeg rettede mit blik mod Rosaline, som stod med armene krydset, et af sine knæ let bøjet. Hendes kolde, blå øjne kiggede udover den lille forsamling, og snart landede hendes blik på mig. Hun lagde hovedet på skrå, og hendes mund formede et lille 'o'. Det var tydeligt, hvilken besked, hendes blik skulle konvere; "hvem er du?"

Den samme som dig. Går bag om ryggen på en, for at hjælpe en anden. Og jeg var lige så kold omkring det, nu hvor jeg tænkte på det.

"Harry," lød det pludseligt fra Rosaline, hendes stemme så klokkeklar og blødsøden, den passede perfekt til hendes udseende. Og måske gemte der sig også et hint af fare under den syngende, sukkersøde tone, som der gjorde i hendes øjne. "Lad nu den stakkels pige være."

Det lod til, at hendes stemme var alt, hvad Louis behøvede for at vågne fra sin dase.

"Hvad fanden laver du overhovedet her?", lød det hvæsende fra den brunhårede dreng bag mig.

Rosalines blik forlod mig og landede på ham bag mig. Hun spidsede læberne, spændte kæben.

Hun er nervøs.

"Hjælper en gammel ven, Lou-Lou. Det er såmænd alt. Hjælper en ven."

Hun er sur.

Selvfølgelig, var hun sur. Louis havde ikke kunnet leve med deres affære og havde besluttet sig for at stoppe den, ved at afsløre Rosaline. Og kun Rosaline. En kujons udvej.

"Stop med at kalde-"

"Stop med at tro, du har nogen ret til at belære mig om noget, Lou-Lou," hvæsede hun og blottede sine tænder, som et rovdyr.

Louis strøg forbi mig, og mit blik var som frossent ved hans forgrædte ansigt, hans flammende øjne. Rødt hørte ikke hjemme i hans havgrå øjne, som var så stille og sørgmodige som efterårshavet. "Hold din kæft, din slange. Du tror, du er så skide hellig? Så du kunne afsløre mig til Harry, fucking flot! Og nu vil du hvad? Have hævn?"

Rosaline lo kort, hånligt, koldt. "Det har jeg jo sagt. Jeg er her for at hjælpe min gamle ven."

Jeg blokerede resten af deres samtale ude og rettede min kørestols køreretning mod Harry. Hans øjne var dunkle, fulde af tanker; måske fortrydelse, måske sorg over en tilfredsstillese, der ikke kom.

"Er du okay?", hviskede jeg stille, og hans øjne lagde sig blidt på mig. "Var det som du forestillede dig?"

Han trak på skuldrene, "mere eller mindre. Jeg fortryder det ikke som sådan, men jeg kan heller ikke-"

Han tabte tråden og lukkede munden. Jeg nikkede i forståelse; det var hvad, jeg havde regnet med. Han havde håbet på en tilfredsstillelse over endelig at få sin hævn, endelig at afsløre Louis, men følelsen var ikke som han havde forventet. Ikke skuffelse, ikke fortrydelse, vel mere tomhed?

"Og hvem er denne skønne pige, hva' Lou-Lou? Endnu en veninde?", lød det skingert fra Rosaline, som Louis på en eller anden måde havde formået at ryste helt ud af den. Jeg fór sammen ved hentydningen til mig, at jeg ikke kunne lade være mere at kigge ængsteligt op på Harry.

Ville han bryde ind, hvis Rosaline begyndte at overfuse mig med skældsord? Ville Louis? Var jeg egentlig venner med nogen af dem - var nogen i dette rum overhovedet venner med hinanden?

Jeg sukkede ved de forvirrende tanker. En samling fjender, en samling fremmede, var, hvad vi var. Og så Tess, omdrejningspunktet, axis mundi, hende der stod med depechen. Hvad ville hun være? Den, der skillede sig, og faktisk blev ved Louis - forblev det eneste lyspunkt i denne vennekreds? Eller ville hun slutte sig til os alle i det forvirrende mellemland mellem fremmede, fjender og venner. Gråzonen, hvor alt kunne ske, alt var muligt, alt var tilladt.

"Eller er du også sammen med hende bag Tess' ryg, som du var med mig bag Harrys?"

Hendes stemme var skinger, den lød oprevet, knækket, rodet. Så ulig den måde, hun havde trådt ind i lejligheden, osende af selvtillid, passiv, ophøjet; et ærefrygtigt syn.

"Hold nu kæft med Avalanna, hun har ingenting at gøre med noget her!", hvæsede Louis, og jeg bed mig i læben.

Lad hende dog fornærme mig, Louis. Det var ikke fordi jeg kunne lide, når folk talte bag om min ryg - bogstavelig talt i denne situation - men lige i dette øjeblik ønskede jeg så inderligt, at han ville lade Rosaline få skreget ud, at han ville lade være med at forsvare mig. Jeg havde ikke fortjent denne venlighed. Dette var jeg to sekunder fra at skrige ind i hans ansigt. Få ham til at stoppe. Få ham til at holde mund. Få ham til indse, hvor forfærdeligt jeg havde behandlet ham.

"Åh, så ikke? Hvorfor er hun så her, hm?" Jeg kunne ikke stoppe mig selv i at dreje min kørestol, så jeg kunne se scenen udfolde sig foran mig, "for tro mig, når jeg siger, hun så ikke overrasket ud, da hun så mig. Da hun hørte mit navn."

Louis stod stille med ryggen til mig, mens et lille smil krøb over Rosalines læber, og hun gik lidt tættere på ham. "Åh, du troede, at hun ikke kendte til dette lille optrin ville finde sted?"

Jeg kunne mærke en ildrød farve krybe op i mine kinder, og jeg kunne mærke Tess' isblå øjne bore sig ind i mig fra der, hvor hun stadig sad. Jeg turde ikke at kigge på hende, for bange til at se hendes hjerteknuste øjne, se hendes dømmende, forrådte ansigtsudtryk. Vi havde ikke kendt hinanden i lang tid, men ingen burde lade det, der skete nu, ske for en anden; om de så var ens ærkefjende.

Rosaline bevægede sig endnu tættere på Louis, der stod som frosset med knyttede næver langs siden. "Du troede måske, hun var på din side? Forstod hver eneste af dine motivationer, forstod og tilgav?"

Hun rystede skuffet på hovedet med et hånligt smil og lod en lang, tynd, snehvid finger køre nedad hans kind. Hele hans krop spændte op, som om den blide berøring gav ham en ubeskrivelig smerte. "Søde, naive Lou-Lou, som ikke forstår konsekvenserne af sine handlinger." Hun krummede sin finger og lod sin negl bore sig ind i hans kind, mens hun stadig kørte ned ad. Hendes blide stemme forvandlede sig til en slanges hvæsen, "du skulle ikke have forrådt mig. Vi kunne have haft det hele!"

Det var som om dette vækkede noget i Tess, som det vækkede noget i mig.

I samme øjeblik, som jeg kvækkede "stop!", fór Tess op fra sin plads og nærmest dansede ind mellem Louis og Rosaline.

"Du holder dig fra min forlovede, din heks," hvislede Tess, og tonefaldet var helt unaturligt at høre fra hende, at min protestering helt døde i min hals.

Hun bevægede sig væk fra parret, først med en vis sårbarhed, før hun ligesom fandt sig selv. Tilbage var den kølige flamme, der i kort tid havde ladet sin indre vred slippe løs på Louis, der stadig stod som forstenet. Men jeg kunne forestille mig, at hans ansigtsudtryk havde ændret sig. Måske til forelsket overraskelse.

Nonchalant, holdte hun sine hænder op for sig, som om hun overgav sig. Hendes positur var dog så sløset, at man ikke var i tvivl om hendes virkelig hensigt. Ydmygelse.

"Fint, fint, lille hunkat, så siger vi det," lo hun, og jeg kneb mine øjne sammen. Harrys hævn var meget hurtigt blevet til hendes, og det var noget, jeg ikke kunne billige.

Han var åbenbart heller ikke tilfreds med drejningen, der var kommet på hele situationen, for før Rosaline kunne sige mere, brød han ind.

"Rosie, vi skal gå nu." Hans stemme var kold og efterlod ingen rum for diskussion.

Hun stak sin underlæbe ud, som om tanken gjorde hende oprigtig ked af det. Måske gjorde det. "Behøver vi, Harry-boo?"

Klamt. Jeg kunne ikke lade være med at rynke næsen af hendes kælenavn til ham.

"Nu.", gentog han, kolder omend det umuligt kunne være. Han gik forbi mig med en let gang, tog fat i Rosalines håndled og trak hende mod forgangen.

En stilhed sank sig over lejligheden, og jeg fangede Tess' blik - for første gang, siden Rosaline ankom - og hun formede ordet 'gå'. Jeg nikkede, for hun så ikke vred ud, så ikke forrådt ud. Hun så egentlig bare rigtig træt ud.

Jeg trillede langsomt forbi hende og Louis, uden at kigge på nogen af dem. De havde en del at snakke om, og det var ikke noget, der var ment for mine ører. Specielt ikke efter mine handlinger, mine utilgivelige handlinger.

Jeg var sunket til Louis' niveau, og nu måtte jeg bruge resten af mit liv for at atonere for mine synder.

"Farvel," hviskede jeg, før jeg trillede over mod elevatoren. Efterlod dem stående i samme position, som Harry og Rosaline havde forladt dem.

Øjeblikket, før elevatordørene lukkede, kunne jeg dog høre et lille bump og et hjerteskærende gråd skære igennem luften, og mit hjerte smertede for Tess. Hun havde intet af dette fortjent.

***

"En varm kakao, tak."

Jeg rullede op på siden af den krølhårede dreng foran mig og smilede til baristaen, som blot skævede lidt til mig.

"Jeg tager også en, og regningen er på mig."

Harry hvirvlede rundt ved min stemme og så på mig med vilde øjne. Mit afspejlede hans idet jeg så, hvilket stadie han var i. Mørke rander under øjnene, sjusket og uplejet hår, matte øjne.

"Hvad gør du ved dig selv?", hviskede jeg til ham, og han vendte sig øjeblikkeligt om igen.

"Jeg betaler selv," fastslog han med en bestemt stemme, og jeg spændte i kæben og kørte lidt frem, så mine hjul lige strejfede hans læg, og han måtte anstrenge sig for ikke at ømme sig.

"Lad være med at være dum, Styles," skændte jeg og rettede blikket mod den forvirrede barista, "regningen er på mig, men Harry betaler, for jeg kan ikke selv."

Henvendt til Harry, sagde jeg blot, "min pung ligger i tasken på stoleryggen."

Hans øjne vandrede hen over kanten på min kørestol, før de fandt den sorte taske, jeg havde omtalt. Med et opgivende skuldertræk gik han over og rodede den igennem, indtil han kunne trække min lyserøde pung ud.

Den er flottere, end man forestiller sig. Jeg lover det.

"Lyserød? Virkelig, Ave?", han rystede misbilligende på hovedet, før han gav baristaen det krævede beløb.

På vej ned mod et bord, hvislede jeg tilbage, "lyserød er den nye trend, og du ved, at det er en fed farve, så hold mund."

Harry smilede skævt og holdt kort sine hænder op, skønt det ikke havde den effekt med de to store kopper i dem.

"Desuden," påpegede jeg, "så har jeg betalt for din kakao, så du har bare at føje mig."

Han rynkede sine bryn. "Jeg bad dig så meget ikke-"

"Harry.", afbrød jeg spidst.

"Selvfølgelig, du har evigt ret, Avalanna.", sukkede han, "den pung er et sandt mesterværk."

Jeg smilede blot svagt tilbage.

To måneder var der gået, siden den katastrofale dag i lejligheden, og intet havde jeg set til Louis, Tess, Harry eller - gudskelov og tak for det - Rosaline. Hun var sikkert taget tlbage til det hul, hun havde opholdt sig siden hun var en del af det usandsynligt, unødvendige trekantsdrama mellem to bedstevenner og hende selv. Unødvendigt pinefuldt for begge drenge, og måske også for hende; hun virkede dog til at være kommet over det stadie, hvor hun havde ondt af sig selv, og videre til det stadie, hvor Djævlen selv havde taget bolig i én og kom frem, når man blev mindet om bestemte personer.

Som Louis.

Jeg havde heller ikke hørt fra dem, og mit hjerte var blevet lidt tungere hver eneste dag, der gik, hvor jeg ikke hørte fra dem. Tess var ikke én, jeg kendte godt; men Louis kendte jeg, Louis hadede jeg, og Louis elskede jeg. Harry kendte jeg, Harry havde jeg medlidenhed med, og Harry holdt jeg af. Gråzonen.

"Hvordan har du det?", spurgte jeg med hovedet lagt på skrå.

Hans grønne øjne borede ind i mine, før han rømmede sig kort. "Som man kunne forvente."

Jeg sagde intet og kiggede blot på ham, afventende.

"Det er bare...", mumlede han, før han slog sit blik ned i bordet, "jeg har levet på en løgn, siden Rosaline forlod mig. Og nu... nu er den illusion smadret, og jeg ved ikke, hvad jeg skal.."

Han afsluttede ikke sin sætning og tog i stedet en slurk af sin kakao. En rømmelse, og han mumlede noget, om hvor uhøflig han var, og hvordan han nok skulle hente et sugerør, for jeg kunne da ikke drikke noget af den kakao, jeg havde betalt for.

Jeg stirrede på den tomme plads, på de to næsten fulde kakaokopper, servietterne der lå urørte ved bordkanten. Spændingen i luften var uudholdelig, og den var så tyk, den kunne skæres igennem med en kniv.

Det tog ikke særlig lang tid, før Harry vendte tilbage, og jeg blinkede lidt, da han bevægede sig ind i mit synsfelt. Et kort smil blev sendt hans vej, og det blev gengældt. Falske smil, falske venner, facader. Det eneste virkelige ved det her, var kakaoerne og det skide sugerør, Harry proppede ned i min kop, før han skubbede den over mod mig. Langsomt, roligt, uudholdeligt. Koppen skrabede mod bordoverfladen, frembragte en lille hvinelyd, jeg vidste, min mor ville lade eksistere i under et sekund, før hun greb hen over bordet og stoppede den.

Hun kunne ikke lide små, hvinende lyde eller mumleri. "Du ved, hvad jeg siger, det er frygteligt irriterende. Blahblahblah, stop det, min skat."

"Har du set noget til Louis?" Denne gang var det Harry, og hans stemme var så blank, at jeg blev helt forskrækket over den pludselige ændring i hans sindstilstand.

"Nej," svarede jeg kort, "intet har jeg set til nogen af jer, før vi begyndte at tale sammen igen her for en uge siden."

Han fnøs. "Du mener, da du sendte mig en sms og spammede mig indtil jeg svarede."

"Mhmm," nikkede jeg. "Lige præcis."

En stilhed sank ned over vores lille bord, og jeg rettede mit blik mod min kakao. Lysten til den skoldende drik var noget nær ikke-eksisterende.

"Har du..." Denne gang var det mig, der gik fuldstændig blank midt i en sætning. Det engelske sprog forsvandt fra min hjerne, ordene var som en rodebutik, og min mund var så tør, at jeg ikke kunne få andet en pibelyde frem.

Mine øjne fangede bedende Harrys.

"Rosaline?", fik jeg endelig fremstammet, og Harrys ansigt blev stift som en maske.

"Hun er væk," slog han hårdt fast.

Det var som om en sten blev løftet fra min brystkasse, og jeg hermed kunne trække vejret frit igen. Et lille smil krøb over mine læber, et ægte smil, som gjorde mig helt varm indeni. Let.

Harry kiggede indtrængende på mig, som om han prøvede at afkode kilden for mit smil. Øjeblike efter nikede han, lænede sig tilbage, lagde armene over kors og gengældte smilet. Han havde smilehuller, lagde jeg mærke til, og uden at jeg helt bemærkede det, voksede mit smil en smule.

Han rystede på hovedet, så hans krøller svang om hans hoved som en glorie.

"Skal du ikke have noget kakao?"

Jeg lo.

***

Kapitel 18, åha - over 3 år efter, jeg startede historien. Hvor er det sølle, haha

2 kapitler tilbage og en epilog, hvor er det vildt - og de er inden for rækkevidde!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...