Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14643Visninger
AA

19. Kapitel 17

 

 

Relief of Reveal

Fanden tage den person, der fortalte Louis, at han rent faktisk havde omløb i hovedet.

Jeg ville egentlig gerne møde den person, så den kunne give mig nogle komplimenter også; hvis den overbeviste Louis, om at han var klog, var der ingen grænser for, hvad den kunne overbevise mig om.

"Nej."

"Jamen, Avalanna," beklagede han sig, "det er den perfekte plan! Hun vil ikke engang overveje at sige nej!"

"Jo," oplyste jeg ham, "og svaret er stadig nej."

Hvis han nu havde gjort, som Harry og jeg havde foreslået, ville vi ikke stå i denne situation; hvor Louis uden held prøvede at overbevise mig om, at hans katastrofale plan rent faktisk ville lykkes, mens Harry stod på sidelinjen og nød showet.

Han stod i hvert fald på sidelinjen og iagttog os med et træt blik.

"Min plan er bombesikker!", slog han fast og kastede armene ud til siden.

"En bombe er ikke sikker," bemærkede Harry ude fra sidelinjen. Han så ti år ældre ud.

Velkommen, børnehavebarn. Skønt at have dig i blandt os.

"Tak," hvæsede Louis irriteret, "mange tak for den bemærkning, Harry. Hvad skulle vi gøre uden dig?"

Jeg kørte en halv meter tilbage, "bland mig udenfor."

Louis kiggede træt over på mig og trak så på skuldrene. Også han så ti år ældre ud. Åbenbart var det at få at vide, at ens idéer stank, nok til at få fyre til at ældes ti år på få sekunder.

Hvorfor i alverden var jeg ikke en dreng?

"Louis," forsøgte jeg, "et rum fyldt med roser er ikke svaret. Du må gøre noget specielt for hende."

Han så underligt på mig med rynkede øjenbryn, "hvordan specielt?"

Jeg rullede med øjnene. Var drenge virkelig så dumme? Det var sikkert bare Louis, der var det. Harry så ud til at forstå piger pænt godt, i betragtning af, at han ikke ville have noget med dem at gøre.

Så ja, det var nok bare Louis, der endnu en gang viste tegn på sin manglende intelligens.

"Specielt som i, hvad er der specielt i jeres forhold," begyndte jeg at forklare, "er der noget, der kendetegner jeres forhold? Noget specielt, I har lavet sammen?"

Louis prøvede virkelig. Det gjorde han. I omkring ti minutter, sad han og skrev steder og idéer ned, for så to sekunder efter, hvor han bare sad og stirrede på dem, at strege dem ud.

Da der var gået de ti minutter, tog Harry listen fra ham. Hans øjne kørte ned af listen, før han vendte sig om mod mig og rystede umærkeligt på hovedet. Han lagde listen i mit skød, hvor jeg bare sad og stirrede på de få ting, han ikke havde streget ud.

De var alt i alt sørgelige.

Kirken

Kirkegården

Zoo

Madam Tussauds

Jeg rynkede mine øjenbryn og mødte Louis', af en eller anden grund, usikre blik, "hvorfor har du skrevet de her ting?"

Han trak på skuldrene, "fordi de er de eneste steder, hvor vi ikke har skændtes."

Jeg kiggede på nogle af de andre ting, han havde skrevet, men så streget ud.

Supermarkedet

Harrys arbejde

Avalannas palæ

Vores lejlighed

Jeg nikkede for mig selv, før jeg igen så ind i Louis' havgrå øjne.

"Hvorfor er kirkegården vigtig for jeres forhold?"

Jeg vidste egentlig godt svaret; der er begrænsede muligheder for, hvorfor en kirkegård er vigtig for et par. Måske ville jeg bare godt være sikker. Eller også fløj spørgsmålet bare ud af min mund.

En af delene i hvert fald.

"Tess' mor er død," svarede han simpelt.

Han gav ikke nogen yderligere forklaring, og jeg pressede ikke på. Især ikke når stemningen var blevet så akavet.

"Okay," svarede jeg og kiggede ned på listen igen. Svagt kunne jeg høre Harry stønne, men jeg ignorerede det, "hvad er historien bag zoo?"

"Hvorfor?"

"Fordi jeg altid gerne har villet se nogen fri til en anden i zoo," svarede jeg med hudløs ærlighed, "men jeres historie i zoo skal være vigtig, hvis det skal have nogen som helst betydning."

Han nikkede forstående, men ikke videre overbevist, "vi plejede altid at tage derhen på vores årsdag."

"Plejede?"

"Tager," rettede han irriteret.

Jeg bed mig i læben og nikkede så. Det var jo egentlig perfekt. Hvilket sted var bedre at fri til en, end der, hvor man plejer at fejre sin årsdag? Stadig virkede det ikke som det helt rigtige sted.

"Hvorfor ikke jeres lejlighed?"

Han så træt på mig; som om bling, nu havde han ældet ti år igen, "fordi vi har skændtes der."

Jeg så uforstående på ham, "og?"

"Og hun skal ikke mindes om vores dårlige stunder, når jeg beder hende om at tilbringe resten af hendes liv med mig,” svarede han som om det var det mest åbenlyse i hele verden.

Når jeg tænkte over det, så gav det vel egentlig god mening; hun skulle helst ikke komme på andre tanker, så hun sagde nej. Ikke at jeg ville fortænke hende i det, bare det faktum, at han var Louis, ville have fået mig til at sige nej; men af uforklarlige grunde var Tess smaskforelsket i idioten Tomlinson. Jeg fattede det stadig ikke, selvom jeg virkelig prøvede at finde nogen grunde. Selvfølgelig var han anderledes over for hende, end han var over for mig; hvis ikke, så var der et eller andet seriøst galt med pigen, hvis hun stadig var forelsket i ham. Jeg havde aldrig forstået, hvordan søde og charmerende pige kunne falde for den mystiske, hårde badboy, som bare osede 'ballade'.

”Hvorfor havde du overhovedet skrevet 'supermarkedet' på i første omgang?”, spurgte jeg endelig, for andet vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Og det forvirrede mig også en hel del.

Louis kiggede på sedlen, han havde givet mig, og kiggede så op igen, ”hun arbejdede som nattevagt der på et tidspunkt.”

Andet sagde han ikke, og andet behøvede han så absolut heller ikke at sige. Jeg kiggede over på Harry, der bare nikkede svagt, som for at bekræfte, hvad jeg havde i tankerne. Jeg åbnede munden og lukkede den igen, mens jeg prøvede at finde ud, hvordan jeg skulle reagere, og hvad jeg skulle sige.

Jeg løftede hånden som for at sige 'time out', ”du siger altså, at I havde... i et supermarked? Tess, søde og uskyldige Tess? I et supermarked?”

Louis svarede ikke, Harry svarede ikke og jeg blev mere og mere oprevet. Et supermarked? Et supermarked, hvor små børn og familier gik rundt? Utroligt, ganske utroligt. Han kunne ikke nøjes med at være med Rosaline, mens hun var sammen med Harry; nej, han skulle også have sex i et supermarked, hvor børn gik rundt. De kunne være blevet set. Var der ikke sikkerhedskameraer?

Hvad med... sikkerhedskameraer? I kunne være blevet set, mand!”, jeg havde lyst til at slå ham, meget hårdt, men siden jeg ikke kunne, vendte jeg hovedet mod Harry, ”slå din ven for hans stupiditet.”

Harry rykkede sig ikke, men kiggede lidt underholdt på ham. Han hørte mig sikkert ikke, ellers ville han da have gjort noget.

Der var strømafbrydelse, og nej, det var jo ligesom mørkt, Avalanna.”

Tænk på børnene, Louis!”

Børnene?”, nu var han forvirret. Velkommen til klubben, fyr.

Jeg stønnede, ”børnene, Louis. De børn, der er i det supermarked hver eneste dag! De kunne have fundet noget af din...” jeg dæmpede stemmen, ”sæd.”

Louis så mundlam på mig og slog så ud med armene, ”kondomer, Avalanna, for guds skyld!”

I vidste ikke, det ville holde!”

Jeg fatter ikke, vi har den her samtale!”

Jeg fatter ikke, I havde sex i et supermarked, men sådan er der jo altid ting, vi ikke forstår,” svarede jeg, skønt jeg heller ikke var helt vildt stor fan af vores samtale.

I kunne også bare holde mund?” foreslog Harry stille, og Louis farede sammen, så man skulle tro, at han havde glemt, at hans bedste ven var i samme rum.

Jeg stemmer for Curlys forslag,” oplyste jeg.

Louis kiggede ikke engang på mig, da han irriteret sagde, ”tak for den information, ingen af os kan bruge til noget.”

Han havde egentlig ret, men det var alligevel sagt på en ret uhøflig måde. På den anden side, var det ingenting i forhold til, hvad vi ellers havde sagt til hinanden, og da ingenting i forhold til, hvad jeg havde tænkt om ham. Det herskede der ingen tvivl om.

Hvorfor så Madam Tussauds?”, spurgte jeg for at få emnet over på noget andet, som var mere komfortabelt.

Fordi de mødtes der,” svarede Harry i samme øjeblik, som Louis åbnede munden.

Dårlige reflekser, Tomlinson, dårlige reflekser.

Jeg kiggede forvirret over på Louis, ”hvorfor tager I så i zoo på jeres årsdag?”

Han trak på skuldrene, ”Tess kan godt lide zoo.” Fair nok.

Hvornår vil du gerne fri til hende?”

Efter lidt tids tænkepause, svarede han endelig, ”så snart jeg er klar.”

Jeg så lidt på ham og granskede ham. Han så glad ud ved tanken om at gifte sig med Tess lignede det på den måde, hans øjne lyste op. De lyste ikke op på samme måde som Tess' gjorde, når hun så ham; fulde af kærlighed, men de lyste op af glæde og omsorg. Det var ikke det samme som kærlighed, men det betød i det mindste, at hun betød noget for ham.

Hvorfor vil du gifte dig med hende?”

Jeg elsker hende,” svarede han med det samme, men hans blik var øjeblikkeligt drømmende og fjernt.

Harry rømmede sig fra sit hjørne og viftede med sin mobil, ”jeg skal lige tage den her.” Jeg nikkede, og han vendte sig mod døren, ”hey, det' Harry.”

Da døren lukkede sig bag ham, ventede jeg omkring et halvt minut på at sige noget igen, hvor Louis bare stirrede ukomfortabelt på mig.

Louis,” begyndte jeg langsomt, ”vær ærlig nu. Jeg vil kun høre sandheden, og jeg lover, at jeg ikke vil dømme.”

Louis svarede ikke, men det havde jeg heller ikke regnet med, at han ville.

Hvem elsker du?”

Han stirrede på mig, og jeg kunne se, hvordan tiøren faldt for ham. Han lukkede øjnene, og jeg bed mig i læben, mens jeg nikkede. Det tænkte jeg nok.

Louis, hvorfor vil du gifte dig med hende?”

Han rystede på hovedet og mens jeg så på, krakelerede hele Louis' facade. Han så hen på mig med blanke øjne, ”jeg elsker hende.”

Rosaline,” sagde jeg stille, og han lukkede øjnene igen.

En tåre gled ned ad hans kind, og jeg havde aldrig haft en større lyst til at kramme nogen, end jeg havde lige på det tidspunkt.

Hvorfor vil du gifte dig med Tess, Louis?”, jeg kunne ikke helt finde ud af det; hvis han elskede Rosaline, skulle han da ikke gifte sig med Tess. Han havde allerede såret og ødelagt Harry, han måtte ikke gøre det samme med Tess. Harry havde ikke fortjent det, og Tess fortjente det lige så lidt.

Han åbnede ikke sine øjne, da han svarede, ”jeg elsker hende, Avalanna.”

Jeg lagde hovedet på skrå, ”elskede du ikke Rosaline?”

Han farede sammen og så over mod døren med et skræmt blik, og jeg lukkede straks munden, da jeg indså min fejl. Men døren var lige så lukket som før, og der kom ingen lyde udefra.

Rosaline er min fortid,” sagde han, ”men jeg tror på, at Tess er min fremtid.”

Jeg nikkede svagt, skønt jeg ikke troede på ham, ”hvornår vil du fri?”

Så snart som muligt,” lød hans nye svar, ”i dag.”

Man kunne kalde Louis mange ting, og beslutsom var i særdeleshed en af dem. Stupiditet var en anden af dem. Uheldig var en tredje. Og det var især den tredje, han trak på den eftermiddag.

Rosaline startede alt det her rod; havde hun holdt sig blot en af drengene, havde Harry nok stadig været ødelagt, men ikke helt så meget, og Louis havde ikke begået noget ikke engang den laveste ville gøre.

Men jeg bebrejdede hende ikke. Hun havde lavet fejl, Louis havde lavet fejl og Gud vidste, at det havde Harry sikkert også. Louis sagde, han elskede Rosaline og Tess, men at Rosaline var i hans fortid; måske havde han lagt det hele bag sig. Måske.

Harry havde godt nok fået at vide, at det var nu, men han havde vist glemt det, eller også var han bare ligeglad med, at hans såkaldte bedste ven forhåbentlig blev forlovet.

Han havde sikkert glemt det.

Louis sad ved siden af mig på bænken, som min kørestol og jeg i den stod parkeret op ad, ved siden af en fantastisk udformet Beyoncé og trippede helt vildt med sine fødder. Det var ret irriterende, men også sødt.

Tror du, hun siger ja?”, han sad med hovedet imellem sine hænder, og hans trippen blev en tand værre.

Hvis du ikke kludrer i det,” svarede jeg bare. Hvordan han valgte at tolke det, var op til ham.

Han nikkede for sig selv. Jeg havde egentlig ondt af ham; han var en idiot, men han led også. Det havde overrasket mig, at han faktisk elskede Rosaline; jeg ville have troet, at han bare så hende som sjov, som hun sikkert så både ham og Harry.

Det vidste jeg ikke overhovedet, men jeg kunne ikke finde andre grunde til, hvorfor man ellers skulle være ens kæreste utro med dennes bedste ven.

Jeg håber, hun siger ja,” proklamerede han stille, og da jeg så over på ham, så hans øjne fjerne ud igen. Måske tænkte han på Rosaline.

Jeg vidste, at i hans drømme, ventede vi på Rosaline og ikke Tess. Men sådan var verden ikke, og jeg håbede inderligt, at han og Tess kunne være lykkelige. At Rosaline var i fortiden og ville blive der.

Det håber jeg også, Louis,” og det gjorde jeg. Louis var en idiot, men han fortjente lykke. Lige så meget som Harry gjorde. Ingen af dem havde været heldige indtil nu, men jeg troede på, at de begge nok skulle heale. Louis havde mistet den, han elskede, og Harry var blevet bedraget af den, han var forelsket i.

Jeg var ikke sikker på, om Harry faktisk havde elsket Rosaline. Det, at hun havde været ham utro, havde måske været nok til at knække ham.

Madam Tussauds vrimlede med mennesker; børn, unge, voksne og ældre gik imellem hinanden og tog billeder af de kendte. Jeg elskede at se på børn; deres smil var så uskyldige, deres øjne lyste op på en måde, som kun de, der ikke har set verdens grusomheder, kan. Barndommen var en fantastisk periode, og intet burde tage den fra nogen før tid. Det fortjente ingen.

”Louis,” sagde jeg stille, og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han vendte sit hoved svagt mod mig, ”du er min ven.”

Jeg vendte mig helt imod ham og bed mig i læben, ”du er min ven, og jeg vil være helt sikker på, at du gør det rigtige.”

Louis så lidt på mig, før han nikkede, ”det gør jeg, Ava. Det gør jeg.”

Jeg lukkede øjnene, ”du fortjener at være lykkelig, Louis. Det kan godt være, at du ikke tror det.”

”Ava-” startede han, men jeg rystede på hovedet og vendte mig mod ham, så jeg kunne se ham i øjnene.

”Jeg ved ikke, hvornår du gjorde op med dig selv, at du ikke fortjente at være lykkelig,” startede jeg stille, ”måske var det efter Rosaline, og du så, hvad det gjorde ved Harry. Men Louis, du er ikke en ond person, du er et menneske. Du har lavet fejl; du elskede en person, du ikke kunne eller burde få. Men du er ikke ond. Du fortjener at være lykkelig, og hvis det ikke er med Tess, skal du ikke gøre det her.”

Han stirrede på mig, og i et kort sekund, troede jeg, at han faktisk havde indset, hvor dumt det var at bede en pige om at gifte sig med ham, når han ikke elskede hende eller så nogen lys fremtid for deres ægteskab. Så var øjeblikket forbi, og noget i hans øjne fortalte mig, hvad hans svar var, før han sagde det. Det samme svar, han havde givet mig den sidste uge, som en anden robot. Jeg nikkede og bed mig i læben.

”Jeg elsker hende, Ava,” han kiggede ikke på mig mere, ”jeg vil giftes med hende.”

”Sig hendes navn, Louis.”

Han kiggede stadig ikke på mig, og hans kæbe blev spændt, ”jeg elsker Tess, Ava. Jeg vil giftes med hende.”

Jeg svarede ikke og nægtede, før han havde sagt, hvad han vidste, jeg ville have ham til at sige. Jeg tvivlede ikke på, at han elskede Tess, men jeg var langt fra sikker på det sidste, han hævdede.

”Jeg vil giftes med Tess.”

Det lød ikke overbevisende overhovedet, men jeg tog det ikke videre op. Hvis han troede, han kunne vær lykkelig med Tess, så skulle han være med hende. Han fortjente det, selvom han ikke fortjente hende.

”Hvornår er hun her?”, spurgte jeg, mens jeg ledte efter et ur i lokalet, vi var i. Der var ikke noget ur.

Louis svarede mig ikke, han var allerede i bevægelse mod en slank figur i afslappet tøj; et par sorte jeans og en striktrøje. Tess' fine, lyse hår hang i bølger ned over hendes skuldre, og hendes blå øjne lyste op ved synet af ham. Hendes smil blev større, da han slog armene om hende og kyssede hende inderligt. Han smilede.

Han vendte hovedet mod mig, og jeg nikkede. Hvis han ville gøre det, skulle det være her. Det skulle være nu.

Han tog hendes hånd og trak hende hen mod midten af rummet. Jeg trillede lidt bag dem, men stadig tæt nok på, så jeg kunne høre, hvad han sagde.

”Tess,” startede han ud med et mildt udtryk og blid stemme, ”vi har været sammen i lang tid nu.” hun nikkede uforstående. ”Jeg ved godt, at vi har gået i zoo til alle vores årsdage, men det er faktisk lige her vi mødtes. Foran Beyoncé og Michael Jackson.”

Tess stirrede på ham. Tanken om at han ville fri, havde sikkert faldet hende ind, men hun turde sikkert ikke håbe på det. Eller bare tro på det.

”Vi har været igennem meget, både hver for sig og sammen,” han smilede lidt, ”du har mistet din mor, og jeg har været tæt på at miste min. Du har været så stærk, og jeg beundrer dig så meget for det. Jeg ved godt, at du holder fast i, at du kan klare det selv, og jeg er sikker på, at du kan.”

Hun åbnede munden, men Louis lagde blot en finger for hendes læber og smilede kærligt til hende.

”Du bærer så mange byrder på dine skuldre, både dine egne og andres. Hvad jeg prøver at sige her er, at du behøver ikke at gøre det mere. I hvert fald ikke alene. Hvis du vil have det, er jeg villig til at bære dem med dig i dag, i morgen og resten af vores liv.”, han faldt på det ene knæ og tog ringen, han købte for nogle dage siden, op fra sin lomme og åbnede dens æske, så hun kunne se dens skønhed, ”Claire Tesla, vil du gifte dig med mig?”

Claire Tesla? Måske kunne hun ikke lide sit fornavn, selvom det var sindssygt smukt og passede perfekt til hende. Så var Tess nok et spil på hendes efternavn Tesla.

Folk omkring dem vendte sig og pegede, og de voksne og unge stod og nærmest udstrålede 'aww'. Ligesom jeg sikkert gjorde, for det var seriøst en sød tale. Jeg havde langt fra troet, at det var Louis muligt at sætte ord sammen og forme så romantiske sætninger.

Hun stod som forstenet og stirrede på ham, mens tårer formede sig i hendes øjne. Et lille smil begyndte langsomt at glide over hendes læber, og hun nikkede i det den første tåre gled ned ad hendes kind. Hun begyndte at grine, og flere tårer sluttede sig til den første, mens hun nikkede voldsommere.

”Ja,” hun holdt en hånd for sin mund, ”ja, det vil jeg, Louis Tomlinson.”

Hans smil voksede sig så stort, som et smil havde mulighed for at være, og han tog ringen og satte den på hendes finger, før han gled op og kyssede hende på læberne. Jeg lagde mærke til, at i det, han lukkede sine øjne, som deres læber mødtes, gled en tåre ned ad hans kind. Der var ikke nogen, der fulgte i dens fodspor, men jeg havde set den, og jeg vidste, hvad den betød. Det symboliserede ikke glæde.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene, om at Louis ofrede sin lykke for at være sammen med Tess. Ved at bedrage hende på den her måde, ofrede han også hendes. Måske kunne de blive lykkelige, men han ville altid have Rosaline i baghovedet. Fortiden blev aldrig i fortiden.

Da deres læber mødtes, begyndte folk omkring at klappe. Det var bare noget af det, folk gjorde. De kendte ikke personerne, der var blevet forlovet, men de var egentlig også ligeglade. Var der noget menneskeheden begærede mere, end noget andet, så var det den lykkelige slutning. Et succesfuldt frieri var et trin på vejen mod ens lykkelige slutning, og folk klappede, fordi de nu fik endnu et bevis på, at den var indenfor os dødeliges rækkevidde.

Men jeg var af den opfattelse, at lykkelige slutninger aldrig sker. Der er måske en lykkelig periode i dit liv, men i modsætning til en bog, slutter dit liv ikke bare, når du er lykkeligst. Det fortsætter, også når den lykke forvandlede sig til den sværeste periode i dit liv. Det fortsat indtil Døden kom og tog dig med. Forhåbentlig ikke før tid, men så igen; lykkelige slutninger fandtes ikke.

Jeg blinkede og vendte tilbage til virkeligheden, hvor Louis og Tess lige havde afsluttet deres lange, inderlige kys. Hun kiggede forelsket i hans øjne, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hvis tingene ikke var som de var, så kunne de have været verdens sødeste par. Hvis tingene ikke var som de var, ville Harry og Rosaline sikkert stadig være sammen.

Der var ikke rigtig nogen side i alt det her rod, havde jeg fundet ud. Da jeg fandt ud af det, holdt jeg selvfølgelig med Harry, hvis side, jeg stadig var på. Men Louis elskede virkelig Rosaline eller havde i hvert fald gjort det.

Jeg ville ønske, jeg kunne møde Rosaline. Se hendes side fra sagen, få hendes historie. Høre, hvad hun tænkte, da det hele skete. Hvorfor hun ikke bare slog op med Harry, da hun havde været sammen med Louis første gang.

Jeg vidste ingen af delene, så jeg kunne ikke dømme hende. Ligeså havde jeg heller ikke fået alt at vide om sagen fra Louis' synsvinkel. Jeg vidste ingenting.

”De er søde, er de ikke?”, lød en hæs stemme bag fra mig, og jeg skreg.

Folk omkring os vendte sig imod mig, og jeg smilede straks og rystede på hovedet. Da de vendte hovederne væk fra os igen, vendte jeg kørestolen om og så på Harry. Han smilede til mig, men hans øjne lyste som sædvanlig aldrig op. Han virkede som han plejede, men der var et eller andet i hans smil. Som om han glædede sig over et eller andet, og jeg vidste, at det bestemt ikke var, at Louis' frieri var en succes.

”Harry,” hilste jeg, ”hvad laver du her?”

Han fjernede ikke blikket fra det glade par, ”ser min bedste ven blive forlovet. Ligesom dig, bortset fra, at I ikke engang er venner.”

”Hvad laver du her egentlig?”

Han vendte blikket mod mig, og hans smil voksede, ”kan du huske Rosaline?”

Jeg nikkede og fik pludselig en underlig følelse, og hvis jeg stadig kunne føle min ryg, var jeg sikker på, at det ville løbe koldt ned ad den.

”Det gør jeg også,” oplyste han, ”men ikke lige så godt som Louis derovre.”

Han vidste. Selvfølgelig vidste han det; det havde jeg jo allerede regnet ud. Jeg havde bare ikke villet indse det.

”Du ved det.”, konstaterede jeg.

Han nikkede, ”jeg går ud fra, at han fortalte dig det?”

Jeg svarede ikke, hvilket han tog som en bekræftelse, hvilket det jo også var.

”Dig kunne han fortælle det til, men ikke mig, hans bedste ven.” han lød ikke bitter på nogen måde, som om han havde haft lang tid til at acceptere dette faktum. Måske havde han mødt andre, som Louis havde fortalt det, som ikke havde kendt ham i nær så lang tid som Harry havde, ikke engang tæt på.

De havde kendt hinanden i flere år, jeg havde kendt ham i nogle måneder. Det måtte virkelig gøre ondt oven på forræderiet, han havde gjort i forvejen.

”Har du tilgivet ham?”, spurgte jeg forsigtigt, selvom jeg allerede vidste, hvad svaret var.

”Nej. Aldrig.”

Jeg nikkede, det var som jeg havde forventet. Ikke at jeg fortænkte ham i det, for hvis det var mig, ville jeg heller ikke have kunnet tilgive ham. Nogensinde.

”Harry,” spurgte jeg igen og mødte hans grønne øjne, ”hvad laver du her egentlig?”

Han smilede trist til mig, og jeg nikkede igen, ”hvad jeg er nødt til.”

”Selvfølgelig,” han lagde an til at gå frem mod Louis og Tess, ”men ikke i offentligheden. Tess fortjener ikke den ydmygelse.”

Han så forvirret på mig, ”jeg fortjente ikke den-”

”Louis ydmygede dig og forrådte dig,” huskede jeg ham på, ”du vil fortælle Tess, at hendes nu-forlovede har været sammen med din kæreste, mens I var sammen, og du vil knuse hendes hjerte og drømme. Hun fortjener ikke ydmygelsen, at det bliver fortalt i offentligheden, som lige har set hende blive forlovet, oven i det hele.”

Han nikkede og satte sig på bænken, Louis havde siddet på for nogle minutter siden, og tog min hånd, ”du fortjente ikke det her, Avalanna.”

”Men det har hjulpet mig på en måde,” sagde jeg og indså det for første gang. Uheldet var noget af det bedste, der kunne ske for mig, ”du er den, der er blevet trådt på og behandlet uretfærdigt her.”

Han gav min hånd et klem og smilede til mig, og jeg var ret sikker på, at jeg så et lille glimt i hans smukke, grønne øjne. Men lige da jeg lagde mærke til det, forsvandt det.

”Vi skal nok klare os,” hviskede han, og jeg nikkede.

Jeg vendte mig mod ham, ”du ved nok, at Tess bliver helt knust, ikke?”

”Jeg er nødt til det.”

Vi kiggede over på Tess og Louis, som bevægede sig over til os, hånd i hånd. Jeg smilede trist ved synet af den smukke ring på Tess' finger. Hun var så uskyldig og kærlig og fortjente på ingen måde at være offer i det edderkoppespind, som Harry og Louis var edderkopperne i.

Harry klappede mig på hånden og gik så over med et stort smil til Louis, ”tillykke, mand.” Louis så overrasket på ham, men blødte op og smilede stort og oprigtigt. Jeg havde også ondt af ham.

”Så hvordan mødtes I?” spurgte jeg, da jeg havde studeret ringen i godt fem minutter af ren høflighed og spillet en del overrasket.

Hun smilede, ”der, hvor han friede. Han var i gang med at tage et selfie med Beyoncé, hvor han lod som om han stak fingeren op i næsen på hende. Jeg kommenterede på hans uhøflighed.”

Jeg smilede ved tanken, ”og så gik I på en date?”

Hun rystede på hovedet, ”jeg fulgte efter ham og stoppede ham igen, da hans ven tog en film af ham, hvor han slog Adolf Hitler i røven.”

Jeg rynkede brynene, ”hvad?”

”Det er sandt,” bekræftede hun med et stort smil.

Jeg kiggede over på Louis, ”der er seriøst noget galt med dig.”

Han trak på skuldrene, som for at sige, 'hvad kan jeg sige?'. En hel del, Tomlinson. En hel del, hvilket der også er behov for.

Lige i det øjeblik, jeg skulle til at spørge indtil det, ringede det på døren. Jeg kiggede hen på Tess og Louis, der begge kiggede underligt på hinanden, og så gled mit blik over på Harry.

Han nikkede, da han fangede mit blik, og klappede så i hænderne og med en overglad stemme proklamerede han, ”det må være min veninde.”

Louis så forvirret på ham, ”din veninde?”

”Ja, Rosie hedder hun,” sagde han og vendte ryggen til Louis, der bare halvhviskede et forfærdet, ”Harry, nej.”

Harry ignorerede ham, og da jeg kiggede over på Louis kunne jeg se alle de følelser, der gled over hans ansigt; fortrydelse, vrede, sårbarhed, sorg, accept. Han så såret ud i et sekund, men han ændrede hurtigt ansigtsudtryk; han vidste vel ligeså vel som jeg, at han ingen ret havde til at være såret og føle sig forrådt.

Da Harrys hånd lagde sig om dørhåndtaget, råbte Louis, ”Harry, du åbner ikke den dør!”

”Hvorfor ikke?”, blev der spurgt uden, at han vendte sig om.

”Det er slut med vores venskab, hvis du gør det der.”

Harry så trist tilbage på ham, ”åh, Louis, det har det været i mange år.”

Han trak ned i håndtaget og svingede døren op. På den anden side, stod en skønhed, som jeg aldrig havde set før, med ildrødt hår og den fineste marmorhvide hud. Rosaline.

Som det første, vil jeg gerne sige tak til de personer, stadig læser med.

I har en tålmodighed der siger spar 2.

Tak.

Og ellers så er vi jo tilbage hos Avalanna, og der skete en hel del i dette kapitel!

Og Rosaline er tilbage, hvor nydeligt; og endda sammen med Harry - hvad mon der kommer til at gå ned i kapitel 18? Jeg kan afsløre, at der kommer omkring fire kapitler mere og en epilog :)

Hvis I har nogle overvejelser eller mistanker, så sig endelig til :)

Kommentarer er, hvad der får mig til at fortsætte den her historie. Helt seriøst.

Tak igen for at læse med x

- M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...