Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14260Visninger
AA

18. Kapitel 16

 

Marry Me

Da Louis nåede hen til os, stod vi et par minutter bare og kiggede på hinanden. Louis kiggede forvirret på os, Harry stirrede tomt tilbage, mens jeg bare sad og kiggede på ham. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor han gjorde det; hvorfor i alverden ville han fri til en, han ikke elskede?

Var det for hendes skyld? Så han ikke sårede hende?

Mine tanker kørte på højtryk, og jeg er pænt sikker på, at alle kunne se det. At selv Louis, hvis hjernekapacitet, jeg havde overvurderet endnu en gang, lagde mærke til, at alt i mit hoved snurrede rundt.

Måske vidste han også, at det var på grund af ham, at jeg ikke kunne stoppe alle mine tanker fra at lyde højt i mit hoved.

Det var Louis, der talte først, med øjnene rettet på Harry, "hvorfor er du her?"

Harry svarede ikke. Jeg svarede ikke, hvilket irriterede Louis grænseløst. Han kørte en hånd igennem sit hår, men jeg vidste ikke helt, om det var fordi han var frustreret, eller fordi det bare irriterede ham, at det hang ned over hans pande.

Det irriterede i hvert fald mig, når mit hår gjorde det; endnu mere, fordi mit eneste håb, for at få det væk, var at puste på det.

Det virkede meget få gange, kan jeg oplyse om.

"Jeg har intet imod du er her, Harry," slog han fast, "men, hvorfor?"

Harry svarede stadig ikke, hvilket jeg tog som et tegn på, at jeg skulle til at få åbnet min mund og få forklaret Louis, hvordan jeg 'sneg' mig ind i natklubben, for at tale med Harry. Da jeg ikke kunne nænne at fortælle ham, hvordan Louis havde bedraget ham, havde jeg blot inviteret ham til at hjælpe Louis med at finde en forlovelsesring.

Jo, det skulle da nok gå.

"Åh, hvor dumt af mig," sagde jeg og fnisede falsk; jeg hader at fnise, "nu skal jeg forklare dig det, Louis; altså, den dag, hvor du havde inviteret mig til det her, rendte jeg tilfældigvis ind i Harry. Og så tænkte jeg, hey, det er jo din bedsteven, så selvfølgelig skulle han da hjælpe. Så jeg inviterede ham, og nu er han her."

Jeg lagde ekstra tryk på 'bedsteven', så Louis forhåbentlig forstod, hvordan det egentlig gik til. Jeg var også ret sikker på, at han allerde havde regnet det ud, uden min lille hentydelse; at jeg havde opsøgt Harry, for at fortælle ham sandheden.

Louis flyttede lidt nervøst på mig, før han sendte Harry et anstrengt smil - så det ud som, "hvor hyggeligt."

Harry nikkede blot.

Jeg rømmede mig, i håb om at lette den akavede stemning, som jeg havde været skyld i, når jeg tænkte over det, og sagde med et lige så anstrengt smil som Louis', "har du nogen smykkebutikker i tankerne?"

Han rystede på hovedet, "jeg håbede, du kendte nogen."

Mit smil falmede; smykkebutikker? Jeg var på bar fod. Jeg kendte ingen smykkebutikker, som lå her på Oxford Street eller generelt bare i London. Min mor kendte sikkert hundredvis, men jeg havde aldrig interesseret mig for det, og jeg havde så sandelig ikke tænkt mig at begynde nu. Det var ikke det, jeg havde haft i tankerne, da jeg kom her; at jeg skulle kende en helt masse smykkebutikker.

Nu så det ud til, at jeg havde to muligheder: 1) Blive ekspert i Londons smykkebutikker på under et minut, eller 2) ringe til min mor.

Begge muligheder var lige dårlige i mit perspektiv.

Da Louis fortsat kiggede forventningsfuldt på mig, bestemte jeg mig for endelig at svare.

"Jeg kender ingen smykkebutikker."

Kort og kontant, så der ikke var noget, der stod til diskussion.

Louis så et øjeblik tomt på mig, før et irriteret glimt dukkede op i hans øjne, "mener du det alvorligt? Avalanna Liberty Roya, din mor er en modeguru! Du burde kende hvert eneste tøjmærke og smykkemærke i landet! I verden!"

"Nøgleordet der er 'burde', Louis," svarede jeg halvt irriteret over hans udbrød, "jeg burde, men det er ikke noget, jeg er forpligtet til."

"Men-" begyndte Louis, men blev afbrudt af en hæs stemme.

"Lad hende nu være, Louis," afbrød Harry ligegyldigt, "det er dig, der skal købe en ring. Du burde vide, hvor vi skulle hen."

Jeg smilede, fordi endelig havde Harry sagt noget, og fordi Louis for engangsskyld var helt mundlam.

Han stod og så helt forvirret ud, før han udbrød; "men jeg kender ikke nogen smykkebutikker. Jeg er en mand!"

"Der skal til at købe en forlovelsesring til din kæreste," pointerede Harry, før jeg kunne nå at sige noget, hvilket bare gjorde mit smil større, "tag dig sammen, Louis."

Jeg vidste ikke helt, om det var normalt at tale i en så ligegyldig tone til sin bedsteven, men på den anden side, så var Louis og Harrys venskab langt fra normalt. Og hvis der var nogen, der havde ret til at tale ligegyldigt til sin bedsteven, så var det Harry. Faktisk burde han slå og sparke Louis, så hårdt, han kunne.

Han fortjente det.

Mens Louis stod og prøvede at komme op med et godt svar, kunne jeg ikke lade være at tænke på, hvor falsk deres venskab så ud. Jeg var opmærksom på, at det hele var skuespil fra Louis' side, men Harry vidste ikke noget, om alt det med Rosaline og Louis, alligevel behandlede han sin bedsteven som en eller anden fremmed, eller en bekendt, som han ikke kunne døje.

Der var et eller andet fusket ved det hele, og jeg ville vide, hvad det var. Men jeg havde på fornemmelsen, at det hele ville blive afsløret snart. Det blev det altid, og når det gjorde, brød helvede løs, og bragte alverdens drama med sig.

"Vi kunne også spørge nogen her på gaden?", foreslog jeg, da det ikke så ud til, at vi kom videre, for Louis stod stadig og vidste stadig ikke, hvad han skulle sige, mens Harry bare stod og stirrede ud i luften.

Den var åbenbart meget interessant.

Louis nikkede og løftede sin pegefinger, mens han rystede den, "ja. Ja! Lad os gøre det."

Jeg kunne ikke lade være med at hæve mine øjenbryn af hans pludselige begejstring, men jeg lod det ligge. Hvis han syntes, det var sådan en god idé, så skulle han da have lov at synes det. Selvom det, fra min synsvinkel, ikke rigtig var en særlig fantastisk idé.

Jeg vendte mig mod Harry, fordi jeg, for at være helt ærlig, meget bedre kunne lide at tale med ham, end Louis. Hvilket betød, at Louis virkelig havde noget arbejde foran sig, fordi Harry, ja, han var Harry, og han kunne ligeså godt tale om vejret hele tiden, så lidt følelser blev der lagt i hans udsagn.

"Hvordan kan du holde ud at være bedstevenner med den fyr?", spurgte jeg uden omsvøb, for jeg gik ikke ud fra, at Harry havde brug for at få noget fortalt, der var pakket ind i vat.

Han trak på skuldrene, "det kan jeg heller ikke."

Okay, fair nok.

Selvfølgelig forstod jeg ham, men det forvirrede mig stadig. Hvad mente han lige præcis med det? Det kunne bare være noget så bagatelt, som at Louis var en idiot, men det havde han sikkert været hele sit liv, så Harry måtte vel have haft tid til forlige sig med det faktum.

"Hvorfor?", spurgte jeg ud af ren nysgerrighed.

"Fordi-" startede Harry ud, men blev med det samme afbrudt af Louis, der var vendt tilbage til vores lille hjørne.

"Jeg fandt en smykkebutik," proklamerede han stolt, "pigen, jeg spurgte, sagde, at den var lige nede af den gade."
Han pegede på den gade, vi sad på hjørnet af.

Jeg prøvede at lade være med at være irriteret af det faktum, at Louis, måske uden at vide det, havde afbrudt Harry i at fortælle mig, hvorfor hans og Louis' venskab virkede så ødelagt.

"Fantastisk," mumlede Harry og stødte af fra muren, så han kunne følge efter Louis, der allerede var begyndt at gå ned ad sidegaden.

Jeg rømmede mig en anelse højt, da han smuttede om hjørnet. Det var ikke fordi jeg ikke havde noget imod at blive efterladt - jeg var træt af drenge - det var det faktum, at Louis skulle forestille at være min hjælper. Han fik alt for mang penge, for at hjælpe mig; det var aftalen.

En aftale, han så ud til at have glemt alt om.

Jeg sukkede dybt, da der efter ti sekunder stadig ikke kom nogen tilbage efter mig. Jeg lænede min hage frem mod pinden, jeg stadig ikke havde lært navnet på, så jeg gerne kunne bevæge mig fremad uden hjælp, mens jeg forbandede dem begge.

Det viste sig, at butikken lå godt tyve meter nede af sidegaden; den var lille og så forfærdeligt dyr ud. Det havde små smykkebutikker det med at gøre; de lå så yskyldigt midt i vrimlen af store butikker, og så så hyggelige ud udefra. Indefra var de de rene tyvereder; plyndrede dig for alle dine sparepenge.

Da jeg nåede hen til døren, stod jeg overfor endnu et problem; en dør, der skulle skubbes op. Da jeg efter talrige forsøg endelig måtte acceptere det åbenlyse faktum, at jeg ikke kunne få den skubbet op, kastede jeg hovedet tilbage i frustration og stønnede dybt.

Min løsning blev at køre imod glasdøren, så der kom et lille klonk, hver eneste gang kørestolen mødte glasset, indtil den endelig blev åbnet.

Det var en lille mand, der blev min redningsmand. Og på trods af, hvor vred han så ud, kunne jeg ikke lade være med at smile stort. Min plan havde virket, og min vej lå nu endelig fri, så jeg kunne komme ind og skælde Louis ud, for det var lige det, jeg havde tænkt mig.

"Hvad tror du, at du laver, Miss?", spurgte manden vredt, men jeg ignorerede ham. Det var jeg ret god til efterhånden.

Jeg smilede blot til ham, "mange tak. Deres hjælp er blevet stærkt værdsat, min gode herre."

Jeg ved helt ærligt ikke, hvor det fornemme sprog kom fra. Det faldt mig bare ind.

Uden at værdige ham endnu et blik, pressede jeg min hage fremad og kørte ind i butikken. For at beskrive den med et ord, ville jeg nok bruge ordet 'dyr'. Fra loftet hang der en smuk krystallysekrone, og for at få råd til sådan en, skulle priserne være højere, end de burde.

Mine øjne kørte rundt i butikken, indtil de landede på en vis krølhåret dreng.

Inde i butikken havde Harry fundet sig en stol, hvor han kunne sidde behageligt og spille et eller andet spil med en gul fugl, der skulle flyve imellem nogle grønne rør. Det så kedeligt ud, og grafikken var, for at sige det ligeud, lort.

"Sikken hyggelig butik, synes du ikke?", spurgte jeg ham, mens jeg kørte hen til mig bagfra.

Harry hoppede lidt og kom ved et uheld til at trykke en ekstra gang på sin skærm, så fuglen fløj med hovedet direkte ind i det øverste grønne rør. En firkant dukkede op på skærmen, hvor der stod: Game Over. Score: 99. Best: 100.

Jeg fik lidt dårlig samvittighed, og den blev værre, da Harry vendte sig mod mig og stak telefonen op i midt ansigt.

"Så tæt på, Roya, så tæt på," fortalte han mig, men han lød ikke sur. Sådan var Harry ikke, og det irriterede mig grænseløst.

Jeg smilede lidt, "jeg undskylder."

Harry himlede øjnene, "nej, du gør ej."

Jeg undlod at svare ham og kiggede i stedet rundt i butikken efter en vis Louis Tomlinson, som ikke rigtig fangede mit blik.

"Hvor er idioten?", spurgte jeg uden at kigge på en krølhårede dreng.

"Bag dig," informerede han mig, og jeg drejede kørestolen rundt, for i sandhed at sidde ansigt til ansigt med den forsvundne Louis.

"Har du fundet en ring?", spurgte jeg, mens jeg lod mine øjne glide over ringene, Louis stod ved.

For at være ærlig, så var de ikke særligt pæne, me det havde nok noget at gøre med, at deres udseende matchede deres pris. Jeg vidste, at Louis ikke var specielt rig; ifølge det, han sagde til hans jobinterview, så brugte han sin løn til at betale for sin lillesøster og mors behandlinger.

Louis nikkede først, men rystede så på hovedet, "jeg har ikke råd til nogen pæn ring. Eller bare til en ring, der ikke er grim."

Jeg sukkede. Selvfølgelig havde han ikke det; behandlinger til folk, der var udviklingshæmmede, og folk med kræft var frygteligt dyre, og når der ikke var nogen far, der også kunne tjene penge, måtte stakkels Louis jo bruge alle sine penge på dem.

"Harry, vil du lige finde konvolutten i min lomme?", spurgte jeg og bakkede bagud, så Harry med lethed kunne stikke hånden i min lomme.

Harry rykkede på sig i stolen, så han kunne gøre, som jeg spurgte, men stoppede midt i en bevægelse og kiggede forvirret på mig.

"Hvilken lomme?"

"Min brystlomme."

Han sank en klump, før han nikkede, og stak to fingre ned i min lomme og fiskede den hvide konvolut op og lagde den i mit skød. Jeg sukkede og kiggede lidt på ham og rystede så mit hoved i retning af Louis, hvilket fik ham til at tage konvolutten igen og række den til den forvirrede brunette.

Da Louis tog den fra Harrys udstrakte hånd, kiggede han på mig, som for at spørge, om tilladelse til at åbne den. Jeg nikkede blot, hvilket han tog som en bekræftelse. Han åbnede den hurtigt og elegant og stirrede ned i den. Hen på mig, tilbage til den, på mig, på den, på mig.

"Er du seriøs?", spurgte han og viste mig indholdet. Den var fyldt med penge.

Jeg nikkede, "køb en flot ring til Tess. Hun fortjener det."

Hvad jeg ikke sagde, men som jeg vidste, at han fangede, var, at han slet ikke fortjente hende. Hun fortjente ikke at blive brugt, men hvis det var sådan det var, så fortjente hun i det mindste en smuk ring.

En smuk ring, hun kunne nyde, før hendes hjerte blev ligeså sønderknust, som Harrys.

Louis' ansigt lyste op i et smil, jeg ikke havde forventet, "tak... Miss Avalanna."

Jeg himlede med øjnene af hans barnlighed.

Lidt efter Louis havde efterladt os, for at finde afdelingen for de dyre og meget smukkere ringe, end han før havde fundet, vendte Harry sig mod mig igen.

"Det, du gjorde, for Louis, for Tess," startede han, for så at holde en lille pause, som om han ikke helt kunne finde de rigtige ord, "det var... meget... sødt."

Jeg tog en dyb indånding, "det var det mindste, jeg kunne gøre. Jeg kommer til at skylde ham det."

Jeg kunne nærmest se Harrys forvirrede ansigt for mig, som jeg fortsat stirrede ud af butikkens glasfacade. Det var begyndt at blive mørkere derude. Det skulle nok blive sjovt at komme hjem i mørke.

"Hvad mener du?"

Jeg så endelig hen på ham og mødte hans så sandeligt forvirrede, grønne øjne, der så spørgende på mig. Der var også noget andet i dem, der forvirrede mig. Det hele var bare forvirrende.

"Hvad mente du, da du sagde, at du ikke kunne holde ud at have Louis, som din bedsteven?", spurgte jeg istedet for at svare på hans egentlige spørgsmål. Det havde irriteret mig lige siden Louis afbrød Harry i sin forklaring.

Han satte sig tilbage i stolen og åndede dybt ud. Han kørte sine hænder rundt i sit ansigt, før de endte ude foran hans mund. Hans øjne var urolige, og hans fødder trippede lidt.

"Har Louis fortalt noget, om en pige, der hedder Rosaline?", spurgte han, og jeg spændte mine kæbemuskler, før jeg tøvende nikkede.

"Hvor meget ved du?"

Min stemme nægtede at samarbejde med mig, men jeg følte, at jeg skyldte ham at sige sandheden. Den frygtelige sandhed, der for alvor ville ødelægge Louis og Harrys venskab. Nok for evigt.

Alligevel kunne jeg ikke få ordene over mine læber; jeg kunne ikke få mig selv til at såre Harry, og egentlig også Louis, så meget som sandheden ville.

Så jeg undlod at sige den.

"Jeg ved, at hun var dig utro," blev mit endelige svar, men jeg kunne se, at Harry vidste, at der var noget andet.

Hans blik blev formørket ved mine ord, men af en eller anden grund, troede jeg ikke, at det var på grund, at jeg bragte mindet, om at hun var ham utro, op.

"Det var den officielle historie," fortalte han mørkt, "den sande historie er så meget værre."

Jeg stirrede på ham; jeg ved ikke, hvordan mit ansigtsudtryk så ud. Det røbede sikkert, at jeg vidste, hvad der var sket. Eller i hvert fald noget af det.

Da Louis kort tid efter kom tilbage med en ring, som han ville have mig til at se, ignorerede Harry både ham og mig. Jeg ville sige noget; få ham til at uddybe sit svar; finde ud af, om han faktisk kendte den sande historie med Louis og Rosaline, men Louis' opdukken forhindrede mig i det.

Ringen, Louis havde fundet, var smuk. Der var ikke andre ord for den, og når der ikke var andre ord for den, var det den perfekte.

Dette fortalte jeg videre til Louis, hvis øjne lyste underligt op. Måske følte han alligevel et og andet for Tess. Han vendte sig om, for at gå op til kassen; hvis den var perfekt, behøvede han jo ikke lede mere, som han sagde.

Det måtte jeg give ham ret i.

Jeg drejede hovedet mod Harry, men han ignorerede mig fuldstændig. Han var helt opslugt i sit dumme spil med fuglen, som jeg lige nåede at se hed Flappy Bird, men jeg kunne se, at der foregik noget andet oppe i hans hoved, som intet med hans spil havde at gøre.

Han trykkede hårdt på skærmen, og hans læber var helt sammenpressede. For en gangs skyld, viste hans øjne også følelser; vrede og bitterhed.

Jeg bed mig i læben og kiggede væk fra ham; hvis han ikke ville snakke, kunne jeg ikke gøre andet, end at respektere det.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor forvirrende mit liv var blevet. Alt sammen på grund af, at Louis Tomlinson bestemte sig for at gå til de forbistrede jobsamtaler.

Nogle gange, ville jeg ønske, at jeg ikke havde mødt ham. Så huskede jeg på, at jeg heller ikke ville ane, at Harry - der heller ikke kunne lide Snape - fandtes, og jeg ville ikke vide, at Tess - der beviste for mig, at ikke alle Tess'er er bitche - eksisterede.

Jeg ville heller ikke vide, at Rosaline havde været Harry utro med Louis. Hvilket ville gøre min hverdag meget mindre kompliceret, end den var nu.

Men nu, hvor jeg var blevet rodet ind i det her mærkværdige drama, havde jeg tænkt mig at komme til bunds i sagen. Jeg ville finde alle trådene i edderkoppespindet. Helst uden at såre for mange.

Så for..!

Tror I, at Harry ved, hvad der foregår, eller er det noget fuldstændig andet?

Kommenter, kommenter!

- M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...