Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14266Visninger
AA

17. Kapitel 15

 

Under the Facade

"Harry," protesterede jeg, da han endnu en gang nægtede at lade mig hjælpe.

Han så kort over på mig og rystede på hovedet af mig, "du kan ikke hjælpe mig, når du ikke engang kan bruge dine hænder."

"Jeg har jo sagt, at jeg bare kan bruge min mund," argumenterede jeg, men det var ikke før, at jeg så Harry give mig et blik, før jeg indså, hvor forkert det lød, "nej, det- jeg-"

"Jeg tror, jeg gemmer dit tilbud til, når vi kender hinanden," sagde han og blinkede, "i mellemtiden kan du jo præsentere dig."

Jeg stirrede på ham, prøvede at forstå, hvad han mente. Præsentere mig? Havde jeg ikke præsenteret mig og sagt mit navn?

Så huskede jeg, at jeg faktisk ikke havde sagt mit navn. I hvert fald ikke i dag. Men den aften på natklubben, da jeg, uden at tage hensyn til hans følelser, ville have fortalt Harry, at hans bedsteven havde løjet til ham og taget den person, han elskede højt, væk fra ham, havde jeg præsenteret mig.

På samme tidspunkt havde jeg også afsløret, at Liam indirekte var skyld i, at jeg nu ikke kunne bruge hverken mine arme eller ben. Eller noget andet, der ikke var min hals og ansigt. Dette blev også gjort uden at tage hensyn til nogens følelser overhovedet.

"Det har jeg fortalt dig," sagde jeg og smilede svagt, "den dag på natklubben her, hvor vi mødtes."

Harry kiggede lidt forvirret, men efter nogle få sekunder, lyste genkendelsen ud af hans øjne, og han nikkede. Uden at sige noget, begyndte han at skrubbe videre på gulvet - fejningen var overstået, nu skulle han til at vaske det, så det kunne blive helt perfekt til i aften, hvor folk så kunne gøre det vildt beskidt, og Harry kunne starte forfra dagen efter.

"Harry?"

Han svarede ikke, men skrubbede bare hårdere og hårdere mod gulvet.

"Harry?"

Igen ignorerede han mig, hvilket fik mig til at rynke mine øjenbryn. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tage hans pludselige humørsvingning, så jeg valgte bare at ignorere det og se på Harry, der stadig skrubbede gulvet.

Efter nogle minutter, hvor ingen af os sagde noget, og lyden fra moppen var den eneste lyd, der brød stilheden, bestemte Harry sig for endelig at sige noget.

"Hvorfor er du her egentlig, Avalanna?", spurgte han og lod moppen falde til jorden, hvorefter han vendte sig om mig. Da hans grønne øjne fandt mit blik, borede de sig ind i mig, så jeg fik en underlig følelse af, at han kunne se direkte ind i mig. Læse mig som en åben bog.

Min mund og hals føltes tør, og jeg hostede i et forsøg på at få min stemme på gled. For at være ærlig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. I den meget korte tid, jeg havde talt med Harry, havde jeg ændret mening.

Han fortjente ikke det, Louis gjorde mod ham; han fortjente ikke Louis' endeløse løgne. Men han fortjente heller ikke at få ødelagt, få afsløret, den sidste illusion, som holdte deres venskab sammen.

Jeg vidste selv, hvordan det føltes at miste sin bedsteven igennem lang tid; sin anden halvdel, den man kunne dele alt med. Det var den smerte, Louis følte, når han så, hvordan hans ven blev mere og mere umenneskelig, mere og mere ignorant overfor resten af verden.

Det var ulideligt at se, hvordan den person, der betød mest for en, bliver revet væk fra en. Og når man ved, at man selv er skyld i det, bliver smerten, og fortrydelsen, bare fordoblet. Det var den smerte og fortrydelse, Louis og jeg delte.

Men til forskel fra Andy og Harry, så fortjente vi den. Især Harry fortjente ikke at få at vide, at hans bedsteven løj for ham, og egentlig er grunden til, at han ikke stoler på nogen anden, end hans venner. Dem, han ved aldrig ville lyve for ham.

Jeg var hundrede procent ligeglad med, at Louis led; men Harry, Harry fortjente ikke at vide, at han var blevet snydt, bedraget, forrådt, af sin bedsteven.

"Fordi Louis vil fri til Tess, og han spurgte, om jeg ville hjælpe med ringen," jeg prøvede at finde på noget, mens jeg talte; bare for at få sagt noget, "og så tænkte jeg på, at du var hans bedsteven, og at du sikkert gerne ville med, og jeg vidste ikke, om Louis havde spurgte, så-"

Harry holdt en hånd op, for at få mig til at tie stille, hvilket jeg gjorde, "Louis ved, at jeg ikke kan lide piger, kvinder - eller noget andet væsen af hunkøn. Desuden er du sikkert bedre til at finde ringe, end jeg er."

Jeg beed mig i læben, mens jeg prøvede at finde ud af, hvilken del af Harrys sætning, jeg skulle svare på. Faktummet, at han ikke gider have noget  med det kvindelige køn at gøre - som jeg tilhørte - eller at han ikke var god til at finde ringe.

Hvilket han sikkert havde ret i, når jeg tænkte nærmere over det.

"Heller ikke hunkatte?", spurgte jeg uden at tænke over det, "jeg kan godt lide hunkatte."

Han lagde hovedet på skrå og nikkede så, "katte går. Katte er altid en undtagelse."

Jeg smilede og lavede et begejstret udbrød i sejr. Han havde endelig udvist tegn på, at han faktisk var dødelig. Når man kunne lide katte, så var man dødelig. Og sådan var det. På den anden side, så kunne katte også være de mest djævelse væsner på jorden.

Harry kiggede forvirret  på mig, hvilket jeg egentlig godt kunne forstå. "Hvad?"

Jeg rømmede mig, "du er bare den første af mine venne-bekendtskaber, der kan lide katte udover mig."

Jeg var ved at sige venner, men jeg gik ud fra, at Harry ikke var den, der kaldte nogen, han havde kendt under to timer, for sine venner. Især ikke når han var som han var.

"Jeg kan godt lide katte," fastslog han for alvor, "man kan altid stole på dem, i forhold til mennesker."

Igen fik jeg den underlige følelse af, at Harry vidste mere, end jeg troede. Men han kunne ikke vide, om Louis og Rosalines affære, hvis han gjorde, ville han have konfronteret Louis. Det var jeg sikker på; hvem ville ikke have gjort det? - Når ens bedsteven løj og forrådte en, havde man det med at flippe på personen.

"Mennesker stinker," gjorde jeg mig enig, hvilket Harry bare nikkede bifaldende til.

For det de virkelig; jeg stinker, fordi jeg har ødelagt mit venskab med Andy for en latterlig hemmelighed, jeg ikke engang kan bruge til noget mere - Louis stinker, fordi han forrådte sin bedsteven ved at gå bag hans ryg med sidstnævntes kæreste, og bagefter løj om det - Rosaline for bare at overveje at være Harry utro med hans bedsteven - Liam for ikke at have stoppet Andy fra at hoppe ned i hovedet på mig - Andy for at have gjort mig lam - Zayn for at have dræbt sin kæreste - Harry for et eller andet, jeg ikke havde brug for at vide - alle mennesker for at være så egostiske og altid sætte sine egne behov over andres.

"Tror du hun siger ja?" spurgte jeg, og da jeg så forvirringen i Harrys øjne, tilføjede jeg hurtigt et, "Tess."

Han trak på skuldrene og lænede sig op ad væggen, "det ved jeg ikke. Jeg ved i det hele taget ikke særlig meget om hende."

"Han fortjener hende ikke," oplyste jeg ham, for det gjorde han virkelig ikke. Hun virkede som et fantastisk menneske, i forhold til menneske-standard.

Men hun havde sikkert også en eller anden forfærdelig hemmelighed, der også fik hende til at stinke.

Han trak på skuldrene igen, "Selvfølgelig ikke; ifølge min mor fortjener ingen mand en kvinde. De er langt over vores standarder."

"Mennesker har det med at acceptere den kærlighed, de tror, de fortjener," citerer jeg Dumbledore fra Harry Potter-serien.

Hvis Harry ikke genkendte det citat, ville jeg blive seriøst skuffet. Hvis jeg hed Harry, ville jeg føle mig så beæret. At hedde det samme, som den mest berømte troldmand, sammen med Merlin; hvilken ære.

"En skam, at Snape dræbte ham," siger Harry stille og ryster sit hoved, mens jeg sidder og smiler større, end jeg har gjort, siden jeg kom ned fra Andys lejlighed.

Hvilket egentlig ikke er særlig lang tid.

Det var som jeg havde forventet; han havde læst dem. Selvfølgelig havde han læst dem, hvorfor overvejede jeg overhovedet muligheden, at han ikke havde? Jeg var ret sikker på, at der ikke var en eneste person i, hverken Irland eller Storbritannien, der havde mulighed for at læse eller få læst højt, ikke havde læst en af de største successer i britisk historie. Sammen Shakespeare og Sir Arthur Conan Doyle, kunne J. K. Rowling skrive 'en af Storbritanniens største forfattere' på CV-et.

Der var vel en eller anden lov, der befalede alle briter at læse Harry Potter.

"Jeg kunne ikke lide Snape," indrømmer jeg, "jeg kan stadig ikke lide ham."

Harry nikker bifaldende til det udsagn, "jeg kan ikke se, hvorfor man burde kunne lide ham. Han vendte sig kun mod Voldemort på grund af, at han kom efter Lily; og han behandlede Harry som lort."

"Præcis!" råber jeg begejstret; det er længe man skal søge, hvis man vil finde en anden Harry Potter-fan, der heller ikke kan lide Snape, "han var fuldstændig ligeglad med, at Voldemort dræbte James og Harry; dem, hun elskede højest. Så længe han kunne få hende, var han glad. Det er ikke kærlighed på nogen punkter; det er besættelse."

"Tak," proklamerede han og tilføjede ved synet af mit forvirrede blik, "for ikke at kunne lide Snape. Niall er af den fuldstændigt modsatte mening."

"Han er en forfærdelig lærer," sagde jeg bare, men jeg syntes at kunne fornemme noget under det ellers så uskyldige tak. Noget, jeg ikke rigtig kunne forstå, men for første gang, brændte jeg ikke efter at vide, hvad det var. Måske var det bare noget, som et simpelt tak for 'at tale med'. Det behøvede slet ikke at være noget stort.

Harry nikker blot og med det, dør vores samtale om Snape, og hvor forfærdelig han er, ud.

"Vil du ikke med ud at vælge ring til Tess, alligevel?" spurgte jeg, næsten tiggede, ham, da jeg pludselig huskede, at hvis jeg tog af sted alene, ville jeg være tvunget til at bruge en eftermiddag med Louis alene.

Harry kiggede over på mig igen, hvorefter han trak på skuldrene, "hvis Louis siger ja."

"Fuck Louis," slog jeg fast, "hvis jeg vil tage en gæst med, så tager jeg en gæst med. Han arbejder i øvrigt for mig, så jeg kan befale ham ting."

"Hvis du siger det."

"Hvad laver jeg her?", var det første Harry sagde, da vi en dag senere mødtes ved Oxford Street, mens vi ventede Louis, der som altid var elegant forsent.

Jeg rynkede mine øjenbryn, "hjælper dig med at finde en ring. Ligesom mig. Hvad tror du selv, Einstein?"

"Til din information, Avalanna, har min familie ikke tyske rødder," fortalte han, hvilket fik mig til at himle med øjnene, "vi har vist noget fransk, men ikke tysk."

På trods af, hvor bagklog han kunne virke til tider, var han bedre end Louis. Og han havde stadig ikke gjort eller sagt noget, der på nogen måde retfærdiggjorde Louis og Rosalines destruerende handlinger mod ham.

"Det er en talemåde, Styles," siger jeg sammenbidt, men prøver ikke at forklare ham, hvordan han ikke burde tage alt så seriøst. Han behøver nok ikke at blive belært af mig, om hvad han burde og ikke burde.

Stilheden spredte sig imellem os, men den blev ikke akavet takket være de uafbrudte lyder af folk, der talte ; folk, der råbte - folk, der græd - folk, der grinede - folk, der snakkede. Der var så mange forskellige mennesker, der passerede det sted, hvor jeg sad tæt op mod butikkens mur, som Harry lænede op med, så vi ikke stod i vejen.

Der gik et lykkeligt par forbi os på et tidspunkt; pigen var gravid, det var let at se på hendes forholdsvist store, kugleformede mave. Hun havde kigget lykkeligt ned på maven, der hun var tæt på os, men det var intet i forhold til det smil, der formede sig på hendes læber, da hun kiggede på hendes kæreste/mand. Det var et af de smukkeste smil, jeg nogensinde havde set. Så fyldt med lykke og kærlighed, der også spejlede sig i hendes glimtende øjne. Alt i alt, så hun bare virkelig smuk ud. Ikke på grund af selve hendes udseende; hendes udseende var egentlig meget normalt, men det var den måde, hendes ansigt var lyst op i kærlighed, beundring og lykke, da hun så på sin elskede, der fik hende til at være et af de smukkeste mennesker, jeg havde set.

Hun hviskede et eller andet i drengen/fyren/mandens øre, og han kiggede ned på hende med øjne, der afspejlede hendes følelser. Hans læber bredtes i et stort smil, da han fik øjenkontakt med hendes glimtende øjne.

"Jeg vil elske nogen lige så højt, som de elsker hinanden," sagde jeg så snart parret var ude af høreafstand.

Jeg kiggede op på Harry, der allerede så på mig. Han nikkede for sig selv, "jeg vil blive elsket lige så højt."

"Selvfølgelig."

Selvfølgelig ville han det. Det var vel ligegyldigt, hvis man elskede nogen så højt, og de ikke engang værdigede en et eneste blik. Endnu værre ville det være, hvis man var i et forhold med en person, man elskede højt, og personen var en utro.

Uden at nævne navne, var jeg sikker på, at Harry havde fået nok af den slags oplevelser.

"Vil du lege en leg?", spurgte Harry lige pludselig.

Jeg kiggede i hans retning, før jeg nikkede langsomt. Hvor Louis var, havde jeg ingen idé om, så en leg var sikkert meget godt tidsfordriv. Jeg var ikke helt sikker på, hvilken leg, han havde i tankerne, men taget i betragtning, at vi ikke kunne lege fysiske lege, var det sikkert en eller anden latterlig gætteleg.

"Hvilken?"

"Jeg-ser," svarede han med et skuldertræk, "du skal vælge noget her, som man kan se hele tiden, og jeg skal så gætte det."

Jeg kiggede rundt på indkøbsgaden i håb, om at finde noget, jeg kunne vælge, uden at Harry med det samme gættede det. Det lykkedes ikke, i stedet fandt jeg butikken, vi var ved. H&M. Jeg var selv beundret af min kreativitet.

"Jeg ser en butik," fortalte jeg med stor sandsynlighed for, at Harry med det samme ville gætte den butik, jeg havde valgt.

Men det ville være underligt, hvis han gjorde. Det var ikke den, han så først. Det var-

"H&M?", spurgte han.

Jeg så mig lidt omkring, før jeg besluttede at svare, "nej."

"Det er det, ikke?"

Jeg rystede på hovedet. Hvis jeg bare sagde nej mange gange nok, ville han måske tro mig. Måske.

"Jo, det er," slog han fast

Pokkers.

Harry tog min vedvarende stilhed som et ja, hvilket fik ham til at grine lidt. Det lød dog så falsk, at det gjorde ondt i ørerne. Måske var det bare sådan, han grinede, men jeg tvivlede.

Vi prøvede uden held at holde legen gående. Det var Harrys tur, og han brugte lidt længere tid på at vælge den ting, han så.

"Jeg ser en butik."

"H&M", spurgte jeg uden at vide, hvad jeg ellers skulle sige.

"Nej."

Men han lød ikke særligt overbevisende, så jeg smilede blot og undlod at sige mere. Sådan blev det ved; han stod i stilhed lænet op af muren, og jeg sad i stilhed i min kørestol, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle sige.

Der gik en meget tyk dame forbi os, en forpustet løber, en bebumset dreng med briller og to fnisende veninder, der ikke særligt diskret pegede på Harry og mig, før Louis dukkede op.

Det var i det øjeblik noget forfærdeligt gik op for mig.

Da han og Tess havde været hjemme ved mig for nu halvanden dag siden, havde hun kigget på ham med præcis samme blik, som pigen fra før havde gjort. Hendes smil havde udvidet sig, da hun så på ham. Hendes øjne og ansigt lyste op, da hun så ham. Hun stolede på hvert eneste ord, jeg havde fortalt hende, da Louis bekræftede hende.

Louis, derimod, havde ikke smilt større, da han så hende. Han så nærmest mere træt ud, end han havde gjort før hun kom. Hans smil havde falmet helt, da han så ham, og det var ikke blevet vanvittigt stort, da hun proklamerede, at hun stolede på ham. Sådan som det burde. Hans øjne var ikke blevet som små diamanter, de glimtede nærmest ikke.

Han havde heller ikke rigtig lagt mærke til hende, lige efter han havde fortalt mig, at han ville fri til hende. Han havde kun set på mig; hans øjne havde ikke lyst op ved synet af mig, men de havde i hvert fald ikke gjort det ved synet af Tess.

Alt dette var spor til, hvad jeg nu vidste. Spor til endnu et drama, endnu en katastrofe, som jeg ikke kunne sætte ord på, hvor lidt jeg havde brug for at være vidne til. Især fordi jeg allerede godt kunne lide Tess, og Harry, som den ventende katastrofe sikkert også ville smitte af på. Rosaline ville sikkert også blive bragt op, for det var vel grunden til, at dette drama overhovedet ville komme til at eksistere.

Jeg måtte dog give det til Louis, at han virkelig forstod at skabe splid og drama, som ingen anden. Hvis det da var et talent.

Men jeg havde ret i, hvad jeg sagde før. Han fortjente hende ikke; hun fortjente så meget mere end ham. Hun fortjente en fantastisk mand. Hun fortjente den, der ville respektere hende. Og mere end noget andet, fortjente hun en, der elskede hende.

"Hvorfor, Louis?", spurgte jeg mig selv mumlende, før han var kommet indenfor hørevidde.

Så er det tid til at købe ring!

- For at Louis kan fri til en, han ikke elsker - ifølge Avalanna.

Og Harrava/Harranna-bonding! Jeg synes, de er noget så søde.

Dette er også det sidste kapitel i to uger, fordi jeg skal til Frankrig :)

- M

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...