Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14739Visninger
AA

16. Kapitel 14

 

The Tiniest of Smiles

Det gik op for mig ret hurtigt, at selvom vi var så utroligt uvenner, så tænkte vi stadig ens; som én organisme. Ligesom vi altid havde gjort.

På samme tid som jeg sagde; "Andy, jeg kan forklare" blev den spydige bemærkning "forklar dig" spyttet i min retning.

Jeg turde ikke rigtig kigge på ham, men jeg havde på fornemmelsen, at jo længere jeg udskød vores uundgåelige øjenkontakt, jo sværere ville det blive for mig at kigge ham i øjnene. Jeg var nødt til at tage mig sammen og se den person, jeg havde gjort så forfærdeligt ondt, i øjnene.

"Tro mig, det vil jeg også," forsvarede jeg og tog en dyb indånding, "men først; må jeg komme ind?"

Andy kiggede kort på mig, overvejende, og rystede så på hovedet, "nej, det tror jeg ikke ville være en god idé."

Jeg sank klumpen i min hals og nikkede, "selvfølgelig ikke, undskyld."

Stilheden lagde sig over os igen, og selvom jeg vidste, at jeg skulle i gang med at forklare mig - og hvilken fandens god forklaring, jeg skulle have i baghånden - hvis jeg nogensinde turde håbe på, at Andy ville tale med mig igen. Og endnu bedre skulle forklaringen være, hvis jeg ønskede, at han skulle tilgive mig. Jeg turde slet ikke tænke på, hvilken eminent undskyldning, jeg skulle have i ærmet, for at han ville overveje at fortsætte vores venskab.

Men problemet var, at jeg ikke engang havde en forklaring, der var så god, at han ville tale til mig; bare lidt, som dengang vores bånd stadig var så tætte, som et bånd imellem to mennesker kunne være. Dengang var vi ikke bare venner; vi var som et menneske. Dengang kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skulle miste ham. Og da slet ikke, at jeg skulle være skyld i, at jeg ikke længere havde min bedsteven, min anden halvdel. Den person, jeg elskede højere, end alt andet.

Jeg fugtede mine læber, mens jeg desperat prøvede at komme op med en eller anden form for undskyldning, forklaring på min fuldstændige uacceptale opførsel overfor ham.

Hvor lang tid, jeg havde siddet og kigget ud i luften, vidste jeg ikke, men da Andy akavet rømmede sig, og jeg rødmende kiggede op på ham igen, gik jeg ud fra, at det var alt for langt tid.

Jeg rømmede mig og prøvede endnu engang at fugte mine tørre læber, "Andy, jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare mig selv."

"Så lad være," foreslog han uskyldigt, hvilket fik mit hjerte til at falde endnu længere ned, end det allerede var.

Han ville ikke have, at jeg skulle forklare mig selv. Han ville ikke have, at jeg skulle komme med en eller anden fantastisk forklaring og undskyldning, så han kunne tilgive mig. Han ville ikke have, at jeg skulle sige noget, der kunne får ham til at tilgive mig.

Han ville have mig til at gå. Han ville have mig til at lade ham være. Han ville have, at jeg skulle holde min mund lukket. Han ville have, at jeg skulle forblive skurken i denne historie.

Han ville ikke tilgive mig.

Jeg kunne se det hele i hans øjne, da jeg mødte hans blik. Det sagde gå!

Jeg tog en dyb indånding og pustede ud, før jeg begyndte, "du ved, at jeg afpressede dig til at fortælle mig, om Zayns fortid. Hans dybeste hemmeligheder."

Efter den sætning, mistede jeg ligesom tråden. Jeg havde absolut ingen idé, om hvor jeg ville hen. Hvad pointen med det hele var.

Jeg rystede hovedet i frustration, "hør, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for at du kan forstå, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg har ingen forklaring, jeg har ingen undskyldning; jeg har ingen grunde for, hvorfor du skulle tilgive mig. Jeg-"

"Hvorfor er du her så?", spurgte han irriteret.

"Jeg-" prøvede jeg igen at sige, men igen mistede jeg evnen til at tale.

Det var, som jeg havde forudset. Det var som, jeg havde set i hans øjne. Han ville ikke have mig her, han ville ikke tilgive mig, og han havde overhovedet ikke lyst til at lægge skjul på det.

"Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her," svarede jeg så ærligt.

"Hvorfor er du så ikke en god pige og ruller væk herfra? Din tilstedeværelse er ved at gå mig på nerverne," indrømmede han uden noget tegn på at have det dårligt med et eneste af ordene.

"Jeg ville gerne, men-" jeg nåede endnu engang ikke at sige min sætning færdig, før han afbrød mig.

"Hvorfor gør du det så ikke?"

"Hvis du nu ville holde mund, så kunne jeg måske fortælle dig det!", råbte jeg irriteret.

Han kiggede udtryksløst på mig og trak så på skuldrene, hvilket jeg gik ud fra var mit tegn til at påbegynde min fortælling. Jeg var så meget på spanden. Jeg plejede ikke at finde det svært at tale med folk - snak bare med Louis, han vil med glæde give sit vidneudsagn på, at jeg ikke kunne finde ud af at holde min mund - men af en eller anden grund, bestemte min tunge sig nu for at krølle sig sammen og nægte at frembringe en eneste lyd.

Hvor ubehjælpsomt.

"Tal."

"Jeg er nødt til at vide, hvad jeg skal gøre, for at du kan tilgive mig," plaprede jeg pludselig løs, og da det sidste ord slap over mine læber, stirrede jeg overrasket ud i luften, før jeg løftede mit blik til hans.

Han kiggede lige så overrasket tilbage i nogle sekunder, før han fik sine følelser under kontrol og gav en høj, hånlig lyd fra sig, der sikkert skulle forestille at være latter. Men den form for latter var så ukendt for mig, når den kom fra Andy. Det var som om jeg ikke længere kendte ham.

På den anden side, så kendte jeg jo ikke denne side af ham: vi havde aldrig været så uvenner, så splittede, som vi var lige nu. Jeg kendte slet ikke den måde, ahan var overfor dem, der havde såret ham så dybt.

Jo, jeg havde overværet den måde, han var over for sin forfærdelige ekskæreste, Tess, der havde værte ham utro med to andre fyre, begge fra fodboldholdet, men jeg vidste, at selvom Tess havde såret ham dybt - han havde virkelig troet, at hun var 'den eneste ene' - så havde jeg såret ham dybere.

Jeg kendte ham ud og ind, jeg kendte ham bedre end ham selv; at jeg forrådte ham, havde syntes så usandsynligt. Men alligevel havde jeg gjort det. Det gjorde mig syg at tænke på, hvor ondt det må have gjort på ham at vide, at jeg, hans andel halvdel, ikke havde noget imod at forråde ham.

Fordi det havde jeg ikke haft, ikke i det øjeblik. Jeg havde været så fokuseret på den dumme opgave med at finde ud af Louis' dumme venners dumme hemmeligheder. Jeg ofrede mit venskab med ham for noget så ligegyldigt.

"Tilgive dig? Tilgive dig?", spyttede han, hvilket fik mig til at krympe mig. Jeg fulgte ham med øjnene, som han sank ned i knæ, så vi var på øjenhøjde, "jeg ved ikke, om jeg kan tilgive dig. Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde kan."

"Hvad skal jeg gøre?", spurgte jeg desperat og ønskede så desperat, at jeg kunne bevæge min hånd; gribe fat i hans og holde om den. Bare holde den, føle hans lune hud, den familiære følelse af hans hud mod min.

"Det ved jeg ikke, Avalanna," svarede han efter noget tid, "det ved jeg virkelig ikke."

Jeg kiggede ned, selvfølgelig kunne han ikke tilgive mig. Selvfølgelig kunne han ikke svare mig på, hvordan jeg kunne gøre det bedre. Det var nærmest umuligt at gøre det bedre. Jeg havde virkelig jokket i spinaten, og nu måtte jeg betale prisen.

"Når du finder ud af," jeg tog en dyb indånding, "vil du så ikke fortælle mig det?"

Han kiggede overvejende på mig, før han langsomt nikkede, "hvis jeg nogensinde finder ud af det, så vil du være den første, der får besked."

Jeg kunne ikke holde det smil tilbage, der langsomt formede sig på mine læber, men da jeg så Andys uforandrede ansigtsudtryk, fik jeg med besvær fjernet det fra mine læber.

"Var der andet?", spørger han og løfter det ene øjenbryn.

Jeg er stadig fokuseret på det faktum, at han hentydede til, at han ville prøve at finde en måde, jeg kunne få ham til at tilgive mig på. Det var ikke en perfekt løsning, men det var et skridt i den rigtige retning. Et så lille skridt, at de fleste ikke ville lægge mærke til det; men jeg gjorde, og jeg ville sørge for, at jeg ikke gjorde noget, som ville sende mig tilbage til i den dårlige retning. Måske endnu længere bagud, end vi var før.

Men endelig får jeg rystet på hovedet, "nej. Nej, der er ikke mere."

Han nikker tavst og skal til at gå tilbage ind, før han stopper sig selv og kigger tilbage, "lad være med at komme i problemer, okay?"

Jeg bider mig i kinden, før jeg trækker på skuldrene, "jeg krydser fingre."

Han giver mig et lille smil, det mindste af alle smil, men det er et smil, og det fylder mig med en indre varme. Selv efter han har lukket døren, sidder jeg og stirrer på den med et stort smil på mine læber.

Da jeg kom ned til min mor igen, hævede hun et øjenbryn ved synet af mit store smil og spurgte nysgerrigt, "er det så okay imellem jer to igen?"

Jeg rystede på hovedet, smilet lige så stort som før, "overhovedet ikke."

Nu ser min mor forvirret ud og rynker øjenbrynene, "hvorfor smiler du så, som om det bedste nogensinde er sket?"

"Fordi jeg er kommet et lille skridt tættere på ham."

"Fortæl mig lige igen, hvorfor du har fået mig til at køre herhen?", spurgte min mor og lød oprigtigt forvirret.

Jeg forstod hendes forvirring hundrede procent, og for at være ærlig, ville jeg også have været forvirret selv, hvis hun ikke havde undret sig over, hvorfor i alverden jeg ville sættes af her, foran en snusket natklub.

"Jeg skal besøge en ven," svarede jeg ligegyldigt og ventede egentlig bare på, at hun hjalp mig ud i kørestolen. Men selvfølgelig ville hun først gøre det, når hun var tilfreds med mine svar, og det kunne jeg mærke på hende, at hun ikke helt var endnu.

"Hvilken ven kunne du dog have her?" spurgte hun, og selvom jeg ved, det ikke var hendes mening, kunne jeg ikke lade være med at høre den nedladende tone bag ordene.

"En ved navn Harry," svarer jeg og prøvede at holde den voksende irritation ude af min stemme.

"Harry hvad?" spurgte hun endnu mere insisterende denne gang.

"Styles. Harry Styles," svarede jeg og smilede lidt ved måden, jeg havde sagt det på. Bond-mode.

Min mor kiggede lidt undersøgende på mig, før hun mumlede 'hvis han gør dig glad' og fik mig endelig placeret i kørestolen. Om end med lidt problemer. Trods min mor var god til mange ting, så havde hun aldrig været stærk.

"Hvad skal du i øvrigt snakke med ham om?" spurgte min mor, mens hun spændte mine seler.

"Jeg skal fortælle ham en stor nyhed; en nyhed, der vil ændre hans liv," svarede jeg ligegyldigt.

Hun kiggede på mig med løftede øjenbryn, men trak så på skuldrene, "selvfølgelig." Hun gav mig et smil, kyssede mig på kinden og gik om på hendes side af bilen.

Jeg trillede ind i natklubben, som egentlig først åbnede om cirka to og en halv time. Klokken sytten.

"Hvad laver du her?" lød en hæs stemme bag mig, da jeg var kommet et stykke ind i en den tomme klub.

Jeg vendte mig ikke om med det samme. Jeg lod mine øjne glide rundt i rummet; jeg lagde mærke til, hvordan gulvet var beskidt, hvordan der i hjørnerne lå plastickrus og øldåser. Lyset var dystert, og kom kun fra den åbne indgang.

"Hvad laver du her?" gentog stemmen sig selv.

Da jeg hørte nogle skridt på vej hen imod mig, vendte jeg endelig kørestolen omkring, for så at stå ansigt til ansigt med selveste Harry Styles.

"Harry!", udbrød jeg og havde lyst til at slå ud med armene af lettelse. Hvor belejligt, at han kom af sig selv. Jeg ville ikke have vidst, hvad jeg skulle have gjort, hvis han havde været ovenpå.

En kørestol var ikke ligefrem det nemmeste at komme op af trapperne i, især ikke når det eneste man kunne bevæge var ens hals og nakke.

"Mig," bekræftede han og kørte en hånd igennem sine mørkebrune krøller, "hvad vil du?"

Jeg bed mig i læben et øjeblik, usikker på, hvordan jeg skulle fortælle ham det, "bare snakke. Som gamle venner nu gør."

Han kiggede mistænksomt på mig; ikke at jeg bebrejdede ham, han havde sikkert aldrig set mig før i sit liv.

"Men vi er ikke gamle venner," svarede han blot, hvilket fik mig til at sukke teatralsk.

"Sikke krav du stiller, Harry!", klagede jeg, "skal man nu også være gamle venner for at tale som... gamle venner?" Jeg kunne have slået mig lige der. Hvor dum kunne man være?

"Det er ligesom meningen, at man er gamle venner," prøvede han at forklare mig, dumme, blondine-dumme mig, "når man taler som gamle venner."

Jeg lagde hovedet på skrå et øjeblik, "måske har vi mødtes før, men du har blot glemt det?"

"Når du sætter et 'måske' forrest i sætningen, insinuerer du, at du er usikker på, hvad du siger," pointerede Harry, "hvilket betyder, at du også har glemt, hvis vi har mødtes før."

Jeg kiggede et øjeblik paf, før jeg stønnede, "det var en talefejl. Vi har blot glemt det, undskyld."

De fleste ville have set tilfredse med sig selv over, at de kunne få en anden person, en fremmed endda, til at rette på sig selv. Men Harry virkede ikke engang intereseret i det faktum, at jeg hele tiden lavede fejl, at jeg udstillede mig selv, som en person der var dum som en dør; han virkede ikke interesseret i noget.

Da han ikke svarede, blev jeg pludselig desperat. Hvis jeg ikke snart fik en samtale igang med ham, ville det ende med, at jeg bare ville plapre ud med det, og det ville i hvert fald ikke gøre noget bedre for nogen.

"Du siger ikke særligt meget, gør du vel?", spurgte jeg lidt efter, panisk efter at få ham til at snakke.

"Det kan du måske have ret i," gjorde han sig enig, før han vendte sig om mod en kost, han havde efterladt på gulvet.

"Må jeg blive her?"

Han kiggede lidt hen på mig, undersøgende, før han trak på skuldrene, "det må du vel, indtil du bliver smidt ud, i hvert fald."

Wow. Fyren var flot, men optimistisk kunne man heller ikke kalde ham. Eller pessimist. Han virkede ret lige glad med, om glasset var halvt fuldt eller halvt tomt; det var jo et glas. På den ene side, kunne jeg egentlig godt se logikken i det; det var jo bare et glas. Et meget specielt glas åbenbart, men stadig et glas. På den anden side, irriterede det mig som intet andet, at han ikke viste den mindste smule indlevelse i hans samtaler og generelt bare i at være.

"Du burde blive fyret," sagde jeg, "din optimisme kunne gøre folk helt ukomfortable."

Hans krop var som stivnet, og han kiggede hen på mig med panik klemt godt inde i de glansløse, grønne øjne, "hvad?"

Jeg stønnede højlydt, "det var for sjov, krølle. Nogensinde hørt om det udtryk?"

"Selvfølgelig har jeg det," han lød helt fornærmet, og et sekund troede jeg, at han faktisk ville begynde at opføre sig lidt menneskeligt, "sjov er et synonym for humor. Humor er evnen til at finde noget morsomt. Humor er muligheden for mennesker, objekter eller-"

"Hold mund, Styles," mumlede jeg, "det var et retorisk spørgsmål. Nogensinde hørt- nej, ved du hvad? Bare lad være med at svare på det."

Han kiggede lidt på mig, før han begyndte at feje igen. Jeg havde absolut ingen anelse, om hvordan jeg skulle starte en samtale med den her fyr. Han tog alt alvorligt og kunne ikke tage en joke. Det var som om han ikke kunne forstå dem, skønt han kunne opremse definitionen på det så let som ingenting.

Det var som om han havde hævet sig over almindelige følelser, menneskelige følelser og bare var den tomme skal, Louis havde beskrevet ham som.

"Kender du en, der hedder Louis Tomlinson?" spurgte jeg ud af mangel på bedre.

Harry skævede over mod mig, men koncentrerede sig atter om sin, åbenbart utroligt sjove, fejen kort efter. Et øjeblik troede jeg, at han slet ikke ville svare. Måske ville han bare gerne glemme, at han overhovedet havde et bekendtskab med Louis; ikke at jeg ikke forstod ham, hvis det var tilfældet. Hvis jeg var Harry Styles, ville jeg også benægte alt kendskab til eksistensen af en vis Louis Tomlinson. 

To sekunder senere fandt jeg så ud af, at Harry åbenbart ikke var ligeså pinligt berørt over sit venskab med Louis, som jeg ville have været; eller lige så pinligt berørt over overhovedet at kende til denne Louis Tomlinsons eksistens, som jeg var, og som jeg havde været siden dag 1. Eller 2. For at være ærlig, kunne jeg ikke rigtig huske helt præcist, hvilken dag Louis fortalte mig om sin affære med Tess, som resulterede i den umenneskelige Harry Styles, jeg stod overfor lige nu.

"Ja, han er en af mine bedste venner," svarede Harry, men han virkede ikke særligt stolt over det faktum - bare rolig, Styles, så er vi to - på den anden side, virkede han heller ikke særlig skamfuld over at kende netop Louis. Han virkede så forbandet lige glad, at det drev mig vanvittig.

"Hvordan er han?", ikke fordi jeg gad at vide mere om Louis. Jeg vidste allerede mere, end jeg havde lyst til.

Harry holdt inde med sin fejen og stirrede et øjeblik ud i luften, før han langsomt vendte sig mod mig, "hvis du vil prøve at komme i seng med ham, skal du vide, at han allerede har en kæreste, der-"

"-Der hedder Tess, ja, det ved jeg. Guds gave til menneskeheden.", jeg viftede Harrys protester væk, "tro mig, jeg vil ikke i seng med ham. Desuden kan jeg ikke; lam, som du nok kan se?"

Harry rynkede sine øjenbryn, "hvis du kender ham, hvorfor vil du så have mig til at beskrive ham?"

"Fordi jeg vil høre, hvordan nogen, der kan lide ham, og nogen, han kan lide, opfatter ham."

Harry nikkede for sig selv og genoptog sin fejen. Men jeg var sikker på, at han ville svare mig; lige nu så han blot ud til at have for store problemer med at tænke til at svare mig.

Noget, jeg kunne genkende fra min tur ved Andys lejlighed. Det var utroligt, så lidt jeg kunne få sagt. I hvert fald af noget, der gav bare lidt mening.

"Louis, han.." Harry stoppede og så frustreret ud, som om han havde ordene lige på tungen, men de ville ikke komme frem, "han er på ydersiden en fantastisk mate. På ydersiden."

Nu blev jeg for alvor forvirret og nysgerrig, "ydersiden? En fantastisk mate? Det var det, jeg troede, han var på indersiden."

Harry stirrede mørkt på sin kost, "nej, på indersiden er han det komplet modsatte."

En tanke formede sig i mit hoved og fik hårene til at rejse sig på min ryg, jeg gyste lavt. Men ligeså hurtigt som tanken var dukket op, ligeså hurtigt afviste jeg den. Det kunne ikke være rigtigt. Det var fuldstændig umuligt.

Og så igen, det ville forklare så mange ting, og alligevel; jeg forstod intet af det her.

"Må jeg spørge hvorfor?"

Harry bed sig kort i læben og nikkede så ubemærkeligt, "det må du vel."

"Hvorfor?"

"Fordi hele vores venskab er baseret på en løgn," fortalte Harry, "og jeg er så træt af, at han tror, at jeg er for dum til at regne det ud. Og jeg er så træt af, at han ikke har værdigheden til at fortælle mig sandheden."

Jeg sad som forstenet i min kørestol. Mine øjne var som limet til Harry, der så så oprørt ud. Selv var min stemme forsvundet, jeg kunne kun side og se på, hvordan Harry blev mere og mere oprørt. Hvor meget vildere hans fejebevægelser blev.

Endelig fandt jeg min stemme, da Harry slyngede kosten ind i væggen.

"Harry," kaldte jeg, desperat efter at få hans opmærksomhed.

Han så med vilde øjne i min retning, nikkede så for sig selv og tog en dyb indånding, "ja?"

"Skal du arbejde i aften?"

Jeg vil være ærlig og indrømme, at jeg absolut ingen idé havde, hvorfra det kom. Men nu var det sagt, og så var det det. Heldigvis var det dét, jeg sagde, og ikke det faktum, at Louis havde haft en affære med Harruys ekskæreste, som han tydeligvis havde elsket rigtig højt.

Han tøvede i et par sekunder, før han rystede på hovedet, "det tror jeg ikke. Jeg skal bare feje gulvet her og vaske det."

"Kan jeg hjælpe?"

Et lille smil, et næsten usynligt et af slagsen, formede sig på hans læber, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage, "hvordan ville du gøre dét?"

Jeg kunne have slået mig selv igen. Lige der. Og dog. Min blondine-dumme kommentar fik ham til at smile; et ægte smil var jeg ret sikker på. Og hvis jeg havde forstået Louis' beskrivelse af ham ordentligt, så var det ikke noget der skete specielt tit.

"Det ved jeg ikke," indrømmede jeg ærligt, "men måske kan jeg holde en kost med munden?"

Smilet på hans læber voksede en lille millimeter, men en millimeter er en millimeter, og den talte lige meget, hvor lille den var. Han rystede opgivende på hovedet, "hvis du insisterer."

"Jamen, det gør jeg da."

Jeg er tilbage! Og den her gang, vil jeg faktisk få opdateret i stedet for bare at love noget og så først vende tilbage et halvt år senere. Hrm..

Det her er kapitel er et af mine personlige favoritter; Harry er så.. jeg ved ikke, sød? Dunno. Jeg kan bare godt lide ham.

Men hvad er det lige med ham og Louis? Og vil Andy tilgive hende - nogensinde? - Lamme spørgsmål, jeg undskylder.

Udover det, skal I nyde dette kapitel; det er en af de sidste søde kapitler, før helvede, som man jo siger, bryder løs.

- Indtil næste gang, der ikke er om et halvt år ;) - M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...