Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14654Visninger
AA

15. Kapitel 13

 

Preparing

 

Louis var taget med Tess hjem, selvom han ikke rigtig så ud til at kunne lide idéen. Jeg kunne virkelig ikke, lige meget hvor meget jeg prøvede, forstå ham. Jeg havde hørt ham sige, at han ville fri til hende. Burde han ikke ville bruge hvert sekund, han kunne, sammen med hende?

Glæder var flygtige, og lykken endnu mere. Han burde virkelig nyde at være sammen Tess så længe det varede, for han fortjente hende ikke. Og det vidste han godt.

Men hun elskede ham af en eller anden grund, som jeg nu ikke havde fundet ud af endnu. Tro mig, siden de forlod for en time siden, var det, det, jeg havde prøvet at regne ud.

Det var ikke lykkedes, kunne jeg oplyse.

Jeg havde en hel liste af ting, der gjorde Louis til et forfærdeligt kærestemateriale; 1) han havde haft en affære med sin bedstevens kæreste, 2) han var en kraftidiot, 3) han var Louis og 4) han var ikke til at finde ud af.

Altså, drenge er generelt bare mysterier, for man kan aldrig finde ud af, hvad de føler. Men Louis var åbenbart så stort et mysterium, at han ikke engang selv vidste, hvordan han skulle finde ud af sig selv. Han var aldrig helt sikker på, hvad han ville, hvad han følte og hvad han mente. Han så ud til at ændre mening om mig hele tiden, hvilket var frustrerende, for jeg var generelt ikke særligt hurtigt opfattende, så jeg kan ikke forholde mig til, at han pludselig elsker mig, når han dagen forinden afskyede mig.

Se bare selv på den dag på hospitalet – han sagde, jeg var forfærdelig. Noget tid efter er vi så gode venner, at jeg skal hjælpe ham med at finde en vielsesring til Tess, som jeg på daværende tidspunkt slet ikke havde mødt.

Det hang ikke sammen. Men jeg vidste heller ikke særlig meget om drenge, så ville jeg ikke lægge så meget i det.

Selvom det sikkert var ligesom en episode af Sherlock – alt hænger sammen. Hver eneste detalje betyder noget i det lange løb. For som Sherlock så klogt sagde; 'for en klog hjerne, er ingen detalje for lille'. Hvilket mener, at jeg sikkert fandt ud af det hele. Alle de små ting, jeg stadig ikke havde regnet ud eller fået at vide, ville jeg på et tidspunkt finde ud af.

Om jeg så ville kunne lide det svar, jeg engang ville få at vide eller regne ud, var ikke til at sige. Det ville jeg sandsynligvis ikke. Jeg kunne ikke lide særlig mange ting, der ikke kunne spises eller smagte godt.

”Avalanna?” lød min mors stemme lidt bag mig, og jeg kiggede så meget til siden, som jeg kunne.

Det var ikke særlig meget, hvis nogen var interesserede.

Jeg nikkede og kiggede fremad endnu en gang. Solen bragede ind ad vinduerne, og man kunne se, hvordan det støv, der havde lagt rundt omkring, dansede i strålerne, der nåede ind i vores stue. Jeg elskede det. De så så frie ud, når de svævede rundt i luften og blev oplyst.

Min mor kom ind i mit synsfelt og fik mig til at kigge på hende. Jeg kiggede ned i hendes hånd, hvor min egen lå. Jeg kiggede med et opgivende blik på den. Det her var ved at drive mig sindssyg. Alle kunne tage min hånd, alle kunne slå mig, og jeg ville aldrig opdage det, medmindre jeg så det. Jeg fulgte hendes tommeltots bevægelser og prøvede at forestille mig, hvordan det ville føles at have hendes finger ae min hånd. Jeg huskede det som en dejlig følelse, hvilket straks fik mig til at smile svagt.

Hun slap min hånd lidt, for at skubbe den stol, Louis havde siddet i, hen til min. Så tog hun min hånd endnu en gang og rømmede sig kort. Jeg hævede øjnene.

”Avalanna,” startede hun og tog en dyb indånding, ”jeg ved godt, at jeg ikke har været særlig venlig mod ham, men, Avalanna, jeg er ikke blind. Jeg kan godt se, at du savner ham.

Hvem?

”Hvem?” spurgte jeg, hvilket lød meget intelligent. Hvis hun mente Stephen, så var jeg ovre ham. Selvfølgelig havde vi været glade sammen, før ulykken skete, men jeg gik ud fra, at han bare var en idiot, hvis han droppede mig på grund af noget, jeg ikke havde bestemt skulle ske. Eller ønsket, for den sags skyld.

Navnet faldt mig ind, som min mor sagde det, og jeg kiggede straks væk.

”Andy, skat,” fortalte hun stille og sukkede, ”vil du ikke godt fortælle mig, hvad der sker?”

Jeg kiggede kort på hende med et forvirret blik, men fjernede mine øjne fra hende med det samme. Jeg havde ingen idé om, hvad hun forventede af mig, hvad hun ville have mig til at sige, så naturligvis spurgte jeg hende om det, for jeg kunne ikke svare, når jeg ikke vidste, hvad hun ville have mig til at sige.

”Hvad mener du?”

Endnu et suk lød fra hende, ”hvad sker der i dit liv, Avalanna? Siden ulykken skete og Louis kom ind i dit liv, har du ikke fortalt mig noget. Vær sød at fortælle mig, hvad der sker. Hvordan du har det. Hvor Andy er. Hvad der generelt bare er sket, som en forælder aldrig får at vide, fordi.. ja, fordi vi er forældre.”

Jeg smilede svagt, og hun besvarede det med et lidt større, end mit. Jeg ved godt, at jeg nok burde forblive sur på hende, for at se ud til at være ligeglad med mig i så mange år. Men sagen var, at jeg ikke kunne. Den måde, hun havde været overfor mig, siden ulykken, betød mere end alt det, hun nogensinde havde købt til mig. Hun havde endelig opført sig som en mor, og hun så ud til at blive ved med at opføre sig sådan. Og så længe hun prøvede, ville jeg også. Vi skulle nok finde ud af noget.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle forklare det. Det var jo så forvirrende og kompliceret, plus min mor ville sikkert ikke forstå, hvorfor jeg havde gjort de ting, jeg havde gjort. Hun ville nok heller ikke kunne se mildt på det faktum, at Louis havde været sammen med Rosaline. Hun havde nemlig været i Harrys sted, selvom hun ikke havde genkendt den unge Barbie, som min far havde stukket af med. Og hun kendte sandheden.

Jeg sank en klump, ”mor, jeg kan ikke fortælle det. Du vil ikke forstå, fordi det omhandler nogle ting, som du ikke ville kunne se mildt på. Jeg ville gerne, men jeg kan ikke. Der er nogle mennesker, jeg er nødt til at beskytte, og det kan jeg ikke, hvis jeg fortæller dig, hvad du ønsker.”

Hun nikkede kort, ”hvad med Andy og dig? I har været venner så længe – I kender sikker hinanden bedre, end I kender jer selv. Er du sikker på, at du har gjort noget, som har ødelagt et eller andet?”

Ordet ødelagt genlød i mit hoved, og jeg prøvede at lukke dem ude, som jeg fikserede på min mor igen.

”Det er det, der er problemet, mor,” svarede jeg med en alt for svag stemme. Jeg rømmede mig, før jeg gik videre, men hun fortrak ikke så meget som et øjenbryn, ”jeg har gjort alt, jeg kunne, forkert. Men jeg har ikke kunnet sige undskyld, fordi der hele tiden har sket noget. Jeg har ikke fået en pause.”

Hun smilede varmt, ”så, hvis jeg sagde, at jeg ville køre dig over til Andy, ville du sige ja?”

”Vil du køre mig? Ikke noget med at sætte en af tjenerne til det?” hun rystede på hovedet som svar, ”du vil sidde bag rattet og dreje det, og alt det?”

Hun kiggede forvirret på mig, ”ja, det er sådan de fleste kører bil.”

For de fleste er det her sikkert ikke noget stort. De fleste forældre kan køre deres børn det meste af tiden, men min mor har aldrig haft tid. Hvis hun havde, ville hun sidde omme på bagsædet med mig, og en af vores privatchauffører ville køre.

Hvilket også forklarede, hvorfor jeg var så opkørt, som jeg var.

”Ved ud egentlig, hvor han bor?” spurgte jeg efter lidt tid, og min mor kiggede irriteret på mig, før hun sukkede lavt.

Faktisk var det ret højt, for jeg kunne høre det tydeligt, men jeg er sikker på, at det blot var en fejl. Ingen lader en anden person høre, at de sukker af en anden for fjerde eller femte gang den samme dag. Indenfor det samme kvarter.

”Bare fordi jeg ikke plejer at køre særlig meget, så betyder det ikke, at jeg ikke ved, hvor din bedsteven i de sidste mange år bor. For det gør jeg.” svarede hun affejende, men et eller andet fik mig til at tvivle på hendes udsagn. Måske var det faktummet, at hun nægtede at kigge mig i øjnene, da hun sagde det.

Jeg hævede et øjenbryn, ”jaså, hvad er adressen så? - For hvis du ikke kan, så tror jeg ikke på dig.”

Hun kiggede irriteret på mig og sukkede, ”Avalanna, jeg vil prøve at ignorere det faktum, at du har så lave forventninger til mig.”

Jeg smilede stort til hende, da hun fandt min kørestol frem fra gangen. Jeg hadede den egentlig – den var grim, og den eneste gode ting ved den var, at den var sort. Sort var en flot farve, i modstætning til den turkisblå, min nuværende trøje var.

Min mor lod til at have fundet fordelene ved mit handicap – nu kunne hun tvinge mig i det tøj, jeg før ulykken ikke ville have rørt med en ildtang. Sidstnævnte turkisblå trøje gik ind under den kategori.

Hvis jeg havde et ord at skulle have sagt, så ville jeg helt sikkert have valgt den i sort. Sort var godt. Det var ikke fordi designet var forfærdeligt – det var min mors eget, så hun ville sikkert have dræbt mig, hvis jeg sagde det – men farven var ikke min yndlings. I kan sikkert godt regne ud, hvilken en det var.

Hun løftede mig forsigtigt over i kørestolen og hastigt spændte hun mig fast, så jeg ikke faldt forover. Det var en af de ting, jeg hadede mest ved at være lam; jeg kunne aldrig bestemme over noget. Før havde tyngdekraften selvfølgelig også revet mig mod jorden, men efter jeg havde mistet kraften til at spænde mine muskler, kunne jeg ikke engang sidde ret på en almindelig stol, uden at falde forover.

Jeg var blevet så.. svag, siden ulykken. Jeg havde aldrig set mig selv som svag – det havde jeg ikke haft en grund til, men nu var jeg ikke så sikker. Nu havde jeg en hel masse grunde til, hvorfor jeg var svag. Hvorfor jeg skulle til at acceptere det ved mig; mit handicap.

Det var jo ikke, fordi det ville ændre sig. Jeg ville altid være svag. Jeg ville aldrig kunne bevæge min krop. Jeg ville aldrig kunne slå igen.

Jeg kunne råbe så højt, jeg ville, men når alt kom til alt, så var jeg forsvarsløs. Hvis folk ville dræbe mig, kunne jeg intet gøre.

- Hvis jeg nogensinde sagde det højt, ville min mor omgående få ansat en hel hær af bodyguards, så hun var sikker på, at der ikke skete noget med mig.

”Avalanna?”

Jeg blinkede og kiggede hen mod stemmen. Den tilhørte min mor, som så bekymret på mig, ”mhmm?”

Hun aede forsigtigt min kind og gav mig et lille, opmuntrende smil, "hvis du ikke har lyst, så vil jeg ikke tvinge dig."

Jeg stirrede på hende. Måske var ulykken en god ting - mit liv havde forbedret sig, siden den. Selvfølgelig var det også blevet mere kaotisk, på grund af Louis. Men i det store hele, så var mit liv blevet bedre; min mor var begyndt at vise sin kærlighed overfor mig.

Og det var mere, end jeg nogensinde havde troet ville ske. Efter jeg var begyndt i skole, da jeg var 6 år, var min mor og jeg begyndt at glide fra hinanden. For hvert skoleår der passerede, talte vi mindre og mindre sammen på daglig basis.

De seneste par år kunne der gå et helt døgn, hvor jeg havde nægtet at se hende eller tale til hende. Måske var det også min egen skyld, at vi var blevet så fjendtlige overfor hinanden.

Måske.

Det viste sig, at min mor rent faktisk godt kunne huske vejen hen til Andys hus. Inderst inde havde jeg faktisk håbet, at hun gav op og kørte hjem igen. Det var nervepirrende at se alle de steder, jeg forbandt med Andys hjem, blive suset forbi. Præcis 25 minutter efter, at vi var kørt hjemmefra, standsede min mor foran Andys lejlighedskompleks, hvor han boede, når han ikke var hjemme.

Han boede ikke i en fantastisk lejlighed. Den var lille og beskidt, men jeg elskede den. Det gjorde jeg virkelig. Det præg, Andy havde sat på den, havde fået mig til at føle, at lejligheden var mit virkelige hjem. Det kunne godt være, at jeg boede i min mors dyre hus, men det var i Andys lejlighed, jeg hørte til.

Jeg bed mig hårdt i læben, før jeg stille nikkede til min mor. Hun klappede mig opmuntrende på kinden, hvilket jeg smilede over. Jeg kunne stadig mærke mit ansigt.

"Er du klar?" spurgte hun bekymret, og endnu en gang nikkede jeg.

Denne gang kiggede jeg rent faktisk op og nikkede for trejde gang - nu for at understrege, at jeg virkelig var så klar, som jeg nu kunne blive.

Med øjnene rettet mod Andys vinduer, hviskede jeg et lavt ja.

 

Jeg er så ked af, at jeg ikke har kunnet publicere tidligere.

Og jeg er så ked af, at I må nøjes med dette shitty kapitel, der egentlig bare fylder.

Jeg ved, at kvaliteten er forfærdelig i dette kapitel - men bær over med mig.

Jeg har ikke kunnet få noget til at virke, og jeg vil egentlig gerne have, at Asphodel snart slutter.

Både fordi historien ikke rigtig siger mig noget, men også fordi, jeg har en ny idé, som jeg glæder mig til at skrive videre på. Ulempen er dog, at Asphodel bare ikke gider at slutte ;)

Næste kapitel bliver meget længere og tredobbelt så dramatisk - promise.

- M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...