Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14293Visninger
AA

14. Kapitel 12

 

Two Turtle Doves

 

Jeg ville sige nej. Jeg havde ingen smag indenfor hverken ringe eller mode, så jeg ville ikke engang være til den mindste hjælp. Desuden var Tess, som jeg havde husket Louis' kæreste hed, jo sikkert en, der gik stærkt op i mode, og at hun så helt perfekt ud.

Navnet Tess indikerede nærmest bitch og besat af mode. Det havde Andy og jeg slået fast for mange år siden, da hans ekskæreste af samme navn lige havde afsløret, at hun havde været utro i flere måneder. Med to fyre.

Jeg var ikke engang klar over, hvordan en som hende kunne score hele tre fyre, der alle tre havde et helt fantastisk udseende, mens hun var et af de værste mennesker, jeg nogensinde havde mødt, og ikke var særlig pæn. Hun havde farvet sit hår i ti forskellige farver over to måneder, og det kunne ses. Hendes hår var tre forskellige farver, og det var tre gyselige farver; lyserød, limegrøn og lilla. Tre farver, der intet havde tilfælles.

Og så ville jeg ikke hjælpe ham, fordi, ja, fordi han var Louis. Det sagde lidt sig selv. Han var min svorne fjende, så jeg kunne ikke hjælpe ham. Det ville give ham forhåbninger, og det var noget, jeg ikke havde brug. Især fordi jeg så vidste, at jeg en dag ville bukke under og gøre ham til min ven. Og ærlig talt havde jeg haft nok løgnhalse i mit liv. Jeg behøvede ikke endnu en.

Tre minutter senere, ville jeg sige ja. Måske kunne jeg få Louis overtalt til at købe en grim ring, så jeg så kunne få min hævn over navnet Tess. Både fordi det var grimt, og fordi Andy havde været knust i flere måneder efter. Og så fordi jeg allerede kunne mærke, at jeg ikke kunne lide Louis' kæreste.

Fem minutter senere, var det hele ligegyldigt. Om jeg ville sige ja eller nej. Det betød intet, for Louis' kæreste – snart forlovede, håbede jeg – dukkede op.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive hendes opdukken. Det ene øjeblik, før det ringede på, og stuepigen kom ind og sagde, at Tess stod udenfor døren, havde Louis været glad og smilende. Han havde stadig holdt min hånd lagde jeg mærke til midt i min forvirring om, hvad jeg skulle svare Louis. Det andet, da Tess kom valsende ind i stuen, så han først meget forbavset ud, så skuffet og så smilede han anstrengt til hende. Som om han egentlig ikke ville have hende der, som om hun ikke kunne vælge et værre tidspunk at dukke op på.

Hvilket halvt gav mening og halvt ikke gjorde. På den ene side, kunne jeg sagtens se, at det var meget uheldigt, at hun dukkede op, når vi diskuterede deres forlovelse. Et meget akavet emne, jeg forresten helst ville undgå nogensinde blev bragt på banen igen. På den anden side, kunne jeg ikke se, hvordan Louis skulle blive så skuffet over, at hans kæreste kommer. Hvis han ville fri til hende, så burde han da være lykkelig for, at hun kom.

Det var sådan det skulle være, når man ville giftes, var det ikke? Man burde føle en mærkværdig varme hver eneste gang, man så hinanden. Man begyndte altid at smile, når man tænkte på personen. Og man kunne ikke forestille sig en fremtid uden den specifikke person, hvilket vel også var grunden til, at man friede i første omgang.

Men Louis reagerede ikke, som jeg ville forvente af en person, der planlagde at fri til en anden person. Han så faktisk ud til, at han meget hellere ville have, at Tess gik igen. Noget, der slet ikke stemte overens med, at han ville fri til hende.

Hvad angår Tess, var hendes udseende ligeså smukt, som hendes entré var dramatisk. Jeg kunne ikke lade være med at stirre med løftede øjenbryn. Den stemme, hun brugte, som om Louis havde smadret alle hendes glas, hendes tallerkner og fineste porcelæn. Hendes smukke blå øjne, der passede vildt godt til Louis, glimtede af forvirring og frustration.

”Louis William Tomlinson,” vrissede hun, som hilsen, ”hvad skal det her forestille?!”

Hun trak et hvidt stykke papir op af lommen, hvor der med sirlige bogstaver stod ordet 'Undskyld' over hele den hvide flade. Mine øjenbryn, der havde været løftet, blev straks rynket, og jeg kiggede forvirret fra sedlen til Louis.

Hvordan i alverden kunne en dreng skrive så pænt? Det var jo kalligrafi. Jeg var en pige, hvis mor havde sat håndskrift meget højt, og jeg kunne ikke engang skrive så pænt. Jeg rullede med øjnene.

Selvfølgelig var det idioterne, der fik evner til at skrive flot. Der var ingen retfærdighed til i den her verden, og det var på tide, at jeg fattede det.

Louis lænede sig frem i stolen og foldede sine hænder, mens han lukkede øjnene. Hans mund formede en masse ord, jeg ville gætte på ikke var nogen, min mor ville bifalde. Da Tess rømmede sig og rystede lidt med papiret, løftede Louis hovedet og åbnede øjnene. Hans blågrå øjne flakkede lidt rundt i rummet, før de til sidst landede på mig.

Ikke på Tess. Ikke på papiret. På mig, og jeg havde ingen idé om hvorfor. Det burde altså være Tess, eller i det mindste papiret, han så på. Man skulle kigge på dem, man talte med. Det var det mest høflige, og jeg tror, Tess var helt enig. Hendes blå øjne blev i hvert fald knebet voldsomt sammen, da hun opdagede Louis' blik, der lå på mig.

Jeg prøvede diskret – ikke fordi jeg er særlig god til noget – at nikke over mod Tess, for at få Louis til at forstå, at han virkelig burde kigge på sin kæreste. Det var hende, han havde skrevet en meget kryptisk besked til, som jeg ville opfatte som, at han slog op. Undskyld indikerer i hvert fald ikke et fantastisk parforhold. Mere enden på det – om det så var fantastisk eller ej.

Louis,” prøvede Tess igen, den her gang med en blidere stemme, ”vær sød at svare mig.”

Hendes stemme lød bedende. Næsten, som om at hun var ved at drukne, og han var hendes drikkevand. Nej, det var et dårligt eksempel.

Hun var ved at drukne, og han var den eneste, der kunne redde hende. Og for hvert sekund, han stirrede på mig i stedet for hende, sank hun dybere og dybere ned.

Jeg kiggede ondt på ham og slog igen med hovedet mod Tess, og endelig kiggede Louis på sin kæreste, som han ville fri til. Jeg sukkede, da jeg bemærkede, at Tess' blik langt fra blev mildere. Faktisk så det ud som om hun nu var på grænsen til at græde. Jeg rullede med øjnene. Det var jo ikke ligefrem fordi Louis var hende utro med mig. Jeg var trods alt lam, så der var grænser for, hvor 'aktiv', jeg kunne være. Og det burde hun vel tage med i sine beregninger, før hun gik ud fra, at jeg var en af de billige piger, der havde sex med drenge, der var i et forhold.

Det var så lavt, og jeg ville aldrig synke derned. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det til Tess, men lige nu virkede ikke som det bedste tidspunkt, og jeg krydsede fingre for, at det her var den første og sidste gang, jeg ville se hende. Men uheldigvis var Gud aldrig på min side, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville være nødt til at se meget mere til Tess.

Især hvis hun sagde ja til Louis' frieri. Piger som hende, insisterede tit på, at kun de måtte være i nærheden af deres forlovede, og hvis hun så mig sammen med Louis, ville hun højst sandsynligt myrde mig.

Ikke at det gjorde noget, for mit liv var jo alligevel ikke helt så værdifuldt, som det havde været førhen. Der var grænser for, hvor fantastisk et liv kan være, når man var lam fra halsen og ned.

Alligevel ville jeg helst ikke dø; mest fordi jeg gerne ville leve lang tid nok til at blive gode venner med Andy.

Jeg skubbede tanken, om ham så langt væk så muligt, så snart jeg tænkte tanken. Det gjorde bare ondt at tænke på ham, og hvad jeg havde mistet i øjeblikket. Og af en eller anden grund, var der allerede nok, der gjorde ondt inden i – tanken om Andy ville bare fordoble smerten.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Louis endelig sagde noget. Noget, der forvirrede mig – hvis nogen sagde, at kvinder er sværere at finde ud af, så var mænd endnu værre.

”Det er lige meget,” svarede han og trak på skuldrene, hvilket fik Tess til at få et meget frustreret ansigtsudtryk og lade en rasende lyd slippe igennem hendes sammenpressede læber.

”Man skriver ikke bare 'undskyld' på et stykke papir og forlader ens lejlighed, hvis det bare er lige meget, Louis!” råbte hun og stirrede på ham med lynende øjne.

Jeg forstod hende. Det gjorde jeg virkelig. Og det var virkelig ikke fair af Louis at skrive sådan en seddel uden videre forklaring, for så bare at slå det hen. Nu havde jeg aldrig oplevet sådan noget selv, men jeg kunne stadig sagtens sætte mig i hendes sted. Føle hendes frustration og hendes sårede hjerte.

Hun lukkede øjnene og lænede sig mod døren, der gled i med i et klik, da hun lagde hele sin vægt på den. Jeg havde lyst til at lægge en hånd på hendes skulder, hvilket jeg ikke kunne af åbenlyse grunde; jeg kunne ikke rigtig bevæge andet end mit hoved, men hvis hun ville komme hen til mig, ville jeg rigtig gerne lægge mit hoved trøstende på hendes skulder, selvom jeg tvivlede på, at det ville have den helt samme effekt.

”Der er ikke noget i det,” gentog Louis og lænede sig tilbage i stolen, ”det var en spontan handling. Vær sød at forstå det.”

Jeg stirrede på ham. Vantro. Det var den mest lamme undskyldning, jeg nogensinde havde hørt, og tro mig, jeg havde opdigtet mange dårlige i løbet af min skolegang. Min bedste og mest klicheagtige var, at min hund havde ædt mine lektier. De eneste problemer ved den var, at jeg ikke havde en hund, og da læreren kiggede ned i min skoletaske, der havde et meget sparsomt indhold, fandt hun mine lektier med det samme. Efter det begyndte jeg at bruge mere realistiske undskyldninger, som at jeg sad fast i metroen og først kom hjem meget, meget sent.

Okay, måske var de ikke så realistiske igen, når man tog det faktum i betragtning, at hvis metroen virkelig havde siddet fast, så ville min lærer selv have siddet fast, da han tog det samme tog som mig – jeg prøvede at undgå at tænke på det – og så vidste alle, selv lærerne, at min mor var millionær og verdensberømt, så jeg slet ikke behøvede at tage metroen, bussen eller cyklen.

Hvordan jeg ikke var blevet tyk, overgik mine vildeste fantasier, for når jeg ikke svømmede, så lavede jeg absolut ingenting. En almindelig dag, hvor jeg ikke svømmede – hvilket kun var en dag om ugen – blev brugt på at se film, spise kage og læse fan fictions. Især Merthur-fan fictions, for Merlin og Arthur burde virkelig være endt sammen, men BBC One havde ødelagt mine drømme, da de dræbte Arthur i allersidste afsnit. Sammen med Mordred.

Uh.. Spoiler Alert.

Jeg rystede på hovedet over mine tanker og prøvede at koncentrere mig, om den dramatiske scene, der udspillede sig for øjnene af mig. Hvilket egentlig var ret akavet for mig, når jeg tænkte over det. Jeg var så uvelkommen i den her samtale, men alligevel skulle jeg høre hvert eneste ord. Og jeg skulle sikkert også se på, at de sugede ansigtet af hinanden, når de engang fandt ud af det.

”Der må da være en grund!” fastholdt Tess og gentog sig selv for enten tredje eller fjerde gang, ”er det fordi du har været mig utro med hende? Har sex med hende, fordi jeg rent faktisk sætter lidt værdi i min mødom?”

Hun pegede på mig, og langsom som jeg var – er – så fattede jeg virkelig ikke, hvorfor hun gjorde det. Det burde være åbenlyst, at jeg ikke rigtig var så meget værd, hvad det angik. Derfor skulle jeg spille scenen for mig et par gange, før jeg opfattede sammengængen mellem Tess' ord og hendes pegefinger, der pegede på mig.

Og da jeg endelig gjorde, flækkede jeg af grin.

Tess stirrede på mig, og da jeg kiggede på Louis, sad han med et fornøjet smil på læben og fandt det sikkert meget sjovt alt sammen. Ligesom mig.

Jeg hostede kort, da jeg endelig fik grinet af, ”nu, hvor den her samtale begynder at omhandle mig, fornemmer jeg lidt, at jeg skal sige noget.”

Jeg kiggede rundt på de andre, for at få bekræftet den fornemmelse. Hvis jeg var helt forkert på den, ville det jo være akavet, hvis jeg bare begyndte at fable løs. Det var det sikkert alligevel, for Louis var ikke rigtig til nogen hjælp, siden han bare sad og fandt det hele morsomt, og Tess så ud til at være på randen til at myrde mig. Mit grine flip gjorde sikkert ikke hendes opfattelse af mig bedre, når jeg tænkte over det.

Sikke noget. Nu er jeg nok nødt til at slå mig selv ihjel, for jeg kan selvfølgelig ikke leve uden Tess' accept af mig. Bare ærgerligt, at jeg ikke kan slå mig selv ihjel.

Da ingen svarede, nikkede jeg bare for mig selv. Hvad er det, man siger? 'Den, der tier, samtykke'? Det var jeg ret sikker på, så jeg tog deres stilhed for et ja.

”Men altså, Tess,” startede jeg ud og rømmede mig meget professionelt, tror jeg, ”for nu at forsvare mig selv, for det er det, de fleste gør, og jeg er ikke en afviger, så vil jeg også gøre det.”

Jeg kiggede over på hende for at se, om hun ville protestere, men hun kiggede ikke engang på mig. Hun kiggede ud af vinduet med blanke øjne, og inderst inde følte jeg et stik af medfølelse. Et lille, lille stik.

Jeg vil gerne starte med at sige, at selv hvis Louis kunne lide mig, og jeg af en eller anden grund følte noget for ham, så” jeg stoppede, da jeg så Tess' forskrækkede øjne kigge over på mig, og jeg rystede straks på hovedet, ”hvilket vi ikke kan! Eller måske kan vi godt lide hinanden, men ikke på den måde. Virkelig, du må tro mig. Indtil i går afskyede jeg drengen – hvordan du kan holde ham ud, og endda være forelsket i ham, går over min forstand. Måske er I lige skøre, det skal jeg ikke udtale mig, for jeg kender dig ikke.”

En lille ting, I skal vide om mig; når jeg er nervøs, så rabler jeg bare løs, om ting, der ingen betydning har for emnet. Dårlig vane.

Men i hvert fald, så burde jeg egentlig se det som et kompliment, at du tror, jeg er i stand til at forføre nogen, så de bare kunne have en lille lyst til at vælge mig frem for dig. Se på dig; du er jo mageløs. Jeg er meget alvorlig lige nu,” fortsatte jeg, og da jeg så et smil forme sig på Tess' læber, formede der sig en dobbeltgænger af hendes på mine læber. Selvfølgelig med den forskel, at hendes var så pænt, mens mit bare var et smil, ”og jeg takker endnu en gang for det kompliment, du gav mig. At du har så stor tillid til mine evner, at du tror, at jeg kan have sex, som jeg er nu. Jeg ved ikke, om du selv ved det, men jeg er lam fra halsen og ned. Hvis du vidste det, så takker jeg for at have tillid til mig, når jeg har mistet min egen.

Tess lod et lille grin undslippe sine læber, før hun trykkede dem sammen til en smal streg, ”så Louis er mig ikke utro med dig?”

Havde jeg ikke lige gjort det klart, at det ikke var tilfældet?

Jeg rystede med et lille smil på hovedet, ”bare rolig. Jeg har ikke noget med Louis, og det får jeg aldrig, fordi idioten er... ja, jeg har lige sagt det; en idiot. Desuden er jeg forelsket i en anden idiot, og selvom jeg aldrig nogensinde vil komme sammen med ham igen, så er det ham, jeg er forelsket i.”

Intet i verden kunne have gjort mig mere lettet, end det øjeblik, jeg så Tess' ansigt lyse op i et stort smil. Hendes smukke, blå øjne lyste af glæde og lettelse, og hun så ud til at være fem sekunder fra at give mig et stort knus. Ikke at jeg-

Da jeg mærkede hendes arme omkring mig, rettede jeg mig selv mentalt. Der var kun gået fire sekunder. Et smil gled over mine læber, da jeg hørte hende mumle 'tak' om og om igen, og jeg kiggede glad hen på Louis. Han burde tilbede mig resten af mit liv, for at redde ham på den her fantastiske måde.

Til min store overraskelse, så han dog hverken glad eller taknemmelig ud, hvilket fik mig til at klemme øjnene sammen. Der var noget lusket over ham. Og det var ikke bare, fordi han var en idiot overfor Tess, som han havde at fri til, men også, at han så så såret ud. Hvis det var noget, jeg havde sagt, så kunne det kun betyde en ting, og det var, at Louis kunne lide mig. Og da det var umuligt, så måtte der være en anden, mere realistisk, grund.

Da Tess trak sig væk, smilede jeg stort til hende. Den side, jeg havde set af hende, var fantastisk. Hun var sød og smuk, hvilket var meget svært at finde nogen mennesker der var.

”Tak,” sagde hun igen, denne gang højt og tydeligt.

Hun holdt en lille pause, før hun kiggede over mod Louis med rynkede bryn, ”nu, hvor Avalanna har reddet din røv, så forventer jeg virkelig en god undskyldning fra din side omkring den seddel.”

Louis kiggede lidt på mig, før han nikkede for sig selv og rømmede sig, ”fordi jeg i-”

Jeg afbrød ham, fordi jeg ikke havde lyst til at høre hans svar, ”jeg er ked af det, Tess, men det var min idé.”

Hun kiggede forvirret på mig, ”din idé? Hvordan kan det være din idé?”

Jeg rømmede, hvilket var meget Louis-agtigt, ”jo, ser du, din stupide kæreste kan åbenbart kun tale om en ting, noget, jeg erfarede meget hurtigt. Og det var pinefuldt, skal jeg sige dig. Og den ene ting, han ville fortælle mig alt om – alt, siger jeg dig – var dig. Tro mig, der var nogle.. ting, som jeg helst ikke vil høre genfortalt. Og eftersom, at – ikke for at fornærme dig – faktummet kun at høre, om en enkelt person, kan blive lidt kedeligt i længden, gav jeg ham en udfordring;

”hvis han kunne lade være med at nævne dig i en hel dag, så måtte han give mig en valgfri udfordring – det kunne være alt, hvis ikke så var det mig, der stod for en udfordring. Og han tabte selvfølgelig, fordi han er så stort et forelsket fjols, at det er til at få kvalme over, og fordi jeg syntes, det var meget irriterende at høre om dig hele tiden, så sagde jeg, han skulle skrive en seddel, hvor han indikerede, at han ville slå op med dig. Han var meget imod det, for som sagt er han et forelsket fjols, der aldrig ville bekymre dig.”

Tess stod et øjeblik og bearbejde alt det, jeg havde fortalt hende, mens jeg trak vejret i hurtige stød, for at få vejret. Da jeg ikke var ved at dø af iltmangel mere, opdagede jeg, at det nu var Louis' tur til næsten at dø af iltmangel. Tess' arme lå omkring ham i et hårdt greb, næsten som om hun var ved at drukne, men den her gang, var han der til at redde hende, og hun var ham evigt taknemmelig.

”Hvorfor sagde du det ikke bare?” hørte jeg hende mumle.

Jeg åndede lettet ud, fordi jeg var ret sikker på, at jeg lige havde afværget en katastrofe.

Efter et minut eller to rev Tess sig endelig løs og kiggede over på mig. Hendes øjne var en smule usikre, ”og dig, hvorfor sagde du det ikke? Så ville jeg være sluppet for at ligne en sindssyg, jaloux kæreste.” Hun smilede svagt til sidst.

Jeg ville gerne svare hende ærligt, men sandheden ville nok ikke gøre hende i særlig godt humør, da sandheden var, at jeg havde fundet på den forklaring to sekunder, før jeg fremsagde den, så jeg havde ikke mulighed for at sige det først.

”Uhm,” sagde jeg og kiggede febrilsk på Louis, der rystede kort på hovedet, som for at sige 'det var din idé, så du tager dig af det her'. Utaknemmelige skarn. Jeg tænkte lidt, før jeg smilede undskyldende, ”jeg ville se, om du var en bitch eller ej. I starten virkede du som en, men jeg er begyndt at forstå, hvorfor Louis snakker så meget om dig. Du er smuk og fantastisk sød. Plus, jeg elsker, at du værner sådan om din mødom. Det er rigtig beundringsværdigt.”

Hun smilede stort, ”du er faktisk den første til at sige det.”

”Er jeg?” spurgte jeg, for jeg var oprigtigt forvirret over det.

Man burde da anerkende en kvinde, der vidste, hvad hun ville. Jeg havde aldrig prøvet at have sex, og jeg ville nok aldrig gøre det, taget i betragtning, at jeg ikke kunne gå. Men jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville kunne holde et løfte, som hun havde givet sig selv, hvis jeg stadig havde følelsen i min krop.

Hun nikkede, ”de fleste synes, det er dumt at have lovet sig selv ikke at have sex, før de er blevet gift.”

Det er jo idiotisk,” fremmumlede jeg og hævede så stemmen, ”jeg synes, at du skal holde fast i det løfte. Hvem ved? Måske går der ikke så lang tid?” Jeg blinkede til hende, og hun rødmede med det samme.

”D-det tror jeg ikke kommer til at ske,” svarede hun lavt og kiggede ned i jorden, ”jeg er jo kun, du ved. 19 år.”

Hun kiggede op med det samme, da der blev lagt et par stærke arme omkring hendes liv, og Louis' hoved dukkede op ved hendes skulder. Han hvilede sin hage på hendes knogle. Hendes smil blev om muligt endnu større, da Louis plantede et blidt kys på hendes kind. Samtidig med at hendes blev gradvist større, spredte hendes rødmen sig også. Hun vendte sig om og trykkede sine læber mod Louis' i et kys, der hurtigt blev besvaret. De smilede begge to stort, og jeg mærkede, hvordan smerten i mit bryst langsomt lettede.

De var forelskede, og jeg kunne ikke være mere glad på deres vegne. Hvilken fortid, Louis end havde haft, så var jeg villig til at tilgive ham alt, hvis han blev ved med at være grunden til, at Tess' smil forblev på hendes læber. Ligeså stort og ægte som nu. Hvis han lovede mig aldrig at være hende utro. Louis fortjente slet ikke Tess, men alligevel var hun faldet for ham. Nogle kvinder valgte bare de mænd, der så ud til at være de mest ynkelige, fordi de var så venlige sjæle og ikke ville lade dem visne helt hen.

Jeg var ret sikker på, at Tess havde reddet ham. Reddet ham fra sig selv, fra sin egen lyst, fra sin fortid. Hun havde med sin personlighed, sin kærlighed til ham og sit løfte om ikke at miste sin mødom, før hun var blevet, ændret ham. Det var jeg fuldstændig sikker på.

 

Men hvad er det, jeg altid har sagt? Jeg har aldrig ret, og det her tilfælde var ingen undtagelse.

 

Glædelig jul! Jeg håber, at I har en fantastisk dag indtil videre, og at den bliver endnu bedre!

Og jeg ved ikke med jer, men jeg kan altså virkelig godt lide Tess. Selvom hun nok står i vejen, for jeres Louanna-drømme,

så er hun da for dejlig, ikke? Det synes jeg i hvert fald.

Jeg er også helt vildt glad for Avalanna, selvom hun er i noget af et dilemma lige nu.

Tror I på, at hun ikke er forelsket i Louis, men derimod i Stephen? Og hvad håber I, at der kommer til at ske nu?

- M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...