Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14712Visninger
AA

13. Kapitel 11

 

A Taradiddle

 

”Avalanna,” sagde han med lav stemme, ”Avalanna Liberty Roya, vil du gifte dig med mig?”

Kaboom, tænkte jeg stille, før mit indre eksploderede i alle mulige følelser. De fleste var forvirring, undren og skyldfølelse. Jeg var forvirret over, hvad Louis lige havde gjort, og hvad han lige havde sagt. Det undrede mig, at hvis han virkelig mente noget af det, han havde sagt, hvorfor havde han så ikke købt en ring? De fleste, der friede, havde købt en ring. Men så igen, Louis var bestemt ikke som de fleste. Faktisk betvivlede jeg, at han stadig var ved sine fulde fem. Hvem spurgte en pige, om hun ville gifte sig med ham, når man ikke engang vidste, om denne pige kunne lide en på samme måde? Hvem friede til en pige, man ikke engang var kærester med? Louis åbenbart.

Og så havde jeg skyldfølelse over, at jeg ikke kunne sige til ham, at jeg havde det på samme måde, som han havde det med mig.

Hvordan skulle jeg kunne sige til en person, der lige havde friet til mig, at jeg ikke elsker ham? At jeg aldrig har gjort, og at jeg sikkert aldrig kommer til at gøre det? Det er umuligt, og jeg vidste det. Men jeg skulle sige det, for den måde, Louis kiggede på med. Med sine store øjne, der stirrede håbefuldt ind i mine.

Det var ikke fair. Hvorfor kunne han ikke bare holde sig til det venskab, vi måske kunne have bygget op? Hvorfor kunne ikke bare lade det blive ved at erklære sin kærlighed – var det en del af et væddemål, siden han gjorde det? Jeg var så frustreret over alle de spørgsmål, der farede rundt i mit hoved. Jeg nåede ikke at tænke over det ene spørgsmål, før det andet straks tog over og beordrede mig at besvare det.

Jeg fik hovedpine af det her, og det gjorde det ikke bedre, at jeg nu havde siddet frosset det sidste halvandet minut og bare stirret på Louis, mens jeg prøvede at finde min stemme og noget at sige, mens han sad og sikkert var ved at dø af nervøsitet. Eller også var han ved at dø af grin over, at jeg tog ham alvorligt.

Men det var svært ikke at tage ham alvorligt, når han kiggede på en med de øjne. Talte til en med den stemme. Så alvorligt og alligevel så kærlig. Jeg stolede på ham. Delvist fordi han lød så overbevisende, delvist fordi han så ud til at være ved at dø af nervøsitet.

Hvad end jeg har sagt om en talende Louis, så tager jeg alt tilbage, medmindre det var negativt. Der var intet positivt at sige, om den tid, hvor han åbnede munden. Om det så var for at erklære sin kærlighed til en og fri til personen, eller om det var for bare at lukke lort ud, var fuldstændig ligegyldigt.

Jeg foretrak til hver en tid den udgave af Louis, hvor han bare holdt sin mund.

Avalanna?” spurgte han, og jeg lukkede øjnene ved lyden af den sårbarhed, hans stemme afslørede. Hans hånd lå stadig om min hånd.

”Vær sød at svare, Avalanna,” bad han lavt, ”eller bare sig noget. Et eller andet. Jeg beder dig.”

Jeg kunne ikke. Lige meget, hvor meget jeg ville sige ja eller nej, så kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke engang sige en enkelt stavelse. Mine læber var limet sammen, og chokket lå over mig som en kappe. Jeg var ude af stand til at fjerne den, og den tyngede mig længere og længere ned i min stol for hvert sekund. Det surrealistisk og burde ikke finde sted. Jeg blinkede et par gange for at prøve at vågne op, men jeg stirrede stadig på Louis, ligesom jeg gjorde for to sekunder siden, før jeg begyndte at blinke.
Jeg tog en dyb indånding, da jeg endelig fik mine læber fra hinanden. Louis rettede sig lidt op, da han så, at jeg lagde op til at svare. Det gjorde ondt dybt inde at se den entusiasme, han viste, efter at jeg bare havde taget en dyb indånding.

Jeg ville ønske, jeg stadig havde følelsen i min krop, så jeg kunne hive min hånd ud af hans, skrige op i hans ansigt, at det her var en af de ting, man bare ikke gjorde. Bagefter ville jeg så løbe min vej, mens jeg græd. At spørge en, man ikke engang var venner med, om at gifte sig med en, var noget, man bare ikke gjorde.

Hvordan kunne han gøre det?

Elskede han bare at stille mig i situationer, hvor jeg vidste hverken ud eller ind? Jeg lukkede mine øjne og tog endnu en dyb indånding. Men jeg vidste, at ingen dybe indåndinger, kunne gøre mig klar til det, jeg nu ville sige.

”Louis,” hviskede jeg og rystede på hovedet. Både af mig selv og som et nej til hans spørgsmål, ”jeg kan ikke... jeg kan ikke gifte mig...”

Jeg kunne ikke få det sagt, og det ødelagde mig, at jeg ikke engang havde modet til at sige nej. Det var et simpelt ord på tre bogstaver, en vokal og to konsonanter, bestående af et n-, et e- og et j-. Man sagde det tit, når man ikke var enig i noget og ville benytte sig af den såkaldte ytringsfrihed.

Et ord, der var så let at sige normalt, men var så svært at finde modet til at sige nu. For det betød, at hvis jeg fandt modet, ville jeg også knuse hans drømme. Jeg ville knuse Louis' drømme. Og af en eller anden grund, så kunne jeg ikke få mig selv til det.

Noget sagde mig, at det ville blive meget sværere, end jeg først havde antaget, at fortælle Harry, om Louis og Rosalines affære dengang for så længe siden. Hvis jeg ikke engang kunne sige et så enkelt ord som nej, hvordan skulle jeg så fortælle en totalt fremmed, om hvordan hans bedsteven og ekskæreste havde hardcore sex bag hans ryg?

Måske var det, der gjorde forskellen. Louis kendte jeg, og det ville gøre så ondt, når jeg så hans drømme blive knust for øjnene af mig. Harry kendte jeg kun igennem Louis' fortælling, og faktisk tror jeg inderst inde, at jeg ville gøre ham en tjeneste ved at fortælle ham sandheden. Den sandhed, der måske ville få Harry til at åbne sig lidt op, selvom jeg tvivlede.

Lige meget om han fik sandheden at vide eller ej, så var det vigtigste jo egentlig det samme i både sandhed og løgn; Rosaline havde været ham utro. Og i sidste ende, var det jo, ifølge Louis, Rosalines utroskab, der havde ødelagt Harrys tillid til kvinder.

Louis,” fik jeg frem og mærkede straks, hvordan min tunge prøvede at krølle sig sammen og forhindre mig i at sige mere, ”Louis, nej... jeg kan.. jeg kan ikke!”

Da jeg fik sagt det sidste ord, begyndte jeg at trække vejret i hurtige stød. Jeg var udmærket klar over, at jeg burde være lettet. Jeg fik sagt det, selvom alt i min krop prøvede at forhindre mig i det. Mit hjerte, min tunge, mine læber, mine lunger, de havde alle sammen modarbejdet mig. Men jeg fik det sagt. Min hjerne var det eneste i min krop, der stadig var med mig og bifaldede min beslutning. Jeg tror, at hvis den kunne, ville den klappe af mig. Et stort, rosende bifald, der ville få en rød farve til at stige op i mine kinder.

Jeg løsrev hurtigt mine øjne fra Louis' og låste dem fast på uret, hvor de fulgte sekundviserens hakkede runde på urskiven. Den samme tur igen og igen, rundt og rundt. Den gjorde det uden beklagelse, uden at vide, hvor formålsløst dens liv var. Den gik i cirkler, gentog sig selv. Blev ved med at gå uden at opdage, at den ikke kom nogen vegne.

Før alt det med Louis og ulykken skete, havde mit liv været ligeså meningsløst som sekundviserens. Som minut- og timeviserens. Jeg havde gentaget mig selv hver eneste dag af mit liv, aldrig ændret noget og kun meget få gange gjort noget spontant og uopfordret. Jeg havde været en sekundviser, der vidste, at mit liv var en urskive, og at jeg ingen vegne kom. Men lige meget, hvor meget jeg hev og sled, så kom jeg aldrig fri og blev blot ved med at køre rundt og rundt i cirkler.

Andy havde egentlig reddet mig fra at både starte og slutte mit liv som en sekundviser, men ved at hoppe ned i hovedet på ham, havde han hjulpet mig med at hive mig løs fra det ud, jeg sad fast i og bare kørte rundt og rundt.

Og rundt.

Jeg bemærkede også, at der var gået to minutter fra jeg havde svaret ham, til jeg overvejede at kigge tilbage på ham. Og det var nu.

Mit hjerte skreg af mig og fortalte mig, hvilken klovn jeg var. Jeg kunne have haft så meget, hvis jeg blot havde svaret ja.

Min hjerne derimod fortalte mit hjerte, hvilken tåbe jeg havde været, hvis jeg havde sagt ja. Jeg var ikke engang forelsket i drengen – hvordan kunne jeg gifte mig med en, jeg foragtede dybt? Eller selvfølgelig foragtede jeg ham ikke længere. Jeg kunne bare ikke lide ham, og som vi alle ved er der langt fra foragtelse til ikke at kunne lide nogen.

Måske hvis tingene havde været anderledes, havde Louis og jeg kunnet være gode venner. Måske hvis tingene havde været anderledes, kunne jeg se os sammen i fremtiden. Og måske, hvis tingene havde været anderledes, kunne jeg engang sige ja til, hvad han lige havde foreslået.

Men tingene var ikke anderledes, og jeg kunne hverken se os som venner, som kærester eller som ægtefæller. Det var en fremtid, der lå udenfor vores rækkevidder, og aldrig ville være til at nå. Alt sammen på grund af, at Louis havde fortalt mig den hemmelighed.

Jeg fik endelig løsrevet mine øjne fra uret, hvis visere havde præsenteret mit liv før ulykken, og kiggede ind i Louis' blågrå øjne.

Intet i verden kunne have forberedt mig på det blik, jeg så i Louis' øjne. På den måde, hans ansigt var forvredet. Jeg mærkede, hvordan alt blod blev drænet fra mit ansigt og efterlod det hvidt som et lagen. Jeg lignede sikkert et spøgelse, hvis mund var faldet helt ned i gulvet, igennem det og helt ned i Jordens kerne, hvor den nu langsomt var ved at smelte op på grund af den høje varme, der var dernede. Alt den lava.

Jeg havde faktisk aldrig troet, at Louis ville se sådan ud i mit selskab. Jeg havde troet, at hans stolthed forhindrede ham i det – ingen mand ville se sådan ud i en kvindes selskab,. Med en kvinde, mener jeg selvfølgelig en kvinde, man hader. Hvor hadet er gensidigt, og hvor det sikkert aldrig ændrer sig.

Men jeg tog fejl. Ligesom så meget andet i mit liv, havde jeg regnet med noget andet, hvor livet viste mig, at jeg tog fejl. Jeg burde egentlig være vant til det nu. Jeg havde taget fejl så mange gange, at jeg bare burde lade være med at tro noget, for jeg burde kunne sige mig selv, at jeg bare ville tage fejl. Igen, igen, igen, igen. Og igen. Men jeg blev åbenbart ved at formode noget, og nu viste det sig, at jeg tog så grueligt fejl.

Ikke bare ved at tro, at Louis ikke ville se sådan ud i mit selskab, men også ved at tro på, at han faktisk mente sit frieri.

Jeg havde aldrig set Louis så underholdt. Hele hans ansigt var forvredet i et stort smil, der fik hans træk til bare at lyse op. Først forstod jeg ikke, hvad jeg havde sagt eller gjort, der kunne få hele hans ansigt til at lyse sådan op.

Og så slog det mig.

Hvordan kunne jeg have været så dum? Jeg burde have vidst, at Louis aldrig ville gøre sådan noget. Fri til mig? Glem det. Det var jo absurd. Hvad havde jeg dog troet? Det var som jeg selv havde sagt, eller tænkt rent faktisk; ingen frier til en person, de ved ikke elsker dem. Ingen frier til en person, de ikke engang er kærester med. Ingen frier til en person, de ikke engang kan kalde deres ven. Det er kun noget, der sker i eventyr. Og endda skal det være et virkelig, virkelig dårligt eventyr, før det sker. Det er så absurd en tankegang, at det ikke engang var kliché.

Kliché var når det var alt for brugt, men det her... det her var bare absurd. Jeg havde ingen bedre ord for det. Absurd. Absurd. Absurd.

Jeg var halvt vred på ham for at putte mig i sådan en situation og halvt imponeret over, at han overhovedet havde fået mig til at tro på ham. Jeg burde jo have gennemskuet ham med det samme, men som sagt; der havde været noget over ham, der havde fået mig til at tro på ham.

Og det noget var det, der nagede bagerst i mine tanker. Hvad havde det været, hvis frieriet bare havde været løgn? For der havde været et eller andet i hans stemme, det vidste jeg 100%. Ellers havde jeg aldrig stolet på ham.

Og Gud skulle vide, at jeg nok skulle få det ud af ham. På en eller anden måde ville jeg finde ud af det, men noget sagde mig, at jeg nok ikke ville bryde mig om svaret. Sidste gang, jeg havde ønsket, at han havde åbnet munden, havde han friet til mig. På en meget overbevisende måde, selvom hans ansigtsudtryk lige nu fortalte mig, at det hele havde snyd og bedrag.

Svaret på det spørgsmål, jeg funderede over, forekom mig så mørkt og skræmmende, at jeg næsten var ved at få mig selv til at opgive det. Der var ingen grund til at bede om et svar, jeg ikke ville kunne lide.

Men også kun næsten.

Avalanna,” sagde han, og jeg var imponeret over, at han ikke var brast i latter, ”havde du virkelig troet, at jeg ville fri til dig? Dig?”

Jeg bed mig i læben. Når han sagde det sådan, forekom det mig så dumt bare at stole på ham uden videre. Men selvom jeg burde kunne have sagt, at det var løgn – noget, jeg også gjorde – så kunne jeg ikke slippe det 'noget', jeg havde hørt i hans stemme. Noget, jeg aldrig havde hørt i nogens stemme før.

Jeg rømmede mig kort, ”du lød meget overbevisende.”

Jeg kunne ikke sige andet. Det var som om min tunge nægtede at lade mig flippe ud, som mine vrede del af mig selv, kæmpede for at komme til.

Hans smil falmede et øjeblik, men det var et så hurtigt øjeblik, at jeg blev i tvivl, om det overhovedet havde fundet sted. Efter jeg havde blinket, var hans smil ligeså stort som før.

”Jeg havde også øvet mig,” fortalte han mig og blinkede, før hans smil falmede helt, og han sad tilbage med et alvorligt ansigt tilbage.

Han rejste sig fra hans frierstilling og satte sig op i stolen overfor mig. Jeg rynkede brynene og lagde hovedet let på skrå. Han ændrede da godt nok hurtigt humør. Det var utroligt irriterende; først gider han ikke kigge på mig, så frier han til mig, så bryder han ud i latter og er så alvorlig igen. Ikke engang når jeg havde menstruation svingede mit humør så meget; for det meste var jeg bare sur, og det var egentlig det. Ingen smil.. bare råben, skrigen og en attitude, der drev de fleste sindssyge. Når jeg havde min periode, var jeg ikke til at samarbejde med. Noget, alle mine venner, min mor og alle andre, jeg havde noget at gøre med, for længst opdaget, hvilket betød, at jeg i en uge om måneden var meget alene. Ikke at det gjorde noget, for Gud måtte også gerne vide, at jeg nogle gange kunne få nok af de falske piger, der grinede af hver eneste joke, jeg sagde. Også selvom det kun var Andy og jeg, der forstod den. Eller havde en lam nok humor til rent faktisk at finde det morsomt.

Det stak pludseligt i mit hjerte ved tanken om Andy, og jeg kiggede væk fra Louis. Det gik op for mig, at når alle andre forlod mig for at undgå min sindssyge vrede, når jeg havde menstruation, så blev Andy hos mig. Altid, igennem tykt og tyndt, var han blevet hos mig. Selv når jeg havde menstruation.

Jeg lukkede øjnene. Jeg ville gøre alt for at få ham tilbage, hvilket var netop det, jeg måtte gøre. Når jeg engang havde fundet ud af, hvorfor Louis opførte sig så underligt, og hvad det 'noget', jeg havde hørt i hans stemme var, så skulle jeg finde Andy.

Finde Andy og undskylde. Trygle om en ny chance. Hvad han så måtte kræve for, at vi kunne blive venner igen, så ville jeg gøre det.

Medmindre altså, at det indebar, at jeg bevægede andet og mere end mit hoved, mine tunge og mine lunger, for det kunne jeg ikke. Der var visse bivirkninger ved at være lam. Den største og mest frustrerende var nok, at man var lam.

”Avalanna,” sagde Louis stille og afbrød mine tanker, og jeg kiggede hurtigt over på ham, ”hvis vi nu havde været forelsket, kærester og sådan noget – ville du så have sagt ja?”

Jeg spærrede kort øjnene op, før jeg langsomt nikkede.

Man skulle jo være gal for ikke at tage imod sådan et frieri, som Louis lige havde lavet. Hvis jeg rent faktisk havde været forelsket i ham – kærester eller ej – så havde jeg ikke tøvet med at sige ja. Jeg ville have råbt og skreget ja. Så højt, at hele verden kunne høre det. Ja, alle i hele universet, måtte også gerne høre det, hvis de gad.

Men jeg var ikke forelsket i ham, og han var ikke forelsket i mig. Og jeg fornemmede lidt, hvor det her gik hen af.

”Ja, det ville jeg,” svarede jeg og gav ham et svagt smil, ”hvis jeg havde været forelsket i dig, så havde jeg sagt ja. Uden hverken tøven eller blinken.” jeg blinkede til ham, uden at se, hvordan han krympede sig lidt under mine ord – hvis jeg havde set det, ville jeg sikkert også bare være endnu mere forvirret, ”og hvem du end regner med at spørge, så er jeg sikker på, at hun siger ja. Hun ville jo være et fjols, hvis hun så meget som overvejede at sige andet.”

Louis smilede igen – fik jeg nævnt, hvordan jeg elskede, at hans smil lyste hele hans ansigt op? - og han gav min hånd et klem, som jeg opdagede stadig var i hans.

En af bivirkningerne ved at være lam er også, at man nogle gange ikke rigtig opdager, hvad folk laver med ens kropsdele. Man kan ikke rigtig mærke dem.

”Jeg ved, at vi kom skævt ind på hinanden, Ava,” sagde han, og jeg hævede et øjenbryn af brugen af navnet 'Ava'. Han smilede skævt og trak på skuldrene, ”men vil du gøre mig en stor, stor tjeneste?”

Mit andet øjenbryn fulgte efter det andet, og jeg tænkte lidt over det, før jeg nikkede langsomt, ”men det kommer sandelig an på, hvad det er.”

”Bare rolig,” forsikrede han mig, ”det er ikke noget stort.”

Da han sagde det næste, vidste jeg, at jeg nok havde løjet før, for ligesom tanken om Andy stak i mit hjerte, så føltes hvert eneste af Louis' ord som et knivstik. Midt i hjertet, hvor kniven skar dybt inde.

”Vil du hjælpe mig med at finde en ring til Tess?”

Elleve dybe knivstik midt i hjertet. Mit hjerte.

 

Så Louis ville altså alligevel ikke giftes med Avalanna, men Tess.

Noget, jeg tror, vi alle havde regnet ud. Men, det ville have været meget sødt, hvis Louis rent faktisk havde villet giftes med Avalanna.

Som vi jo alle ved, så afslørede han sin kærlighed for hende overfor sig selv i kapitel 8 - selvom det nok ikke bliver til noget nu, hvor han har afsløret for Avalanna, at han vil giftes med Tess.

Hvad shipper I? Louanna eller Louess? Let me know! :)

Udover det, så har jeg fået castet alle mine personer. Inklusiv Avalanna. Det blev den fantastiske Summer Glau, der kom til at spille Avalanna - af to grunde; 1) jeg elsker Serenity, hvor hun spiller hovedrollen, og 2) hun passer rigtig godt til mit billede af, hvordan jeg forestiller mig Avalanna. Der er ikke sat billeder ind af personerne, men I kan let finde billeder af dem på både IMDb og Google.

- M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...