Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14378Visninger
AA

12. Kapitel 10

 

The Marriage Proposal

 

Tess' synsvinkel

 

 

Undskyld.

Det var det eneste ord, der stod på sedlen, jeg fandt på spisebordet. Jeg studerede den med rynkede øjenbryn. Ingen andre end Louis havde adgang til min lejlighed, uden at jeg havde lukket dem ind.

Medmindre de selvfølgelig var brudt ind.

Jeg fjernede mit blik fra sedlen og kiggede rundt på vinduerne i rummet. Ingen af dem var knuste eller bar spor af at være blevet brudt ind af.

Det var også en dum tankegang. Hvem skulle have lyst til at bryde ind i en lejlighed på fjerde sal ad vinduerne, hvor alle fra gaden kunne se en.

Hvad jeg så ikke forstod var, hvorfor Louis skulle lægge sådan en seddel til mig. En seddel uden nogen form for smiley'er, som ellers kendetegnede den kæreste, jeg havde kendt i over fem år nu. En hvid seddel, hvor det ene ord var skrevet ned med hans flotte håndskrift. En seddel, der bare var blevet lagt på spisebordet.

Jeg kneb øjnene sammen. Efter to døgn uden at give nogen lyd fra sig, var den her seddel det eneste, han kunne give mig? Jeg var normalt ikke let at irritere, men det her pissede mig af. Min kæreste igennem tre et halvt år burde vide, at jeg var afhængig af at vide, hvor han var. Det var ikke fordi jeg ikke stolede på ham, men jeg stolede i den grad ikke på ham.

Fordi jeg havde kendt ham i så lang tid, så vidste jeg, at han havde haft for vane at have one night stands med en eller anden ukendt kvinde, han aldrig havde tænkt sig at tale med igen. Han havde blot tålt dem for den ene nat på grund af lyst. Intet mere, intet mindre.

Jeg havde derfor ingen tillid til ham. Især ikke når han arbejdede for en pige. Umiddelbart havde jeg intet imod andre piger talte med ham, men når jeg i det meste af den tid, han havde arbejdet for hende, nærmest ikke havde set ham, blev jeg bekymret.

Bekymret for, at jeg ikke mere var, hvad han havde brug for. Hvad han havde lyst til. At jeg ikke længere var den, han elskede.

Men jeg ville ikke tro det. Vi havde været sammen i så lang tid, at jeg endda var begyndt at tro, at han aldrig mere ville vende tilbage til sin tidligere livsstil, at han ville holde sig til mig. Jeg var ikke rigtig klar over, hvad jeg skulle gøre, hvis han slog op med mig. Jeg havde ofret det meste af min families anerkendelse ved at holde fast i Louis og ikke slå op med ham, som de bød mig. Jeg havde ofret det meste af mit liv hjemme i Frankrig, for at forblive sammen med Louis, selvom alt fornuft fortalte mig, at han ikke var det værd. Han ville knuse mit hjerte.

Jeg rystede på hovedet. Jeg måtte være stærk. Stole på ham, som en kæreste skulle. Også selvom det var så forbandet svært. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne give ham den samme nydelse, som de kvinder, han engang plejede at have med hjem, men alligevel; alligevel burde vores forhold betyde mere. Det betød så megte for mig. Og jeg måtte stole på, at Louis havde det på samme måde.

Jeg blinkede lidt med mine øjenlåg for at få de vredestårer, der var begyndt at forme sig i mine øjenkroge, til at gå væk.

Godt nok havde Louis flere gange forsikret mig om, at jeg ikke skulle bekymre mig. Han havde også flere gange fortalt mig, at jeg ikke skulle blande mig.

Men Gud skulle vide, at jeg var slut med at høre efter, hvad han sagde. Han havde givet mig en seddel, hvor han indirekte slog op med mig – føltes det som om – og var der ingen forklaring var. Hverken foran, hvor ordet stod, eller bag på. Noget andet, Gud også gerne måtte vide, var, at jeg ville finde ud af, hvad der lå bag den kryptiske besked.

Jeg krøllede sedlen sammen i min hånd og knyttede den, før jeg rettede mit blå blik mod vinduet. Han skyldte mig en undskyldning, og med Guds hjælp, ville jeg få den ud af ham. Om det så var det sidste, jeg gjorde, i vores forhold, så ville jeg finde ud af det. Den fyr, jeg var forelsket i, skulle ikke have lov at slippe væk. Ikke så let, og ikke uden nogen form for forklaring.

Når man slog op med sin kæreste igennem næsten fire år, så skyldte man ham eller hende en forklaring. Om det så bare var for at sige, 'jeg har fundet en anden', så var det det, man gjorde.

Og jeg havde på fornemmelsen, at det lige præcis var det, jeg ville få at vide, når jeg endelig fandt ud af, hvor jeg kunne finde min kæreste. Måske snart ekskæreste.

Jeg løb ind på Louis' og mit værelse, for at finde hans kalender, hvor han med garanti havde skrevet adressen på Roya-palæet ind.

 

 

 

 

Avalannas synsvinkel

 

Louis opførte sig underligt. Altså, jeg mener, Louis opfører sig altid underligt, men den her underlighed var anderledes. Den gjorde mig nervøs og gav mig fornemmelsen af, at der var noget på færde. Noget, der ikke blot gjorde mig nervøs, men også Louis.

Efter han var kommet tilbage fra at hente noget derhjemme, havde han skiftevis set på mig og skiftevis rundt omkring i stuen. Det var underligt, og det var skræmmende, for det var kun i meget få situationer, hvor Louis var stille og nervøs på samme tid.

Jeg havde fået det indtryk, at Louis var en af de drenge, der begyndte at snakke som en gal, når han var nervøs, men igen overraskede han mig. Han var stille. Alt for stille, og jo længere tid det stod på, jo mere gik det op for mig, at jeg meget bedre kunne lide den snakkende Louis. Selvom han var en idiot de fleste gange han åbnede munden, så kunne jeg bedst lide, når han rent faktisk gav sig tid til at snakke med mig.

Faktisk var jeg ret imponeret af ham. Jeg havde været noget nær en bitch – læg mærke til, at jeg ikke siger, jeg var en bitch, mere at jeg næsten var – og alligevel var han blevet ved med at arbejde for min mor. Ikke for mig, for hvis det havde været mig, der kunne bestemme, så var han blevet smidt ud for lang tid siden. Sådan cirka to sekunder efter han var blevet hyret.

Hvis jeg da overhovedet havde hyret ham. Det ville jeg helt sikkert. Jeg ville have hyret en, der havde opfyldt mine krav; en pige, der kunne lide de samme ting som mig.

Og en idiotisk dreng som Louis opfyldte ikke rigtig de krav. Medmindre han faktisk var en pige, der var forbandet god til skuespil. Det kunne jeg selvfølgelig ikke vide, og man skulle aldrig droppe de teorier, man ikke med 100% kunne afvise.

Lige så snart den tanke var tænkt til ende, havde jeg afvist sådan en teori. Bare tanken, om at det kunne være en mulighed, skræmte mig fra vid og sans. Tanken, om at det kunne være virkeligt, havde overskredet min frygtgrænse omkring ti gange.

Louis?”

Nu var det nok. Jeg kunne virkelig ikke tage den her stilhed mere. Af to grunde; et, fordi den fik mine tanker til at løbe løbsk. To, fordi den irriterede mig grænseløst.

Han kiggede hurtigt hen på mig, og jeg kunne næsten høre hans knogler sig knæk i det han udførte den hurtige bevægelser. Jeg rynkede øjenbrynene. Det var underligt, at han havde kigget så hurtigt hen på mig.

”Ja?”

Han kiggede væk, mens han sagde det og kiggede endnu en gang rundt i stuen. Jeg var udmærket godt klar over, at den var interessant, men den burde ikke forblive sjov efter to en halv time.

Klokken ti i formiddags var jeg blevet sendt hjem, hvilket havde gjort mig så glad. Louis havde været hjemme på det tidspunkt og var, ifølge min mor, meget forvirret, da hun mødte ham på hospitalet, da hun skulle have de allersidste ting med hjem. Åbenbart havde han ikke fået fortalt, at jeg endelig havde fået lov at komme hjem.

Min hjemkomst begyndte at rygtes rundt omkring mine venner, havde jeg fundet ud af, for bare en halv time efter, jeg endelig havde fået lov at se mit hjem igen, dukkede de op, som de 'trofaste' venner de nu var, på dørtrinnet og spurgte, om de måtte se mig.

Selvfølgelig sagde jeg nej, og det blev accepteret med det samme. Selvfølgelig ikke uden, at jeg havde fået adskillige trusler, om at jeg aldrig ville blive en del af deres gruppe igen, hvis jeg ikke lukkede dem ind. Jeg lukkede dem ikke ind.

Faktisk glædede jeg mig i stedet til, at Louis, det smøl, endelig skulle finde ud af, hvor jeg var taget hen. Hvorfor jeg glædede mig, havde jeg stadig ikke fundet ud af, selvom jeg brugte omkring et kvarter på at prøve at regne det ud. Lige meget, hvordan jeg vendte og drejede det, så gav det ingen mening. Hvilket kun kunne betyde, at det sikkert slet ikke var så vigtigt igen, for ellers havde jeg da helt klart fundet en løsning.

Selvfølgelig havde tanken, at jeg faktisk anså ham som min ven, strejfet mig, men jeg afviste den igen. Klart, at jeg brugte det meste af min tid med ham, men jeg ville ikke give drengen nogen forhåbninger, om at jeg ikke ville fortælle Harry, hvad han havde gjort, så han kunne ikke blive min ven.

Finder du noget spændende herinde?” spurgte jeg og fangede endelig hans blik. Det så ud til at bore sig ind i mig, men af en eller anden grund, fandt jeg det ikke ubehageligt.

Endnu et mysterium, der sikkert forblev et mysterium. For jeg ville ikke bruge min tid på at regne det ud.

Hans mund formede et skævt smil, og han nikkede et kort sekund, før både smil og nikken var væk. Så rystede han på hovedet, hvilket jeg fandt særdeles underligt.

”Nej, I har en ret kedelig stue,” svarede han og trak på skuldrene.

Jeg kiggede rundt i stuen, hvor dyre malerier og bogreoler, der var fyldt med gamle og nye bøger, prydede væggene. Tæpperne var ligeså dyre og de store vinduer tillod lyset at komme ind i store arealer. På de tomme pladser på hylderne, stod der kinesiske vaser, træfigurer og billeder indrammet i flotte guld- og trærammer. Umiddelbart fandt jeg ikke vores stue kedelig. Og når jeg ikke fandt det kedeligt, kunne Louis umuligt.

”Hvilket er grunden til, at du har studeret den nøje i omkring to en halv time,” konkluderede jeg sarkastisk og lagde hovedet let på skrå, ”hvorfor siger du ikke noget? Du siger altid noget, så hvorfor ikke nu? - Og hvorfor ser du på mig, som om jeg er faldet ned fra månen?”

Han tog en dyb indånding, åbnede munden og lukkede den igen. Åbnede og lukkede den. Åbnede og lukkede. Jesus, kunne drengen ikke bare sige, hvad der var så forfærdeligt? Det var jo ikke fordi han skulle til at erklære sin kærlighed til mig eller fortælle mig, at han havde myrdet nogen.

I det mindste troede jeg ikke, at han havde myrdet nogen.

”Du har ikke myrdet nogen, vel?”

Han kiggede hen på mig og så lo han. Højt og befriende, hvilket også fik mig til at smile. Jeg kunne meget lide hans latter, end hans underlige stilhed.

Mentalt stregede jeg mord-muligheden over, hvilket betød, at jeg nu kun havde en mulighed tilbage. Muligheden, hvor han ville erklære sin kærlighed til mig.

Hvad er det så?” spurgte jeg utålmodigt. Både fordi jeg ikke ejede nogen form for tålmodighed, og fordi jeg var så nysgerrig.

Da han ikke svarede, slap ordene bare ord af min mund af ren frustration; ”du er ikke forelsket i mig, vel?”

Han kiggede hen på mig med store øjne, som om jeg lige havde gættet hans største hemmelighed. Og jeg spærrede øjnene op, ligesom han. Skræmt. Skræmt over, at jeg kunne have ret i, at han faktisk var forelsket i mig. Men det var jo absurd. Hvorfor skulle han være forelsket i mig? Mig, der lå inde med en hemmelighed, der kunne true hele hans liv? Mig, der havde tænkt sig at ødelægge alt, han kendte til og holdte af, i hans liv?

Så gjorde han noget, jeg i den grad ikke havde forventet. Han rejste sig fra stolen og gik ned på det ene knæ, som om han skulle fri til mig. Jeg kiggede på ham, som om han var sindssyg. For at være ærlig, så var jeg virkelig skræmt. Skræmt. Mere skræmt. Mest skræmt.

Jeg var bange for, at han faktisk skulle erklære sin kærlighed til mig. Jeg var bange for, at jeg så ikke ville kunne fortælle ham, at jeg følte det samme. Jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis han gennemførte, hvad jeg troede, han ville.

Han tog min hånd, der bare lå slapt i hans. Jeg kunne ikke rigtig gøre noget for at trække den til mig, hvilket gjorde mig så frustreret. Han kunne ikke bare tage min hånd. Det var ikke sådan det fungerede. Han flettede vores fingre sammen og så på mig med en varme i hans gråblå øjne, der overvældede mig. Et øjeblik var jeg lammet – altså, mere lammet, end jeg var i forvejen – og kunne ikke forstå de mange tanker, der farede igennem hovedet på mig. De gav ingen mening for mig. Louis' handlinger gav ingen mening for mig. Intet gav mening for mig lige nu.

”Avalanna,” startede han kærligt ud, ”Avalanna Liberty Roya.”

Intelligent og mundlam som jeg var, var det eneste, jeg sagde, ”bare Avalanna.”

Han smilede lidt større og nikkede så, ”Bare Avalanna, vidste du, at jeg i lang tid har kunnet lide dig? Som i mere end venner-måden?”

Det var cirka her, min hjerne steg af. Hvilket betød, at jeg ikke gjorde andet, end at stirre på ham, som en eller anden idiot.

”Det har jeg,” fortsatte han og gav mig et hånd et klem, hvilket jeg kunne se, fordi musklerne i hans hånd spændtes lidt, ”og jeg ville gå så langt som til at sige, at jeg elsker dig. Og ved du, hvorfor jeg gør det?”

Denne gang svarede jeg heller ikke. Delvist fordi min hjerne stadig ikke var kommet ovenpå igen, og fordi, selv hvis min hjerne havde fungeret, jeg ikke kunne bearbejde de ting, han sagde.

Dit smil er en af de ting, jeg elsker mest. Og den måde, du så åbenlyst foragter mig, er også en af de ting, jeg godt kan lide. Og så bare dig. Du er fantastisk, Avalanna. Smukt udseende og en smuk personlighed. Jeg kunne ikke være mere heldig at blive ansat hos dig. Selvom du har en hemmelighed, der kan ødelægge mit liv, så elsker jeg. Er det underligt? Jeg synes, det er underligt.” Han kiggede mig dybt i øjnene og hans smil blev kun større, da han startede med at tale igen, ”og jeg ved, at du måske føler, at det her er for tidligt. Alt for tidligt. Især, når man tager i betragtning, at du kun er 16 år. Det er en alt for tidlig alder, men du er nødt til at vide, at jeg er klar til det. Det er jeg virkelig.”

Jeg ville ønske, at jeg kunne bevæge mine hænder, så jeg kunne lægge dem på hans mund og forhindre ham i at sige, hvad han ville sige i næste sekund. Jeg ville ønske, at jeg kunne bevæge mine ben, så jeg kunne løbe væk og ikke nå at høre ordene, der for altid ville ændre mit ord. Jeg forbandede Andy for at have hoppet ned i mig. Jeg forbandede Stephen for at forlade mig, så Louis ikke kunne se, at jeg var med en anden. Jeg forbande Louis for at sige de ord, han ville sige. Jeg forbandede min mor, for at ansætte Louis, så han havde mulighed for at sige disse ord. Ordene glædede mig, men samtidig gjorde de så ondt, for jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne sige til ham, at jeg nærede de samme følelser for ham, som han gjorde for mig. For det gjorde jeg ikke. Jeg var ikke forelsket i ham, og det ville jeg heller aldrig blive. Selvom han ikke betød noget for mig mere, så var det Stephen, jeg var forelsket i. Ikke Louis, ikke Andy. Ikke nogen anden, end min forræderiske ekskæreste, som faktisk stadig var min kæreste, eftersom vi officielt ikke havde slået op.

Jeg kunne ikke sige noget, og selvom jeg kunne, så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle sige. Han havde erklæret sin kærlighed til mig, og jeg kunne ikke sige det tilbage, fordi mit hjerte bankede efter Stephen, som jeg i min hjerne allerede havde sendt til helvede. Lige nu kunne jeg meget bedre lide min hjerne. Hvorfor kunne hjerne og hjerte aldrig mene de samme ting? Det var frustrerende.

Mentalt krydsede jeg mine fingre for, at han ikke ville sige mere. At Gud ville tage Louis' talegaver fra ham. Skære tungen af ham. Dræbe ham. Bare gøre et eller andet, der ville kunne forhindre Louis i at fuldføre, hvad han end havde gang i.

Men det så ikke ud til, at Gud hørte mig. Måske var han sur over, at jeg havde bandet så meget. Det var en mulighed, jeg ikke skulle droppe. Eller måske eksisterede han slet ikke. Jeg hældte mest til den sidste mulighed. Hvis han eksisterede, ville han have stoppet Louis. Det var jeg sikker på. Intet andet sømmede sig for Gud.

”Avalanna,” sagde han med lav stemme, ”Avalanna Liberty Roya, vil du gifte dig med mig?”

 

Halløj, mennesker.

Kapitel ti af Asphodel er blevet skrevet (sammen med resten af historien :P) og jeg kan nu begynde at publicere igen. Jeg følger de gamle publiceringsdatoer; én gang om ugen.

Når jeg har publiceret de sidste kapitler, så bliver hele historien rettet, så hvis I vil læse en rettet udgave af historien, skal I bare komme tilbage cirka halvanden måned efter, at historien er slut.

Hvad angår medforfatter-tingen, så fandt jeg ikke en medforfatter. Det var faktisk lidt akavet, at der ikke kom nogen anmodninger overhovedet, men det var måske for det bedre. Jeg tror ikke, at der var nogen, der ville være villige til at følge den storyline, jeg har bygget op.

Tilbage til historien; BAM! Hvad siger I så? Louis frier? Personligt synes jeg, at det er sødt. Virkelig, virkelig sødt. Men selvfølgelig er der forskellige meninger; og lad mig da høre dem!

- M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...