Asphodel ✿ Louis Tomlinson

En dag i svømmehallen skulle ikke ende som alle andre dage i svømmehallen, specielt ikke for 16-årige Avalanna Liberty Roya. Da hun nægter at flytte sig for nogle af hendes venner, springer en af dem ned i hende. Da hun vågner op igen, er det uden at kunne bruge hendes krop. Hendes familie, der er rig på både penge og indflydelse, beslutter, at ansætte en til at hjælpe hende. En på alder med hende, og som kan være hende til hjælp, og live hende op. Valget falder på drengen, Louis Tomlinson, der er lidt af en mors dreng. Louis beviser dog det modsatte for hende, og hun opdager en hemmelighed, der vil gøre tiden ekstra interessant for dem.| Alt credit for coveret går til Dara Styles. | Drengene er ikke kendte, og noget OOC

130Likes
253Kommentarer
14382Visninger
AA

3. Kapitel 1

Hold on to the Misery

 

Plasken. Skrigen. Smerte. Sådan foregik min krops sidste levetid. Eller dens sidste tid, hvor den kunne føle, og bevæge sig. Nu var den væk. Da jeg vågnede, ville jeg give min mor et knus. Et knus, der beskrev, hvor bange, jeg havde været, da Andy sprang ned i mig. Vi havde bare leget, ville jeg sige, til hans forsvar. Jeg var på hans bane, og jeg nægtede at svømme væk. Han havde jo faktisk også advaret mig. Desuden skete der jo ikke noget, jeg var jo i live, og jeg var frisk som en havørn. Og så opdagede jeg det. Hvordan min krop ikke reagerede på mine bevægelser. Som om jeg har befandt mig i en andens krop, som jeg ikke kunne styre. Jeg var en fremmed. Jeg var en uvedkommende. Overalt i min krop, undtagen i mit hoved. Mit hoved reagerede på, hvad jeg ville. Det var derfor, jeg så hende. Min mor, der sad i en af hospitalets hårde plastikstole, med tårer strømmende ned ad kinderne. Det gjorde ondt at se hende sådan.

”Søde skat, det var sådan en forfærdelig ulykke,” græd min mor, og jeg så på hende med et uforstående smil. Det med min krop var vel bare morfinens skyld – det havde vel ingenting med ulykken, at gøre? ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Kan du føle noget? Gør det ondt nogen steder?”

Hun tog fat i noget, jeg senere fandt ud af var min hånd. Men jeg kunne ikke mærke hendes varme mod min hud. Jeg kunne ikke mærke den velkendte, rolige følelse, min mor altid gav mig. Kald mig en mors pige, men hun var den eneste, jeg havde. Hverken far eller søskende havde jeg, og min mor ville ikke gifte sig igen efter, at min far efterlod hende, en 17-årig mor, for en eller anden model med slanke ben. Det var det, vi betød for ham. Lige så lidt som et par tynde ben. Jeg følte mig meget elsket.

Jeg rystede forvirret på hovedet, mens jeg rynkede brynene, og så på min mor med spørgende øjne. Hun vendte sig væk, slap min hånd og gav sig til at hulke. Jeg hørte et dunk, hvor min hånd ramte det metal, som sengen var lavet af, og tilfreds kunne jeg konkludere, at det ikke gjorde ondt.

Lige da slog det mig, men jeg ville ikke være paranoid, så jeg lod være med at sige noget. For sådan kunne det da ikke ske? Han snittede mig jo kun.

”Jeg...” min mors stemme var helt færdig af gråd, og den paranoide følelse kom tilbage. Ville hun tage sådan på vej, hvis jeg ikke havde det virkelig skidt? Nej, min mor græd nærmest aldrig. Men i dag gjorde hun. For øjnene af mig, hvilket hun aldrig ville have gjort under normale omstændigheder.

Henne ved døren lød der et bump, og jeg kunne derfor konkludere, at der var kommet en person ind i rummet. Måske var den en læge, der kunne fortælle mig, hvornår jeg ville få følelsen i min krop tilbage? Det her var faktisk skræmmende. Da min mor slap min hånd, skulle det have gjort ondt. Det skulle have sendt stød i gennem min krop for, at sige, at det gjorde ondt. Men der skete ingenting. Fuldstændig ingenting.

En kvinde i hvid kittel med opsat sort hår og chokoladebrun hud, trådte smilende ind i mit synsfelt. En læge, eller sygeplejerske, hvis man vil. Jeg havde håbet, at det var gode nyheder, men sygeplejersker havde aldrig godt nyt, når de smilede som en anden klovn. Det havde jeg erfaret, da jeg var lille og havde brækket armen. Hun smilede hele tiden, og forklarede, hvor og hvor, jeg havde brækket armen. Som om det ville have opmuntret mig.

”Jeg gætter på, at De er Miss Avalanna Liberty Roya?” spurgte hun med et smil, mens hun holdt blikket mod sin mappe, hvor hun skrev noget ned. Hun satte sig ned på stolen ved min fodende, som var det planlagt, at vi nu skulle have den her 'hyggelige' patient-sygeplejerske-snak, som endte ud i, at hun gjorde sit arbejde, og ikke kunne gøre noget for at hjælpe mig. Det gjorde hende som sædvanlig meget, meget ondt, men sådan var den nu engang.

”Har De allerede fortalt hende noget, Miss Roya?” spurgte sygeplejersken, mens hun ganske nøje udtalte ordet 'miss', som om hun var bange for ikke, at sige det rigtigt. Som sagt var min mor jo ikke gift. Min mor nikkede, og sygeplejersken nikkede igen, mens hun griflede ned i sin mappe. Endelig lagde hun den ned, og begyndte, at snakke; ”Ja, vi er  kede af at meddele det, men da drengen hoppede ned i Dem, Miss Avalanna, så brækkede De ryggen. Det var muligt at hele Deres knogler mere eller mindre, men De får desværre aldrig førligheden tilbage. De er blevet lam, Miss Avalanna-”

Og så stoppede jeg med at lytte. Jeg vidste, at jeg ikke kunne mærke eller bruge noget lige i øjeblikket, men da ikke, at det ville forblive sådan for evigt. Det var jo.. resten af mit liv.

Jeg kiggede på min mor, og så på sygeplejersken. Hun sad stadig der med sit falske, bedrøvede smil, som så så forfærdeligt ud. Jeg hadede det allerede. Og så tilbage på min mor. Min mor. Jeg ville aldrig få den titel. Jeg ville aldrig kunne få børn, som jeg havde født. De ville altid være nogle andres. Jeg ville aldrig have sex med en anden. Jeg ville sikkert aldrig få en kæreste, som ikke også var lam i kroppen. Ikke at jeg havde noget imod handicappede – jeg havde bare aldrig troet, at jeg ville ende sammen med sådan en. Eller ende som sådan en. Efter alle de konkurrencer, jeg havde svømmet og vundet. Efter jeg havde fået at vide, at jeg skulle til OL her i London om 1½ år. Efter alt, hvad jeg havde opnået, var det hele blevet spildt. På under en dag. Hvor lang tid havde jeg egentlig været besvimet? Hvor lang tid havde de bedøvet mig? Hvor lang tid havde de holdt mig fra virkeligheden? Holdt mig fra sandheden?

Jeg følte mig vred. Jeg følte mig hævngerrig. Jeg følte mig helt og aldeles tom. Jeg havde brugt hele mit liv på at nå til OL, og så bare 1½ år før, blev jeg lam. Selvfølgelig. Den gamle kliché. Var dette en amerikansk film, ville jeg på mirakuløs vis få følelsen tilbage i min krop, og jeg ville i løbet af no time komme i form, komme til OL og vinde det hele. Men dette var ikke en eller anden overreklameret film, hvor alt var lutter lagkage. Det var virkeligheden, som var nådesløs imod folk, der lige havde fået tilbudt sit livs mulighed. Folk, som mig.

”Er De okay, Miss Avalanna? Jeg ved, det er en hård nyhed, men je-” startede sygeplejersken ud i falsk venlighed, men jeg afbrød hende hvislende.

”Hvis jeg skal være lam, så skal det ikke være med falske personer omkring mig,”

Hun blev helt hvid i ansigtet, men jeg var kun begyndt. Jeg skulle nok vise hende, at lamme personer sagtens kunne svare igen. At tale havde også altid været min store gave. Jeg havde altid valgt diplomati og politik frem for militær og kampstrategier. Jeg havde en gave, sagde min mor, som kunne få folk til, at gøre ligesom jeg ville have, og den evne havde jeg brug for nu. ”Jeg er dødligeglad med, om jeg ikke kan give Dem et velfortjent bitchslap i øjeblikket, eller i nogle andre for den sags skyld, men jeg ved, at jeg kan kommandere Dem ud af mit værelse, når der ikke er brug for Dem, så derfor; Get. The. Hell. Out. Of. My. Room.

Sygeplejersken så noget betuttet ud, men hun svarede ikke. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Hun smilede ikke sit dødirriterende, falske smil, som alle hadede – hun så derimod ud som den finke, hun i virkeligheden var. Og finke var bare et høfligt ord.

”God bedring, Miss,” sagde hun, før hun lukkede døren med et lille velkendt bump. Jeg hadede virkelig samtaler imellem ansatte på hospitaler og mig. Det endte aldrig godt for mig.

”And happy go to hell,” mumlede jeg udmattet, mens jeg kæmpede for, at holde tårerne tilbage, der nu besluttede sig for at komme trillende. Dejlig start på min nye tilværelse som invalid.

”Vær nu lidt høflig,” vrissede min mor med grødet stemme, mens hun så på mig med halvt irettesættende og halvt bedrøvede øjne. Nu manglede der bare skuffelsen. Men hvor skulle den komme fra? Jeg kunne jo ikke så godt gøre noget, der ville skuffe hende. Medmindre jeg pludselig kunne flytte ting med min hjerne, hvilket var meget usandsynligt.

Hun sukkede og fandt sin mobil frem. Jeg sukkede det – sådan havde det altid været. Når jeg ikke længere var interessant, kunne jeg være ved at dø, og hun ville ikke tage sig af det. Jeg plejede at få cirka fem minutters opmærksomhed, og det var ikke engang hver eneste dag, og i dag havde jeg allerede fået et par timer. Og det bedste var, at hun ikke kunne prakke mig på tjenestefolkene derhjemme, ellers ville hun fremstå som en kold og kynisk mor, der ikke bekymrede sig for sin datter. Min mor var en kendt modedesigner, og hun ville for alt i verden ikke omtales dårligt i pressen, om det så indebar, at hun skulle tage sig af sin lamme datter, så ville hun gøre det. Det var som om hun vidste præcis hvor og hvornår, paparazziene lå på skjul, klar til at knipse et godt billede og en gang for alle få Maggie Roya ned med nakken.

”Prøv at få noget søvn, min skat,” lød det fraværende fra min mor, og jeg kiggede hen på hende. Hendes ene hånd lå på min, og et smil løb over mine læber.

Måske var der lyse side af ulykken alligevel? Hun ville helt sikkert bruge meget mere tid på mig nu. Hvis jeg kunne, ville jeg krydse fingre.

 

”Godmorgen, Miss Avalanna,” lød en kvindes stemme, og jeg åbnede øjnene. Da jeg så den belastende sygeplejerske, lukkede jeg dem straks igen. Jeg skulle ikke nyde noget af at kigge på hende, eller høre på hende. Jeg turde vædde på, at hun ikke engang kunne lide hendes job – hun gjorde det for pengene. Hun virkede som sådan en.

”Godmorgen, Miss Avalanna,” lød det igen, og min mor, tror jeg, skubbede til mig. Jeg blev i hvert fald flyttet lidt på fra siden, så jeg gik ud fra, at jeg blev skubbet. Jeg kunne ikke lide det. ”Miss Avalanna, jeg ved, at De er vågen.”

Sygeplejersken lød frustreret, hvilket fik et smil til at spille på mine læber. Jeg kunne godt lide at have magten. Hun var træt af mig, og frustreret over, at hun ikke kunne få mig til at gøre som hun ville have. Det kunne jeg i hvert fald godt lide at tro. Det var jo det eneste, jeg havde tilbage. Min flabethed. Sarkasmen. Ironien. Hvad skulle jeg gøre uden det?

”Misss Avalanna, som sagt, så ved jeg, at De er vågen,” gentog sygeplejersken sig selv, hvilket fik mig til at åbne øjnene.

”Hvor må De være stolt,” sagde jeg og smilte sukkersødt, og så lukkede jeg øjnene.

Sarkasme; kroppens automatiske forsvar mod dumhed og idioti.

Sygeplejersken sukkede, og hviskede noget til min mor, som også sukkede. Jeg følte, at jeg også skulle sukke. Så havde vi alle gjort det, og så var der ingen, der følte sig udenfor. Det var da en god ordning.

”Miss Avalanna,” sagde sygeplejersken venligt, og jeg åbnede øjnene og hævede øjenbrynene, ”jeg tror, vi kom skidt ind på hinanden i går. Jeg var syg, og du havde en meget dårlig dag.”

Jeg bed mig i læben for ikke at komme til at grine. En meget dårlig dag? Ja, for fanden, selvfølgelig havde jeg en 'meget dårlig dag'. Det var jo ikke fordi, at jeg havde skrevet 'blive lam' øverst på min ønskeliste til jul, vel? Og med hensyn til, at sygeplejersken var syg, havde hun set meget frisk ud i mine øjne. Det eneste, der havde været galt med hende, var, at hun ikke kunne finde ud af at overgive sådan en besked til sine patienter. Hun kunne lige så godt have hyret en klovn, der kunne køre rundt på en tandemcykel, mens den råbte 'du er blevet lam!' i en megafon. Det havde i det mindste været lidt mere livligt. Hvis jeg skulle vælge imellem klovnen og sygeplejersken, ville valget helt klart falde på klovnen. Den havde jeg retten til at kyle ting på, som for eksempel tomater. Klovne og tomater hørte simpelthen sammen.

”De mener vel, at jeg havde en 'meget dårlig dag', og De bare var en idiot, gør De ikke?” min stemme var lige så sukkersød, som hendes, hvilket bare fik hende til at se surt på mig.

”Jeg har virkelig prøvet at være sød i mod Dem, Miss Avalanna,” sagde hun, mens hun stadig smilte sit falske smil, ”men jeg vil virkelig ikke finde mig i Deres opførsel. Enten begynder De at opføre Dem ordentligt, eller også bliver Deres ophold her på hospitalet ikke rart. For Dem.”

Jeg fnyste, og så på hende med kolde øjne. Hun skulle ikke komme her og rette på mig. Jeg var lam for fanden, hvad værre kunne de gøre ved mig? Dræbe mig? Hellere det end at komme lam i skole. Det ville rent faktisk være en lettelse. Nok ikke for andre end mig, men det gik jeg ikke så højt op i. Ikke længere.

”Hvad kan De gøre ved mig, som er værre end det her?” spurgte jeg nysgerrigt, og lagde hovedet på skrå.

Sygeplejersken smilte medfølende, ”det ved jeg ikke, faktisk tror jeg ikke, vi kan gøre noget værre. Men, Miss Avalanna, hvis De er færdig med at være flabet, vil du måske sige hej til dine gæster?”

Jeg kiggede på hende med et ryk, og så så hen på døren.

”Gæster? Hvem?” spurgte jeg, mens mine øjne nærmest klistrede sig til døren. Var det Andy? Eller Stephen? Jeg smilede ved tanken om dem – min bedste ven, og min kæreste, ” luk dem dog ind!”

Jeg kiggede hen på min mor og smilede lykkeligt, hvilket fik hende til at smile. For første gang, smilede hun et ægte smil. Eller for første gang siden jeg vågnede op.

”Vil du ikke-?” startede jeg, men min mor lagde sin ene pegefinger på mine læber og nikkede. Hun vidste åbenbart godt, hvad jeg ville.

Hun trykkede på fjernbetjeningen og en rumlen og en rystelse, fortalte mig, at hun faktisk havde forstået det. Sengen blev lettet lidt, så jeg kunne se og tale ordentligt med mine gæster.

”Lanna!” lød Andys lettede stemme, og jeg så derhen. Bag ham stod Stephen. De var virkelig kommet. For mig.

”Mor..” hviskede jeg, da jeg så, hvordan hendes øjne lynede af raseri. Hun så på mig, og sukkede, før hun gik ud af den dør, Andy og Stephen lige var kommet igennem. Hun ville sandsynligvis aldrig tilgive Andy for, hvad han gjorde ved mig.

”Wow, Lanna! Du ser jo godt ud,” grinte han, men hans smil var blevet en smule anstrengt. Måske vidste de det allerede? Ellers ville det blive ret akavet.

”Men i hvert fald, Lanna,” sagde han og kløede sig i nakken, ”det må du sgu undskylde. Je-jeg er sgu virkelig ked af det. Jeg vidste slet ikke, at det ville ske. Tilgiv mig, vil du?”

Jeg grinede og nikkede. Selvfølgelig ville jeg da tilgive ham. Bros tilgav alt, right?

”Og hvad så med at du giver mig et knus?” sagde Andy, og bredte armene ud.

Mit smil stivnede og jeg kiggede ned.

”Det kan jeg ikke...” sagde jeg stille, og kiggede på ham med blanke øjne. Han blev helt sløret, da tårerne tog til, og begyndte at løbe ned ad mine kinder. Han vidste det ikke. Han vidste ikke, hvad han havde gjort.

”Hvad mener du? Du sagde jo, at du kunne tilgive mig?” spurgte Andy uforstående, og kiggede hen på Stephen, der blev helt bleg. Han havde regnet det ud – han havde altid været så klog. Det var der for han og Andy var sådan et godt par – hvor Andy var dum, var Stephen klog, og hvor Stephen var forfærdelig til sport, kunne Andys muskuløse krop og hans evne til at være god til alt sport kompensere for det. Stephen var den pæne fyr, ham, alle pigerne ville være i gruppe med i skolen; Klog og pæn var noget, der talte i vores klasse. Og Andy var ham, alle pigerne flokkedes om på stranden om sommeren, eller ville følges med til skoleballet; Stærk og pæn var helt klart også noget, der blev lagt vægt på.

”Det er jo ikke, fordi jeg ikke vil – jeg kan bare ikke,” forklarede jeg prøvende, og kunne selv høre, hvor ynkeligt det lød.

Men Andy forstod det, ”ah, du har brækket noget – I see, jeg skal nok lade være med at gøre skaden værre.”

Han grinede forstående, og jeg kunne mærke, hvordan hjertet sank i brystet på mig. Han forstod det ikke. Han vidste det stadig ikke.

”Det har jeg sikkert også, men det er ikke derfor,” startede jeg, og trak vejret dybt ind og ud, ”jeg er lam.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...