Afskeden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
En historie, der finder sted i midten af det attende århundrede og handler om forholdet mellem den unge adelsmand og malkepigen.

(En stil, der skulle tage udgangspunkt i H.A. Brendekildes maleri "Afskeden")

1Likes
0Kommentarer
1534Visninger
AA

3. Edmond

Arbejde var der masser af. Men det gjorde intet. Der gik nemlig ikke længe før Julia faldt til sammen med de andre kvinder. De formåede at gøre arbejdet det mere morsomt. At høste markerne var ikke nær så forfærdeligt, når man var flere om det. Faktisk kunne det være direkte hyggeligt, hvis blot man havde en god sang man kunne gå og nynne imens. Så hun faldt hurtigt godt til blandt dem. En helt anden historie var det med godsejerens søn Edmond, der af en eller anden grund syntes altid at skulle hakke ned på hende. Det var ikke til at forstå. Han gjorde det ikke mod nogen af de andre, kun hende. Men sandheden var, at hun helt fra deres første møde, havde syntes ganske lidt om denne mand. Han virkede så uendeligt arrogant.
                      Det var en sen aften og Julia var alene ude ved køerne for at malke dem. Hun var den eneste af kvinderne der stadig arbejdede, men hun havde fået denne opgave og hun havde i sinde at udføre den. Til punkt og prikke. Pludselig gik døren op til stalden og Julias blik landede på den unge herre, hvis ansigt hun hurtigt genkendte. Hun valgte at lade som om hun ikke havde lagt mærke til Edmonds ankomst og forsatte derfor blot sin malkning af køerne. Men pludselig blev en hånd lagt på hendes skulder og en blid, lettere dyb og hæs stemme ramte hendes øre ”Julia” var alt hvad der blev sagt, men ordet sendte en kuldegysning gennem hendes krop. Ikke skabt af afsky, men af noget andet. Noget rart. Hans stemme fik en mærkværdig følelse til at skyde op i hendes krop. Noget var helt forkert. Hun vendte langsomt hovedet og de brune øjne mødte et ansigt, der kun var lyst op af flammerne fra lyset hun havde placeret i vindueskarmen. ”Rejs dig” kommanderede han, stadig med den samme blødhed i stemmen og der gik ikke mange sekunder før Julia stod overfor ham, hendes læber let adskilt og en let rynke over brynene. Der stod de i nogle sekunder og kiggede hinanden i øjnene. Edmond fjernede hånden fra hendes skulder og skød blikket mod jorden ”Hør.. Julia. Du må virkelig ikke tro, at jeg har noget imod dig” var alt hun hørte fra hans læber, mens han løftede hånden og lod den stryge hendes kind blidt. Hun kiggede blot på ham. Forvirret som hun var, formåede hun at sparke til skamlen der var placeret bag hende, som skabte en domino-effekt og væltede spanden med mælk ”Nej.. Nej!” Julia faldt straks på knæ ved siden af spanden, i håb om at kunne genoprette skaden, blot en smule, men forgæves. Alt mælken var sivet ned i høet og hun måtte indse at hun havde en endnu længere nat foran sig, med dobbelt malkning og en mugning af stalden. Der blev taget et blidt greb i hendes arm og hun blev hevet på benene igen, så hun kiggede ind i de mosgrønne øjne Edmond var ejeren af. Han kiggede blot på hende, som afventede han at hun sagde noget. Svarede på hans spørgsmål måske? ”Edmond, jeg.. Hvorfor skulle jeg tro andet? Din hakken på mig, viser tydeligt hvor meget du hader mig” hans ansigtsudtryk var forbløffet, men intet tydede på at hun var gået over stregen. Han virkede blot overrasket over at møde en kvinde, der faktisk turde svarer ham igen. Ikke var bange for slagene de fleste mænd ville lade falde over hende, ved en kommentar som denne.
                      Heldigvis var slag ikke hvad Edmond tyede til. Han kiggede blot på hende med et sørgmodigt blik ”Jeg ved det. Men det var for at beskytte dig. Hvis nogen nogensinde fandt ud af, at en mand som mig, elskede en kvinde som dig, ville du ikke blive ladt i fred. Julia.. Flygt med mig. Tag bort med mig” før hun vidste af det, trykkede han sine læber mod hendes og hun gav efter, til den mest fantastiske nat, fyldt med kærlighed, varme og håb.
                      De næste dage var fantastiske. Hver aften mødtes de dér. I laden. Og Julias følelser for Edmond voksede sig større og større for hvert et ord. Hver en berøring. Hvert et kys. De aftalte at rejse. Alt de manglede, var at Edmond fik penge ud af sin fader. På den ene, eller den anden måde. Og endelig skete det. Edmond fortalte sin far, at han skulle bruge pengene, så han kunne vise dem til en de skulle forhandle med. Vise ham, at de havde dem og at han ikke skulle være bekymret. De planlagde at rejse næste aften. De skulle mødes ude ved grusstien, hvor Demitri havde stillet en vogn til dem, så de kunne køre bort.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...