Afskeden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 3 apr. 2013
  • Status: Igang
En historie, der finder sted i midten af det attende århundrede og handler om forholdet mellem den unge adelsmand og malkepigen.

(En stil, der skulle tage udgangspunkt i H.A. Brendekildes maleri "Afskeden")

1Likes
0Kommentarer
1528Visninger
AA

2. Demetri

Det var en tidlig morgen i 1862, da det hele startede. Fuglefløjt kunne høres fra hvert et træ og sennepsmarkerne som stod i flor, lod deres smukke gule farve brede en varme i ethvert menneskehjerte.
                      En ung kvinde tumlede ned af trapperne, fra toget hun havde befundet sig i de sidste mange timer. Så snart hun stod sikkert på jorden, placerede hun de to små rejsetasker, der så ud til at være mindst 30 år gamle, på perronens fliser og indåndede den friske morgenluft. Hendes blik gled rundt på omgivelserne og et veltilfreds smil herskede over de rosa røde læber. Hun var på vej til en ny oplevelse. Et nyt eventyr. Hun var væk fra det lille hul af en by. Og nu.. nu skulle hun lære hvordan et rigtigt liv var! Et liv med penge. Hvor man ikke levede i et hus, med regnen sivende ned gennem taget. Hvor man fik god mad. Varme. Hun skulle opleve dette. Eller.. Opleve var måske så meget sagt, men hun skulle se det på nært hold. Måske endda få lov til at prøvesmage sovsen.
”Undskyld. Mrs. Martins?” Julia blev revet ud af sin tankeboble og hendes blik fór op på en ældre herre, klædt i sort fra top til tå og med et venligt smil om læberne. ”Ja, det er mig. Men kald mig endelig Julia” svarede hun, med en måske lidt for glad stemme. Det syntes dog ikke at påvirke herren, da han blot rakte en hånd frem mod hende, hvorefter hun, med et let nej, lagde sin egen i denne. Hun blev ganske beæret, da et kys blev placeret på den spinkle hånd, hvis lange fingre var klædt i den fineste brune læderhandske hendes mor ejede ”I så fald må du kalde mig Demitri, min kære Julia. Denne vej” han tog begge hendes kufferter og begyndte at bane sig vej frem til en lille hestevogn, der tydeligvis var tilegnet tjenestefolk. Det lignede mest af alt, at den var ment til at køre læs i. Hele den bagerste del, som ikke var ment som plads til kusken, var dækket af en hvid overdækning af en art. Så vidt Julia kunne se på denne afstand noget sejl.
                      Da hun kom hen til vognen, tog hun imod hånden Demitri rakte hende og satte sig ved hans side. Hvorfor han lod hende sidde der, var en gåde for hende. Som regel var kvinderne degraderet til at skulle sidde bagved, sammen med høet, men denne Demitri virkede som en ganske ekstraordinær mand.
                      Hestenes hove, blandet med hjulenes krassen mod gruset måtte have meldt deres ankomst, for da de kom kørende op mod godset, stod en række af kvinder linet op udenfor en hvid bygning. De var alle klædt i kjoler i brune og rødlige nuancer og alle med et forklæde bundet om
livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...