To af En

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Milena er flyttet til en ny skole igen efter hun blev smidt ud af den gamle. Her går hun på den ældre årgang og hendes krafter udfodres for hun er ikke helt normal og det er skolen heller ikke. Hun er en avater. hun har alle elemnterne og kan kontroller dem som hun vil. Alle andre har kun et element. Men ikke Milena og heller ikke Alexander. Milena har aldrig mødt en som hende og det har Alexander heller ikke.. Hvordan mon det udvikler sig?

6Likes
9Kommentarer
769Visninger
AA

6. Uforglemmeligt.

Jeg kiggede mig i spejlet. Det sad perfekt. Eller det håbede jeg Milena ville syntes. Min blå V-Tshirt sad lidt løst bag den åben stående læder jakke og cowboybukser. Mit hår sad som det plejde, uden voks, men rodet. Jeg gik ud i gangen og hev mine sorte converse på. Jeg skulle til at åbne døren da jeg kom i tanke om noget. Jeg halv løb ind i stuen. Min mobil og nøgler. Jeg lag det i lommen og gik så ud af døren. Jeg låste efter mig og gik så de få skridt til værelse 283. Jeg stod foran døren pludselig helvedes nervøs. Det her ville ikke gå galt. Det her ville ikke gå galt. Det her ville ikke gå galt. Jeg løftede tøvende hånden og bankede på." To sekunder!" Blev der råbt på den anden side. Lidt efter blev døren åbnet og jeg så måbende på Milena. Wow.. Hun havde en rød, lårkort kjole der sad som syget på og en sort kort jakke på. Hun havde mascara på og to totter hår i hver side hængende lidt bøjende, mens håret i hendes siden var flettet og sat sammen bag i og hang løst.
"Du ser fantastisk ud!" Sagde jeg. Hun kiggede ned og rødmede let. Lidt efter kiggede hun op igen.
"Tak. I lige måde." Sagde hun og kørte en hånd gennem min hår. Jeg tog hendes hånd og flettede mine fingre ind mellem hendes.
"Skal vi gå?" Spurgte jeg og kiggede på Milenas fortryllende ansigt. Hun nikkede og vi gik ud mod gaden da Jayson kom løbende. Han stoppede da han så os, piftede, og forsvandt. Milena fnisede af ham. Vi forsatte ned af gaden uden rigtigt snakke.
"Hvor er vi edenlig på vej hen?" Spurgte Milena. Jeg kiggede ned på hende og løftede det en øjenbryn.
"Det er en overraskelse." Svarede jeg, hvilket fik et charmende smil til at plante sig på hendes læber. Vi gik ned gennem gaden der var fyldt af mennesker. Jeg trak hende med ind på en halv fyldt resturant. Vi satte os ved et to mandsbord over for hinanden. En tjener kom hen med to menu'er til os og gik over til et andet bord for at tage imod bestillinger.
"Og det første jeg slår hen på er børne menu'en." Mumlede jeg højt. Milena grinede lavt af mig
"Hvad? Det er det der er billigst..." Sagde jeg og rakte umodent tunge af hende. Hun rakte tunge igen og vi begge grinte. Min egen latter forstumte lidt og jeg hørte hendes klokke latter. En varm følse gik gennem mig. Hun stoppede med at grine og kiggede undrende på mig. Jeg sendte hende et selvsikkert smil men det var langt mere end hvad jeg følte mig. Jeg var vildt nervøs. Hvad hvis hun gik med til det her for ikke at gør mig ked af det eller sådan noget? Nej! Sådan var hun ikke! Jeg slo blikket ned i menu'en og gennem gik retterne. Hmm. spaghetti med kødsovs var altid en vinder. Jeg lukkede menuen og liggede den på bordet. Milenas øjne kørte gennem retterne og undersøgte hvad hun helst ville have. Hun klappede menuen i og lag den på bordet oven på min.
"Hvad skal du have?" Spurgte jeg. Hun lyste op i et lille skævt smil. Hun tog menuen og smilede som et lille barn. Hun kiggede den hurtigt igennem og vendte den så mod mig mens hun pegede på en af retterne. Wait... Det var det samme jeg skulle have. Jeg brød ud i grin mens hun kiggede mærkeligt på mig som om jeg havde fået noget jeg ikke kunne tåle.
"Jeg skal have det samme!" Sagde jeg mens jeg grinede. Først så hun forvirret ud men så begyndte hun selv at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...