To af En

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Milena er flyttet til en ny skole igen efter hun blev smidt ud af den gamle. Her går hun på den ældre årgang og hendes krafter udfodres for hun er ikke helt normal og det er skolen heller ikke. Hun er en avater. hun har alle elemnterne og kan kontroller dem som hun vil. Alle andre har kun et element. Men ikke Milena og heller ikke Alexander. Milena har aldrig mødt en som hende og det har Alexander heller ikke.. Hvordan mon det udvikler sig?

6Likes
9Kommentarer
714Visninger
AA

5. Pjækkeri og pjækkeri

Alexander

Jeg havde lige forladt hospitalet og gik direkte mod min lejlighed indtil det begyndte at klø voldsomt i mine hænder. Jeg standsede op og kiggede mig omkring. Jeg vidste bare ikke efter hvad. Jeg vendte om og gik ned til trænnigs banen. Jeg lag mig i græsset og bredte armne ud og lukkede øjne. Jeg kunne føle jorden under mig og jeg kunne mærke den dejlige kølige luft om mig og jeg kunne høre vandet og jeg kunne mærke livs ilden i træerne der om sluttede noget af trænnigs banen. Jeg lå og nød natueren i lang tid indtil mørket lag sig. Jeg satte mig op og kiggede rundt. Det var lang tid siden jeg bare havet lagt mig på græsset uden bekymringer eller stres. Det var rart. Så så jeg hende foran mig og min mave snørrede sig sammen og tårende pressede sig på. Det var min mor. Hun gik bort for et år siden sammen med min far. Hun var helt hvid og gennemsigtig i det. Hun rækte sin hånd frem og berøte blidt min kind så smilede hun til mig. Det var et beroligende og kærligt smil hun smilte. "Søde skat, jeg elsker dig så meget." Sagde hun og tårende trillede ned ad mine kinder. "Jeg elsker også dig mor."  Hviskede jeg grådkvalt. Og så forsvandt hun. Jeg rejste mig og halv løb tilbage til skolen og op i min lejlighed. Jeg fik låst døren op med lidt besvær fordi mine hænder rystede så voldsomt. Jeg lukkede døren og tændte lyset i stuen. Jeg hev mine trøjer af og smed dem på gulvet og mine bukser røg samme vej og så lag jeg mig på sofaen efter at havet hentet min dyne.      ***

 Jeg vågede ved nogen stod og hamrede på døren. Jeg rejste mig sløvt og gik med tunge skridt hen og åbnede døren. Det var Jayson." Hvad?" Sagde jeg døsigt." Der nok nogen der træt var men beklager at sige det men vi skal være i skole om ti minuter." Sagde han muntert. "Jeg tager ikke i skole idag." Jeg gik tilbage til sofaen og Jayson fuldte efter mig." Hvad? Hvorfor ikke?" Spurgte han. Jeg valdte at lyve for jeg gad ikke sige det havde noget med min døde mor vidste sig i går og sagde hun elskede mig."Jeg har det ikke så godt. Jeg tror bare det skal soves væk." Løg jeg." Din fucking pjække røv. Nå men vi ses bare senere." Han rystede let på hovede, smilte og gik. Jeg lag mig uder dynen igen og faldt i søvn igen.

 

 

Milena

 

 

"Så det op." En eller anden ruskede let i min arm. En sygeplejske. Hun lag noget sammen folet på sengen." Er du vågen?" Spurgte hun. Jeg nikkede træt.

"Nårh det var godt. Men her er dit tøj, du er frisk nok til at gå men du må ikke tage i skole for du har måske fået hjernerystelse. Dine lære har fået besked så du kan ikke bare gå til time alligevel." Hun smilte og trak nogle patiener for ligsom til et prøverum i en foretning. Jeg gned mine søvnige øjne. Jeg åbnede den mærkelige hospital kitel jeg havede fået på og hev min egen sorte t-shrit over hovede og bag efter tog jeg mine tæt siddene jeans på. Jeg svang forsigtigt benene over senge kanten og sad lidt og kiggede. Det var lidt over et døgen siden jeg sidst havede gået så jeg håbede jeg ikke ville falde eller snuble på vej tilbage til min leglighed. Jeg gled stille ned af sengen og trådte ned i mine sneakers der stod på gulvet. Jeg trak patienerne fra og gik mod udgangen for at komme væk. Jeg kunne bare ikke fordrave hospitaler eller sygehus eller hvad man ville kalde dem. Jeg gik hen mod min leglighed da nogen lag sin arm om livet på mig. Jeg kiggede op og så det var Jayson. "Hej Jayson." Han kiggede ned på mig og smilede sødt til mig. "Hej. Hvor har du været?"  "Hospitelet." Mumler jeg. "Nederen. Når men hvad time skal du have?" Spurgte han mig. "Jeg må ikke have timer endu. De tror jeg har hjernerystelse." Sagde jeg og trak på skuldrene. "Fantastisk. Så nu går du op og for sparket den pjække røv til Alexander i røven og siger han godt kan tage sig sammen." Han smilede stort og jeg kunne ikke selv lade hver med at smile."Okay jeg har en grund til jeg kan gøre det og der er jeg ander ikke hvor han bor." Sagde jeg. "Det kan du hurtigt få at vide, Lejlighed nr. 285 2 etage. Men mig ved du det ikke fra mig." "Bor han på samme etage som mig?" Spurgte jeg skeptisk." Hvor bor du da?" Spurgte han." Leglighed nr. 283, 2 etage." Svarede jeg. "Ja han bor på samme etage som dig. Når men lov mig lige at gøre det jeg bliver nødtil at smutte." Sagde han og begyndte at gå. "Jeg lover." Halv råbte jeg så han kunne høre mig. Jeg gik op til min leglighed og låste døren op og gik ind på mit værelse hen mod klædeskabet så jeg kunne få skiftet tøj og smidt det andet til vask. Jeg tog mit tøj af og tog det andet på så gik jeg ud af lejligheden og låste efter mig. Jeg gik længer ned ad gangen og stadsede ved nr. 285. Jeg bankede forsigigt på. Døren blev åbnet af en meget træt Alexander. Han gned sine øjne og kiggede på mig i nogle minuter. "Er du vågen eller går du i søvne?" Spurgte jeg. Han rystede let på hovede. "Vågen tror jeg." Svarede Alexander."Kom ind." Han gik selv ind og jeg fuldte bare efter ham. Hans leglighed var lige så stor som min og vores legligheder var pænt store. Han gik ind i sin stue og smed sig på sofaen men gjore plads til mig og jeg satte mig. "Hvorfra vidste du jeg boede her?" Spurgte han. "Fordi jeg stalker dig." Sagde jeg og grinte. "Jayson." Mumlede han og lukkede øjne. "Hvorfor er du ikke i skole?" Spurgte jeg og kørte blidt mine negle op og ned af hans arm. "Jeg gider bare ikke idag. Hvad med dig? Hvad er din undskyldning" spurgte han stadig med lukket øjne. "Jeg må ikke, fordi jeg har måske fået hjernerystelse." Svarede jeg." Og jeg kan ikke bare snige mig af sted til time for så smider lærene mig ud." Han grinede let og smilede. "Skal du noget i aften?" Spurgte han og åbnede øjne. Jeg rystede på hovede. "Nææ." "Vil du så ikke ud og spise med mig?" Spørger han. "Jo men.." "Ikke noget men." Sagde han og lægger en finger på mine læber. "Du skulle jo forstille at være syg." Sagde jeg under hans finger. "Hvad? Jeg skal forstille ikke at have det så godt så jeg bliver hjemme og sover det ud." sagde han og trak på skuldrene. Jeg grinede let. "Okay så, jeg vil gerne spise middag med dig i aften." Sagde jeg. "Okay. Jeg henter dig ved en ni-tiden, er det okay?" Spurgte han. Jeg nikker og smiler. "Hvor bor du endenlig?"  " 2etage  nummer 283." Sagde jeg. "Mener du det?" Spurgte han vantro og jeg nikkede. "Men okay.. I will be there." Sagde han og kørte sin hånd gennem mit hår.

 

Alexander

Min hånd kørte vidre fra hendes hår og ned til hendes håndled. Jeg tog fat rundt om det og hev hende blidt ned ved siden af mig. Jeg lag mig om på siden, trak hende helt ind til mig og lag armne om hende. Hun flettede sine fingre ind i mine. 

***

Vi var faldet i søvn på sofaen sammen og jeg vågnede ved at hun ruskede let i mig. Hun lå stadig ved siden af mig bare med front mod mig. Jeg smilede træt og lag min pande mod hendes. Jeg havde ikke tænkt mig at kysse hende. Ikke endu. "Hej." Sagde hun. "Hey." Sagde jeg og strakte mig. "Hvad er klokken?" Spurgte Milena og gned sine øjne. Jeg rakte over hende for at få fat i min mobil men det førte kun til at jeg fik lænt mig for meget og vi begge væltede ned på gulvet. Jeg nåede hurtigt at tage fra før jeg landte på Melina. Under mig lå hun og grinte af min klodsehed. "Skal du grine ad mig?" Spurgte jeg fornærmet. Hun bed sig let i underlæben og nikkede forsigtigt. "Du så ond mod mig." Sagde jeg, drejde hovde væk og snøftede endu mere fornærmet selvfølgelig kun for sjov. Hendes blide fingre kørte forsigtigt fra mit kinben og ned til min kind. "Er du sur?" Spurget hun lavt. "Nej." Sagde jeg og grinte lidt. Jeg rejste mig fra hende og trak også hende med op. Jeg tog min mobil og kiggede hvad klokken var. "Klokken er syv." Sagde jeg. "Oh my gard! Oh my gard! Oh my gard! Jeg har ikke engang kigget på noget tøj!" Sagde hun skingeret. Mine øjenbryn fløj op i panden på mig mens jeg stirrede vantro på hende. "Det der mener du ikke seriøst vel?" Spurgte jeg chokket. Hun grinte og rystede på hovde. "Nej! Og sådan vil jeg aldrig blive." Sagde hun. Gudskelov. Et kæmpe smil platede sig på hendes rosa favede læber. "Du ligner et barn der venter på at få en is af sine forældre der lige er kommet hjem." Sagde jeg og kag mig på sofaen igen. Hun stod lidt og kiggede fraværende ud i luften før hun igen vendte sig mod mig. Hun smilede igen stort. Lidt uhyggeligt. Hvad havde hun haft i tankerne? "Milena? Du skræmmer mig lidt nu.. Hvad tænkte du på?" Spurgte jeg. Lige da min mund stod stille blæste jeg ned af sofaen. Jeg landede på gulvet, igen. "Vi ses!"Sagde hun hurtigt. "Snyder!" Råbte jeg da døren blev åbnet og lukket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...