you saved me from hell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Riana var en glad, åben og utrolig smuk pige på 8 år da hendes forældre døde i en bilulykke og ændrede den stakkels piges skæbne.

Hun blev anbragt hos en adoptivfamilie og lærte efterhånden efter 2 år at affinde sig med at have dem i stedet for hendes biologiske forældre, men da adoptivmoderen døde blev hendes liv med adoptivfaren forandret totalt.

Nu bliver Riana misbrugt og voldtaget af sin såkaldte "adoptivfar", og er blevet det i snart 7 år, siden hendes adoptivmor døde, eller rettere blev dræbt af sin fulde og berusede mand Nick.

Det eneste sted Riana kan slippe fra Nicks tortur, er i et hemmeligt sted hendes biologiske mor fandt sammen med hendes 5 veninder, som hun så viste Riana en dag.

Bliver Riana ved med at finde sig i adoptivfaderens tortur eller vil hun forsøge at komme væk.

Hvad sker der når den nu 17 årige Riana kommer til det hemmelige sted og finder ud af at hun ikke er alene.

Læs og skriv gerne hvad i synes om den eller hvis i har en ide.

4Likes
11Kommentarer
568Visninger
AA

5. Tag med mig

 

    Rianas synsvinkel

  "Jeg gør dig ikke noget det lover jeg"

 En dreng lidt ældre end mig med brunt hår og varme, brune øjne stod og kiggede på mig, han havde brede skuldre og så rimeligt stærk ud, han ville uden tvivl kunne gøre, hvad han ville ved mig, men af en eller anden grund så han ud til at bekymre sig om mig, jeg kunne se bekymring, omsorg, venlighed men samtidig også sorg, jeg tænkte på hvorfor men også kun et kort sekund da han pludselig tog fat i mine skuldre og hev mig op at stå, jeg fik et chok og trådte automatisk et skridt eller to tilbage hvilket resulterede i at jeg ramte klippevæggen.

 "Jeg skal nok lade være med at gå tættere på, men hvad er dit navn hvis jeg må vide det" sagde drengen og så nysgerrigt på mig.

 " Riana, men hvordan kender du til det her sted" svarede jeg ham da jeg endte med at stole på at han holdte hvad han lovede om afstanden mellem os.

 " Min mor og hendes fem veninder fandt stedet og hun viste mig det da jeg var barn det har været mit fristed fra mit normale liv min mor og de fire andre holdt kontakten og deres drenge og mig er altid sammen, men den sidste mistede de kontakten til da hun pludselig var flyttet væk og der var tomt de købte huset hvor mig og min mor bor i lidt tid for at slappe af indtil mine venner kommer" svarede han tilbage.

 " nåårh, hvad hedder du overhovedet?" jeg ved ikke hvorfor men jeg kunne godt lide at snakke med ham indtil videre da han ikke prøvede på at overskride mine grænser, men i stedet satte sig længere væk på bænken hvor jeg sad i den anden ende. Han så lidt overasket ud men endte med at grine lidt, mens det var min tur til at se forvirret ud.

 " Jeg troede alle vidste hvem jeg var, men hvis du ikke allerede vidste det er mit navn Liam Payne" fik han sagte inden van begyndte at smågrine igen, jeg derimod var endnu mere forvirret end før, var han kriminel og på flugt eller hvad siden alle burde vide hvad han hed.

" Har du aldrig hørt om One Direction siden du ser så forvirret ud" spurgte han mig om.

" Nej, jeg får aldrig lov til at se fjernsyn , læse blade og aviser, spille computer, eller have en telefon så længe Nick bestemmer" svarede jeg så ærligt jeg turde, mens jeg kunne mærke myrekrybene over hele min krop ved tanken om ham.

" fryser du, skal jeg følge dig hjem?" spurgte ham om da han sikkert havde set mine myrekryb.

" Lidt, men jeg har ikke noget hjem" nåede jeg lige at sige inden jeg faldt grædende sammen og endte med at fortælle om mine forældres død og mine adoptivforældre og om hvordan min adoptivfar var ved mig, og at jeg ikke havde et sted at bo da jeg var løbet væk. Han stivnede da han fik at vide at min adoptivfar var en morder der sikkert ville lede efter mig, og jeg blev bange for om han ville blive skræmt væk pga. det ,men det gjorde ham slet ikke.

" tag med mig vi har masser af ledige værelser du kan sove i og du har brug for hvile, varme, mad og måske også et bad" var bare det han sagde.

" Det kan jeg ikke jeg har penge og tar ind på et hotel eller noget" skyndte jeg mig at sige da jeg ikke ville blive til besvær. Jeg rejste mig, men da mit sår stadig havde blødt og jeg absolut ikke havde bedre af at side og snakke i tyndt tøj i -19 grader, så endte jeg med at lige nå at se Liam hoppe op og gå hen mod mig inden at alt jeg kunne se var sort.

 

Liams synsvinkel

" Det kan jeg ikke jeg har penge og tar ind på et hotel eller noget" sagde hun hvorefter hun rejste sig op, men begyndte at lige en der kunne vælte når som helst hvilket fik mig til at hoppe op og skynde mig hen til hende, hvilken var i sidste sekund da hun besvimede lige i armene af mig.

Der så jeg noget der gjorde mig så vred, et dybt stiksår der blødte endnu, og jeg må indrømme at Nick kunne slå og sparke hende men at skære så dybt i hendes side han kunne skade hendes organer eller have dræbt hende og det sår skulle i hvert fald forbindes og renses hurtigst muligt.

Jeg løftede hende op som om hun var en brud hvorefter jeg skyndte mig hjem med hende så hurtigt jeg kunne.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...