*PAUSE* When i was your man. ∞ - 1D/JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 17 aug. 2013
  • Status: Igang
Paige Forrest, 19 år, og studerende. Bedre kendt som Justin Biebers bedårende kæreste.
Det søde par nærmer sig deres årsdag, og for at fejre det har de aftalt at tage en tur til Venedig. Men Justin begynder at aflyse flere og flere aftaler med Paige, til fordel for arbejdet og vennerne. Kan man så regne med ham? Så er der bare det at Paige er så godtroende og forelsket at lade ham gøre det ting han har lyst til, for han er jo trods alt kun 19 og lever drømmen.
Justin tager Paige med til et awardshow, hvor hun igen bliver ladt alene. Det skal fem specielle drenge dog hurtigt få lavet om på.
Hun får hurtigt opbygget et forhold til dem. Men hvad hvis Justin ikke er helt så vild med det? Har han overhovedet lov til at blande sig i det?

30Likes
27Kommentarer
1370Visninger
AA

6. Tell the world i'm here. ∞

 

Alle the world is waiting just for me
and things will never be the same again

- Ulrik Munther Tell the world i'm here

 

At stresse helt vildt over en lynlås. Skønt ikke? Not....

Selvom Justin havde sagt, at jeg skulle til at komme igang med at pakke, så havde jeg ikke rigtigt haft tid til det. Mig og Leigh havde nemlig ikke haft tid andet, end at fangirle over at jeg skulle til England, og så hendes nye fyr, du ved ham der den blonde, de havde åbenbart set hinanden igen.

Og så lige pludselig, var der ikke mere tid. For det så ikke skulle være slemt nok, at jeg kun havde en dag til at pakke, så synes min lynlås lige at den skulle falde af kufferten, så jeg ikke kunne lukke den. Vi skal være i lufthavnen om en time, så jeg har for helvede i cupcake jo travlt omfg.

Fortvivlet kaster jeg den lille lorte lynlås væk, og sukker dybt. Hvad fanden skal jeg nu gøre?

Fucking fucking fucker lorte skide pisse røv fucking, asdfghjk!!

Nu bliver jeg jo fucking nød til at pakke fucking om, i en fucking anden kuffert! urgh.

Det har jeg jo ikke fucking tid til, altså!

Og hvordan skal jeg nu også få den åbnet?

Tænk Paige, tænk. Hvordan ville tandfeen åbne en tand? Total dårlig sammenligning, men altså, jeg er ikke helt så kreativ når jeg er stresset. Og hvis du ikke har fattet det oven i dit tykke (sikkert ikke, men alligevel…) hoved, så er jeg altså meget stresset. Jeg skal for filan, nå et fly om to timer!

Omg, jeg skal nå et fly om to timer?!

Hurtig som freaking lynet, spurter jeg ud i køkkenet. Jeg ender henne ved køkken øen, hvor jeg hiver den første skuffe ud. Der lå kun mine gafler, skeer og knive. Den næste skuffe, er mindst lige så ubrugelig, der lå en blyant, en osteskære og en kødsaks – du ved dem man klipper en kylling op med. Hedder det ikke en kødsaks? Voldsomt smækker jeg skuffen i, og kigger videre i de andre skuffer.

Jeg tror helt seriøst, at jeg skal rydde op i mine skuffer, og skabe. Jeg fandt nogle virkelig mærkelige ting der.  Jeg fandt endda en BH i en af mine skuffer, hvor der egentlig kun skulle ligge papir og blyanter! Omfg, altså, hvordan er der kommet der op?

Jeg havde fundet alt muligt skrammel, men alligevel ikke noget som jeg kunne bruge til at åbne den skide kuffert. Undskyld mit sprog for resten.

Frustreret går jeg hen for at kigge skufferne igennem igen. Dog springer jeg den første skuffe over, jeg mener, kunne du lige se mig stå med en ske og prøve at få den der kuffert fra hinanden. Det ville se komisk ud, så skulle jeg vist også glemme det med at nå et fly, for det ville jeg da ikke kunne.

Derfor åbnede jeg nummer to skuffe, som jeg grundigt kiggede igennem. Jeg passede dog på, så jeg ikke skar mig på de mange knive der lå dernede.

Øjeblikket efter strømmede en forfærdelig smerte igennem mit håndled. Forskrækket tog jeg hånden til mig, og holdt stramt om der, hvor der nu var en lille åbning som mit dyrebare blod lige så stille piblede ud fra. Ømt stod jeg og pustede og viftede ned imod mit sår, som om det ville kunne lette smerten.

Karma is really a bitch, as they say.

Irriteret skulede jeg ned imod min gerningsmand, som så viste sig at være den forpulede kødsaks. Du kender sikkert godt, den der lille sikkerheds lås, som sidder for enden af den dersens saks. Ja. Den var så røget af, eller nærmere knækket af. Jeg havde ikke brugt den i hundrede år, så den var vel blevet for rusten, til at kunne klare lidt skramlen rundt.

Hvorfor jeg overhovedet havde sådan en, ja det må du ikke spørge mig om. Jeg kan ikke engang lide kylling, eller jo, men det er ikke min yndlings. Men jeg kan da slet heller ikke skære den! Altså kun hvis den er skåret ud i bryst fileter, men ellers ikke…

HEY! Er det ikke noget med at de dersens sakse, kan klippe igennem  en kyllings knogle?
Hvis den kan det, så må den sgu da også kunne klippe igennem en kufferts lynlåshul? Hul…*gustent blik*

Ok, jeg skal nok lade være med at tænke sådan, for det er bare gustent..

Forsigtigt tager jeg saksen, just incase at jeg nu skulle skære mig igen. Og smutter ind til den dumme kuffert igen. Nu skulle lortet fandme bare åbnes.

Watch out, here comes tha’ kuffert breaker!

Taxaen, var uendeligt langsom. Men jeg kom hen til lufthavnen I tide, med en glad Justin til at tage imod mig.

Vi havde tjekket ind, hvilket normalt ville have taget hundrede år. Men eftersom Justin er kendt, kom vi hurtigere frem. Det var nok delvist fordi vi skulle flyve med privatfly. Alligevel forstår jeg ikke hvorfor kendte mennesker får særbehandling, jeg mener det er skønt og sådan noget, men der er jo mange ’almindelige’ mennesker, som har lige så travlt, og lige så gerne vil af sted på ferie som os?

Wow, selv jeg er begyndt at kategorisere, ’vi’ hedder jo ikke ’os’, som i kendte mennesker. Men det er vel fordi at jeg er kendt, og det er de jo ikke alle der er, så det er vel ’os’ og de er dem. Urgh, det er jo mega forvirrende!

Men vi sad i hvert fald i flyveren, klar til at lette. Klar til 10 timers flyve tur.

Jeg sad helt tæt ind til Justin, med hans arme omkring mig. Jeg lænede stille mit hoved op af hans bryst, og kunne høre hans hjerte pumpe hans blod rundt, med faste slag, en svag dunken man sagtens kunne falde i søvn til. Hvilket jeg også havde gjort mange gange før. Han nussede blidt mine overarme, og kyssede mig i håret.

"Klar babe." Mumler han ned i mit hår.

"Så klar som jeg nu kan blive.." Sukker jeg svagt, og skæver op imod Justin, der sidder med et svagt smil om læberne.

 

"Du ved jeg er her til at holde om dig, hvis du bliver bange,", "- Jeg bliver ikke bange." Afbryder jeg ham grinende. Han griner også svagt, jeg kan mærke hans bryst bevæge sig.

 

 

En svag mumlen, får mig til at slå øjnene op. Et par nøddebrune øjne, kigger ind i mine, og smiler let ned til mig. Jeg strækker mine arme, som havde støttet mit sovende hoved, imod armlænet på det brune læder flysæde.

 

"Skattemus, vi er her nu," Han hjalp mig, og min rædbrækkede krop, op og ud af flyet, som stod midt på en landingsbane, der var heldigvis en bus som kunne køre os hen til selve lufthavnen.

 

Lyset, som kom os i møde, da vi trådte ud af flyveren og ned på landingsbanen, skar i øjnene, man skulle lige stå lidt før ens øjne vendte sig til lyset.

 

Justin hjalp mig ned af trappen, fra flyet og ned. Før han gik hen for at snakke med ham, der ordnede vores bagage. Skulle jeg så bare stå og kuggelure? Nej, jeg begyndte at gå hen i mod bussen. Stadig ikke helt vågen, gik jeg hen imod der, hvor der skulle have været en dør ind i bussen.

 

Istedet, startede en dunkende smerte i min næse og et jag af smerte gik igennem mit kranium. Hvad fanden. Jeg tog hånden op for at gnubbe min næse, og min pande. Fuck hvor gjorde det ondt.

 

"Miss Forrest, oh gud, er De okay?" Nøj hvor jeg elsker deres accent, den er dejlig. Den britiske buschauffør, som var kommet mig til undsætning, blev hurtigt erstattet af Justins hænder omkring mine skuldre. De var godt nok kolde, er der meget koldt i britterland?

”Babe, er du ok, hvad skete der?” Han prøver at få øjenkontakt med mig, men mine øjne ruller rundt i mine øjenhuler.

Jeg tager mig meget sammen, inden jeg igen kan fokusere på hans smukke ansigt. ”Døren, den sad ikke der hvor den skulle. Øv” Jeg surmuler, inden et surt opstød rammer min hals, og jeg kan mærke min mave der trækker sig sammen. Dog bliver alt inden bors.

Justin smiler, og griner lavt, hvilket buschaufføren også gør. ”Skattemus, vi er i England. Dørene sidder på den anden side, så det vil sige, at du skal rundt om bussen, før du kan gå ind,” Forklare han med et smil på læben, og begynder at føre mig rundt omkring bussen.

 

Er det bare mig, eller er jeg lidt dum. Selvfølgelig er briterne så dumme, at de placere døren i den forkerte side.

 

”Er dit hoved ok skat?” En canadisk accent fylder mine øre. Øv, jeg kunne godt lide den britiske. Men jeg drejer da hovedet for at se hvad han ville. Der går lidt tid, før han spørger igen, og jeg lige halt opfanger hvad han sagde. Som svar nikker jeg blot.

 

”Jeg tror nu at vi skal have dig til skadestuen, vi kan ikke have at du render rundt med en hjernerystelse, vel?” Griner han. Uh ja meget morsomt.

En svag rumlen lød, før et ryk i bussen, indikerede at bussen startede på sin køretur hen til lufthavnen.

Jeg sad selvfølgelig ned på et sæde, ved siden af Justin, som holdt en kold ting viklet ind i et viskestykke, imod min pande. Hvor han havde fået det fra, er jeg virkelig overhovedet ikke sikker på, men det hjalp da lidt på den dunkende smerte i hovedet.

 

Lufthaven, var stor, ikke ligesom den vi fløj fra, men den var større end de fleste europæiske lufthavne, men den største jeg havde været i var nok den i Paris, er du shit den var stor. Og ja, man kan sige at jeg har været en del steder, jeg har været med Justin på tour et par gange.

 

Vi blev sat af, lige foran en dør hvor der var et grønt skilt ’Privat’. Mon døre til bygninger så også åbner omvendt? En mand i en gul vest, hev et stort nøgle bundt frem. Hurtigere end forventet fandt han den rigtige nøgle.

Døren blev åbnet og et lille rum, med et bord og nogle skærme, kom til syne foran os. Det førte manden dog, os hurtigt videre fra, og ud i et kæmpe langt rum. Selve lufthavnen.

 

Kender du det, når man lige er nået frem, til det sted, som du har glædet dig som en sindssyg til at komme hen til. Men du så har skide ondt i hovedet, og indser at du skal igennem sikkerhedstjek og hente bagage. Så falder ens glæde lige med hundrede meter, lige ned. Wroooom, boom. Så kan selv baby pingviner ikke rede ens humør. Ok måske.

 

Justins arm, nor sig ind i min, og blidt hiver han mig med, efter ham der manden. Vi går ikke ret langt, før han stopper op og fumler med sine nøgler igen. Han trykker på en knap, og den lille golfbil agtige ting, der stod foran os, blinkede, med sine små lygter. Hvilket indikerede til at bilen kunne komme i gang. Egentligt var det lidt sjovt at han låste den op, ude fra, når vi bare kunne sætte os ind, og så, tænde den. Mennesker nu til dags, er vi virkelig så dovne. Så vil jeg personligt, hellere være en enhjørning!

 

Til mit held, kørte vi direkte ud til en taxa. Men nøj hvor var det underligt at køre i England. Jeg havde siddet hele vejen, og holdt stramt fast i Justins hånd. Jeg kunne ikke holde fast i sædet, uanset hvor meget jeg nu havde lyst, for så skulle jeg give slip på den ispose, jeg havde imod hovedet, og uden den gjorde det altså smadder ondt, i hovedet.

Jeg havde haft så travl med at sidde og holde fast i alting, at jeg næsten ikke lagde mærke til Londons gader, der strøj forbi, på den anden side af vinduet. Jeg nåede dog at se, at vi kørte forbi London Eye. Den tingest var jo giga enorm!

 

Hotellet, som vi skulle bo på, var også ekstremt luksuriøst.  Også selvom jeg tit var ude og rejse med Justin, og sov på skønne hoteller, så vender man sig altså ikke bare lige til, at få hvad man peger på. Det er skønt, men også lidt mærkeligt. Du skulle bare lige forestille dig, at have en sværm af fotografer efter dig, på en almindelig shoppetur. Man bliver sådan lidt bange, for om man køber for meget, om man bliver udstillet som en diva, eller noget helt tredje.

 

I midten af den kæmpe lobby, stod der et smukt springvand, formet som , ja, et normalt springvand, med to små nøgne engle på toppen, så står de der, og hælder vand ud fra nogle krukker.

Rundt omkring, på det hvide marmorgulv, stod der små stole og borde. Henne i den venstre side, fra når man kommer ind, var det vel det man kan kalde en computer cafe. Imens henne i højre side, var placeret en kæmpe lang reception. Bagerst i den store lobby, ved siden af elevatorerne, og bag alle de smukke planter og granit figurer, kunne man lige ane restauranten.

 

På alle hoteller har de en doven receptionist, tricket, er at undgå dem. Justin kender ikke det trick, åbenbart. Han vadede hen til den nærmeste skranke. Gæt hvem han valgte; selvfølgelig, den dovne. Man kunne se det på afstand. Hun stod og gumlede på sit, giftigt pinke tyggegummi, hvorefter hun også lige skulle sno det rundt om sin finger, ad.

Hun så ikke ud som om hun kendte Justin, ellers var hun bare ikke fan, hun så i hvert fald ikke så påvirket ud. Men det tog alligevel en krig at få hende til at slippe det tyggegummi, så hun kunne bruge begge hænder til at taste de forskellige informationer ind på den skide computer.

 

Hvor vores kufferter skulle komme fra er jeg ikke helt sikker på, men de var oppe på værelset, da vi kom der op.

 

 

Mit hoved havde kun fået det værre hen ad aftnen, så Justin havde tilkaldt en læge. Lille mig, som hader læger, havde så fået at vide, at jeg havde en minimal hjernerystelse, og at jeg skulle forholde mig i ro, i to dage. Mig i røven altså…

Justin den bavian røv, havde blot leet og sagt, at det var et held at vi havde to dage før showet. Altså! Jeg skulle jo både have fundet en ordentlig kjole og set, bare noget af London. Det kan jeg jo så ikke nå, vel Justin.

Om så den lille unge vil blive hjemme med mig, og tage sig af mig. Fandme nej, han har jo selvfølgelig en masse interviews og sådan nogle ting. General prøver, tøj indkøb, signings, you name it!

 

I det mindste kunne jeg falde i søvn i hans arme. Det tæller da, gør det ikke?

 

 

 

Storbyer, høje bygninger, trafik, og en tæt dyne af mennesker. De fleste ville måske, blive træt af den, stressede atmosfære. Men for mig, var det et fristed. Jeg nød, at gå rundt mellem alle menneskerne, og måske nyde en smoothie, uden, at der er en forside dagen efter.

Det var også derfor, at jeg havde planlagt, så meget for denne uge, her i London. Jeg skulle gå gennem gaderne, når SoHo vågnede, smage alt den kinesiske mad, fra Chinatown, gå på opdagelse på Camden marked, og tage en ordentlig shopping tur, på Oxfordstreet. Og finde den perfekte kjole, til i aften.

Så derfor, kan du godt se, at jeg er voldsomt bagud, for min tidsplan. Takket være mit store hoved.

Til gengæld, har jeg været strandet på et hotel værelset, for andet døgn i træk…

 

Jeg havde da haft det sjovt, der er mange måder, at få et godt grin, på et hotel. Hele dagen i går, brugte jeg på, at bestille næsten alt hvad de havde på deres menukort. Og vi bor altså på den øverste etage. Selvfølgelig havde de også en elevator, men jeg har skam set mester bean. Min mini hjernerystelse komplicerede dog tingene lidt, da jeg ikke bare sådan kan rende op og ned af trapperne. Heldigvis kunne min stakkels hjerne, godt komme op med en nødplan.

Jeg fik elevatoren op til vores etage, for så at gå ind i den, og trykke på alle knapper, så det ville tage den hunrede år, at komme ned til manden i receptionen. Ahaha. Og som om det ikke er sjovt nok, så ringede jeg ned til receptionen, og klagede over, at min roomservice var for langsom, så ham manden måtte tage trapperne!

 

Ellers havde min dag gået med, at ligge på sofaen, og æde, pive, og kigge op i loftet.

Uh, nej, jeg lavede også noget andet! Jeg havde bestilt en yoghurt, som jeg ved et uheld – jeg sværger, havde spildt ned på det fine gulv. På det tidspunkt, var jeg begyndt, at kede mig heeelt vildt, så jeg greb muligheden. Guess what? Jeg vendte bunden i vejret på yougurten. Du skulle seriøst have set mandens ansigts udtryk, jeg måttet virkelig kæmpe, med at holde mine grin inden.

 

I dag, er overhovedet ikke lige så sjov. Den læge, som Justin har fået til, at kigge på mit hoved, kunne jo selvfølgelig først, komme klokken 12.00. Så de timer, jeg havde til, at købe en kjole og gøre mig klar, var dermed blevet halveret. Jeg har, dermed kun 4 timer.

 

 

 

”Jo, som jeg ser det, har dit hoved det fint,” Lægen lænede sig tilbage i stolen, og kiggede skiftevis på Justin og mig. ”Men du skal passe på hvad du udsætter det for” Der var et specielt glimt i hans øje, da han tilføjede det sidste. Om det så er fordi, han er pædofil, og tænker på vores sexliv, eller om det bare var lyset der spejlede sig i hans øjne, tror jeg ikke, at jeg har lyst til, at vide. Dog nikkede, både Justin og jeg, hvorefter, Justin fulgte ham ud.

Jeg derimod, skyndte mig ind på soveværelset, efter min pung. Jeg havde ringet efter Anne, en af mine venner, som boede her i London, eller faktisk, min eneste ven, som boede her i London. Hun skulle hjælpe mig, med, at vælge det perfekte sæt tøj. Hun skulle gerne komme snart.

 

Da jeg var på vej ud i gangen igen, efter mine sko, havde Justin og jeg nær slået hovederne sammen. Vi stoppede begge op, og kiggede på hinanden. Mit blik, fløj ned på hans læber, der som altid, så så forfærdelig bløde ud. Hans ene hånd, greb fat i min talje, trak mig tættere ind til sig, som hans anden hånd, fandt frem til min kind, og strøg en løssluppen hårtot, om bag mit øre. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, men lukkede dem så, da Justin stille og roligt lænede sig frem imod mig. Mit hjerte, satte en ny fart på sine slag, jeg blev bange for, at det ville banke ud af brystet på mig. Han kom tættere på mig, så jeg kunne smage, hans søde ånde, og mit hjerte sprang et slag over.

 

Det hele, gik uendelig langsomt, men da han skulle til, at lukke det sidste mellemrum, mellem os, bankede det på døren, og vi fór fra hinanden. Vi kiggede begge hen på døren, hvorefter jeg gik hen for, at åbne den.
På den anden side, stod en høj blondine, med de smukkeste blå øjne – jeg havde altid ønsket mig blå øjne, ikke mine egne klamme grå grønne. Hmmf. Pigen på den anden side af døren, var Anne. Min kærlige weirdo britte.

 

”Halløj, er du klar til at shoppe løs,”

 

___________________________________________________________________________________

Kære mennesker!

Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!!!!  Det var virkelig ikke meningen, at der skulle gå så lang tid for et nyt kapitel!

Men jeg er lige startet i skole, og min sommerferie, har været så busy! Men jeg har lovet mig selv, at, denne her weekend, er skrive weekend – eller i hvert fald i dag…

Så håber jeg bare, at i synes, at dette kapitel er ok?

 

Love you guys, 34 favortiter, og 17 fans, holy shit! Xx

Frejaxx

"Så klar som jeg nu kan blive.." Sukker jeg svagt, og skæver op imod Justin, der sidder med et svagt smil om læberne.

"Du ved jeg er her til at holde om dig, hvis du bliver bange,", "- Jeg bliver ikke bange." Afbryder jeg ham grinende. Han griner også svagt, jeg kan mærke hans bryst bevæge sig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...