Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17047Visninger
AA

11. Kapitel 9

For mange andre forældre, så ville det være er sikkert tegn på at man arbejdede for meget, når ens egne børn blev overrasket over at se ikke bare en, men to biler i indkørslen. For mine forældre havde det aldrig været tilfældet. I samfundsfag havde vi ofte snakkede om familie typer, men der var aldrig rigtig nogen beskrivelse, der passede på det, der foregik i vores hjem. Hvordan to arbejdsnarkomaner, nogensinde kunne drømme om at få børn, var over min forstand.

Hoveddøren var ulåst, så jeg gik blot ind og smed mine ting fra mig. Kun jakken hang jeg reelt på plads. Resten fejede jeg blot til side af gammel vane. Huset var lige så lydløst som det plejede at være, og man skulle ikke tro, at der befandt sig to ekstra et eller andet sted her.

”Hej?” råbte jeg ud i huset, højt nok til at man kunne høre det oven på også. Bare for en sikkerheds skyld. Kort efter kom min mor halvt løbende ud af køkkenet, selvom jeg ikke forstod, hvordan hun kunne bevæge sig så hurtigt, når hendes tøj sad så tæt og hendes sko havde en lille hæl. Hun kiggede op på mig og smilede kort, men svarede ikke.

”Jeg er nødt til at smutte. De ringede fra kontoret. Din far er ved at ringe til en kunde. Prøv at være lidt stille.” Korte og konkrete sætninger virkede som det eneste hun var i stand til at formidle. Hun smed sin dyreste taske over skulderen, og forsvandt ud gennem hoveddøren i samme sekund. Et øjeblik havde jeg lyst til at råbe efter hende, at jeg havde haft en god dag. Dog var jeg fornuftig nok til, ikke at gøre det.

Jeg vidste Emily var hjemme. Emily var næsten altid hjemme. Selvom jeg vidste at det bare var fordi hun læste så meget hjemme og skrev sine opgaver, så virkede de korte dage og enkle forelæsninger, som noget der var lige til at overskue. Selvfølgelig passede det ikke helt, for ellers ville folk ikke knokle sådan for at komme igennem det. Kernen af det hele var, at jeg vidste hvor jeg kunne finde Emily og jeg vidste at hun ville være her i morgen også.

Med min far var det anerledes. De svingende arbejdstider stammede længere tilbage ned min hukommelse rakte. På trods af at mine forventninger var lave, så skuffede det mig alligevel, at jeg ikke havde nået at fange ham, inden han hilste på vedkommende i røret. Det kunne tage alt fra minutter til timer, når min far først kom i gang.

Jeg fulgte hans stemme ud i køkkenet, hvor min mor var kommet fra. En dametaske var smidt på spisebordet, så jeg gik ud fra, at hun blot lige havde været hjemme, for at hente en ny taske. Det gjorde hun nogen gange. Hun havde en forestilling om, at det var vigtigt at have en taske til enhver lejlighed, hvilket man også måtte sige at hun havde efterhånden.

Min far snakkede ivrigt med sin kunde. Det var tydeligt at det var vigtigt for ham at få lavet en aftale med vedkommende. Jeg hoppede op på køkkenbordet og lænede mig op af køleskabet. En skål med blandede nødder var inden for rækkevidde og jeg rakte ud, og satte denne i mit skød. Jeg burde gå op på mit værelse. Jeg burde gøre mig klar til at mødes med Aske her om et par timer, men det virkede langt vigtigere at betragte den mand, som jeg lignede så meget, men som end ikke ænsede min tilstedeværelse. Hvis jeg begyndte at gøre mig klar i god tid, så ville jeg ende med at fortryde at have sagt ja. Det var bedre at benægte, at det nogensinde skulle finde sted, og derved bevare fatningen lidt endnu.

Jeg lignede min far ufatteligt meget. Det gjorde vi alle tre. Det brune hår og de brune  øjne, havde vundet over min mors mere spinkle gener. Af os alle havde jeg dog altid følt, at jeg var den, som lignede dem mindst. Emily havde fået mors sans for at tale med andre mennesker. Dog brugte vores mor alt for meget energi på arbejdet, til nogensinde at lade sin gave komme til udtryk i hjemmet. Samtidig havde hun fået deres evne til at vide, præcis hvad hun ville opnå og hvordan hun fik det. Det samme med Keegan. Begge havde de fået alle de gode ting smidt i favnen af hvem end der bestemmer den slags.

Så var der mig. Jeg var god i skolen, men jeg vidste ikke hvad jeg ville. Jeg var ikke dygtig fordi jeg havde lyst til at være det. Jeg var dygtig fordi jeg havde presset mig selv, for at kunne leve op til den høje standard Emily havde sat for mig. Mest af alt så var jeg ikke Keegan og Emily. Jeg var Anthony. Ham der ikke vidste hvornår han skulle holde kæft og hvornår det var okay. Hvor mine søskende var overbærende, var jeg evigt irritabel. Når de tilgav bar jeg nag.

Allerede for mange år siden havde jeg anerkendt, at jeg ikke ville være i stand til at have et normalt forhold med mine forældre. Af samme årsag savnede jeg dem heller ikke, når de var væk, sådan som Keegan ofte havde gjort det, da han var yngre. Enten var jeg for krævende eller også var mine søskende simpelthen for venlige over for de to voksne i huset. Uanset hvad, så var tingene sådan som de var, og der var ikke noget jeg kunne gøre ved det. Jeg var ikke i stand til at holde min kæft.

Vi sad sådan et par minutter. Min far ved spisebordet travlt optaget med arbejdet. Jeg på køkkenbordet med nødder mellem tænderne. Det var det tætteste vi kom på kvalitets tid. Selvfølgelig gik der ikke lang tid før jeg begyndte at kede mig. Hvad en de snakkede om, så forstod jeg ikke halvdelen. Jeg forstod til gengæld udtrykket i min fars ansigt, da det gik op for ham, at jeg ikke havde tænkt mig at smutte. Det fik mig til at blive siddende i yderligere ti minutter, før jeg demonstrativt hoppede ned. Da jeg satte skålen tilbage på sin retmæssige plads, slog jeg den hårdere mod bordet end nødvendigt. Han kiggede ikke engang op.

”Det var rart at snakke med dig.” Jeg klappede ham på skulderen og gik ind i stuen, hvor Emily sad i sofaen og læste et eller andet om ejendomsret. I modsætning til andre i huset så lyste hun op, da hun så mig. Hun havde et af de der smil, som man ikke kunne lade være med at gengælde. Hun klappede på hynden ved siden af sin egen, lukkede bogen og placerede sig i skrædderstilling. Selv faldt jeg om i sofaen, og det føltes himmelsk endelig at komme til at sidde ordentligt efter at have været udsat for skolens træstole hele dagen.

”Hvad så?” spurgt jeg hende, da det eneste der kunne få hende til at lukke en bog så hurtigt, var hvis hun havde noget på hjertet.

”Jeg tror, at jeg har fundet en lejlighed,” smilede hun stort, men denne gang kunne jeg ikke gengælde det. Der var så meget glæde i hendes øjne, men mit hjerte sank.

”Du flytter?” spurgte jeg skeptisk, og lagde ikke skjul på min utilfredshed. Selvfølgelig var jeg klar over, at hun kiggede på steder at bo, men jeg havde hele tiden forventet at hun bare holdte øje med markedet, så hun var klar til at smutte om et år eller to. Tanken om at hun ville flytte allerede nu generede mig. Det var Emily der altid holdte Keegan og jeg i ørerne. Det var hende der sørgede for at vi kom ud af sengen. Det var hende der sørgede for at vi ikke var tvunget til at leve af junkfood. At flytte virkede absurd.

”Måske. Jeg ved det ikke helt endnu.” Jeg vidste at Emily aldrig ville lyve for mig. Ikke bevidst i hvert fald. Smilet på hendes læber fortalte dog, at hun hældte mest til ja.

”Du flytter,” sukkede jeg og fortalte hende dermed, hvad hun ikke selv kunne sige højt.

”Jeg flytter jo ikke langt væk,” prøvede hun at berolige mig, men det virkede ikke rigtigt. I stedet gjorde det bare det hele lidt værre. I princippet var Keegan og jeg gamle nok til at klare os selv, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde ikke lyst til at have ansvaret for min lillebror helt alene.

”Men du flytter.” Jeg kunne ikke lade være med at få det til at lyde bebrejdende.

”Tony. Lad være med at gøre det her værre end det reelt er. Du pisker en stemning op.” Hendes ansigt var mildt og beroligende, men hun lød nærmere som vores mor, frem for som sig selv. Jeg rystede på hovedet og rejste mig op. Det var sikkert også bedst hvis jeg kom i gang med at se præsentabel ud, frem for at ødelægge familie idyllen yderligere. Inden jeg nåede ret langt, lukkede hendes fingre sig omkring mit håndled.

”Det mente jeg ikke. Det ved du også godt,” undskyldte hun. Jeg kunne mærke hvordan hun kiggede på mig, men jeg vendte mig ikke om, eller lod mine øjne møde hendes. I stedet kiggede jeg ned i gulvet, som om der gemte sig et svar på alle mine problemer dernede.

”Jeg er nødt til at gå op i bad nu.” Løgn. Emneskift. Endda et dårligt et af slagsen, men jeg nægtede at snakke mere om det, for ellers ville jeg ikke være i stand til at kunne ryste det af mig foreløbigt.

”Nu?” For en gangs skyld, så var det ikke mig der sad forvirret med rynket pande. ”Har du planer?” spurgte hun hurtigt efterfølgende. Det havde altid forundret mig, hvor meget mit liv interesserede hende. For Emily spurgte ikke af høflighed. Hun spurgte, fordi hun rent faktisk ville høre svaret.

”Jeg skal i biografen.” Sandt. Alligevel følte jeg, at det måske havde været bedre at fyrre et eller andet pis af igen. Desværre var det for sent at ændre forklaring. Jeg lod vægten falde om på det andet ben, men kiggede endnu ikke på hende igen.

”William?” Normalt ville jeg synes det var underligt, at hun spurgte, da Emily af alle mennesker var klar over, hvor få venner jeg reelt havde. Lige netop i dag, så tog hun fejl. Jeg bed mig i kinden og trak vejret dybt inden jeg svarede.

”Aske.” Hun slap min hånd, men jeg lod den ikke falde. I stedet kørte jeg den igennem mit krøllede hår, som om jeg kunne trække dem ud blot ved hjælp af fingrene.

”Har du inviteret ham ud?!” udbrød hun begejstret, hvilket slog mig helt ud af kurs. Det var først der jeg kiggede op på hende. Der gik et par sekunder før jeg var i stand til at forme en sætning.

”Hvad? Nej? Han havde fribilletter, der snart udløb og spurgte om jeg ville med.” Jeg gjorde mit bedste for at forklare det så kort som muligt, da ordene knap nok hang sammen.  Emily sendte mig det samme luskede blik, som hun havde gjort det sidste gang vi snakkede om Aske. Det var ikke et blik jeg brød mig om, men det var primært fordi jeg ikke forstod det.

”Inviterede han dig ud?” Det virkede ikke til at hun fangede konceptet.

”Hold nu kæft. Der er ikke nogen der har inviteret nogen ud.” Hvis ikke det var fordi min far stadig sad og snakkede ude i køkkenet, så ville jeg nok nærmere have råbt af hende. I stedet blev det til en arrig hvisken.

”Inviterede han dig ud?” gentog hun som om, at det gjorde det hele meget lettere at forstå. Måden hvorpå hun lagde trykket på ’dig’ var næsten fornærmende. Som om at det mest mærkelige her var at nogen havde inviteret mig ud. Hvilket ingen havde. Men rent hypotetisk fandt hun det mest underligt at nogen var interesseret i mig. Hvis ikke det var fordi jeg kendte mig selv, så ville jeg nok have slået hende.

”Han inviterede mig ikke ud. Han inviterede mig bare,” vrissede jeg af hende, men det syntes at min arrigskab blot morrede hende.

”Lille Tony skal på date,” lo hun og var helt klart i sit rette element som pisse irriterende storesøster, der næsten fortjente at blive skubbet ned af sofaen.

”For det første, så er jeg højere end dig. For det andet er det ikke en date. For det tredje, så er Aske af hankøn, hvis det skulle være gået din højrøvede næse forbi.” Jeg var så tæt på at råbe, at jeg måtte tvinge mig selv, til at holde tonelejet nede på et fornuftigt plan. Det blik jeg sendte hende, ville have sendt enhver på flugt. Desværre var familie den eneste undtagelse for denne regel. Varmen steg mig til hovedet, og det morrede hende tydeligvis.

”Du rødmer,” pointerede hun ud mellem sin latter. Et sekund ønskede jeg at hun blev kvalt i den.

”Jeg er rasende, der er hvad jeg er!”

”Hvor er du sød,” lo hun fortsat. En blanding mellem et hvæs og et suk undslap mine læber i det øjeblik jeg vendte mig om for at storme dramatisk ud af lokalet. Hun kunne flytte til Indien på nuværende tidspunkt uden at det ville gøre mig noget. Da jeg nåede ud i gangen pløjede jeg næsten Keegan ned, men fortsatte hurtigt op af trappen, for at kunne gemme mig på mit værelse. Jeg hørte min lillebror spørge møgungen, hvad hun havde gjort, men jeg kunne ikke høre hendes svar.

Selv hvis Aske havde været en pige, så var han langt udenfor min liga. Aske havde venner, et socialt liv og brugte sikkert ikke sin fritid på at tænke sig selv halvt ihjel eller plage sig selv med ting der ikke var relevante. Aske var optimistisk og populær. Jeg var… Det modsatte. Selvom jeg var overbevist om, at Emily havde misforstået det hele, så begyndte en tanke alligevel at nage mig.

Måske var det ikke hende der havde misforstået noget. Måske var det mig, der havde misforstået noget. En tanke blev til flere, og før jeg vidste af det blev jeg i tvivl. Jeg var ikke bare i tvivl. Jeg tvivlede omkring det hele.

Imens jeg var i bad begyndte jeg at lege med tanken om, at Aske reelt var interesseret i mig på den måde. Hvad var sandsynligheden for, at hans imødekommende hilsner, var måder at få min opmærksomhed på? Komplimenter, der havde slået mig ud af kurs. Uventet kropskontakt, der ødelagde min tankegang. Så sent som i dag havde han taget pusten fra mig. Han ville ikke have andre end mig med i biografen. Jeg kunne stadig se hans ansigt for mig, som han sagde det. Mit ansigt brændte, men det var ikke på grund af det varme vand.

Jeg bandede lavt for mig selv, da det gik op for mig, at jeg reelt var kommet ud af badet. Jeg var virkelig gået i bad, taget en ren T-shirt på og sat mit hår. Jeg havde sat mit hår for at sidde i en mørk sal i et par timer. Ville jeg have gjort det samme, hvis jeg skulle have mødtes med William? Jeg kendte allerede svaret. Mine ben blev ikke bløde, når William rødmede. Mine tanker kredsede ikke omkring William døgnet rundt.

På en eller anden måde havde jeg flyttet mig. I stedet for at stå foran spejlet, så sad jeg i stedet på det kolde badeværelsesgulv med ryggen mod døren. Jeg ville ønske, at jeg var i stand til at tænke noget konstruktivt, men sandheden var, at der intet gik igennem mit hoved, så snart jeg havde opgivet at finde hoved og hale i det hele. Tanken om blot at aflyse vores aftale strejfede mig mere end én gang, men jeg nåede aldrig at sende beskeden, før jeg mistede modet.

Da jeg kom ud fra badeværelset var det med en sær utilpas følelse, hvilket fik mig til at overveje om jeg havde drukket nok vand i løbet af dagen. Uanset hvor meget jeg drak og ellers fyldte i hovedet under aftensmaden, så forsvandt tomheden i min mave ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...