Fuck - Tonys historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

79Likes
405Kommentarer
18651Visninger
AA

10. Kapitel 8

Jeg havde altid undret mig over idrætslæreres enorme behov for at være pædagogisk anlagt når det kom til at lave hold. Ikke fordi jeg selv var andet end blot lidt over middel, men en basketball kamp blev nu engang mere spændende, hvis man reelt mødte modstand på vej mod kurven. William jokede med, at det var fordi folk var bange for mig, at jeg havde så let ved at drible. Personligt fandt jeg det mere sandsynligt at det var mit konkurrencegen, der blusede op alt imens andre sukkede dybt over at skulle bevæge sig.

Fra tid til anden bjæffede mine holdkammerater om at de var frie, selvom det ikke passede. Jeg fortalte altid mig selv, at det var fordi jeg som tilskuer kunne se flere potentielle farer end de kunne i deres iver efter at modtage bolden. Særligt Peter troede, at han var guds gave til basketball. Det var ikke fordi han var direkte elendig, men han var irriterende højrystet og ikke specielt konstruktiv at høre på. Når vi tabte bolden, var han den første til at skælde ud og den sidste til at stoppe. Omvendt så jublede han højst, når vi fik point, eller modstanderne ramte jorden. Selv da Jonathan blev tacklet, jublede Peter højere end nogen anden. Dette på trods af at de to havde været venner længere end William og jeg. Hvis man kunne kalde dem venner altså. Oftest virkede Jonathan blot til at halse efter Peter, men det samme sagde man sikkert omkring os.

William var reservespiller og Aske var på modstanderens hold, hvilket betød, at der kun var få venlige sjæle på banen. I det mindste blev alle fejder ugyldiggjort, når det kom til sport. Det gjorde det lettere at være omkring Aske, selvom jeg var mere opmærksom på ham end på alle andre.

Hans skikkelse svævede hele tiden i periferien af mit udsyn, selvom jeg burde koncentrere mig om tårnet til Tobias, der hele tiden cirklede omkring vores kur, som en hund der ventede på at få mad. Jeg var ikke lav, men han var højere end mig og nok også højere end de fleste andre på skolen. Han var typen alle sagde til, at han burde spille basketball, bare fordi han havde højden til det frem for talentet. Alligevel var det ikke ham, jeg bekymrede mig for.

Fra tid til anden angreb Askes hold, men størstedelen af tiden blev angrebene afværget af et heldigt spring eller et skævt skud. Trods min modvilje overfor ham, så var det nok grundet Peter at vi førte. Primært fordi han var en af de få, der lavede noget på banen, men også fordi han var den eneste udover mig selv, der hellere ville slå sig frem for at tabe.

Det føltes som om, at Aske var overalt hvor jeg så hen, hvilket fik mig til at mistænke ham for at mandsopdække mig. Hellere ham end så  mange andre, var det eneste der gik gennem mit hoved, da jeg uden problemer lavede en af de finter, som vi havde lært for et par uger siden og afleverede hurtigt bolden. Ærlig talt så var det nok mere held end så meget andet.

Bolette fra min klasse, var normalt stor i munden, hvilket hun egentlig også var på nuværende tidspunkt, men stemningen blev bare en anden på banen. Mindre personlig og mere sportslig. Mindre flabet og mere passioneret. Jeg havde altid spillet godt sammen med hende, alene fordi hendes konkurrencegen var lige så stort som mit.

Hun driblede behændigt mod modstanderens kurv, men løb tør for skridt inden hun kom tæt nok på til at kunne skyde, grundet en kluntet opdækning fra modstanderens side. Vi havde øjenkontakt i et splitsekund, og jeg vidste hvad hun ville.

Boldens ru overflade hamrede mod mine håndflader, og jeg manøvrede igennem det tynde forsvarsværk dannet af parallelklassens rigmandsunger. Flammerne kom som et lyn fra klar himmel, da jeg var få meter fra kurven. Askes hår var fugtigt, men det var umuligt at vide om det var vand eller sved. Selvom han blot havde en simpel mørkeblå T-shirt på, så var hans ansigt nok til at gøre ethvert outfit fuldendt.

Tanken var flygtig, men ikke dets tro mindre var den tilstede. Jeg skubbede den af vejen og koncentrerede mig i stedet om bolden, der skiftevis hamrede mod gulvet for efter at lande i min hånd. Han prøvede tydeligvis at dække mig op, hvilket blot hældte olie på bålet og gjorde mig mere ihærdig efter at få bolden i kurven. De grønne græsmarker, der gemte sig i hans øjne, mødte mine i mindre end et sekund.

Jeg tog en hurtig beslutning og lagde alle mine kræfter i at hoppe mod kurven for i det mindste at have chancen for at den røg i. Bolden forlod kun lige min hånd, før alt blev kaotisk. Noget varmt og hårdt hamre mod min brystkasse, og jeg når ikke at se, hvorvidt bolden går i kurven eller ej. Dertil har jeg for travlt med at genetablere overblikket. Min brystkasse gjorde ondt efter sammenstødet, men det var værre for den skulder, som jeg havde taget fra med.

At dømme efter hvordan Aske lå halvt hen over mig, og så forvirret ud, tyder på at han sprang samtidig med jeg, for at gribe bolden. Halvdelen af hans krop lå hen over min, og varmen fra hans svedige torso blandede sig med min egen. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Han var for tæt på mig og min krop reagerede. Vi trak begge vejret tungt, men som det hele begyndte at flyde sammen, tvivlede jeg på, om det udelukkende var grundet den fysiske anstrengelse.

 Selvom det føltes som en evighed, så vidste jeg godt, at han, ligesom jeg, kun lige nåede at genvinde fatningen, inden han begyndte at flytte sig. Nogen hjalp os med at komme op fra gulvet og spurgte hastigt om vi var okay, hvilket vi begge svarede ja til, hvorefter kampen fortsatte.

Aske sendte mig et undskyldende blik, men kiggede derefter hurtigt væk. Bare ikke hurtigt nok. Jeg nåede at se, hvordan blodet strømmede frem i hans kinder, men i stedet for at grine lidt af det, så optog tanken mig. Resten af spillet holdte Aske sig væk fra mig. Selv var jeg ikke længere meget værd.  Når folk spurgte sagde jeg, at jeg blot havde slået skulderen i faldet, men i virkeligheden kredsede min bevidsthed omkring den uventede nærhed og de vinrøde kinder.

 

Da det var tid til at klæde om og gå i bad, så var det uden at registrerer min krops handlinger. Jeg smed tøjet og gik under bruseren af ren vane. Bevægelser inkorporeret i min hukommelse, var det eneste der muliggjorde, at jeg kom ud af det fugtige og lumre rum hurtigere end mange andre gjorde. Jeg undskylde overfor William, at den tunge luft ikke var til at færdes i. Det var den heller ikke, men det var ikke hele grunden. Den tætte tåge af damp, sved og deodoranter var sjældent behagelig at færdes i.

Da jeg satte mig på en af bænkene ude foran omklædningsrummet, var mit hår endnu fugtigt. At få det tørret ordentligt havde ikke været min første prioritet, men det gjorde ikke det helt store, når det ikke var direkte koldt udenfor.

Mit hjerte bankede hårdt i min brystkasse. Noget jeg var forfærdeligt bevidst om. Det var som om, at det aldrig var faldet til ro igen. Selvom det var mit hjerte der flippede ud, så var det som om at hver eneste slag var en bøn. Tag-dig-sammen. Tag-dig-sammen. Tag-dig-sammen. For en gangs skyld så gjorde jeg, som der blev sagt. Jeg lyttede til min krop og trak vejret dybt og langsomt, indtil alt igen begyndte at føles som hverdag.

Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det var William jeg ventede på, men konceptet nåede aldrig rigtig at fange min underbevidsthed. En del af mig ønskede at snakke med Aske omkring det der skete. Både i dag, men også generelt. Præcis hvad jeg havde tænkt mig at sige, anede jeg dog ikke.

Jeg kunne ikke sige sandheden. Det var simpelthen for pinligt til at sige højt og ikke mindst til ham. Det sidste jeg havde tænkt mig at fortælle ham var, hvordan hans smil ødelagde min tankerække og hans opmærksomhed gjorde mig helt ør i hovedet. Det var simpelthen ikke muligt at få ordene over mine læber i den rigtige rækkefølge til nogensinde at kunne fortælle ham, hvor meget magt han havde over mig. Det var til grin.

Som minutterne gik begyndte folk at komme ud fra omklædningsrummet. Tobias og Peter havde gang i en højlydt diskussion om, hvorvidt efterfølgeren til et eller andet spil overgik originalen eller ej. Jonathan befandt sig et par skridt bag dem, men det ændrede ikke på, at han havde travlt med at give Peter ret. Ingen af de tre drenge værdigede mig et blik, selvom vi havde kendt hinanden siden vi var børn. På nuværende tidspunkt generede det mig ikke engang.

Kort tid efter blev døren igen åbnet. William nåede knap nok at kigge efter mig, før vi fik øjenkontakt. Han sprang hurtigt over ved siden af mig, for ikke at stå i vejen i døren, men han satte sig ikke. I stedet kiggede han indtrængende på mig, med et par øjne, der spurgte om jeg var okay. Jeg nikkede blot, men da jeg ikke rejste mig, rynkede han panden, som for at give mig en chance for at ændre mit svar. Jeg ændrede det ikke.

Så længe folk stadig kom væltende ud på skift fra omklædningsrummet, så vidste jeg at han ikke ville træde for meget i det. Til gengæld skulle jeg nok komme til at høre for det senere hen. Situationer som denne havde det med at indhente mig før eller senere, selvom jeg oftest prøvede at løbe fra det. Det bedste ved William var at han accepterede det. Han accepterede at jeg ikke var tryg ved at fortælle ham mit egentlige formål under disse omstændigheder. At jeg ikke kunne snakke med ham om det, når der var chancer for at andre kunne høre det.

”Senere?” spurgte han med et hævet øjenbryn, og jeg vidste at det udelukkende var fordi, han ønskede at hænge mig op på det senere. Uanset hvor forstående William var, så var han også ufatteligt nysgerrig.

”Senere,” bekræftede jeg modvilligt, vel vidende om at jeg før eller senere var nødt til at snakke med ham om alt det her også. Et eller andet sted på nettet havde der stået noget om at det ikke var sundt at gå med sine frustrationer alene, så det måtte jeg vel stole på. På en eller anden måde forstod han, at jeg ikke var helt klar til at gå hjem. Det var rart at han sad der. Det virkede knap så sært at blive siddende, når alle tog hjem, når jeg ikke sad der alene. Intet skreg taber, som at sidde alene på skolen efter man havde fået fri.

Minutterne gik og vi vekslede kun få ord i mellemtiden, da jeg stadig var optaget af at finde ud af, hvad jeg helt præcist havde tænkt mig at sige. Min nødplan var at undskylde for at brase ind i ham, selvom jeg ikke helt vidste hvis skyld det reelt var, men det var kun hvis alt andet fejlede. Jeg vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg måtte tage chancen eller vælge at droppe på. Det virkede så vigtigt at snakke med ham om det nu. Som om at hvis ikke jeg gjorde det nu, så ville jeg ikke få chancen igen. Det var ikke sandheden, men det var sådan at det føltes.

Jeg hørte hans latter, før jeg så ham. Grinet blandede sig med stemmer, og jeg vidste at han umuligt ville træde alene ud af døren. Jeg sprang op fra bænken og vendte hurtigt opmærksomheden mod William, for at fortælle ham, at han kunne smutte. Et sølle håb havde jeg trods alt, for at beholde min værdighed.

Det var tydeligt i hans øjne, hvornår det faldt på plads, at det var Aske jeg havde ventet på. Der kom et vidst glimt i hans øje, men han sagde intet. I stedet begyndte han blot at gå, men kiggede sig over skulderen for at vinke farvel, i samme øjeblik som Aske trådte ud af døren sammen med Johan. Bedre timing fandtes ikke.

”Vi ses i morgen,” sagde han med stemmen hævet, som om han var bange for at de få meter havde gjort mig døv. Jeg gengældte hans hilsen og trak op i min skuldertaske, selvom den egentlig ikke var faldet ned.  Da jeg rettede min opmærksomhed mod Aske, havde han allerede sagt farvel til Johan. Han sendte mig en række af hvide tænder, så snart vores øjne mødtes. Det var lige før jeg gengældte det. Det virkede ikke som om han tænkte over det, da han tog et par skridt over imod mig.

”Hvordan går det med skulderen?” spurgte han og tog sig lidt til nakken. Hans smil var forsvundet hurtigt, og han virkede en smule bekymret. Det slog mig ud af kurs. Selv hvis jeg havde vidst, hvad jeg skulle sige, så ville den bekymrede rynke mellem hans øjenbryn, få mig til at glemme det med det samme.

”Med skulderen?” spurgte jeg forvirret. Det var lige før jeg gjorde ham kunsten efter og fik rynker i panden. Bortset fra at mine udstrålede noget så latterlig som uvidenhed.

”Havde du ikke slået den?” Nu var det ham der var forvirret. Jeg kom pludselig i tanke om min egen løgn.

”Øhm… Jo… Det var bare slaget.” Det var pludselig langt mere interessant at kigge på de mikroskopiske mønstre i væggen, end det var at kigge ham i øjnene, men jeg tog mig hurtig sammen, for ikke at blive taget med bukserne nede.

”Klarer du din taske?” Jeg bandede over at han var så betænksom, at jeg ikke engang kunne fyre dårlige undskyldninger af. Det var ikke engang Aske, som jeg havde snakket med omkring det. Han måtte have overhørt mig sige det til nogle af de andre. Det var det eneste der kunne forklare, hvordan han havde fået det at vide.

”Ærligt, så har jeg det helt fint. Du skal ikke tænke på det.” Ikke en løgn. Jeg håbede at kunne lukke emnet der. Efter mange års erfaring med løgne og dårlige undskyldninger, så havde jeg efterhånden lært, at det var en vanvittig idé at trække sandheden ud til sidste time. Hvor udadvendt han end virkede, så forrådte hans kinder ham endnu engang, da blodet steg ham til hovedet.

”Undskyld jeg… Det var ikke meningen… Det var ren refleks.” Noget i hans øjne fortalte mig, at han sagde sandheden. At han ikke gjorde livet svært for mig med vilje. Ikke blot i dag men også de forrige og de kommende. Hans øjne sagde alt det, der ikke kom over hans læber. På en eller anden måde vidste jeg, at jeg ikke behøvede at sige noget. Som altid havde han regnet mig ud.

”Jeg tror lige at jeg overlever. Jeg er mere hårdfør end jeg ser ud til.”

”Så det er du?”

”Også i den grad.” Det var som om at han havde glemt, at han rødmede. Dertil var han alt for kæphøj. Alt for udfordrende. En ubestemmelig undertone, af noget jeg aldrig ville komme til at forstå.

”Hårdfør nok til at tage i biografen med mig i aften?” Hvis jeg kunne se mig selv, så ville jeg højst sandsynligt blive overrasket over, hvor store mine øjne kunne blive, og hvor højt jeg kunne hæve mine øjenbryn. Mit hjerte begyndte igen at banke hårdt og selvom vi stod stille, så kunne jeg mærke sveden pible frem i mine håndflader.

”Mig?” spurgte jeg for en sikkerheds skyld, og forventede halvt at Aske havde henvendt sig til nogen bag mig.

”Ja dig. Jeg har to fribilletter der udløber i morgen. Det ville være synd, hvis de gik til spilde.” Han smilede blot stort til mig, som om det var det mest normale i hele verdenen. Det var ikke engang tilnærmelsesvis normalt i min verden.

”Det ville da netop være synd at spilde dem på mig. Du kan spørge Bolette. Eller Johan for den sags skyld.” Jeg var ikke sikker på om jeg gav ham en chance for at trække sin invitation tilbage eller om jeg blot prøvede at købe tid.

”Jeg vil ikke i biografen med Bolette og Johan.” Han lød så sikker. Det strålede ud af hans øjne, at han ønskede at jeg ville sige ja, til at tilbringe en aften sammen med ham. Det var næsten umenneskeligt at nægte ham det. Som at spørge en hund om den ville med ud og gå tur, men så blive siddende efterfølgende.

”Er du sikker på, at du virkelig vil befinde dig i mit selskab i en længere tidsperiode?” Sætningen var for lang, og før jeg vidste af det snakkede jeg utroligt hurtigt og løb næsten tør for luft, inden jeg nåede vejs ende. Aske sukkede og smilede.

”Tony?”

”Ja?”

”Sig nu bare ja.”

”Okay.”

”Er det et ja?”

”Ja.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...