Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17028Visninger
AA

9. Kapitel 7

Der fandtes to forskellige typer af dage uanset hvilken sammenhængen man satte dem i. Der fandtes dage, som man ville ønske aldrig endte. Det var de dage, der var fyldte med uforglemmelige minder og grineflip, så voldsomme at man måtte hive efter vejret. Særlig forunderlig ville dagen have været, hvis man faldt i søvn med et smil på læben, som man bragte med sig i morgendagen.

Så var der den anden slags dage. De dage, hvor man hellere ville springe ud foran en bus end at møde i skole. Dage hvor den tomme følelse i maven aldrig helt gik væk, og man var alt for bevidst om sine hjerteslag. Det var først, når man blev mødt af en god dag, at man overhovedet opdagede spændingerne i ryggen.

De to forgående dage havde været af den sidste slags. Selvom min krop havde befundet sig i klasselokalet, så kunne jeg lige så godt være blevet væk. Spurgte nogen mig, hvad vi havde lavet, så ville jeg umuligt kunne svare. Til min trøst, så skulle jeg blot igennem tre skoledage til, før jeg med god samvittighed kunne gemme mig væk på mit værelse.

Tankerne havde sværmet rundt i mit hoved hele dagen og det var begrænset, hvad jeg havde præsteret. Det eneste gode ved, at jeg normalt lavede mine ting var, at det var mere acceptabelt, når jeg undlod at gøre det.

Hvor meget jeg end prøvede at forhindre det, så sneg Aske sig alligevel ind i mit tankemylder. Når nye elever kom til, så opstod der større eller mindre ændringer i en klasse. Dette var alle, som nogensinde havde oplevet det, klar over. I stedet for at ruske op i klasse hierarkiet, så lod det til, at jeg var den eneste, der blev berørt af Askes tilstedeværelse.

Det var gået op for mig aftnen før, hvor meget rødtoppen var begyndt at fylde i min tilværelse, og tanken fik mig til at presse læberne hårdt sammen. Jeg var ikke mig selv omkring ham. Det var det eneste jeg havde været i stand til at konkludere. Resten var stadig en stor knude, der blot ventede på nogen, der havde fingerfærdigheden til nænsomt at trække dem fra hinanden. 

William kendte mig godt nok til ikke at blande sig, når jeg befandt mig midt i mit hoved. At gennemskue hvornår jeg havde brug for ro, havde altid været en af hans mange stærke sider. I stedet for at snage, så ventede han på at jeg involverede ham. Derfor undrede det mig heller ikke det mindste, at han efter tirsdagens sidste time, blot lod mig gå efter vores sædvanlige afsked.

Jeg var hastigt ude af døren. Hvert skridt jeg tog var et skridt nærmere eksil.  Hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg tro at det var mit eget blod der skabte suset for mine øre. Måske var det i virkeligheden også hvad det var. Jeg anede intet om den slags, og jeg var for ligeglad til at finde ud af om det var muligt. Pointen med det hele var, at jeg havde en sten i maven og en klump i halsen. Lige nu ville jeg give min højre hånd for at komme hjem under min dyne. Når jeg tog afsked med William, tog jeg samtidig afsked med skolen. Sådan havde det været siden vi startede, men sådan skulle tingene åbenbart ikke være.

Skæbnen havde det med at modarbejde mig. Jeg var tydeligvis ligesom de mennesker man ser i fjernsynet, som ender i problemer gang efter gang, indtil det punkt, hvor man bliver træt af at følge med. Til mit uheld var der stadig nogen som holdte udsendelsen ud. En hånd lagde sig på min skulder.

”Er du okay?” lød det bekymret fra stemmen bag mig. Jeg bed mig selv i læben, tog en dyb indånding og kiggede mig over skulderen. For en gangs skyld var der ikke et smil at finde på Askes ansigt. Omsorg var det sidste jeg havde brug for. Selvom løgnene normalt løb mig af tungen, så lød det malplaceret, akavet og tilmed falsk, da jeg svarede ham, at jeg havde det godt, men bare var træt. Han købte den ikke.

”Er du sur på mig?” spurgte han, og der dannede sig dybe kløfter mellem hans øjenbryn. Det fik ham til at se uforstående ud. Som om han tænkte som en gal, for at finde ud af, hvad han kunne have gjort. Det var netop problemet. Han havde ikke gjort andet end at være imødekommende. Det var mig, der gik i panik når han smilede til mig. Det var mig der fik kuldegysninger, når han rørte mig om det så var med vilje eller ej. Hvis der var nogen som jeg var sur på, så var det mig selv.

”Nej. Jeg er bare… Ved siden af mig selv.” Hvilket ikke var en løgn, så hvis jeg var bare en smule heldig, så lod han den ligge der. Det sidste jeg kunne overskue lige nu var en psykoanalyse af mine personlighedstræk og adfærdsmønstre basseret på en sekstenåriges observationer. Eller var han fyldt sytten? Jeg blev ledt ud på et sidespor

”Hvor gammel er du?” røg det ud af mig, før jeg nåede at tænke mig om, men da jeg så endelig gjorde, så var det et sølle forsøg på at skifte emne. Forhåbentlig var Aske ikke lige så påtrængende som normalt, når det virkelig galt. For jeg måtte indrømme, at han havde virket oprigtigt bekymret for mig, selvom jeg ikke begreb hans grunde.

”Sytten,” svarede han og rynkede på panden. Jeg gjorde intet for bekræfte hans svar. Han var sytten. Et år ældre end  mig. Min hverdag var vendt rundt på grund af en spirrevip på sytten. Det nærmede sig næsten grænsen for at være ynkeligt. Eftersom jeg var startet i skole et år tidligere end de fleste, så var jeg vandt til at være den yngste. Jeg var bare ikke vant til at blive væltet omkuld af mindre individer.

”Hvad tænker du på?” Aske rev mig ud af min selvmedlidenhed og tilbage til virkeligheden. Selvom jeg ikke boede langt væk, så føltes det alligevel som om vi allerede havde gået flere kilometer.

”Ikke noget,” mumlede jeg og tilbageholdte et sagte suk. Måske havde Aske endelig forstået budskabet, for han prikkede ikke længere til mig. I stedet begyndte han er snakke om sig selv. Han fortalte om sin mor og hvor godt hun havde håndteret at blive enlig mor efter hans far døde af kræft. Jeg udtrykte min beklagelse, men han fejede emnet væk, som om det ikke var ham der havde bragt det på banen i første omgang.

På en måde var det latterligt let at gå der sammen med Aske. Først havde jeg været irriteret over, at han ikke ville lade mig forsvinde ind i mig selv. Til gengæld forventede han kun meget lidt respons i modsætning til ellers. Et øjeblik tænkte jeg på William. På hvordan han kunne fortsætte med at fortælle i en evighed medmindre jeg afbrød ham. Det fik mig til at tænke på, om Aske alligevel havde en situationsfornemmelse.

Ved synet af smilerynkerne på Askes ansigt, så var det svært at gemme sig væk i elendighed. På et tidspunkt var han dog færdig med at fortælle om sin familie, hvilket primært grundede i at der ikke var meget af den. I stedet spurgte han ind til mig. Ikke de overfladiske og lette spørgsmål. Hans spørgsmål var mere komplicerede, men bevægede sig behændigt omkring de tungere emner, som om han vidste, at han befandt sig på gyngende grund.

”Hvad er grunden til, at du foretrækker isolationen? Det virker som om, folk godt kan lide dig.” Selvom jeg først troede, at han tog pis på mig, så var der noget oprigtigt i hans øjne, som overbeviste mig om, at han inderligt troede på, at folk kunne lide mig.

”De kan ikke lide mig. De respekterer mig bare.”

”Du svarede ikke på spørgsmålet.”

”Er det vigtigt?”

”For mig er det.” Jeg sukkede højlydt og rystede kort på hovedet. Svaret burde være indlysende, men der var intet useriøst at spore i hans øjne. Der gik lidt tid før jeg svarede, selvom jeg ikke behøvede at tænke over det. Det der voldte mig kvaler var, hvordan jeg skulle formulere det uden at lyde som en eneboer, der burde flytte til ørkenen.

”Min tolerance overfor andre mennesker er ikke just høj,” forklarede jeg. Det var den simple version. Mit temperament var ikke nødvendigvis højt, selvom det også skete nogle gange. Jeg befandt mig flot alt for ofte i situationer, hvor jeg var irriteret udover alle grænser grundet andre mennesker. Særligt de på skolen. Jeg havde brug for flere fingre, hvis jeg skulle remse samtlige ignoranter op med kun to hænder.

Jeg kunne mærke, at han kiggede på mig, og jeg så væk fra mine fødder, for at møde hans blik. Hans grønne øjne var eftertænksomme. Som om han overvejede mine ord på samme måde som græsset svajer i vinden.

”Og din tolerance overfor mig?” spurgte han med et kækt smil, som fik mig til at tabe pusten for en stund.

”Lige så lav som overfor alle andre.” Hvis ikke lavere, tilføjede jeg i tankerne, men måtte bide mig i læben, for ikke at lade ordene bruse ud. Det var tydeligt at han fiskede efter et eller andet, men jeg vidste ikke, hvad han forventede mit svar ville være.

”Du er ikke lige så hård, som du bilder folk ind.” Det var ikke et spørgsmål. Askes intense blik borede sig ind i mig for at fremtvinge en bekræftelse fra min side.

”Hvad får dig til at tro det?” udfordrede jeg. Dog havde jeg på fornemmelsen, at han havde besluttet sig for, præcis hvordan jeg var som menneske. Intet jeg kunne sige, ville ændre hans opfattelse. Dertil var hans udtryk alt for stålsat.

”Fordi mennesker der ikke bryder sig om, at tale om deres problemer ofte er de som har mest brug for det.” Jeg stoppede op. Mine muskler frøs på stedet. Jeg bildte mig selv ind at mit ansigt var blottet for følelser, selvom det i virkeligheden nok bare var præget af trods.

”Og så er vi tilbage ved min miserable tilværelse igen.” Trangen til at himle med øjnene var overvældende. I stedet begyndte jeg blot at gå hurtigere, med et gennemtrængende ønske om, at Aske ville dreje omkring det hjørne, der skænkede mig fred. Aldrig havde sidevejen virket længere væk.

”Er du sikker på at der ikke er noget i vejen?” Han gav ikke så let op. ”Du kan altid snakke med mig, hvis det er. Bare så du ved det.” Tilbød han, med et skævt smil, der fik mine hænder til at blive svedige.

”Over mit lig.” Jeg rystede på hovedet og begyndte at gå igen. Nu hvor jeg ikke kunne overbevise ham om, at jeg havde det henrivende, så kunne jeg lige så godt lade være med at bruge unødvendig energi på at prøve.

”Det lyder ikke særlig behageligt,” svarede han hurtigt igen, men virkede ikke påvirket eller generet af mit spydige tonefald. Uden at tænke over det, stoppede jeg, der hvor vores veje skiltes, alene fordi han gjorde det.

”Dit selskab er heller ikke ligefrem behageligt.” Det var et ynkeligt forsøg på at få ham til at dreje omkring hjørnet og derved også stoppe med at analysere mit humør. Det virkede ikke.

”Du har virkelig noget imod, at folk bekymrer sig for dig, har du ikke?” smilede han drilsk. Der var et glimt i hans øjne, som inviterede til et slag. ”Jeg siger det ikke til nogen,” lovede han, men det betød ikke noget. Jeg vidste i princippet ikke om jeg kunne stole på ham, selvom jeg havde en følelse af at han mente det. Det var ikke en mulighed at fortælle ham, hvad der gik mig på nerverne, for jeg forstod det ikke selv.

”Kan du ikke bare være ligeglad?” Et suk undslap mine læber. Jeg flyttede vægten fra mit ene ben over til det andet.

”Det kunne jeg.” En vis stædighed havde lagt som om hans tonefald. Jeg vente mig væk fra ham og begyndte at gå over vejen. Heldigvis kørte der ikke mange biler i et villakvarter. Jeg nåede kun at tage ganske få skridt, før en hånd lukkede sig omkring mit håndled.

Hans hænder var varme og selvom hans greb ikke var hårdt, så smeltede hans fingre sammen med min hud. Mod min vilje blev jeg tvunget til at standse. Det føltes som om mit hjerte sprang et slag over, og jeg pressede læberne sammen for ikke at sige noget dumt. Bevidst kiggede jeg ned i jorden for at undgå hans blik.

”Kan du ikke bare fortælle mig, hvad der går dig sådan på?” Hans fløjlsbløde stemme prøvede at forføre mine øregange og appellerede til mit stemmebånd. Hvis ikke det var fordi, at jeg var lige så stædig som han, så ville det også være lykkedes.

”Det kunne jeg.” Men det havde jeg ikke tænkt mig. Jeg ville ikke fortælle ham, hvor fraværende jeg blev lige så snart han var i rummet, og jeg kunne ikke drømme om at nævne, hvor meget tid jeg brugte på, at tænke på hans latterlige ansigt. Varmen fra hans hånd gjorde mine håndflader svedige, selvom han ikke rørte dem overhovedet. Han åndede tungt ud. Sukkede. Jeg bildte mig selv ind, at han var ked af at lade mig gå.

”Vi ses i morgen.” Med de ord lod han min hånd falde, og jeg var fri til at fortsætte min vej hjem. Det var dog ikke med samme følelse i kroppen, som da jeg forlod skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...