Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17194Visninger
AA

8. Kapitel 6

Weekenden var gået hurtigere end jeg brød mig om. Fridage havde det med at forsvinde mellem fingrene på mig før jeg overhovedet opfattede, at de havde ligget i min hånd i første omgang. Det var blevet sent før Aske tog hjem. Så sent at han lige så godt kunne have sovet hos os, hvis ellers jeg havde tilladt det.

Lørdag morgen havde Emily igen sendt mig underlige blikke, som om hun blot ventede på en chance for at sige ’hvad sagde jeg,’ men det kom aldrig. I stede havde hun ufatteligt travlt med at fortælle, hvor søde vi havde set ud, da Aske var faldet i søvn op ad mig. Jeg prøvede at forklare hende gentagene gange, at jeg ikke havde haft noget med det at gøre, men jo oftere hun nævnte det, jo mere gik det mig på. Da det var umuligt for mig at være sur på Emily ret længe af gangen, så gik det i stedet ud over Aske.

Vi boede lige rundt om hjørnet fra hinanden, hvilket resulterede i at vi ofte gik et par hundrede meter efter hinanden alt efter hvor hurtigt vi begge var ude af døren. Normalt var jeg den, der var mest forsinket, hvilket betød at jeg gik bagerst og kunne mukke for mig selv over det faktum at skulle ud af sengen. I dag var en af de dage, hvor jeg var forsinket. Det eneste der gjorde en afgørende forskel var, at Aske var det samme og at Keegan var det modsatte. Kort efter hvor vores veje krydsedes hørte jeg mit navn.

”Tony! Vent lige,” sagde han med hævet stemme og jeg sænkede farten, selvom jeg var fristet til blot at fortsætte målrettet mod den koncentrationslejr de kaldte en skole.

”Godmorgen til dig også,” mumlede jeg surt. En hånd ramte min skulder, hvorefter min krop huskede følelsen fra i fredags. Selvfølgelig var han frisk og oplagt, selvom vi skulle have matematik i første time. Hans bukser var mørkegrønne og hullede, hvilket kun var det samme man kunne sige om hans Converse. Det var påfaldende neutralt i forhold til, hvad han ellers viste sig i.

”Der er nok nogen, der har fået det forkerte ben ud af sengen,” grinede han, hvor til jeg kun kunne skule ondt til ham.

”Har du det der papir med? Ikke fordi det haster, men det haster lidt.” Han virkede alt for afslappet omkring det, hvilket jeg tolkede som, at han var ved at skide i bukserne af skræk over at være bagud i matematik.

Det havde været min mening at lægge papiret ned i min taske, men der var det, at jeg opdagede, at jeg var ved at komme for sent, hvorefter jeg blot havde krøllet papiret ned i min lomme. Jeg tog lappen ud og rakte den til ham imens vi gik. Han tog imod den og hurtigere end han kunne nå at læse, hvad jeg havde skrevet på den, så hang han om halsen på mig. Det tvang mig til at vælge mellem at brække nakke eller bukke en smule i ryggen. Chokket fik al ilten i min krop til at flygte, og jeg gispede efter vejret, for ikke at blive kvalt.

Jeg forventede at han ville give slip kort efter, men da det ikke skete, kunne jeg ikke andet end at stå akavet med bøjet nakke, og vente på at det var overstået.

”Ehm… Vi har lidt travlt,” rømmede jeg mig. I virkeligheden vidste jeg ikke hvad jeg snakkede om. Det havde blot føltes som adskillige minutter, men det kunne lige så vel skyldes den ubehagelige stilling og det faktum, at Aske langt mere end overskred mine grænser for kropskontakt. Det var dog ikke første gang.

Luften føltes koldere pludselig koldere om min hals og vidnede om hans fravær. Han undskyldte ikke, men han anede nok heller ikke hvor mange gange hans udfordrede den sfære jeg havde bygget omkring mig selv. De grønne øjne var dog milde og fyldt med taknemlighed, hvilket jeg valgte at tolke som beklagelse. En mærkværdig knude min mave gjorde det umuligt for mig at gengælde det store smil han sendte mig.

I stedet for at trække øjeblikket ud vendte jeg blot hovedet i den rigtige retning og travede videre mod skolen i forventning om at han fulgte efter mig. Sandt nok hørte jeg hans trin ved min side mindre end et sekund senere.

Jeg prøvede på ikke at lade hans høje humør smitte af på mig. Primært fordi at jeg stadig ikke vidste, hvad jeg skulle synes om ham. Sekundært fordi det var for tidligt om morgenen til at jeg kunne være så frisk. Måske var det heldigt nok, at jeg ikke var vågen nok til at føre en reel samtale, for ellers ville tingene nok have været meget anerledes.

Den foregående aften havde jeg skårret tænder ved tanken om at få øjenkontakt med Aske, men den søvn som ellers gjorde alt besværligt, forhindrede mig i at have alt for voldsomme humørsvingninger. Mandag morgen havde det med at lulle mig ind i en trance. Muligvis fordi min underbevidsthed vidste, at jeg ellers ikke ville komme igennem dagen.

”Hvor har du gjort at din flotte bror?” Hvordan jeg kunne have forventet tavshed, var mig en gåde større en Da Vinci mysteriet.

”Han er allerede på skolen,” svarede jeg og trak øjenbrynene sammen. Jeg havde lyst til at spørge hvorfor det var relevant, men gjorde jeg det, så inviterede det til en længere samtale, som jeg ikke magtede at have.

”I ligner hinanden latterligt meget lige indtil man lærer jer at kende,” konstaterede rødtoppen, og jeg gik ud fra, at han hentydede til, at vi ikke var ude af døren samtidig denne morgen. Jeg vidste dog ikke hvad jeg skulle ligge i det, da hans øjne for en gangs skyld ikke røbede noget. Forvirringen måtte have været tydelig, for han åbnede munden igen for at uddybe. Der var dog en chance for at det ville være sket uanset hvad.

”Han udstråler en livsglæde så voldsom, at alle indenfor en radius af fem meter kan mærke smilet snige sig ind på dem.” Jeg prøvede at møde hans øjne, men hans blik var fæstnet til horisonten.

”Og jeg er en lyseslukker?” Det ville ikke komme bag på mig, hvis det var hans indtryk af mig. Ved siden af Keegan blegnede næsten alt, men jeg var også forudindtaget af, at han var min lillebror og derfor også mit ansvar. En grå himmel havde aldrig gjort nogen fortræd så længe at den holdte tørt, men skulle man vælge mellem det overskyede landskab og en dybblå himmel over raspmarker, så behøvede de færreste at tænke sig om, før de løb mod lyset. Keegans smil fjernede selv de mindste lammeskyer. Hver og en undtagen min.

”Nej!” udbrød han hurtigt. Vores øjne mødtes. Mine lige så rolige som den skovbund hvis farve de havde kopieret. Hans lige så paniske som fronttropperne i en jungle. ”Det er bare noget andet med dig. Du rejser dig ikke og går hen for at snakke med folk. Du drager folk i stedet. Selvom de ikke er direkte sammen med dig, så ved alle hvem du er. Hvis ikke du insisterede på at være så… Spydigt anlagt, så ville du eje hele skolen.”

”Hvor længe har du tænkt over den replik?” spurgte jeg og rystede på hoved for at slynge ekkoet af hans stemme ud af min bevidsthed.

”Det er præcis, det der jeg mener,” sukkede han med et grin og lod til at lade det ligge, hvilket jeg satte pris på, da skolens port var tæt nok på til at man kunne overhører personlige samtaler mellem de elever, der lige som os, havde trukket den til sidste minut. Jeg lod mine øjne møde hans, men sagde intet. For en gangs skyld holdt han munden lukket, men brød ikke et sekund øjenkontakten.

 

Før spisepausen indfandt sig var det lige før der stod damp ud af mine øre. Præcis hvorfor anede jeg ikke. På et eller andet tidspunkt mellem matematik, og det øjeblik jeg blev sat i gruppe med Bolette i biologi, var dagen dømt til fiasko. Det var ikke fordi jeg afskyede hende. Hun snakkede blot ufatteligt meget om sine nye sko og manglen på ligbleg foundation.

Så da jeg gav William et chok så stort, at han nær skvattede ned af sin stol, fordi jeg hamrede min taske i bordet, så var det ikke ham jeg var irriteret på. Jeg var bare udmattet til det punkt, hvor jeg overvejede blot at tage hjem.

”Der var min vidunderlige tordensky. Jeg var lige ved at tro, at køen til kantinen var endeløs.” Hans stemme bar ikke præg af, at jeg få sekunder tidligere havde tortureret hans nerver.

”Det troede jeg også. Indtil de fortalt mig, at dagens ret var udsolgt.” Jeg slog røven i sædet overfor ham og skar ansigt, som var det ham, der havde taget den sidste portion foran næsten på mig.  Det var ikke fair, men det var sådan det var.

”Det er dårlig karma, min ven,” lo William og skubbede en bakke af sølvpapir tværs over bordet. På sølvfadet lå der et smurt stykke rugbrød, som jeg taknemligt begyndte at spise af.

”Din mors gode madpakker og din gode opdragelse lader til at udjævne min dårlige karma,” drillede jeg ham, men var inderst inde dybt taknemlig. William og jeg havde kendt hinanden længe nok til, at nogle ord ikke behøvede at glide over vores læber.

”Apropos karma,” grinede han og holdte en hånd op foran munden for at skjule at han spiste. ”Fredag om to uger har du planer,” informerede han.

”Og de indebærer?”

”Mine forældre er i Jylland, så jeg har fået lov til at invitere nogle stykker forbi.”

”Hvorfor lyder det her ikke som et film maraton?”

”Fordi det kun kan blive vildt, og jeg tillader ikke, at du sidder derhjemme og mukker hver eneste weekend.” Jeg sukkede dybt, hvilket blot fik ham til at grine endnu engang. En alt for stor del af Williams humor bestod af at være på tværs. Han vidste at jeg ikke følte mig specielt godt tilpas til fester, men af en eller anden grund, så havde han det med, at tro at næste gang ville være lykkens gang. Dramatisk slog jeg hænderne for ansigtet. Jeg tillod mig at have ondt af mig selv på forhånd.

En varm hånd strøg mig trøstende over skulderen og i nakken. Jeg gik blot ud fra at det var William og reagerede derfor først, da det gik op for mig, at vi sad overfor hinanden, og at han derfor umuligt ville kunne nå. Slet ikke fra den vinkel. Jeg slap hurtigt mit hoved og kiggede op, blot for at blive mødt af Aske. Lige akkurat nåede jeg at se hans arm falde ned langs siden, som om hans kærtegn havde være ganske normalt. Det burde efterhånden ikke komme bag på mig.

”Må jeg sidde her?” Selvom han spurgte om lov, så var der noget der sagde mig, at han havde tænkt sig at gøre det alligevel. William slog inviterende ud med hånden, hvorefter Aske satte sig til rette på pladsen ved min side.  Jeg tog mig til nakken i et håbløst forsøg på at annullere den uventede berøring, men til ingen nytte. Aftrykket af hans varme hånd sad som limet fast til min hud.

William og Aske ved samme bord, var som at sætte sangfugle op imod hinanden. Det larmede og det gik hurtigt. Før jeg havde set mig om, var jeg det tredje hjul i en samtale, jeg ikke ønskede at have. Jo længere tid jeg lyttede til deres ubesværede samtale jo mere rastløs blev jeg.

Selvfølgelig var det skønt, at de kom godt ud af det med hinanden. Jeg var ikke så egocentreret, at jeg ikke yndede min bedsteven at snakke med andre end mig. William vidste altid, hvad han skulle sige. Keegan vidste også, hvordan man snakkede med alle. Så var der mig. Jeg kunne ikke engang få mit væsen til at være en naturlig del af samtalen. Knuden i min mave voksede for hvert ord de udvekslede, og jeg var smertefuldt bevidst om mine arme og ben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...