Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17022Visninger
AA

7. Kapitel 5

Der var ikke gået mange minutter før det brummede i min lomme. Jeg havde på intet tidspunkt forventet at få et nej, men alligevel kom det bag på mig, at modtage et ja. Tanken om at Aske ville være her inden for ganske kort tid, virkede af en eller anden grund ikke helt realistisk. Det var mange år siden andre end William sidst havde været i huset for at besøge mig. Ydermere så kom det bag på mig at Aske ikke havde andet at lave en fredag aften end at pleje mit ringe sociale liv. Han virkede som typen der havde en milliard venner, hvis ikke mere og befandt han sig endelig i et selskab hvor han ikke kendte nogen, så ville han komme til det. Der måtte da være nogen som holdte en fest, der var mere underholdende end mit selskab.

Emily var lykkelig over, at jeg havde taget imod hendes råd, men personligt var jeg begyndt at tvivle på min beslutning. Jeg kunne fortælle ham at jeg var blevet akut indlagt på hospitalet, men noget sagde mig, at han umuligt ville købe den. Mine fødder var blevet kolde og det var ikke kun i overført betydning.

Det var ikke længe siden, at Keegan var trådt ind af døren med ingredienserne til en pastaret vi alle elskede og selvom jeg var småsulten, så kunne jeg ikke rigtig se frem til måltidet med tanke for at vi ville være fire omkring bordet i stedet for de tre vi plejede på en dag som denne.

Vi hjalp hinanden med at pakke ud og sætte alt det på plads, som vi ikke skulle bruge lige med det samme. Ikke fordi der var forfærdeligt meget, men det virkede bare mest fair for alle, hvis vi gjorde det i fælleskab. Med fællesskab mener jeg, at Emily satte mælk i køleskabet og jeg smed pakken med ekstra hakkekød i fryseren.

Jeg fangede mig selv i at betragte viseren på uret med latterligt korte mellemrum lige indtil det øjeblik hvor der blev banket på døren. Jeg undrede mig kort over, at han ikke brugte ringeklokken, men kom fra det. Af ukendte årsager havde tanken om at nogen stod og ventede foran døren altid stresset mig. Det drejede sig kun om få sekunder, men alligevel føltes det som om at jeg var minutter om at nå dørhåndtaget og presse det ned.

Da jeg åbnede døren blev jeg mødt af det oprigtige smil han altid sendte mig, når vi fik øjenkontakt. Jeg sank en enkelt gang for efter forhåbentlig at tage mig sammen til at hilse, men Aske kom mig i forkøbet.

”Godaften,” nikkede han med varme øjne, som næsten var i stand til at få blodet tilbage i mine iskolde fødder. Det forekom mig uvirkeligt, hvordan han stod der i døren og så ud som om, at det var det bedste han vidste.

”Er man lidt formel her i dag?” svarede jeg ham blot, da ingen velkomstord føltes rigtigt i munden. Enhver anden havde måske inviteret ham indenfor verbalt, men jeg trådte blot et skridt tilbage og tillod ham at komme ind. Tanken om at smække døren i strejfede mig, men jeg kunne ikke få mig selv til at ødelægge smilet på hans læber.

”Bare en smule,” grinede han og hang sin jakke på knagen som om han boede her. Skoene satte han ved siden af vores, hvilket ikke var unormal opførsel. Det var mere det faktum at hans bevægelser var så flydende. Som om han havde været her tusinde gange før og derfor følte sig hjemme. Det gik mig på hvor meget han hvilede i sig selv uanset hvilken situation man udsatte ham for.

Første gang jeg var hjemme ved William turde jeg knap nok tage mit overtøj af. Jeg var omhyggelig med ikke at stille mine ting, så de var i vejen for nogen eller optog en plads som ellers normalt blev brugt af hans forældre. Tasken havde jeg beholdt på og slæbt med mig ind i hans værelse, selvom han havde lagt sin egen i gangen.

Jeg havde haft det som om, at jeg var brudt ind i huset og holdte William til fange imod hans vilje. Mødet med hans familie havde været akavet og stift, men det var sådan det skulle være. Det var sådan det var, når man besøgte nogen for første gang. Medmindre man altså hed Aske. Med Aske så var det lige før jeg forventede, at han ville hive et par hjemmesko ud af ærmet.

Selvom tanken om at være alene med Aske gjorde mig tør i munden, så var tanken om Aske sammen med Emily endnu værre. Hensigten var at smutte diskret ned af gangen og derefter liste ovenpå indtil vi skulle spise. Dette fik jeg selvfølgelig ikke lov til.

Der hørtes latter ude fra køkkenet, hvor Emily og Keegan sad og snakkede imens de lavede mad og eftersom køkkenet var lige ved siden af gangen, så hørte Aske selvfølgelig dette. Da han udtrykte sit ønske om at hilse på mine søskende var jeg sikker på, at det skulle blive min undergang.

Til mit held opførte han sig pænere end jeg havde forventet. Emily derimod antydede et par gange, at hun havde hørt om ham, men efter at jeg havde sendt hende et blik der sværgede at slå hende ihjel stoppede hun. Som altid var Keegan middagens humørbombe, hvilket hurtigt vandt Askes hjerte.

”Ej den der hættetrøje har jeg også haft engang!”

 ”Den er også ekstremt behagelig at have på.”

”Jeg må se om jeg ikke kan få en ny.” Og sådan kørte de derudaf til det punkt, hvor jeg ikke kunne andet end at rulle øjne af dem efterhånden som samtalen bevægede sig fra hættetrøjer til computerspil og følte mig tvunget til at bryde ind.

”Keegan, kunne du ikke stoppe med at charmere dig ind på alle jeg kender? Det begynder at blive akavet,” drillede jeg ham og rystede dømmende på hovedet.

”Det gør jeg da heller ikke!”

”Alexandra?” spurgte jeg med et smil på læberne. Det var nu ikke fordi Alexandra og jeg snakkede sammen specielt ofte, men når vi gjorde, så havde vi de mest intellektuelle samtaler man kunne ønske sig.

Vi mødtes da vi startede i skole. Allerede dengang var jeg ikke noget pragteksemplar, så jeg endte ofte i diskussioner med de andre børn. Især i højtiderne, hvor jeg havde benyttet enhver lejlighed til at fortælle de andre at julemanden ikke fandtes. Alexandra havde været en af de første til at tage mit parti, eftersom det ikke fysisk kunne lade sig gøre at besøge hele verdenens børn på en enkelt nat.

For et par år siden var hun blevet venner med Keegan og glemte mig langsomt, men det gjorde mig ikke noget. Mit behov for socialisering blev rigeligt dækket af William, og det var heller ikke fordi vi slet ikke snakkede. Det skete bare ikke så ofte.

”Det er da ikke min skyld, at dine venner bedre kan lide mig,” forsvarede han sig i det stædige tonefald man kun hørte hos familien Lucas. Glimtet i hans øjne var dog ikke til at tage fejl af. Han mente det kærligt.

”Av,” sagde jeg blot og tog mig til hjertet, som var jeg blevet ramt af en pil. Det var lige før at jeg havde glemt at vi ikke var alene  i køkkenet. Eftersom vi var blevet færdige med at spise, så lyttede Emily og Aske blot til vores samtale i stilhed. Indtil dette øjeblik i hvert fald.  En trøstende hånd lagde sig på min skulder, og jeg behøvede ikke kigge op for at gætte hvem den tilhørte.

”Du er en skøn fyr, Tony. Det er du virkelig. Men din bror… Uff. Der får du altså kamp til stregen,” udtalte Aske sig uden kvaler. Selv var jeg lamslået af den udmelding et øjeblik, men Emily grinte sin røv i laser, og da først Keegan var færdig med at rødme en smule i stemte han. Jeg beherskede mig til et fnys.

”Jeg har altid sagt Keegan ville score mere end dig, hvis ikke du ændrede attituden lidt,” blinkede Emily til mig. Jeg vidste hvad hun mente og vidste dermed også, at hun ikke oprigtigt ønskede jeg skulle ændre mig.

Hun gjorde altid et stort nummer ud af, at fortælle hvordan vi ikke skulle ændre os for nogen, selvom hverken Keegan eller jeg havde antydet noget lignende. Af samme grund havde jeg altid undret mig over, om hun havde en klam ekskæreste, som fortjente et slag eller to, men aldrig havde jeg spurgt.

”Tak for mad,” rystede jeg blot på hovedet og sendte hende et overbærende blik. Tallerknerne smed jeg ned i vasken, med tanke for at rydde køkkenet op senere på aftnen. Efter det gik vi hver til sit og jeg fik endelig mulighed for at gemme mig på mit værelse, selvom jeg ikke var alene.

Aske sad i skrædderstilling på min seng og da mine øjne mødte hans kunne jeg spore usikkerhed bag det grønne. Han bed sig i læben, som var der noget han holdte tilbage. Det fristede mig at spørge, men ordene kom aldrig over mine læber. Jeg betragtede ham blot, som han tog sig sammen til at sige, hvad han havde i tankerne. Netop som jeg satte mig på sengekanten, åbnede han munden.

”Lover du at du ikke griner?” spurgte han. Normalt ville jeg have sagt nej, men han virkede oprigtigt fortvivlet, så jeg nænnede det ikke.

”Jeg skal gøre mit bedste,” svarede jeg i stedet, da det ikke var lige så endegyldigt, og jeg derved ikke kunne bryde et løfte der aldrig var afgivet. Jeg kunne ikke lade være med at overveje, hvad der næsten havde fået skovlen under ham, da han i skolen virkede til at svæve på en sky.

”Hvorfor i al verden har i fået sådan nogle internationale navne? Det er virkelig ikke fair,” brokkede han sig og overraskede mig endnu engang. Jeg havde forventet noget pinligt fra hans side, men det kunne selvfølgelig også bare være, at han havde ombestemt sig undervejs.

”Min far er fra England. Simple as that,” forklarede jeg ham og benyttede chancen til at bringe den britiske accent på banen, som altid havde givet mig højere karakterer i mundtlig engelsk, da det var der jeg var på hjemmebane.

”Jeg vil vædde med at du har et fancy mellemnavn der passer til.”

”Anthony Timothy, hvis du absolut vil vide det.”

”Og din bror?”

”Keegan Anthony,” indrømmede jeg og kløede mig i håret, da jeg altid havde fundet det besynderligt at min lillebror var opkaldt efter mig. Ikke fordi mit eget mellemnavn var originalt. Tværtimod var det navnet på vores far. Jeg havde altid bildt mig ind at der var en eller anden logik i deres tankegang fra dengang vi blev døbt, men som jeg blev ældre tvivlede jeg.

”Nej vel?” udbrød han målløs og stemningen var lettet gevaldigt. Ikke fordi den nogensinde havde været trykket. Luften havde blot været så tyk, at man kunne skære igennem den med en kniv, hvis det lystede. ”Din bror er simpelthen for nuttet,” indrømmede han og det var ikke første gang jeg hørte noget lignende fra min omgangskreds.

”Bare vent. Knægten er fjorten. Om et år, så er han lige så bumset som så mange andre på hans alder.” Det var lige så meget en konstatering som det var et faktum. Ingen gik igennem de kritiske teenageår uden at have en akavet periode. Det var simpelthen en naturlov.

”Er han virkelig kun fjorten?” spurgte han skuffet og sukkede overdrevent, for efter at læne sig tilbage i min seng, som om det var hans egen. ”Så må jeg nøjes med dig,” tilføjede han med et træk på skuldrene, som fik mine bryn til at nærme sig hinanden, da det var svært for mig at tyde hans hensigter.

Måske var det det som generede mig allermest ved ham. Det faktum at jeg ikke kunne tyde ham ligesom jeg kunne med alle andre. Samtidig så virkede han oprigtigt interesseret i mit selskab, på en måde som selv ikke William kunne leve op til.

Det slog mig ud af balance og jeg anede aldrig helt hvor jeg havde ham. Det var først gået op for mig nu, at han egentlig var okay at snakke med, selvom han lukkede nogle sære ting ud. Måske havde Emily haft ret i at han bare prøvede at få venner. Jeg anede det ikke, men hvad anede jeg i det hele taget om, hvad der foregik i hovedet på andre mennesker.

Efter et stykke tid indrømmede Aske overfor mig, at han havde store problemer med matematik og at han behøvede min hjælp. En eller anden havde fortalt ham, at jeg var den rette at gå til. Fagligt passede det måske, men om jeg var i stand til at formidle mig på en forståelig måde var straks værre.

Det virkede ufatteligt kliché at den nye dreng med massere venner kommer og spørger geniet om hjælp. Havde jeg været en tøs så ville vores film allerede være forvandlet til en romance. Af en eller anden grund så kunne piger og drenge aldrig være venner i amerikanske film, men sådan var der jo så meget.

Det viste sig at Aske var noget nær talblind, så at få forklaret ham sinus relationen var en større omgang. Noget sagde mig, at det han tidligere prøvede at sige var dette. En del af mig ønskede at hjælpe, men samtidig havde jeg ikke tålmodigheden til at gøre det med hjertet. Det irriterede mig, at han ikke forstod det, og at dømme efter hvordan Askes smil blev mindre og mindre, så gik det også ham på.

”Ved du hvad? Glem det. På mandag får du et stykke papir med alle formlerne, og hvad du finder frem til ved at bruge dem.” Løftet var spontant røget ud af mig, da Askes fortvivlede blik havde mødt mit. Jeg havde lavet et lignende ark til William sidste år, selvom hans største problem blot var at huske forskellen på sinus og cosinus.

”Mener du virkelig det?”

”Nej”

”Du er den bedste,” smilede han og der var igen lys i hans øjne. Den triste kaki blev forvandlet til en nyslået græsplæne af bare glæde. Hvis jeg påstod at hans begejstring ikke fik mig til at trække på smilebåndet så ville jeg lyve. Knægten var let at gøre glad. Bedst som Aske lignede en der kunne kysse mig af fryd, bankede det på døren.

”Kom ind,” sagde jeg højt, for at være sikker på at det kunne høres på den anden side af døren, selvom væggen var af gips. Dørhåndtaget blev trykket ned og Keegan stak hovedet ind af sprækken og få sekunder senere kunne jeg dufte popcorn.

”De sender en eller anden film i fjernsynet, som Em gerne vil se. Skal i være med?” spurgte han roligt. Han forgav at der ikke var noget pres, men jeg kendte Keegan godt nok til at vide, at han gerne ville have os alle samlet. Blikket lod jeg vandre over til Aske, for at få hans input, men det var slet ikke nødvendigt. Han havde allerede rejst sig op og medmindre jeg ville efterlades på mit værelse, så det ud til at jeg var nødt til at følge med. På vej nedenunder var Aske og min snaksaglige lillebror allerede i gang igen.

”Er det den med Tom Cruise?”

”Ja!”

”Hvorfor sagde du ikke det med det samme?!” og så kørte de ellers derudaf lige til det øjeblik hvor filmens første billede blev vist. Der var massere af sidepladser i stuen, men alligevel satte Aske sig ved siden af mig. Keegan sad sidelæns i lænestolen imens Emily havde svunget benene op i den lille sofa. Efterhånden som filmen skred frem og flere ting sprang i luften, så sank vi alle ned i sædet. Inden vi var nået halvvejs lænede Aske hovedet mod min skulder og jeg undrede mig over, hvorvidt han var faldet i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...