Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17022Visninger
AA

6. Kapitel 4

”Nej ved i nu hvad. Det kan simpelthen ikke passe. Jeg indleder seriøst ikke weekenden med rugbrødsmader til aftensmad,” proklamerede min kære lillebror, og krydsede armene i protest. Selvom han ikke var meget yngre end mig, så nød han godt af status som den yngste.

Vores forældre var til konference med arbejdet hele weekenden, hvilket betød at vi var alene hjemme med et tømt køleskab. Emily havde netop foreslået at vi bare spiste rugbrød og pålæg til aftensmad, da hun ikke havde nået at købe ind efter hun havde fået fri. Det var i og for sig ikke hendes job, men hun påtog sig det alligevel.

”Så må du jo ned og handle ind,” drillede jeg. Selvom rugbrød ikke var det mest spændende, så gjorde det mig ikke det helt store. Ikke nok til at jeg magtede at gå ned til supermarkedet i hvert fald.

”Urgh,” stønnede Keegan dramatisk og kastede sig ned i sofaen og lignede ikke just en, der havde tænkt sig at rejse sig forløbelig. ”Kan vi ikke bare bestille en pizza?”

”Næh”

”Nej,” bifaldt jeg min søster med et drilsk smil. Svaret var egentlig ubegrundet. Fordelen ved søskende var at man ikke behøvede en grund til at irritere dem.

”Fint. Jeg handler ind. Men så bestemmer jeg også hvad vi skal have.” Det var tydeligt at det ikke var til forhandling, men det havde ingen af os et ønske om. Der var ikke noget Keegan kunne lide, som vi andre ikke også kunne. Det var vel også fair, når nu vi praktisktalt havde tvunget ham ud af huset.

Få minutter senere smækkede hoveddøren, og jeg sendte min søster et vidende blik: Vi havde vundet denne omgang.

”Har ugen været til at overleve?” spurgte hun og satte sig i skrædderstilling. Det var tydeligt at hun gjorde klar til at snakke og det gjorde mig ikke det mindste når det var hende. Emily kendte mig og mine grænser. Selvom jeg ikke fortalte hende alt, så var der ikke meget, som var hemmeligt i mellem os.

”Jeg er i live skulle jeg mene,” indrømmede jeg og strakte mig. Ugen havde ikke været hårdere end den plejede. Aske havde blot fået rusket godt og grundigt op i tingene. Selvom han primært holdte sig til et par af de andre drenge og enkle af pigerne, så var hans opførsel fra tidligere på ugen fortsat. Det var ikke fordi han decideret havde gjort mig noget. Han… Var der bare.

”Er ham den nye efterhånden faldet til?” spurgte hun, og jeg huskede kun svagt at have nævnt Askes ankomst for hende.

”Det må man sige.”

”Har du snakket med ham?” Hun kiggede på mig, som om hun forventede et nej. Hvilket også var det mest realistiske, hvis jeg skulle være ærlig, men det gik mig alligevel på, at hun ikke havde højere tanker om mig.

”Ja det har jeg faktisk,” svarede jeg hurtigt, hvorefter det gik op for mig, at jeg lød som en der skulle tale en sag, fremfor at snakke om en medstuderende.

”Mere end en gang?” Hendes øjenbryn var løftet i chok, og det var tydeligt at hun overspillede sin overraskelse, bare for at være på tværs. Søskende var knap så sjove, når det pludselig var en selv, at de vendte sig imod. Det var langt mere morsomt, når det gik ud over en anden.

”Det må igen blive et ja. Tro det eller ej, men han snakker til mig ofte, og jeg er ved at blive vanvittig,” indrømmede jeg, for at få hende til at stoppe med at grave i det.

”Hvad gør han da?” Hun lød pludselig en smule bekymret, og det gik op for mig, at jeg havde trykket på knappen der aktiverede ’overbeskyttende storesøster’-funktionen uden at vide det.

”Han…”  begyndte jeg, men manglede hurtigt ord til at beskrive præcis, hvad det var han gjorde, uden at få det til at lyde åndsvagt. Jeg kunne jo ikke fortælle hende, at jeg var irriteret på nogen fordi de smilede til mig på gangene og spurgte ind til mit liv. ”Han opfører sig bare som om, vi har kendt hinanden i hundrede år.” Det føltes godt at sige det højt.

”Hvilket du synes er grænseoverskridende, så i stedet for at give ham en chance, så har du erklæret ham irriterende. Der er den Tony vi alle kender igen,” sagde hun og hentydede til at jeg havde snakket med andre end William i skoletiden, hvilket altså ikke var så unormalt, som hun gjorde det til.

”Du får mig til at lyde som en idiot,” brokkede jeg mig, selvom det var forfærdeligt sandt alt det hun sagde.

”Du er en idiot, Tony.”

”Tak. Jeg elsker også dig.”

”Du synes at halvfemsprocent af befolkningen er belastende. Tror du ikke bare, at din indre introvert har været på banen?” Normalt ville jeg blive sur over sådan en påstand, men det var ikke muligt når det kom fra Emily. Hun snakkede altid så roligt. Selv når hun synes man opførte sig som en spade, så fortalte hun det altid, som om at hun proklamerede, hvilken skostørrelse hun brugte.

Jeg ville gerne sige hende imod, men hun havde på intet tidspunkt sagt noget der ikke var sandt. Det gjorde det svært at modargumenterer. Så jeg sagde intet. Trak bare på skuldrene i mangel på bedre.

”Tror du ikke bare han prøver på at få venner?” spurgte hun så oprigtigt, at jeg fik dårlig samvittighed. Jeg rullede med øjnene og sukkede højt, for at lade hende vide, at hun havde vundet denne omgang.

”Jeg giver ham en chance til på mandag. Åbent sind og det hele,” lovede jeg, selvom jeg vidste, at det sidste måske var at smøre tykt på. Det måtte være tanken der talte, som man jo siger.

”Eller…” begyndte hun, men fortsatte umiddelbart ikke. I stedet rakte hun over på bordet og greb om mobilen. Alt for sent opdagede jeg, at det var min mobil.

”Hey!” råbte jeg og rakte ud efter, hvad der egentlig var mit, men hun strakte blot armen og den forsvandt ud af min rækkevidde. Jeg rettede mig op og var på vagt. Tanken om at hun havde min mobil huede mig ikke det mindste.

”Hvad er din kode?” spurgte hun fraværende.

”Glem det,” protesterede jeg og rejste mig instinktivt op for at tage den fra hende, men hun drejede sig blot væk fra mig. Uroen voksede sig stor i min mave og steg op i min hals. Angsten for, hvad hun havde i tankerne åd mig op inde fra.

”Din fødselsdag. Seriøst? Du for nem,” grinte hun og jeg fik store øjne ved synet af min hjemmeskærm.

”Emily,” advarede jeg hårdt og greb ud efter telefonen mere ihærdigt end tidligere, dog uden positiv fangst. Jeg sank en enkelt gang, og prøvede at møde hendes øjne, så hun vidste det var seriøst, men hun havde travlt med at taste løs på en mobil der ikke var hendes.

”Han hed Aske, ikke?”

”Emily, du gør det fucking ikke,” råbte jeg og var for alvor ved at miste tålmodigheden. Irritationen slørrede min hjerne og nervøsiteten fik mit hjerte til at banke hårdt. Jeg tog hårdt fat om hendes arm. Grundet overraskelsesmomentet fik jeg lukket hænderne omkring, hvad der tilhørte mig, og jeg kæmpede for at vriste det ud af hendes hænder. Da jeg endelig havde fået den fra hende, rystede mine hænder en smule som resultatet af anstrengelse og vrede.

”Åh slap dog af Tone. Det er jo ikke fordi jeg har sendt noget,” forsvarede hun sig, hvilket egentlig blot irriterede mig yderligere.

”Gud vil jeg røv slappe af,” vrissede jeg, men hun tog sig ikke det mindste af det. Hun smilede blot undskyldende og holdte begge hænder op for at overgive sig. Det var ikke første gang jeg havde været sur på hende, og hun vidste, at jeg ikke gik fra hus og hjem, selvom det var fristende.

Det var ikke så meget, at hun havde taget min mobil. Det var princippet i at hun havde taget noget, som var mit og blandet sig i, hvem jeg snakkede og ikke snakkede med. Frygten for at hun rent faktisk havde skrevet til Aske, havde gjort mig hunderæd. Hvis hun havde ringet eller noget, ville det have endt med at være ufatteligt akavet.

Med hænderne hvilende på begge lår betragtede jeg den firkantede genstand i min hånd, og var taknemlig over synet. Godt nok havde hun sagt, at beskeden ikke var sendt, men den kunne lige så godt være afsendt, som resultatet af vores mindre slåskamp. Af ren nysgerrighed læste jeg, hvad hun havde skrevet.

 

Hej Aske

Har du ikke lyst til at komme forbi, så vi kan få snakket rigtig sammen?

 

Jeg læste beskeden et par gange og bed mig så i læben. Min finger fandt slet-knappen og holdte inde. Kort efter startede jeg forfra. Jeg var overhovedet ikke sikker på, hvad jeg havde gang i, men uanset hvor irriteret Emily havde gjort mig, så havde hun alligevel en pointe. Jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre det, imens jeg havde modet til det. Jeg tastede hurtigt og trykkede send, inden jeg kunne nå at fortryde.

Hey

Hvis ikke du har planer for i aften, så er du velkommen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...