Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17043Visninger
AA

5. Kapitel 3

I pausen havde jeg selvfølgelig brokket mig til William, selvom der ikke var meget hjælp at hente der. Han påstod, at han forstod min irritation, men der var noget i hans øjne, som udstrålede at han synes det var lidt komisk. Da jeg konfronterede ham med dette lo han blot, hvilket bare bekræftede min antagelser. Han undskyldte i et væk, men skaden var sket.

Som resultat her af ignorerede jeg ham de få hundrede meter hen til idrætshallen, hvorefter jeg ikke kunne holde ham ude af mit system meget længere. Uanset hvor meget jeg prøvede at være sur, så var det umuligt når William kiggede på mig med sine store blå øjne, og tiggede efter opmærksomhed. Det eneste der adskilte ham fra en hundehvalp, var manglen på en hale. Alle kunne lide William. Sådan en person var han bare.

Det meste af min egen såvel som parallelklassen, stod alle omklædt i hallen og ventede på at lærerene dukkede op. Jeg havde altid undret mig over, hvorfor det forventes af eleverne at være klar på slaget, når lærerne sjældent er det samme.

Store trøjer og joggingbukser var den generelle standard. Bortset fra de piger, der var hoppet i yogabukser i stedet. Hvordan de kunne holde varmen havde jeg aldrig forstået. Det så forfærdelig koldt ud, med tanke på at jeg frøs en smule allerede nu. Lyden af basket-bolde der hamrede ned i trægulvet var øredøvende. Når først en enkelt gik i gang, så fulgte alle hurtigt trop. Der var noget fristende ved at lade bolden falde for efter at gribe den igen.

”Grib!” råbte nogen, og jeg reagerede instinktivt ved at holde hænderne op foran brystet. Det syntetiske læder, der sikkert aldrig havde set skyggen af en ko, hamrede ind imod min håndflade. Da bolden lå sikkert i mine hænder, rettede jeg min opmærksomheden mod afsenderen. Jeg forventede halvt finde William grine. Det gjorde han også, men det var ikke ham der havde kastet den.

”Stræber og atlet? Hold da op. Det må jeg sige,” drillede Aske og jeg rullede med øjnene over hans trang til at sætte mærkater på mit væsen.

”Det kaldes gode reflekser,” svarede jeg igen i mangel på noget bedre. Jeg skød bolden tilbage til ham, og håbede en smule på at han ville tabe den. Selvfølgelig greb han den.  Sandheden var at jeg ikke gik mere op i min skolegang end enhver anden. Teori havde jeg bare altid fundet let at begribe. Praksis var en helt anden side af sagen. Det var knald eller fald, og resultatet blev sjældent som det burde rent teoretisk.

”Eller talent.” Jeg kunne ikke tyde det skæve smil på hans læber eller glimtet i hans øjne. Det var ikke til at sige om han drillede eller var seriøs.  Jeg følte dog at noget fløj over hovedet på mig, og her mener jeg ikke en bold, selvom han også spillede den hen til mig.

”Det er smigrende så dygtig, du tror at jeg er.” Det skulle have været en sarkastisk bemærkning, men det kom ud helt forkert. Jeg var ikke den mindste smule smigret. Tværtimod så gjorde det mig utilpas, da jeg ikke var sikker på at kunne leve op til de forventninger. Jeg sank en enkelt gang, for at skylle ubehaget væk.

 Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Williams mundviger igen havde fundet deres rette plads. Jeg kunne mærke hans øjne hvile på mig, men jeg undveg at gå dem i møde. Han kendte mig bedre end nogen anden, og vidste hvordan jeg havde det med, hvad andre tog for komplimenter. I stedet kastede jeg bolden tilbage til Aske, som var det et eller andet selvhjælpsmøde, hvor man kun måtte tale hvis man havde bolden. Det kunne dog næsten ikke kaldes et kast eftersom vi stod så tæt på hinanden, at bolden let skiftede hænder. Det var kun derfor jeg opdagede, at vi var rykket tættere på hinanden. Tættere end min intimsfære tillid.

”Jeg er charmende af natur,” blinkede han, og jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Det efterlod mig mundlam et par sekunder, men det var ikke min egen opfindsomhed, der fik mig reddet ud af situationen. Det var en øredøvende hyletone, som man kun ville kunne forestille sig, hvis man havde idræt på et kommunalskole, og blev undervist af lærere der ikke selv var i form.

Det gav mig en undskyldning for at vende hovedet væk fra Aske. Præcis hvorfor det var kommet sådan bag på mig vidste jeg ikke. Det var ikke så meget hans ord. Det var måden han kiggede på mig og måden han sagde det på, der forvirrede mig. Han havde ikke haft det drillende glimt i øjet, som han havde haft tidligere. På den anden side kendte jeg ham ikke. Hvordan skulle jeg have en chance for at tyde hans ansigtsudtryk?

Charmerende var ikke det første ord jeg ville have brugt til at beskrive ham, men hvad der så var vidste jeg ikke. Aske var langt fra tilbageholdende, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det.

 

Lugten af sved blandede sig med hormoner. Lyden af vand der hamrede ned mod flisegulvet bredte sig efterhånden, som folk kom ud af det svedige sportstøj og under bruseren. Så snart jeg trak trøjen over hovedet, føltes luften kold mod min hud. Det var skønt, at blive kølet ned. Normalt ville jeg hade kolde bade, men det gjorde ikke så meget, når varmen strålede ud af kroppen.

Der var sjældent kø for at få en bruser. Alle havde travlt med at blive hurtigt færdige, så de kunne komme hjem. Normalt ville jeg skynde mig lige som alle andre, men jeg skulle vente på at Keegan fik fri uanset hvad, så jeg kunne lige så godt give mig god tid. Jeg smed bukserne og slog håndklædet om livet.

”Jeg forstår det bare ikke. Hvordan fanden kan du få den bold igennem kurven? Jeg gør præcis ligesom du gør, men jeg rammer sgu aldrig,” brokkede William sig efter at mit hold havde vundet over hans to gange i træk.

”Jeg er bare højere end dig,” drillede jeg og rodede rundt i hans hår, som jeg ville have gjort det på min lillebror, bare for at være på tværs. Som forventet blev han mere aggressiv i tonen, om end han stadig smilede stort.

”Åh hold dog mund. Det er to centimeter, hvis ikke mindre,” brokkede William sig og brugte en flad hånd til at måle sig selv i forhold til mig, selvom ingen af os stod ret.

”Det er tydeligvis nogle meget vigtige centimeter.”

”Ved du hvad Tony? Du er altid så led imod mig.”

”Sårede jeg dine følelser?”

”Ja du gjorde faktisk. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal komme over din grove mobning.” Williams stemme var rolig og som han skældte mig ud rystede han fortvivlet på hovedet. Hans øjne smilede dog til mig, og jeg kendte ham for godt til at have dårlig samvittighed. William havde bare altid haft en ting for at overdramatisere, for at få mig til at tage mine ord tilbage, selvom det sjældent resulterede i det ønskede.

En varm hånd strejfede min flanke og skubbede mig let til siden så vedkommende kunne komme forbi. Den uventede berøring fik mine nakkehår til at rejse sig, og jeg drejede hovedet, for at se hvem der skulle forbi. Jeg blev mødt af et par lysende grønne øje og et kækt smil, som om han vidste, at hans overdrevene venlighed hylede mig ud af den.

Som alle andre havde han slået håndklædet om livet, for ikke at skulle blotte sig på vej ud under bruseren. Hans brystkasse var tynd, men grundet hans spinkle bygning og højde, så kom det ikke bag på mig. I det han gik forbi mig, kunne man ane hans ribben. Jeg tog mig selv i at betragte ham, og kiggede hurtigt væk. Aske kluklo, og jeg vidste at han havde taget mig på fersk gerning. Selvom jeg sjældent fik varme kinder, så var jeg alligevel taknemlig over, at jeg svedte i forvejen.

Jeg fulgtes med William ud i badet, men vi snakkede ikke sammen. Samtalen var blevet afbrudt, og jeg følte ikke for at starte den op igen. Det kølige vand forsvandt ned i afløbet sammen med sved og tankemylder. Musklerne i mine skuldre lod dog ikke til at løsne deres tag, selvom samtlige naboer havde gjort det.

”Du ligner en druknet hund,” kommenterede William med et smil. Selvom jeg ikke kunne se mig selv i dette øjeblik, så vidste jeg, at det passede. Jeg trængte til en klipning og at vandet havde gjort mit hår fladt, hjalp ikke just på situationen.

”Wruf,” svarede jeg blot og rystede hovedet, da jeg ikke så nogen grund til ikke at spille med på joken. Aldrig havde jeg påstået at have god humor, og hvis jeg en dag gjorde det, ville det være en løgn.

Vi fik tøj på og pakket taskerne sammen. Selvom vi havde givet os god tid, så var vi langt fra de eneste, som ikke var gået endnu. Jakken hang jeg over min skuldertaske og den på min skulder. Noget strøg mig mod hårene helt fra nakken og op på toppen. Det sendte kuldegysninger ned af min ryg, og jeg kiggede forvirret op, for at finde afsenderen af det uventede kærtegn. Bænken i lokalet var formet som et stort U midt i lokalet, og stående på denne fandt jeg Aske.

”Vi ses i morgen,” proklamerede han og strøg forbi os. Han hoppede ned af bænken da han var nået så tæt på døren som han kunne komme. Flammerne forsvandt ud af døren og jeg kiggede spørgende på William, blot for at møde et lige så forvirret ansigtsudtryk.

”Hvad skete der lige?”

”Jeg tror du har fået en fan.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...