Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17048Visninger
AA

22. Kapitel 20

Det var officielt en uge siden at mit liv var blevet vendt på hovedet, men de mange nysgerrige blikke plagede mig stadig. Selvom der stadig var et godt stykke hen til skolen, så var det allerede ved at skride for mig. Udskød man gensynet med en ubehagelig oplevelse længe nok, voksede den ekspotentielt. Knap hundrede meter fra skolen fik jeg kolde fødder og stoppede brat op. Som havde jeg rørt en kogeplade slap jeg hurtigt Askes hånd.

”Jeg kan ikke” udbrød jeg panisk og foldede opgivende hænderne bag nakken. Forvirret over mit pludselige udbrød nåede Aske et par skridt længere frem, inden det gik op for ham at jeg ikke længere bevægede mig.

”Selvfølgelig kan du det,” opmuntrede han mig med et smil, som kunne få selv engle til at dåne. I stedet for at bløde op voksede min panik blot yderligere, eftersom jeg blev mindet om roden til den. Det var mig en gåde, hvordan han kunne tage det hele så roligt.

”Du forstår det ikke. Jeg kan virkelig ikke.” Måske havde det været bedre at uddybe sagens kerne, men det var svært, når jeg ikke engang selv vidste præcist, hvad der nagede mig. I så mange år havde jeg været ligeglad med hvad andre synes om mig, men at være sammen med Aske var ikke blot et ømt punkt. Det var som at hælde salt i et betændt sår.

”Alle ved det allerede.” Det var alt andet end opløftende. Han trådte et skridt frem imod mig, samtidig med at jeg trådte tilbage. Hvis jeg lod ham komme for tæt på, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne stå fast.

”Præcis. Det vil bare bekræfte rygterne,” prøvede jeg at forklare, men håbløsheden havde gjort min stemme skinger og utroværdig. Han forstod det ikke, og jeg forstod ikke, hvorfor han ikke forstod det. Endnu mindre forstod jeg hvorfor han ikke følte den samme angst, som plagede mig.

”Det er ikke rygter, Tony.” Denne gang lød han irriteret, men dårlig samvittighed var ikke nok til at få mig overbevist om, at det var en god idé at komme vadende ind på skolen med et kæmpe flag.

”Jeg vil ikke tvære det i ansigtet på dem.” Desperat kørte jeg en hånd igennem mit hår og pustede ud, da det gik op for mig, at jeg havde holdt vejret. Måske var det en dårlig idé at puste ud. Måske skulle jeg bare holde vejret indtil jeg besvimede, så jeg kunne tage hjem allerede nu under påskud af at jeg var blevet dårlig.

”Du tværer ikke noget i ansigtet på nogen ved at holde mig i hånden.” Kløften mellem hans øjenbryn blev dybere, og han pressede hårdt sine læber mod hinanden. Han var helt klart irriteret over mig, og intet tydede på, at han havde tænkt sig at se det  fra min side.

”Lad nu være.” Et håbløst forsøg på at bløde ham op, men ikke dets tro mindre et forsøg. Denne gang var det mig der rakte ud efter ham, men det var ikke en gestus han tog imod.

”Du kan selv lade være.” Han hævede stemmen og de grønne øjne brændte. Bag irritationen kunne jeg se, at han var såret, men jeg anede ikke hvordan jeg skulle gøre op for det, uden at spænde ben for mig selv.

”Hvorfor kan du ikke bare acceptere, at jeg har brug for tid?” spurgte jeg endelig efter endnu en dyb indånding. Tonen var roligere og mere velovervejet end jeg selv, men det betød intet så længe at han stoppede med at råbe af mig.

”Du skammer dig over mig. Os.” Vreden var forsvundet fra hans øjne, men nu hvor jeg fik sorgen at se, så foretrak jeg faktisk hans irritation. Den var langt mere håndgribelig end det faktum at jeg var skyld i hans ulykke.

”Det passer ikke,” udbrød jeg og trådte frem imod ham. Febrilsk prøvede jeg at fange hans blik, men han nægtede at møde mine øjne. Jeg behøvede ikke hans vrede for at vide, at jeg havde håndteret situationen helt forkert. Uanset hvad jeg sagde nu, stod mine udtalelser ikke til at redde.

”Vi ses senere,” mumlede han kort, hvorefter han vendte sig om for at gå. Min hånd lukkede som om hans håndled, men uden så meget som at standse rystede han mig af sig. Med målrettede skridt lagde han afstand mellem os, og signalet var klart: Jeg skulle ikke følge efter ham.

”Du må ikke være sur! Aske!” tiggede jeg, men han vendte sig ikke om eller satte farten ned. Lamslået blev jeg hvor jeg var. Arrig over hele situationen sparkede jeg til en busk der stod i vejen. Hvis ikke det var fordi Keegan ville sladre til Emily samt det faktum, at jeg havde lovet William at møde op i dag, så var jeg vendt om på stedet. Selvfølgelig kunne jeg have tacklet situationen på mange mere hensigtsmæssige måder, men det eneste jeg kunne stille op med mig selv, var at straffe busken alene for dens eksistens.

Da jeg endelig nærmede mig klasselokalet var timen allerede startet. Jeg forsøgte ikke engang at være lydløs da jeg gik ind af døren, for uanset hvor lidt man larmede, så kiggede alle alligevel på en, når man kom for sent. I dette tilfælde kunne jeg dog ikke være sikker på om det var den eneste grund til at de kiggede sådan som de gjorde. Grunden var irrelevant, for uanset hvad der lå bag, så borede nysgerrige blikke sig mod min ryg.

For en gangs skyld holdte jeg lav profil i løbet af timen. Ikke fordi det ikke interesserede mig eller fordi jeg ikke orkede at bidrage med noget, men af den simple årsag, at jeg ikke havde noget at sige. Selvom jeg sjældent lukkede noget fornuftigt ud, så var det endnu mere sjældent at jeg undlod at lukke lort ud, når læreren fjumrede med teknikken eller jeg var uenig i en pointe.

William sad trofast ved min side, selvom jeg ikke just havde givet ham noget valg. Dog snakkede han ikke til mig på noget tidspunkt, og da jeg ikke selv bragte et emne på banen, voksede tavsheden mellem os. Man behøvede ikke kende William ret godt for at vide, at der var noget som gik ham på.

Jeg spurgte ikke, men ventede blot på at han langsommeligt pakkede sine ting sammen da timen var slut. Folk havde travlt med at komme ud af det indelukkede lokale både elever som lærer. Aske var den første ude af døren, men resten fulgte hurtigt trop. Med tasken over skulderen og jakken over armen stod jeg og ventede på at han blev færdig.

”Hvordan kan du opføre dig som om alt er normalt?” Anklagen i hans stemme ramte så pludseligt at det tog mig et øjeblik at forme et svar. Han kastede hårdhændet de sidste af sine ting ned i sin taske og lynede den med en hurtig bevægelse.

”Hvad mener du?” Jeg kunne praktisk talt mærke rynken mellem mine bryn vokse i takt med at Williams knoer blev helt hvide. Det var ham, der havde bedt mig om at komme tilbage på skolen, og hvis der var noget han plejede at prædike for mig, så var det at hæve sig over dårlige oplevelser.

”Hold dog op.” Tasken svang han over skulderen, men han gjorde ikke mine til at forlade lokalet. Det gik langsomt op for mig, at det ikke blot var irritation der plagede ham. Det var direkte vrede rettet mod mig, hvilket jeg ikke mindedes nogensinde at have oplevet før. Det var altid mig der var sur på ham. Aldrig omvendt. Selv ikke da jeg ødelagde hans nye cykel, da vi var små, havde han haft til evne at bebrejde mig for alvor.

”Seriøst. Hvad fanden snakker du om?” Ordene fløj defensivt ud af mig i frustration over ikke at ane hvad jeg nu havde gjort. Det var som om min tilstedeværelse alene var nok til at pisse folk af i dag.

”Jeg fatter det simpelthen ikke. Du er væk i næsten en uge og så kommer du vadende som om ingenting er anerledes.” William begyndte at fægte med armene på en måde der ikke indbød til at jeg trådte nærmere. Uanset hvor meget jeg tænkte, så kunne jeg ikke finde ud af, hvordan jeg havde gjort mig berettiget til hans frustration.

”Hvad ville du ellers have at jeg skulle gøre?” spurgte jeg opgivende og slog ud med armene. Det var alt for let at give efter for min egen irritation over anklagen. Det krævede mere end det burde at holde tonen på et nogenlunde neutralt niveau. Særligt når William ikke gjorde sig samme umage. Når alt kom til alt, så var vi på skolen, og selvom lokalet var tomt, så vrimlede det med elever på gangen.

”Åh Tony det ved jeg sørme ikke. Hvad med at tage noget fucking ansvar og forsvare Aske?” Sarkasmen dryppede af hans stemme, og den spydige tone var stærk nok til at forårsage et skibsbrud.

”Jeg…” Tøvende stoppede jeg med at tale og ledte efter de rigtige ord, men jeg havde knap lukket munden for William igen var ovre mig. En ubehagelig følelse var begyndt at brede sig i min krop med sit knudepunkt i min mave, hvilket gjorde det svært at synke.

”Har du overhovedet snakket med ham? Har du overhovedet spurgt ind til, hvordan han har det eller hans følelser, eller tænker du bare på dig selv, som altid?” Selvom jeg ikke anede hvorfor, så fik hans tone skammen til at brede sig, og jeg nænnede ikke at møde hans øjne. I stedet kiggede jeg på mine føder, som et barn der fik skæld ud, men når alt kom til alt, så var det ikke en situation der lå så langt fra det som var ved at ske netop nu.

”Jeg… Altså vi har snakket men…” Jeg havde ikke spurgt Aske, hvordan han havde det på noget tidspunkt. Dårlig samvittighed skyllede ned over mig, som om en spand med koldt vand var hældt ud over mig. Jeg havde ikke engang overvejet at spørge ham. Ikke så meget som skænket det en tanke, at jeg ikke nødvendigvis var den eneste der havde problemer.

”Bare ikke om det der betyder noget.” Jeg bed mig i læben, da det gik op for mig at jeg ikke havde noget at sige til mit forsvar. Han havde ret. Irritationen over min egen opførsel blev rettet mod William, selvom han ikke fortjente det overhovedet. Det var bare så meget lettere at hade ham frem for mig selv.

”Hvorfor angriber du mig?” Jeg prøvede at lyde sikker i min sag, men så snart jeg havde indset at ingen holdte med mig i denne sag, følte jeg mig ekstremt ensom. William havde altid min ryg. Uanset hvor meget jeg fuckede op, så var han der altid, men ikke denne gang. En usynlig grænse var blevet krydset, og jeg vidste ikke om det var muligt at træde tilbage.

”Fordi du er sygt urimelig overfor Aske,” udbrød han og slog voldsomt ud med armene i min retning. Et øjeblik troede jeg at han ville slå ud efter mig, men så sur var han endnu ikke på mig. Paraderne hævet og forsvaret på sit højeste. Alle alarmklokkerne ringede, men alligevel holdte jeg ikke min kæft. Jeg burde have holdt min kæft.

”Alle får det til at lyde som om jeg skylder ham noget. Jeg skylder ham ikke en skid. I får det alle sammen til at lyde så forfærdeligt let, hvilket altså ikke er tilfældet. Hvorfor er det så forkert at have brug for at tænke over situationen, inden jeg kaster mig ud i noget, som måske ikke engang holder, der kan ødelægge mit liv?” Uden at det var min mening forvandlede min forklaring sig til en arrig anklage. Jeg kunne ikke tænke. Jeg kunne ikke trække vejret. Min hverdag havde i mange år været vaklende, men det var først nu, at det begyndte at gå op for mig præcis hvor tæt på at det hele var fra at falde fra hinanden.

”Du opfører dig ikke sådan her fordi du har brug for at tænke over situationen eller fordi det er Aske. For helvede du opfører dig ikke engang sådan her, fordi det er en dreng. Ikke engang fordi du er forelsket, men fordi du er så fucking bange for at lade nogen holde af dig.” William betragtede mig med bedende øjne, og jeg vidste at han tiggede mig om at forstå. Hans ord slog pusten fra mig, og jeg kunne ikke komme på noget fornuftigt svar. Det var først efter en ubehagelig tavshed at jeg tøvende åbnede munden.

”Du ved ikke noget om, hvad der foregår.” I det øjeblik var min største frygt, at han vidste præcis hvad der foregik. At han kendte mig så godt blev langsomt et irritationsmoment, som jeg ikke var i stand til at håndtere. Min krop rystede, men usikker over hvor længe den havde gjort det og årsagen bag, gjorde det svært at forhindre.

”Jeg ved, at du er en fucking idiot, Tony. Du er ikke just let at holde af, og det er til dels også, derfor jeg kan lide dig, men du skal fandeme passe på med, hvem du skubber fra dig. De har altid været efter dig, men det er først nu, at de har fundet noget der generer dig. Kan du slet ikke se det? De så sig sure på dig for mange år siden, men det er Aske, der modtager tævene. Ingen rørte ham før du kom ind i billedet, så tag dig for helvede sammen og gør noget ved det.” Først rørte hans ord mig ikke. Det var udelukkende en række fakta, der blev listet op, som udvalget af brød ved en bager. Jeg var ikke let at holde af. Jeg vidste ikke helt hvem ’de’ var, men uanset hvad, så havde jeg sandsynligvis pisset dem af på et eller andet tidspunkt i min mangeårige karriere indenfor sarkasme og egoisme. Det var først efter lidt tid at hans ord egentlig faldt på plads, men da de gjorde, dunkede pulsen højt i mine øre og rastløsheden bredte sig som en flodbølge der endelig havde nået land.  

”Tæv? Hvem fanden har rørt ham?” skreg jeg næsten af William, selvom jeg vidste at han ikke havde noget med det at gøre. Det var et dumt spørgsmål. Jeg vidste lige præcis, hvem der havde rørt Aske. Det der gjorde mest ondt var, at jeg også lige pludselig vidste præcis, hvorfor Aske blev så ked af det, da jeg ikke ville tage hans hånd. Han havde haft brug for støtten. Han havde vendt sig mod mig for at få hjælp og jeg havde blankt afvist ham, uden tanke for hvad der kunne ligge bag. Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke havde sagt noget. Endnu mindre fattede jeg ikke, hvorfor han ikke havde bedt om min hjælp verbalt, men så kom jeg i tanke om hvad jeg selv ville have gjort i en lignende situation. Jeg ville have holdt min kæft.

”Det burde være dig, Tony. Du er så blind overfor alt du ikke har lyst til at se.” Hans opgivende tonefald fik et eller andet i mit bryst til at krølle sig sammen, og jeg mærkede kulden i samme sekund som han vendte sig om for at gå. Jeg stoppede ham ikke. Det var ikke længere ham jeg var irriteret og vred på. Det var mig selv.

Jeg stormede ned af gangen og prøvede ihærdigt at finde Aske blandt menneskemængden, men alt jeg fandt var ansigter uden navne. De få ansigter med navne var ikke dem jeg ledte efter. Amanda, Nellie og deres slæng hvinede højt over et eller andet. Johan kiggede intenst på sin telefon, og Bolette kiggede ham over skulderen. Ingen lod til at bemærke det kaos som omgav os, hvilket fik mig til at tro, at det eneste kaos var det inde i mit hoved.

Da jeg endelig fik øje på Aske var det som et fyrtårn, der ledte mig sikkert igennem menneskemængden på gangen. Jeg vidste et øjeblik ikke om jeg var vred, bange eller nervøs for at konfrontere ham, men da hans øjne mødte mine flammede irritationen op igen. Eftersom han stod op af væggen, så var der ikke mange muligheder for ham for at flygte. Han drejede hovedet væk fra mig og brød øjenkontakten. Et øjeblik frygtede jeg at han ville smutte ud mellem fingrene på mig endnu engang.

”Hvorfor sagde du ikke noget?” anklagede jeg mere bebrejdende end det var meningen. Flere hoveder vendte sig efter os, men om det var rygterne der lagde an til nysgerrighed eller om det var fordi jeg havde hevet stemmen en anelse var ikke til at finde ud af.

”Du har ikke ligefrem været modtagelig overfor emnet,” fnyste han af mig. Først der blev det klart for mig at han var mindst lige så frustreret over situationen som jeg var.

”Jeg kunne have gjort noget,” brød jeg desperat ind inden han smed for mange ubehagelige sandheder på bordet.

”Men ville du have gjort noget? For jeg kan godt blive lidt i tvivl.” Den hårde tone i hans stemme gjorde at jeg for en stund blev målløs. At dømme efter den pludselige stilhed på gangen, var jeg ikke den eneste der var overrasket.

”Lad nu være,” bad jeg ham, selvom jeg ikke var klar over præcis, hvad jeg forventede han skulle gøre. En mulighed kunne være at stoppe med at sige sandheden og lyve for mig, men det ville umuligt gøre tingene bedre.

”Hør… Det er ikke så meget anerledes end før jeg flyttede. Jeg havde bare forventet at… Tingene ville være anerledes her…” Hans bløde stemme tonede ud i en sagte hvisken og det begyndte langsomt at gå op for mig, hvorfor Aske var flyttet hertil. Det gjorde bare ondt i hjertet at det var min skyld at intet havde ændret sig for ham.

Jeg åbnede munden for at undskylde: For at fortælle ham at det aldrig havde været min mening at tingene skulle blive sådan her. Mine læber nåede dog knap nok at skilles, inden en ubehagelig hånd lagde sig på min skulder. At dømme efter Askes nervøse blik var jeg ikke den eneste der fandt situationen ubelejlig.

”Er hele skolens yndlingspar allerede ved at gå fra hinanden? Det var en skam.” Peters alt for venlige stemme sneg sig ind i min øregang. Da alle hårene i min nakke rejste sig, rystede jeg hurtigt hans hånd af mig, idet jeg vendte mig mod ham for at møde hans ansigt.

”Det her har ikke noget med dig at gøre,” svarede jeg koldt og håbede inderligt at han ville lade diskussionen ligge. Det var tydeligt at William havde haft ret. Det var mig de havde set sig sure på, men denne gang lod de mig ikke slippe. Bag Peters selvfede fjæs stod der tre yderligere. Tobias, Jonathan og Anders som på bemærkelsesværdigvis kopierede hans grimase. De fire drenge snakkede videre, som om jeg aldrig havde åbnet munden.

”Jeg havde aldrig gættet at han var den jaloux type,” bemærkede Tobias og kiggede opildnende på flokken. Snakken fortsatte over hovedet på Aske og jeg, som om vi slet ikke var til stede, men blot genstand for en kammeratlig samtale.

”Jeg troede også han var mere selvsikker end det,” lo Peter lavt for sig selv, men hånen var ikke til at tage fejl af. Selvom nervøsiteten langsomt havde sneget sig ind på mig, så formåede jeg alligevel at træde ind foran Aske, på trods af at jeg vidste, at det ikke ville beskytte ham imod deres ord.

”Han er ikke så kæphøj nu, er han vel?” bidrog Anders til deres fælles latterliggørelse af min eksistens. Omkring os var livet på gangene stoppet. De få nysgerrige blikke fra før, havde forvandlet sig til flere, men de var ikke længere nysgerrige efter sladder. Samtlige mennesker på gangene stod halvfrosset deres gerning af usikkerhed over, hvad de skulle stille op med situationen. Jeg bebrejdede dem det ikke.

”Er han stiv af skræk eller er han lige så vild efter Peters pik som alle pigerne er?” røg det rapt ud af kæften på Jonathan efterfulgt af høj latter fra dem alle.

”I er så latterligt dumme at høre på,” kommenterede jeg koldt og trådte truende frem mod dem, inden jeg kom i tanke om, at det var en kamp jeg ikke kunne vinde.

”Jeg synes nu også nok at jeg har set ham kigge på mig til idræt,” sagde Peter og kiggede afventende på mig, velvidende om at hans kommentar generede mig grænseløst. Jeg sank en klump i halsen og kæmpede for ikke at knytte næven.

”Kan du bebrejde ham det? Aske giver ham jo ikke meget at arbejde med,” lo Tobias, som om en kommentar om Askes højde var det sjoveste i hele verdenen. Jeg brød mig ikke om blikket i hans øjne. Måden hvorpå han kiggede mig over skulderen som for at få øje på Aske.

”Hold din fucking kæft!” Denne gang råbte jeg og mit forsøg på ikke at knytte hånden fejlede noget så grusomt. Til min ærgrelse låste Jonathans fingre sig hårdt omkring mit håndled, og jeg vidste at han var klar over mine intentioner.

”Anthony… Vi har det jo bare sjovt,” undskyldte Anders, men selv det mest naive barn ville kunne gennemskue den manglende oprigtighed af hans ord. De havde det sjovt. Det havde jeg ikke, og jeg turde slet ikke prøve at forestille mig Askes ansigt bag mig.

”Men på den anden side… Et hul er vel et hul. Er det ikke, hvad du altid siger?” klukkede Jonathan henvendt til Peter. Hans perverserede kommentar modtog en høj latter, som fik min krop til at dirre i raseri. Hvis ikke det var fordi Jonathan strammede sit tag om min arm, ville jeg være stormet frem imod dem, men han var langt stærkere end jeg var. Da Peter lænede sig tættere mod mit ansigt skar jeg tænder så hårdt, at det var imponerende at de blev siddende.

”Jo. Et hul er et hul. Eller hvad siger du Tony? Måske burde man føre teorien ud i livet. Jeg kunne ikke forestille mig andet end at Aske ville være villig til at hjælpe.” Peters ord var ikke mere end blot en hvisken, men før jeg vidste af det kastede jeg mig frem mod Peter. Den pludselige bevægelse overrumplede Jonathan, og min næve hamrede mod Peters kindben. Jeg ville have sendt endnu et slag imod ham, men Jonathan var hurtigere end jeg. Snart havde han fat i begge min arme, som han vred unaturligt om på ryggen af mig.

Tobias tårnede sig over mig. Bag ham kunne jeg se Peter ømme sig. Til min tilfredsstillelse var der blod. Man måtte have kunne se det i mit ansigt, for i samme øjeblik blev al luft presset ud af mine lunger, da et kraftigt slag ramte mig i maven. Igennem min hosten og desperation efter luft kunne jeg høre Aske råbe af dem, at de skulle lade mig være. Uden mine arme, var mit eneste håb at sparke vildt omkring mig, men selvom jeg gentagende gange ramte, så var det intet imod de målrettede slag der kom retur.

Panisk vred jeg mig, men Jonathan var stærkere end jeg var og mine arme forblev immobile. Mine spark kom ikke længere som en overraskelse for dem, og selvom jeg var overbevist om, at jeg havde fået nogle gode slag ind, så var det intet i forhold til hvad jeg selv modtog. Aske var ikke længere den eneste der råbte og hans skrig blandede sig med mængden.

Pludselig forsvandt hænderne der holdte mig fast, og selvom jeg tvivlede på at det var et uheld, så benyttede jeg muligheden til at komme så langt væk, som muligt. Jeg hørte Peter råbe. Jeg registrerede enkelte djævelske grin kort forinden nogen kilede mig op ad væggen. Selvom min skulder afværgede det værste af slaget, så var stødet mod tindingen nok til at gøre mig svimmel. Da min arm blev tvunget til at flugte parallelt med gulvet i en unaturlig stilling var jeg for omtåget til at gøre modstand. For omtåget til at opfatte, hvad der var på færde før det var for sent. Smerten bordede sig igennem min arm og et lydløst skrig slap over mine læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...