Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 20 sep. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

78Likes
403Kommentarer
17368Visninger
AA

4. Kapitel 2

Som forudset kom tilflytteren ikke til at sidde alene bagerst i klassen i mere end få minutter. Efter et par dage opførte folk sig som om, at han havde gået på skolen lige siden september. Nyheder lægger sig hurtigt, når der ikke er mere kød på dem. For uanset hvor stort en opsigt han havde vagt på sin første dag med det opsigtsvækkende hår og sin farverige sweater, så var han ikke andet end endnu en elev på en skole med flere hundrede.

Folk havde det med at forvente at nogle mennesker var mere end blot en person. Jeg forstod det til dels godt. Det fremmede og det mystiske var da også dragende, men så stoppede den også der. Så snart alle havde opfattet, at Aske hverken var et supergeni eller Rubert Grints kønne og længe savnede lillebror, så blev han blot en ud af mange.

Selv da vores dansklærer, Camilla, bad os om at gå i grupper og havde sat os sammen i par for at analysere et digt, var han ikke andet end en elev og et navn blandt flere. Bortset fra at jeg aldrig havde snakket med ham før at vores navne blev råbt op lige efter hinanden.

Da William rejste sig for at sætte sig med sin makker blev jeg blot siddende. Pladsen ved siden af mig var fri. Jeg kiggede op fra en af en eller anden analysemodel, som jeg under introduktionen havde tegnet små spiraler på med blyant. Jeg nåede dog knap at få øjenkontakt med ham, før han stod lige foran mig, med en hånd hvilende på bordet.

”Det var Anthony ikke?,” spurgte han smilende, men lød ikke spor usikker. Den sociale sommerfugls vinger var ikke til at overse. Jeg gemte mig blot lidt i et hul. Ikke fordi jeg var genert. Jeg havde det bare fint med ikke at kende alle i hele byen.

”Tony,” rettede jeg ham hurtigt af gammel vane. Det faktum at han kendte mit rigtige navn var lidt overraskende, da selv ikke lærerne kaldte mig det, medmindre jeg virkelig var på spanden. På den anden side, så eksisterede Facebook, så helt forbløffende var det ikke.

”Tony,” gentog han blot, som om han lige havde brug for at smage på navnet en gang. Jeg vidste godt, at det ikke ligefrem var det mest normale navn, men så sært var det vel heller ikke. Da jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige, så lod jeg blot være med at sige noget overhovedet. Aske var heldigvis klog nok til at opfatte, at den del af samtalen var lukket. Endelig satte han sig ned, så vi kunne komme i gang, med den egentlige opgave.

”Har du læst digtet,” spurgte han efter at have rodet lidt rundt med bøger og papirer. Selv var jeg allerede på den rigtig side.

”Selvfølgelig.” Jeg rynkede kort panden og kiggede på ham. Et eller andet sted forventede jeg at han jokede i stedet for at han oprigtigt ikke var forberedt.

”Har du ikke læst det da?” Jeg prøvede på ikke at lyde irriteret. Det kunne ske at man ikke fik lavet sine ting, men når man lige var startet et nyt sted, så kunne man i det mindste gøre forsøget.

”Jeg har først lige fået bogen,” skyndte han sig at udbryde, hvilket tydede på at jeg ikke lød så neutral, som jeg var gået efter.

”Du har en god undskyldning, det indrømmer jeg gerne.” Lige så sarkastisk som det lød, lige så oprigtigt mente jeg det. Det var ikke fordi, at jeg aldrig havde analyseret et digt før. Det var heller ikke fordi jeg ikke vidste hvordan man gjorde. Jeg havde bare ingen anelse om, hvor jeg skulle starte, selvom der lå en analysemodel foran mig. Digte havde bare aldrig været mig. De var smukke uden tvivl, men jeg forstod sjældent den samme mening og tolkede endnu sjældnere digte på samme måde som mine klassekammerater.

Det samme galt noveller. Jeg fik altid ros, men alligevel. Mine resultater var ikke de samme som alle andres. Godt nok var det ikke matematik, men hvordan kunne to forskellige betydninger begge være rigtige? På trods af at jeg var på bar bund, så var vi alligevel nået frem til en fortolkning af det kringlede digt i sidste ende. Frem til da havde vi hele tiden haft noget at snakke om, og når vi ikke havde, så kunne selv jeg hive fat i digtet igen. Nu hvor opgaven var løst, så vidste jeg ikke længere, hvordan jeg skulle håndtere situationen. Sagt på en anden måde, så havde jeg ikke længere nogen idé om, hvordan man brød den akavede stilhed der bredte sig imellem os.

Mine øjne søgte efter Williams, men eftersom han sad med ryggen til, så var der ikke meget hjælp at hente hos ham. De andre grupper arbejdede stadig eller snakkede i krogene. Til mit held, så varede stilheden ikke alt for længe.

”Hvordan kan det være, at du ikke har overfaldet mig med spørgsmål, ligesom alle andre?” spurgte han uden at pakke det den mindste smule ind. Jeg vendte min opmærksomhed imod drengen ved min side og rynkede brynene kortvarigt.

”Hvad skulle jeg da spørge om?”

”Det ved jeg ikke. Et eller andet. Alle spørger om noget,” trak han på skuldrene. Egentlig så kunne jeg godt se det fra hans perspektiv, men når alle andre havde spurgt, så var der ikke rigtig nogen grund til at bringe det op igen. Aske. Sytten År. Flyttet hertil fra skolen i den anden ende af byen. Det var overfladisk fakta, som vi alle kendte, men udover det, så vidste ingen rigtig noget.

”Hvorfor flyttede du?” spurgte jeg selvom jeg ikke rigtig interesserede mig for svaret. Lidt gjorde jeg, men primært fordi jeg følte mig tvunget til at finde på et eller andet, nu hvor han bad mig om at spørge om noget. Der var mange ting jeg hellere ville vide, men samtidig så var der grænser for, hvad man kunne tillade sig at spørge nogen om, når man ikke kendte dem.

”Fordi jeg havde lyst.”

”Hvem fanden har lyst til at flytte skole?”

”Du spurgte, og du fik svaret. Næste spørgsmål,” forlangte han, men jeg kunne ikke lade være med at overveje hans ord. Måske rettere mine egne. For jeg vidste præcis, hvorfor folk havde lyst til at flytte, men spørgsmålet var blot fløjet ud af munden på mig. Der eksisterede uendeligt mange grunde til at folk flyttede skole inden for samme distrikt og kun meget få af dem grundede i positive oplevelser.

”Man skulle tro du opsøgte opmærksomheden.”

”Det gør jeg måske også.”

”Men hvorfor?”

”Hvis ikke jeg selv spreder rygterne, så gør en anden det.”

 ”Det giver vel mening,” indrømmede jeg, selvom jeg aldrig selv ville have modet til at gøre det samme. Der til var jeg simpelthen ikke udadvendt nok. Jeg ville aldrig kunne nyde opmærksomheden på samme måde som det lod til at han gjorde. At være samtalens omdrejningspunkt var ikke noget, jeg ville være komfortabel med. Hvor han dyrkede det og skabte sig det rygte, som han mente at have fortjent, så ville jeg i stedet have lukket i som en østers. Heldigvis havde jeg det fint hvor jeg var, så der var ingen udsigter til at det ville ændre sig.

Omkring os var folk blevet stille, og flere af klassens elever havde vendt sig deres stole for at kigge ned på os. Eller sådan føltes det i hvert fald. I virkeligheden var det nok ikke andet end et flygtigt blik over skulderen.

”Det er godt at se, at i kommer ud af det med hinanden dernede, men jeg fornemmer at samtalen ikke er specielt faglig. Fokus, drenge.” Lærerindens ord var i og for sig ikke specielt hårde. Det kunne have været langt værre. Det der fik mig til at presse læberne hårdt mod hinanden var Camillas tone og blik. Irritationen var tydelig og blikket kunne dræbe. Værre var det at  hele klassen hørte med, og man ikke havde en chance for at svare igen, uden at få endnu større problemer.

I mens vi havde snakket om løst og fast var timen åbenbart begyndt igen på et eller andet tidspunkt. Da jeg kiggede op på tavlen var det tydeligt at hun havde skrevet en masse ned, som jeg højst sandsynligt burde tage noter til. Dog vidste jeg inderst inde godt, at det ikke kom til at ske. Da jeg kiggede over på Aske, så jeg ikke andet end det fedtede smil på hans læber. Jeg rynkede brynene og løftede uforstående hånden imod ham. Præcis hvad der var så morsomt, var gået forbi min næse.

”Er der en lille stræber gemt i dig?” spurgte han. Den måde hans næse rynkede en smule, fik hans hvisken til at fremstå drillende. Allerede før jeg nåede at lukke et ord ud, blev jeg afbrudt.

”Tony! Tving mig ikke til at gentage mig selv,” lød det skrapt fra katederet foran tavlen, og jeg kunne ikke tro mine egne øre. Der var ikke kommet et ord ud af munden på mig, men det var alligevel mig, der blev bebrejdet for uro. Brat lukkede jeg munden, og gav Aske et irriteret blik, som blot fik hans smil til at vokse sig større.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...