Fuck - Tonys historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 24 nov. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

79Likes
405Kommentarer
18661Visninger
AA

21. Kapitel 19

Dagene der fulgte smeltede sammen i en gryde af frustration og manglende motivation til at gøre noget ved det. Mere end noget andet trængte jeg til et bad og min manglende appetit havde resulteret i et efterhånden synligt vægttab. Som dagene gik blev Emily mere og mere bekymret, og jeg blev tilsvarende mere nervøs for, om jeg nogensinde ville være i stand til at vise mig på skolen igen. For hver dag der gik blev det mere og mere uoverskueligt overhovedet at tænke på. Jeg sakkede bagud. Missede deadline på en aflevering. For første gang i mit liv kunne jeg ikke være mere ligeglad. Måske skulle jeg bare droppe helt ud, nu hvor jeg var i gang.

Skægstubbene havde fået frie tøjler, og når jeg engang tog mig sammen til at gå i bag, så ville jeg barbere mig i samme omgang. Måske skifte den svedige trøje ud også, eftersom jeg næsten havde boet i den de sidste par dage. Aske havde ringet, men jeg lod telefonsvaren klare jobbet, da jeg var bange for at sige noget dumt. Endnu mere jeg ville fortryde så snart ordene forlod min mund.

Mit værelse var forvandlet til en hule af den slags, man ikke har lyst til at træde ind i. Det meste af tiden lå jeg i min seng og havde ondt af mig selv. Resten af tiden rullede jeg mit gardin lige akkurat nok op, til at jeg kunne se hvad jeg læste. Det var fjerde eller femte gang, at jeg afsluttede den bog, som jeg havde set Aske læse den morgen. Fjerde eller femte gang at jeg ikke forstod slutningen. Så snart sidste side var vendt, var jeg endnu mere forvirret end den forrige. Det gav ikke mening. Intet gav mening. En stemme inde i mit hoved skreg at det ikke burde være så svært, men lige lidt hjalp det.

Hvis jeg ikke engang kunne forstå bogen, hvordan skulle jeg så nogensinde kunne forstå virkeligheden. Når Aske lagde så meget af sin sjæl i denne åndssvage bunke papir, så måtte det betyde noget. Hvis jeg ikke var i stand til at forstå den, så var jeg nok heller ikke i stand til at forstå Aske, og hvis jeg ikke kunne forstå ham, så var alt håb vel ude. Jeg savnede ham. Den nagende fornemmelse i min brystkasse pinte mig døgnet rundt, og det eneste jeg havde af ham, var den åndssvage bog.

Selvom Emily på intet tidspunkt antydede at jeg pjækkede bare for at pjække, så var det som om at hun efterhånden var blevet opmærksom på, at jeg ikke bare var ramt af feber. Hun vågede over mig som en høg, men spurgte ikke ind til det. Ikke før jeg i et udbrud af frustration kylede bogen tværs igennem stuen, så den hamrede ind i væggen. Håbløsheden hobede jeg op og som små hik kæmpede alle følelserne sig op igennem min hals.

Keegan og Emily stirrede begge nervøst på mig fra deres plads i sofaen. Bekymringen forvandlede sig et øjeblik til frygt. I så mange hår havde Emily været mere som en mor end en søster, men når alt kom til alt, var hun ikke mange år ældre end mig, og hun vidste lige så lidt om hvordan man tacklede denne slags som jeg gjorde. Det var Keegan der brød stilheden.

”Det bliver bare værre jo længere tid du er væk…” kommenterede han forsigtigt, som om han var bange for at jeg ville bryde sammen. Jeg havde intet at sige til ham. Selv hvis jeg ville kom ordene aldrig over mine læber. Keegan havde hørt om det. Selvfølgelig havde han hørt om det. Når hans storebror bliver genstand for alt opmærksomhed, så er det kun naturligt at det også går ud over  ham. Jeg ødelagde mig selv, men jeg ødelagde også Aske og Keegan. Tanken alene gjorde det næsten umuligt at trække vejret.

”Hvad bliver værre? Hvad snakker i om?” Emily kiggede skiftevis mellem os, men det var Keegan der bukkede under for presset først.

”Det… Der går nogle rygter om Tony og Aske og… Jeg ved det ikke. Det er sikkert bare en omgang lort.” Keegan skyndte sig at skubbe emnet af banen, da han så mit ansigtsudtryk. Emily var dog ikke lige så medgørlig.

”Er det dét alt det her handler om?” Hendes stemme var så blid, at jeg smeltede mellem hendes hænder som smør. Jeg havde lyst til at bryde grædende sammen i hendes favn, men i stedet for sad jeg som en statue og kiggede ned i mit skød.

”Så det passer altså?” Keegans stemme rystede en smule af usikkerhed, men han behøvede intet andet svar end min stilhed. Det var også det eneste svar de blev mødt med. Manglen på ord prægede rummet lige indtil Emily ikke kunne holde tavsheden ud længere.

”Tony?” Igen var hendes stemme mild og fyldt af en kærlighed jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af. Jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, men klumpen i mit bryst krampede og tårende pressede sig på. Hvis jeg gav slip var jeg bange for aldrig at kunne stoppe igen. En varm hånd lagde sig på min skulder, men det var umuligt at bestemme dens tilhørsforhold uden at kigge op, og hvis jeg først mødte deres blik ville jeg ikke kunne klare det længere.

”Vil du ikke være sød og sige noget?” tiggede Keegan og hans desperation skar i hjertet. Det gjorde ondt. Det hele gjorde så forfærdeligt ondt. Da jeg åbnede munden kom der ikke andet end en hakket vokal ud, før jeg blev kvalt i den ensomhed, jeg havde spæret inde så længe. Tårerne mindede mere end noget andet om et vandfald der var ude af kontrol. Min krop rystede ukontrollerbart og formålsløst krøllede jeg sammen om mig selv for at holde sammen på de mange ødelagte dele, men hulkende blev større og mere umenneskelige i takt med at jeg gispede efter luft og druknede i mit eget snot.

Emily var hurtig til at lægge armene omkring mig, som var jeg et lille barn. Keegan nøjedes med at lægge en trøstende hånd på min skulder. For første gang i mange år lod jeg dem gøre det. Jeg tillod mig selv at græde ud. Græde over Aske og skolen. Græde over at jeg ikke bare kunne være som alle andre. Forbandede det faktum at jeg aldrig havde haft eller nogensinde ville få et normalt liv.

Tårerne trillede for de forældre som aldrig var der, og for den fremmede mand som vores mor yndede at dele seng med. Jeg hulkede over det faktum at Emily snart ville flytte ud, og at Keegan om få år var gammel nok til at klare sig uden min hjælp, alt imens jeg ville sejle i min egen sø uden et håb om nogensinde at finde land. Noget inde i mig var knækket, og jeg anede ikke hvordan jeg nogensinde skulle sætte det sammen igen.

Det var ikke til at sige hvor lang tid der var gået, da jeg endelig var i stand til at trække vejret normalt igen. Dog havde lyset i stuen ændret sig og min gråd havde forvandlet sig til en ulykkelig ørken. Jeg var dehydreret, udmattet og elendigt tilpas.

”Måske vi skulle få arrangeret en tur ud til vores bedsteforældre… Få lidt tid for os selv og få det hele på afstand. Lyder det som en plan?” Jeg nikkede kortvarigt, da jeg var bange for at bryde ud i gråd igen, hvis jeg prøvede på at sige noget. Det var ikke til at sige, hvem der snakkede til mig på nuværende tidspunkt. Det hele flød sammen, som foregik det inde i fjernsynet og ikke lige foran mig.

”Vi elsker dig. Bare hvis du var i tvivl.” Ordene fik det til at trække i mine læber. Det lignede højst sandsynligt ikke det mindste om et smil, men det var det bedste jeg kunne præstere på nuværende tidspunkt.

”Har du snakket med ham?” blev der spurgt, hvortil jeg kun kunne ryste på hovedet.

”Har du snakket med nogen overhovedet?” Fortsatte stemmen, hvilket blot fik mig til at bide mig selv i læben. Der var ingen grund til at lyve, så jeg rystede på hovedet igen. Der lød et suk. De behøvede ikke at fortælle mig, hvad de ville have mig til at gøre på nuværende tidspunkt. Jeg vidste det allerede og på en måde havde jeg vidst det hele tiden. Efter hurtigt at have slået armene omkring dem begge, løb jeg op mod badeværelset for at få mig selv til at ligne noget der mindede lidt mindre om en levende død.

 

 Så snart jeg stod der fortrød jeg det. Jeg ikke bare fortrød det, men jeg hadede også mig selv for at have gjort det. At have ignoreret ham i første omgang, men også at der skulle gå så lang tid før gjorde noget ved det. Jeg vidste hvor nøglen til deres hoveddør lå gemt, men det var ikke just det rigtige tidspunkt at gøre brug af den viden. Der var en chance for at han slet ikke gad at se mig. En ret stor chance for at være ærlig overfor mig selv.

Min finger hvilede på ringeklokken et par sekunder inden jeg fandt modet til at presse den ned. Hurtigt efter slap jeg den, næsten forskrækket over mig selv, men i det mindste var der ingen vej tilbage nu. Jeg tog en dyb indånding for at samle mig selv. Jeg talte til tyve for at berolige mig selv. Døren var endnu ikke åben. Jeg talte til tyve igen uden at der skete noget. Bedst som mit håb sank hørtes låsen dreje i døren. En del af mig håbede at Aske ville åbne, men hvis han smækkede døren ville det ikke være til at bære. På den anden side, så skulle jeg forklare mig overfor hans mor, hvis det var hende der åbnede døren.

Rødt hår omkransede hans ansigt. Hans kæbe virkede skarpere end normalt, og det grønne øjne klarere. Det var dog ikke til at undgå at bemærke de mørke render under hans øjne, som vidnede om den samme søvnmangel, som havde plaget mig de seneste dage. Et sus gik igennem min krop samtidig med at min mave slog en kolbøtte. Uanset hvor meget jeg havde forberedt mig på at sige, så var der intet af det, der virkede rigtigt i situationen. Intet jeg kunne have forberedt ville nogensinde have været tilstrækkeligt.

Hans ansigt gik igennem et hav af følelser, men jeg havde savnet hvert og et af dem. Overraskelsen. Vreden. Irritationen. Forvirringen. Selv sorgen var kærkommen. Hurtigt trådte jeg hen imod ham for at tilbage lægge den sidste afstand mellem os. Først trådte han baglæns, men derefter lod han vores pander mødes. Jeg indåndede hans velkendte duft. Følelsen af at røre hans ansigt, som jeg havde savnet til det punkt, hvor det gjorde helt ondt.

Det var umuligt for mig at bebrejde ham, da jeg mærkede at han tøvede. Forbandelserne og skældsordene over den andens stædighed lå i luften, men i stedet for spændinger forvandlede følelserne sig til gnister. Gnister der trak mig mod Aske som var han magneten der passede til mit modstykke. Det var umuligt for mig ikke at kysse ham med alt det begær som jeg havde ophobet. Umuligt ikke at slå armene omkring ham, for at forhindre at han skulle glide væk fra mig.

Den menneskelige krop havde dog behov, som savn ikke kunne gøre op for. På et tidspunkt var vi begge tvunget til at gispe efter vejret, og jeg turde næsten sværge på, at han forbandede mig og min sjæl ned i det dybeste helvede, inden hans læber ramte mine igen. Uanset hvor lykkelig jeg var over at han stod foran mig og ikke mindst i mine arme, så plagede mine tanker mig stadig, og tårerne pressede sig på igen.

”Undskyld… Undskyld… Undskyld…” messede jeg af hele mit hjerte ud gennem mine hulk. Det fik ham ikke til at slippe mig eller løbe skrigende væk. Tværtimod knugede han mig så hårdt ind til sig, at det var svært at tænke klart.

”Det er okay… Det er okay… Det er okay…” messede han tilbage. Benene forsvandt under os, og gulvet i entréen kom nærmere og nærmere indtil det punkt, hvor vi sad knuget indtil hinanden. Langsomt faldt jeg til ro ved lyden af hans rytmiske hjerteslag. Selv længe efter at vi begge havde tømt vores forvirrede hjerner og fortvivlede hjerter blev vi siddende på gulvet. Hans trang til at flytte sig var sikkert lige så ikke eksisterende som min egen.

Uanset hvor længe vi havde lyst til at blive siddende, så var der grænser for, hvor længe det reelt kunne lade sig gøre. På et tidspunkt ville Askes mor komme hjem og natten ville falde på. Det sidste jeg havde lyst til at gøre, var at tage hjem, så det var mere end velkomment da Aske spurgte om jeg havde lyst til at blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...