Fuck

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2017
  • Status: Igang
Når omverdenen har et så klart billede af, hvordan man skal opføre sig, så er det svært at være den der falder udenfor. I mange år har Tony klaret sig ved hjælp af sin ”negative indstilling og dårlige attitude” som hans forældre ville have sagt. En ny dreng på skolen får dog hurtigt vendt op og ned på Tonys liv, og får ham til at stille spørgsmål ved alt han kender til og ikke mindst sig selv. Tilflytteren formår at bryde alle grænser, som Tony nogensinde har sat, hvilket skal vise sig at forandre hans liv for altid.

77Likes
398Kommentarer
17032Visninger
AA

20. Kapitel 18

Jeg var knap nok trådt ind på skolens område, før jeg kunne mærke den ændrede stemning. Omkring mig blev samtaler lavere og ethvert genkendeligt ansigt kiggede på mig, som om jeg havde noget i ansigtet. Det var fristende at tjekke, blot for en sikkerheds skyld, men den vage genspejling i min mobil røbede intet, der var værd at dreje hovedet efter.

Bukserne var på. Godt nok var læderjakken blevet skiftet ud med en tyndslidt jakke i cowboy stof, men det kunne umuligt  vække så meget opsigt. Hurtigt kom William gående imod mig, og hans ansigt røbede straks at der var noget på færde. Hovederne drejede da også efter William, men ingen på samme måde, som de kiggede efter mig.

”Hvad fuck har du lavet ved dit hår?” udbrød jeg, så snart jeg så den lyserøde stribe i hans hår. Han ville da have nævnt det, hvis han havde planlagt at farve det, men dette var noget andet. Det skreg af impulsivitet, for lyserød var alt andet end Williams farve.

”Ærlig talt? Jeg ved det ikke, men jeg har ladet mig fortælle at nogen farvede det til festen. Mere ved jeg ikke, men jeg er begyndt at holde af det. Vi har dog noget lidt vigtigere at snakke om.” Hans øjne brændte ikke med den glød de plejede, når han havde noget at fortælle. Det var det første tegn på at noget var galt.

”Vigtigere end dit hår?” udbrød jeg overrasket og hævede et øjenbryn. Først og fremmest fordi jeg var overrasket. Sekundært for at lette tonen, men William lod sig ikke opmuntre.

”Langt vigtigere. Hvordan i al verden overbeviste du dig selv om at det var en god idé? Nej. Jeg vil slet ikke høre det, for kender jeg dig ret, så tænkte du slet ikke. Idiot.” Jeg følte mig pludselig et hoved lavere, selvom jeg ikke var sikker på, hvad jeg havde gjort.

 ”Hvad snakker du om?” Rynkerne i hans pande vidnede om, at han var alt andet end stolt over mig lige nu.

”Hvad jeg snakker om? Hele skolen snakker om det! Hvordan i al verden kan du stå og tisse i bukserne af skræk over at nogen får det at vide, for efter at stå og næsten æde hinanden ude i gangen?” Han behøvede ikke at sukke dybt over mig. Det lå allerede implicit i luften. Alligevel tog det mig et øjeblik at finde ud af, hvad det hele drejede sig om. Så snart min morgentrætte hjerne opfangede problemet, begyndte adrenalinen dog at pumpe i mine årer.

”Fuck,” hviskede jeg lavmeldt og gemte hovedet i mine hænder, så snart brikkerne begyndte at falde på plads. Det var ikke et puslespil jeg havde lyst til at løse. Tværtimod, så var jeg ikke sikker på, at jeg ønskede at kende til nogle af detaljerne. Jeg behøvede ikke at spørge ind til noget, før William fortalte mig, hvad han mente at jeg havde brug for at vide.

”Anders så jer i gangen, da han ledte efter et toilet, og han fortalte det til Amanda, som fortalte det til Nellie, som fortalte det til Jonathan, som fortalte til, surprise, Peter.” Derfra begyndte han at tale så hurtigt at jeg ikke fik fat i ret meget af det, men jeg forstod essensen, og jeg forstod min fejl.

”Så det du siger er…” begyndte jeg, for at få det bekræftet. Hurtigt afsluttede William dog sætningen for mig, inden jeg selv behøvede at udtale ordene.

”At alle som ved hvem du er, højst sandsynligt ved det på nuværende tidspunkt. Jeg er ked af det Tony.” Opmuntrende gav han mig et klap på skulderen. Jeg overvejede bare at tage hjem med det samme, men det ville William ikke høre tale om. Velvidende om at sagen var ude af vores hænder, blev jeg slæbt med op i klasselokalet. Det var rent held at vi trådte ind af døren i samme øjeblik som vores lærer.

Resten af dagen var et helvede. Jeg kunne mærke deres blikke mod min hud prikke som tusinde små nåle. Jeg kiggede ikke på nogen af dem på noget tidspunkt. Det kunne jeg ikke. Hver pause tilbragte jeg langt væk fra alle andre end William, og hver eneste gang klokken ringede ind, så var det et held at vi ikke fik en skideballe for at komme for sent.

Aske var i skole, men ikke en eneste gang havde jeg kigget på ham eller så meget som værdiget ham et blik. Jeg anede ikke hvordan han havde det eller om folk gloede lige så meget på ham, som de gloede på mig, men jeg havde ikke overskuddet til at finde ud af det. For hvis det var tilfældet, så havde jeg ikke bare ødelagt det for mig selv, men også for ham. En tanke der simpelthen ikke var plads til.

Som alt andet den seneste tid, så gik det selvfølgelig ikke sådan som jeg havde planlagt det. Det var som taget ud af en film, hvor skurken skal til at kidnappe heltens side-kick, da Aske flåede fat i min arm og rev mig til side så vi kunne snakke i fred. Nysgerrige øjne havde dog set optrinet, og på skolens areal var man aldrig så alene som man gerne vil være det.

”Du skylder mig en forklaring,” udbrød han med et hårdt blik og sammenbidte læber. Det hele blev dog ødelagt af at hans stemme knækkede kortvarigt, hvorefter han sank.

”Jeg skylder dig intet.” Det kom hårdere ud end det var meningen at det skulle. Enhver form for frustration jeg havde følt de sidste par måneder blev på engang rettet mod det sårede ansigt foran mig.

”Du har ignoreret mig hele dagen,” konstaterede han tørt og tog fat omkring mit håndled da jeg skulle til at gå.

”Og det prøver jeg at fortsætte med,” bed jeg, selvom en stemme bagerst i mit hoved fortæller mig at jeg er et røvhul og at han slet ikke fortjener det. Det stoppede mig dog ikke.

”Jeg prøvede at stoppe det, men du virkede så sikker. Jeg troede du måske var blevet ligeglad, at du… Ved du hvad? Glem det. Du kan ikke give mig skylden for det her.” Mest af alt lød det som om at han diskuterede lige så meget med sig selv, som han diskuterede med mig, men det forhindrede mig langt fra i at svare ham igen.

”Men det er din skyld. Jeg havde det fint inden du kom ind i mit liv!” Vreden pulserede i mine åre og slørede mine sanser. Jeg nåede ikke at overveje mine ord inden de fløj ud af munden på mig, som havde de bare ligget og ventet klar på den anden side. Askes ansigtsudtryk ændrede sig markant. Rynkerne bredte sig i hans pande, og det lignede at han kæmpede for ikke at skære tænder.

”Du kan ikke give alle andre skylden for din ulykke.” Han hævede stemmen af mig, og der var intet tegn på at han havde tænkt sig at holde op. Alt i mig skreg at jeg skulle holde op. At jeg bare burde gå inden det gik helt af sporet. Det klogeste ville være at sige undskyld, men det kunne jeg ikke. Dertil bebrejdede jeg ham for meget.

”Jeg er ikke ulykkelig,” protesterede jeg højere end nødvendigt og trådte instinktivt et skridt tættere på ham. Han flyttede sig ikke. Ikke så meget som et skridt.

”Hvad fanden kalder du det så?” hvæste han af mig og ilden brændte i hans øjne. Jeg bed mig i læben. Knyttede mine næver hårdt sammen ned langs siden, og bad til en ukendt gud at jeg ikke ville gøre noget dumt.

”Skrid af helvedes til.” Denne gang råbte jeg ikke. Vreden pulsede i mine årer, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til oprigtigt at bede ham om at lade mig være. Jeg var ikke ulykkelig. Jeg havde det fint. Mit liv var ikke miserabelt og han havde ingen ret til at antage at det forholdte sig anerledes.

”Tag dig sammen.” Han trådte et skidt væk fra mig og rystede på hovedet. Der var noget opgivende i hans toneleje, og jeg vidste at isen blev tyndere. Omkring os begyndte folk at sende os nysgerrige blikke, men alt taget i betragtning så kunne man vel ikke bebrejde dem for at kigge, når nogen skændes så åbenlyst.

”Skal jeg tage mig sammen?” udbrød jeg målløs og tabte næsten kæben direkte på gulvet af forbavselse over hans anklage. Jeg lavede ikke andet end at samle mig selv sammen hver eneste dag, for at få en følelse af at mit liv ikke lå totalt i ruiner. Han anede ikke hvad han snakkede om. Han kendte mig ikke godt nok til at fortælle mig, at jeg skulle tage mig sammen.

”Du kan simpelthen ikke være det bekendt at tørre hele lorten af på mig, fordi du drikker dig så pisse stiv, at du ikke aner hvad du laver.” En del af mig havde lyst til at råbe af ham, at jeg havde drukket mig pisse stiv på grund af ham, men det ville være at skyde sig selv i foden. For hvis han vidste det, så ville han vide hvor nervøs jeg havde været, og den magt kunne jeg ikke give ham.

”Du vidste, hvordan jeg havde det. Jeg tænkte mig ikke om et sekund, og du udnyttede det,” råbte jeg næsten af ham, hvilket fik flere hoveder til at dreje sig mod os. Ordene fløj ud af min mund, og jeg anede ikke hvad jeg sagde før det var for sent. Vreden samlede sig til en knude i mit bryst. Den blokerede min vejrtrækning og hvert eneste hiv efter vejret gjorde ondt. Hvis ikke jeg vidste bedre, så ville jeg tro, at noget prøvede at gnave sig ud af mit indre.

Udnyttede det?” Nu var det ham der var vantro. Ham der tabte kæben. I modsætning til mig, så blev han ikke mere arrig af beskyldningen. Tværtimod så lignede det at noget gik i stykker i hans indre. Vreden forsvandt fra hans øjne og blev erstattet med pinsel.

”Ja.” Nej. Jeg mente det ikke. Det var ikke det jeg ville. Det havde aldrig været min mening at det skulle blive på den måde. Det var ikke meningen at tingene skulle være så svære at forstå.

”Find ud af hvad fanden du vil, for lige nu har du ikke styr på en skid. Du aner ikke hvad du laver med dit liv.” Tårerne samlede sig i hans øjne, og han forsøgte ikke at skjule, hvor svært det var for ham at holde dem tilbage. Klumpen i min hals voksede sig større og bredte sig til min mave, da Askes ord gav genlyd sammen med min fars. Jeg anede ikke, hvad jeg havde gang i.

”Rend mig.” Vreden var tilbage, men denne gang var den efterfulgt af en kniv i ryggen. Jeg stormede forbi ham og stødte med vilje ind i hans skulder. Det gjorde ondt. Det føltes som om jeg var blevet vendt på vrangen og derefter sat sammen igen. Bortset fra at intet sad sådan som det plejede og hele min krop skreg efter forløsning.

”Du er en arrogant nar, Tony,” råbte han efter mig, og hvis nogen havde været i tvivl om at samtalen havde været ubehagelig, så vidste de det i hvert fald nu. Jeg vendte mig ikke om for at svare, men råbte i stedet for over skulderen, uden at se mig tilbage.

”Fortæl mig noget, jeg ikke har hørt før,” vrissede jeg og styrtede mod døren. Frisk luft var det eneste der kunne få mig på andre tanker, og det sidste jeg havde lyst til var at sidde i et lukket klasselokale, hvor alle kiggede på mig og Aske var rasende på mig. Der var ligesom ikke rigtig noget som tiltalte mig ved at blive på skolen.

Selv det at storme ud af skolen, skulle vise sig ikke at være så let. Det var aldrig så let som man først antog. Noget som jeg måske burde skrive mig bag øret. I lommen vibrerede min mobil så voldsomt, at jeg var usikker på om det var ti beskeder eller et insisterende opkald. Peter, Tobias, Anders og Jonathan stod og snakkede foran porten i skolegården, sådan som de gjorde det hver eneste pause. En mindre detalje som jeg havde glemt i farten. Mest af alt mindede det om en blokade, men jeg måtte minde mig selv om, at de ikke kunne have vidst at jeg ville komme.

”Hvad så, Tony? Oppe at skændes med kæresten?” Peters kække smil gav ham julelys i øjnene og flokken grinede højt af hans bemærkning. Vreden overtog mine hænder og jeg greb hårdt fat i halsen på hans krave, hvilket fik latteren til at forstumme. Hvis øjne kunne dræbe, så var den møgunge ikke andet en et lig i forrådnelse.

”Jeg ville ikke gøre det, hvis jeg var dig,” truede han, men denne gang knap så kækt. Han sank og signalerede ind mod skolen med sine øjne. Det var et spørgsmål om tid, inden en af de ansatte ville komme stormende, hvis de så det lille optrin. Desuden var de fire mod én. Modvilligt slap jeg ham, og det kække smil vendte tilbage. Det kløede i min håndflade efter at slå det af hans ansigt.

”Lad mig give dig et råd. Pas dig selv og dit eget ynkelige liv,” hvæste jeg af ham, for efter at vende mig om for at gå. Hvilket de også lod mig gøre, men hvis der var noget Peter havde ret i, så var det, at det var en dårlig idé at lægge sig ud med hele skolen på én gang.

Et eller andet tidspunkt imens jeg gik hjem, faldt jeg så meget ned at jeg var i stand til at se klart, og jeg besluttede mig for at tjekke min mobil. Et ubesvaret opkald fra Aske. Seks beskeder og to opkald fra William, som sikkert havde hørt om optrinnet på nuværende tidspunkt. Jeg slukkede min telefon uden så meget som at åbne eller besvare noget af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...